Længere højere hurtigere
Af Niels Jørgen Dinnesen
De sidste tre år har jeg kørt 28 kilometer
ruten ved Marseliscykelløbet, hver gang hurtigere end året før —
men grænsen blev nået sidste år, hvor det lige netop ikke
lykkedes at komme under en time, dels fordi ruten rent faktisk
er næsten 29 kilometer, dels fordi trængslen i det store felt
ved starten er så stor, at man uundgåeligt mister en masse
kostbar tid, inden man overhovedet er kommet op i fart.
I år har jeg derfor besluttet at gå en
klasse op og køre den noget længere distance på 50 kilometer, og
da jeg kender ruten ud og ind fra mange træningsture og véd, at
den er både vanskelig og hård, bliver hele cykelsæsonen 2007
fokuseret på det mål at gennemføre løbet lørdag den 1. september
i en rimelig tid og uden at gå død til sidst. Vinteren 2006-2007
er i lang tid usædvanligt mild, og allerede i juleferien og i
hele januar måned er det faktisk muligt at tage hul på
landevejstræningen med en tur hver weekend på 30-40 km eller
mere. De andre år har jeg helt hen til marts måned været henvist
til fitness-centeret og motionscyklen for at lægge grundformen,
men at komme ud på landevejen er selvfølgelig sjovere og dermed
træningsmæssigt mere motiverende. Jeg kan føle musklerne i
benene vokse en lille smule uge for uge og mærke konditionen
blive gradvis bedre — og er jeg i tvivl, giver både turene på
landevejen og besøget i fitness-centeret jo rige muligheder for
at måle både tiden, distancen og kalorieforbrændingen, så jeg
ved ganske nøjagtigt, hvor jeg står.
På landevejen bruger jeg de første måneder
af året min mountainbike — og lader raceren blive i stalden til
asfalten er tør og fri for salt og grus. I februar har jeg en
længere sygdomsperiode med feber og influenza og orker ikke at
træne, men i både januar og marts-april er jeg på cyklen to-tre
gange hver uge og har i slutningen af april siden årsskiftet
kørt næsten tusind kilometer — heraf over halvdelen på
landevejen. Nogle gange beslutter jeg, at i dag handler det ikke
om at køre hurtigt, men kun om at få nogle kilometer i benene —
men på grund af cykelcomputeren, der ubønhørligt registrerer tid
og distance og beregner gennemsnitsfarten, går der altid sport i
turene, og jeg forsøger uvilkårligt både at køre lidt længere
end sidst og holde mindst lige så højt et gennemsnit.
Jeg har planer om at deltage i
motionscykelløb omkring Århus fra starten af maj måned, men på
grund af forskellige kolliderende arrangementer kommer jeg helt
hen i juni måned, før det lykkes at komme til start i rigtige
løb. Det første er JP Århus Rundt lørdag den 3. juni, hvor jeg
har meldt mig til 43 km distancen. Det er en ny rute i år — som
går syd om Brabrand Sø og via Harlev, Lyngby og Borum tilbage
til nordsiden af søen og ind til målet ved cykelbanen på
Jyllands Allé. Den er ikke særligt svær, men der er ved
Lyngbygaard og Tingvad et par korte og rigtigt lede stigninger
på 12-14 pct., som sætter skub i mine planer om at få en ny
bagkrans på racercyklen. Under normale forhold giver to tandhjul
foran og ni på bagkransen et fint spektrum på atten gear, som
dækker næsten alle situationer. Men når jeg rammer de rigtigt
skrappe stigninger som bakken fra Tingvad op mod landevejen ved
Borum, stigningen fra Giber Å op mod Moesgaard Museum i
Marselisløbet — eller for den sags skyld opkørslen til Mont
Ventoux i Provence, som jeg prøvede kræfter med for nogle år
siden — så mangler jeg et lavere gear og dermed et par takker
mere på det største tandhjul på bagkransen, hvis jeg vil være
sikker på stadig at kunne træde pedalerne rundt. Som
motionscyklist er det ligesom ikke en mulighed at stå af cyklen
og begynde at trække op ad bakken. Det er bare for pinligt.
Bakken
fra Tingvad op mod Borum. På dette sted er stigningen 12-14 pct.
Billedet er taget med min mobiltelefon på en træningstur den 9.
september 2007.
Jeg spænder cyklen op i reparationsstativet og tæller takkerne
på tandhjulene — henholdsvis 52 og 39 på klingerne foran og
14-15-16-17-18-19-21-23-25 ved baghjulet. For at få det gear
lavere, jeg er ude efter, har jeg altså brug for 27 eller 28
takker på det inderste og største tandhjul i bagkransen. Jeg
kigger rundt på Internettet og ringer til at par
cykelmekanikere, og blandt mange muligheder vælger jeg en ny
krans, der springer to takker mellem hvert tandhjul og starter
med 12 på det mindste og slutter med 28 på det største. Inden JP
Århus Rundt afprøver jeg materiellet på de tre skrappeste
stigninger i hele Århus-området — Jelshøjbakken, vejen fra
Fulden forbi Markskelhøj til Over Fløjstrup og til slut muren
fra Giber Å mod Moesgaard Museum — og alle steder kan jeg nu
træde op uden problemer, så det er perfekt. Jeg er klar.
Selve løbet finder sted i høj sol og med
temperaturer over tyve grader, så det er herligt cykelvejr — og
det går strygende på udturen gennem Stavtrup, Ormslev Stationsby
og Harlev. Der er kun få stigninger og let medvind, og
gennemsnitsfarten ligger i lang tid over 29 km/t. Meget af vejen
kører jeg alene, men kort efter Harlev finder jeg sammen med en
lille gruppe, hvor tempoet passer, og vi følges nordpå ad de små
veje mod Labing og Lyngby. Nogle bliver overraskede over den
skrappe stigning fra åløbet op til Lyngbygaard, og på den endnu
stejlere og længere bakke fra Tingvad mod Borum er der flere,
som går nærmest helt i stå. Selv kører jeg op i laveste gear,
men uden problemer, og da jeg kommer ud på landevejen mod
Mundelstrup, har jeg lagt hele flokken bag mig og fortsætter i
opskruet tempo ud ad den flade vej. Jeg ved, jeg skal dreje fra
til højre et sted ned mod Yderup, True og Brabrand — men
skiltningen i løbet har hele vejen været fremragende, så jeg
bekymrer mig ikke om selv at regne ud præcis hvilken vej, der er
den rigtige. Pludselig opdager jeg at være kommet for langt, så
jeg stopper cyklen og ser mig søgende om. Flere ryttere kommer
til, og alle er mere eller mindre i vildrede. Skiltet, hvor vi
skulle dreje, er åbenbart blevet fjernet.
Jeg kommer ud på motortrafikvejen fra
Mundelstrup til Tilst og finder med besvær ned mod Brabrand Sø
og tilbage på den rigtige rute langs søen ind mod Skanderborgvej
og målet på Jyllands Allé — men da har jeg både mistet tid ved
at skulle stoppe og orientere mig og har desuden kørt en omvej,
så ruten bliver forlænget med et par kilometer eller mere. Jeg
kommer i mål i tiden 1:42:57 for de 43 km — men min egen måler
siger 45,5 km, så tiden er misvisende og kunne have været mindst
fem minutter hurtigere. Ved målområdet er historien, at nogle
skvadderpander har lavet hærværk mod løbet. Flere af
afmærkningsskiltene er blevet fjernet på ruterne — og for
eksempel ender 130 km feltet med kun at køre 70 km, fordi de
misser en frakørsel et sted.
Dette foto er taget af JP Århus Rundt
arrangørernes fotograf
lige efter, jeg kom i mål den 3. juni 2007.
Ugen efter deltager jeg i TST Langelinieløbet, der har start og
mål på parkeringspladsen foran Bilka i Tilst, og her kører jeg
igen forkert, faktisk i præcis samme område som sidst — men
denne gang med det modsatte resultat, at jeg kommer til at korte
ruten af med et par kilometer og derved får registreret en tid,
der er omkring fem minutter for god. 1:12:32 for 37 km svarer
til et snit på 30,6 km/t, og så hurtig er jeg godt nok ikke. Min
egen måler viser, at jeg kun har kørt 34,6 km — og reelt er
gennemsnitshastigheden 28,6 km/t. Det er også fint, faktisk det
hurtigste jeg endnu har kørt — og så meget desto mere ærgerligt
er det jo at komme til at springe en bid af ruten over og få
noteret en forkert tid.
Jeg holder formen ved lige et stykke ind i
juli måned med en længere tur hver weekend og kortere ture i
løbet af ugen — men fra midt i juli ligger jeg stille et par
uger på grund af ferien i Grækenland. Hjemmefra håber jeg måske
at leje en cykel et par gange og besejre nogle græske bjerge —
men på Halki findes ingen cykler, og på Tilos er det så varmt,
at asfalten gløder, og det vil være livstruende at forsøge sig
på en cykel. Hjemme igen lægger jeg i den første weekend ud med
at køre Marselisløbets 100 km rute, egentlig bare for at få
nogle kilometer i benene — men da jeg efter en tredjedel af
turen holder et snit på cirka 24 km/t, beslutter jeg at prøve at
få det op på 25, så jeg kan gennemføre hele distancen på under
fire timer. Det lykkes lige netop og koster adskillige liter
vand undervejs — og jeg er træt i hver en fiber, da jeg fra
målet ved Tangkrogen efter et tiltrængt hvil cykler ganske
langsomt op ad bakken og hjem til Hjulbjergvej.
En af de efterfølgende weekender kører jeg
50 km ruten for at være forberedt til løbet den 1. september.
Jeg mærker de vanskeligste stræk af og lægger en taktik for at
økonomisere maksimalt med kræfterne og holde et passende
gennemsnit for ruten som helhed. Køretiden på træningsturen er
lige under to timer, altså 25 i snit — men når man deltager i et
løb og kører sammen med andre, kan man altid gøre det lidt
hurtigere — så jeg satser på i selve løbet at komme igennem
ruten på 1 time og 55 minutter. Marselisruten er betydeligt
vanskeligere end både Århus Rundt og Langelinieløbet. Den er
længere, og især er der mange flere bakker, så det er sværere at
holde et jævnt tempo. Og nogle af bakkerne er rigtigt lede.
Blandt andet starter man jo med Oddervejsbakken — fra 0 til 100
meter over de første tre kilometer — og senere er der stigningen
nede ved Balle, den lange bakke fra Assedrup op mod Malling,
nogle barske knolde før og efter Synnedrup og muren ved
Moesgaard.
Højdeprofil for Marseliscykelløbets 50 km
rute. Som det kan ses, starter løbet med en brat stigning ad
Oddervej op til Søsterhøj. Midtvejs i løbet ved Odder er der et
stræk på 4-5 km ud ad lige landevej, derefter følger bakken fra
Assedrup op mod Malling og en række andre knolde og kortere
stigninger. Muren ved Moesgaard ses efter cirka 42 km.
Illustration fra Marselisløbets hjemmeside.
Den sidste uge op til løbet er det koldt, blæsende og regnfuldt
— men på selve dagen arter vejret sig heldigvis nogenlunde. Det
er stadig køligt og blæsende, men solen er fremme og vejen tør,
så betingelserne er rigtigt gode. Der er politieskorte af det
800 personers store felt op ad Odderbakken til Hørretvej, så vi
kan køre på selve vejbanen i stedet for den hullede cykelsti og
behøver ikke stoppe ved nogen af lyskrydsene. Jeg overhaler
flere ryttere, end jeg selv bliver overhalet, og arbejder mig
opad i den forreste tredjedel af feltet, og da vi kommer ud på
det mere lige stræk mellem Mårslet og Balle kører jeg med en
gruppe på cirka tyve andre og finder både læ og et godt træk fra
feltet i modvinden, hvor det går mest op ad bakke fra Tulstrup
til Løjenkær. Jeg kan nemt følge gruppen på stigningerne, men
kommer nogle gange bagefter, når det går nedad.
Gennemsnitsfarten ligger allerede før nedkørslen til Odder på
omkring 27 km/t, og selv om gruppen bliver splittet, og jeg
mister en del tid, da først lyset skifter til rødt ved
landevejen, og bommene dernæst går ned ved jernbaneoverskæringen
— så siger tiden kun 53 minutter efter de første 25 kilometer,
og selv om jeg erfaringsmæssigt kører langsommere på anden
halvdel af ruten, så véd jeg nu, at kun uheld kan forhindre en
endnu bedre tid end den time og 55 minutter, som er mit mål.
Jeg kommer fint op ad bakken fra Assedrup
mod Malling, benene er stadig gode, og jeg finder igen sammen
med en gruppe, der kører i cirka samme tempo som jeg. Der ligger
en anden og større gruppe kun et par hundrede meter foran os —
men jeg har besluttet ikke at forcere unødigt og modstår
fristelsen til at give farten et nøk mere. Nok kører jeg
maksimalt, men jeg holder lige præcis så meget igen, at hverken
vejrtrækningen eller pulsen begynder at eksplodere. En mand i
gult har ligget omkring mig hele vejen og ligeledes en ung fyr i
prikket og en helt ung gut, der reklamerer for Århus
Købmandsskole. En ung kvinde på en tung mountain bike kører
alene op til gruppen foran, men på den næste lille stigning
falder hun igen tilbage og må nu også slippe vores gruppe.
Muren fra Giber Å op mod Moesgaard Museum.
På dette sted knækker bakken til en kort stigning på 12-14 pct.
Billedet er taget med min mobiltelefon på en træningstur den 16.
september 2007.
Fra rundkørslen ved Ajstrup er jeg på hjemmebane — det sidste
stræk på 14 km har jeg kørt snesevis af gange på mine
træningsture, og jeg kender hver en knold på vejen, hvert et
sving og hvert hul i asfalten. Jeg knokler af sted op gennem
Neder og Over Fløjstrup og tager nogle dybe indåndinger og
sparer lidt på kræfterne det sidste stykke før muren ved
Moesgaard — og jeg kommer op af hullet uden problemer, rundt om
museet, ind gennem skoven og op ad den sidste hårde stigning ved
Ørnereden. Nu går det mest ligeud og lidt nedad resten af vejen,
og både den gule, den prikkede og købmandsskolen falder ud af
syne, da jeg spurter de sidste meter hen ad cykelstien fra Varna
til målet og tidtagermåtten ved Tangkrogen og Filtenborg Plads.
Tiden bliver målt til 1:47:03 svarende til lidt over 28 km/t i
gennemsnit. Det er langt bedre end forventet og otte minutter
hurtigere, end jeg havde sat som mit realistiske mål.
Nogle officials ved målet fjerner den
tids-chip, jeg har bundet om anklen, og jeg får udleveret lidt
frugt og drikke på vej hen til arrangementsteltet, hvor jeg kan
få udprintet mit diplom. Men serveren er gået ned, og jeg må
vente på min officielle tid. Jeg ser mig omkring og genkender
flere af de deltagere, jeg har kørt med på en eller flere
strækninger af ruten. Vi har ikke konkurreret, men kollegialt
hjulpet hinanden i vores fælles kamp mod uret og os selv.
Allerede få minutter efter jeg er kommet i mål, føler jeg mig
fuldstændig frisk og ærgrer mig over, der er et helt år til
næste Marselisløb. Jeg genoplever et par af de markante stræk og
begynder at lægge taktikken for at køre endnu hurtigere næste
år. Hvis nu ikke bommene var gået ned, eller jeg havde trådt et
lidt højere gear op ad bakken fra Assedrup — så kunne jeg måske
hente et minut eller to…? Eller måske jeg skulle prøve kræfter
med 100 km ruten — hvor man bliver godt hjulpet af, at der er et
langt lige stræk uden bakker fra Gylling til Norsminde…? Det
sidste er nok ikke realistisk; først skal jeg næste år have
skåret et par minutter eller mere af tiden for 50 km ruten. De
kommende måneder vil jeg blot holde formen nogenlunde ved lige.
Til januar begynder opbygningen til en ny sæson.
______________________________________________________
Skrevet den 2. september 2007. Denne
historie er 4. kapitel i serien ”På den store klinge”.
1’eren kan læses her:
PaaDenStoreKlinge.html
2’eren kan læses her:
PaaDenStoreKlinge_2.html
3’eren kan læses her:
PaaDenStoreKlinge_3.html