dinnesen.com

  

 

Det er tredje år, jeg deltager i Marseliscykelløbet, og tredje gang, jeg vælger den korte rute på kun 28 kilometer. Sidste år forbedrede jeg min tid til en time og to minutter, og denne gang er det ambitionen at komme under en time. Jeg véd fra nogle træningsløb, at jeg kan holde et gennemsnit på 28 km/t over 30-40 km – men problemet ved Marselisløbet er selvfølgelig, at der er mange deltagere, og at man på grund af trængslen risikerer at miste en masse tid, før man overhovedet er kommet i gang.
 
Lørdag den 2. september 2006 møder jeg op en halv time før starten ved Tangkrogen klokken 11 og stiller mig med cyklen så langt frem mod startlinjen som muligt. Det er ikke muligt at komme helt frem; foran mig er både et vrimmel af mennesker i fuld cykelryttermundering og en masse børn og bedstemødre på almindelige hverdagscykler. Starten skydes i gang, og feltet spredes straks for alle vinde, da politimotorcyklerne, som gelejder os ud ad Strandvejen til den anden side af Dyrehaven, i år lægger ud i højt tempo. Jeg kæmper for at komme forbi en prop af poder og sæsonmotionister og må helt over i venstre side af vejen for at kunne overhale, men lige efter Varna er den værste trængsel lagt bag mig, og jeg kan begynde at koncentrere mig om at finde min egen rytme på den snoede og bakkede vej gennem Marselisborgskovene. Jeg har beregnet at skulle nå toppen af den onde stigning efter Moesgaard Museum på 19 minutter for at have en chance for at nå rundt på under en time, og det kræver ganske enkelt, at jeg kører alt, hvad jeg kan, hele tiden.
 

Vejen gennem Marselisborgskovene. I baggrunden knolden ved Ørnereden.
 
Jeg overhaler et langt bånd af konkurrenter, der er kommet hurtigere fra start, og fra omkring Blommehaven ligger jeg et par kilometer sammen med en klynge på 6-7 andre, hvor vi skiftes til at føre og tage hinandens baghjul. Efter den stejle knold ved Ørnereden går det ned ad bakke mod den smallere vej op til Moesgaard Museum, og jeg ruller et øjeblik på frihjul for at få pusten, inden det igen går opad. Pulsen er på sit højeste, lungerne arbejder som blæsebælge, sveden springer, og der er ikke tid til at drikke vand eller gøre andet end bare træde maksimalt i pedalerne og holde et hårdt greb i styret.
 
Jeg tager baghjulet hos en mand på en funklende blågul racer med styrbøjle, og da jeg på en af de stejle små bakker op gennem skoven kører op på siden af ham, spørger jeg, om han er klar over, det ikke er tilladt at køre med styrbøjle. Det er han ikke. ”Jeg tror, det er fordi, der er for langt ned til bremsen, når du har armene i bøjlen”, siger jeg. ”Det kan være farligt, når der er trængsel og måske mange deltagere, som kan finde på at lave uforudsete manøvrer”. ”Det lyder fornuftigt”, medgiver han. Her på bakkerne op mod museet bliver fårene for alvor skilt fra bukkene, og de, der har problemer med at køre opad, bliver uhjælpeligt sat af. De hurtigste er over alle bjerge, der opstår et hul ned til hovedfeltet, og jeg havner alene på mellemhånd mellem hurtigkørerne og det store flertal af mere jævne motionister.
 

Slugten ved Giber Å.
 
Efter museet går det lodret nedad med over 40 km/t mod slugten ved Giber Å, og efter vandløbet i bunden kommer jeg med farten fra nedkørslen ret nemt over den første stejle stigning. Så flader vejen lidt ud – men efter cirka hundrede meter kommer det andet voldsomme knæk med en stigning på 11-12 pct. over en strækning på fire-fem hundrede meter. Her byder omstændighederne, at jeg må ned i allerlaveste gear for overhovedet at kunne træde pedalerne rundt. Manden med styrbøjlen er forsvundet bag mig, og mod slutningen af bakken, som er den værste på hele ruten, kører jeg forbi to yngre kvinder, som jeg synes, jeg genkender fra et af de tidligere år. Begge er i fuld ryttermundering, den ene i karakteristisk rød og sort bluse og cykelbukser, den anden i grønt.
 

Rutens ondeste stigning efter slugten ved Giber Å.
 
På toppen ser jeg, at mellemtiden på 19 minutter lige præcis holder, men jeg er helt vildt forpustet, pulsen er overstyret og benene begyndt at værke. Jeg skifter til den store klinge og kæmper mig med stort besvær opad i tempo til 23-24-25 km/t, mens vejen stiger let opad mod Fløjstrup Skov, og der er sidevind fra vest. Kvinden i rødt kører forbi og lidt efter også den grønne. Jeg prøver at hænge på, men formår ikke at øge farten med den brøkdel af en km/t, som kræves, og ser de to ryttere nådesløst tage afstand, mens jeg selv kæmper for livet. På den knubbede og hullede vej gennem skoven kommer ved skovfogedhuset igen en stejl stigning, der ligesom bakken efter Giber Å har et knæk til omkring 10 pct. – men den er kortere og flader hurtigere ud og gør lidt mindre ondt at forcere. Alligevel arbejder både hjerte og lunger igen på højtryk, da jeg prustende når toppen. Jeg kommer op i fart og træder alt, hvad jeg kan, mens jeg tænker, at det her nok er det hurtigste, jeg nogensinde kommer til at køre denne rute. Hver en fiber i kroppen er spændt, og jeg holder med det yderste af neglene mit maksimale tempo, mens jeg suser gennem den spredte bebyggelse af gamle bondehuse i Over og Neder Fløjstrup. Denne strækning er det nærmeste, vi kommer noget, der går nogenlunde ligeud på denne rute. Ellers er det hele tiden op eller ned.
 
På et tidspunkt gør det så ondt i hele kroppen, at jeg nogle øjeblikke overveje at opgive, bryde løbet og køre hjem – men så dukker to ryttere op foran mig på den sidste lille bakke før rundkørslen og halvvejsmærket ved Ajstrup. Synet af dem giver nye kræfter, og jeg skruer tempoet en lille smule op og kører forbi dem, som man siger: uden at hilse, før toppen. Fra rundkørslen går det let opad over 500 meter mod frakørslen til Beder, og midt på bakken ser jeg forrest kvinden i rødt og bag hende kollegaen i grønt. Mellemtiden ved halvvejsmærket fortæller, at jeg er over et minut efter idealtiden, så der er ikke længere nogen chance for at komme rundt på under en time. Jeg forcerer bakken i modvinden og henter lidt ind på de to kvinder, og på det næste stræk ned mod Beder falder pulsen og vejrtrækningen så meget til ro, at jeg relativt ubesværet holder et højt tempo hele vejen ind gennem den lille by og tilbage til kirken og stikvejen til Fulden. Jeg når ikke under en time, men nu er ambitionen i det mindste at slå tiden fra sidste år.
 

Vejen mod Beder.
 
Efter Beder går det meget stejlt nedad mod åløbet ved Fulden – og herfra venter en hel række af stigninger, før løbet slutter med Oddervej-bakken nedad mod Strandvejen og målet ved Tangkrogen. Åløbet ved Fulden er på højdekurven over løbet tæt ved nul, og herfra stiger vejen i fem tempi op til hundrede meter ved Søsterhøj og T-krydset ved Ringvej Syd. Først går det i modvinden fra Fulden til Oddervej let opad, men så starter Langballebakken, som med en næsten konstant stigning over to-tre kilometer er turens længste. Jeg véd fra mange træningsture, at det godt nok gør ondt, men til gengæld giver maksimalt udbytte, hvis jeg kan køre op på lille klinge foran og det fjerdestørste tandhjul på bagkransen – men jeg har allerede brugt mange kræfter og er ikke sikker på, om jeg magter at holde cyklen i disse omdrejninger.
 
Et par hundrede meter foran mig ligger de to kvinder i rødt og grønt, og da vi er inde på bakken, mærker jeg med det samme, at jeg henter ind på dem med hvert pedaltramp. Midtvejs på stigningen knækker bakken til at blive en anelse stejlere, og lige før knækket skifter jeg et gear op, så jeg får øget tempoet en lille smule – netop på det punkt, hvor man risikerer at tabe fart – og på den måde kommer jeg i et uimodståeligt ryk forbi de to kvinder, uden de har mulighed for at svare igen. Jeg fortsætter i det højere gear, mens bakken begynder at flade ud, og på det sidste stykke mod toppen lykkes det at skifte til den store klinge og skabe så meget hul ned til de bagvedliggende, at de næppe heller kan hente mig på nedkørslen.
 

Standvejen mod målet ved Filtenborg Plads.
 
Lyskurverne ned ad Oddervej er med mig de fleste steder, og kun en enkelt gang er jeg nødt til at liste over krydset for rødt. Efter Højbjerg Torv flader bakken ud, og jeg kommer i topfart over det sidste kryds ved Strandvejen uden hverken at have nogen lige foran eller bagved mig. Tiden ser okay ud, og nu giver jeg de sidste kræfter i en lang spurt på cykelstien ved vandet ind mod målet ved Filtenborg Plads. Der er tidtagning ved hjælp af en chip bundet til anklen, og ved målet er jeg et øjeblik ved at styre cyklen ind i en forkert port, så jeg mister nogle sekunder og er ved at trimle omkuld – men jeg kommer gennem aflæseren og får noteret tiden 1:01:12, altså ikke i nærheden af timen, men trods alt næsten et helt minut hurtigere end sidste år.
 
TDC-manden, som slog mig det første år, ser jeg slet ikke denne gang – men af resultatlisten fremgår, at han i dag har kørt rundt i turisttempo et helt kvarter dårligere end mig. Jeg er i mål som nr. 30 af 711 startende, over et minut efter nr. 29 og næsten ti minutter efter vinderen – men henholdsvis tredive og fyrre sekunder foran de to kvinder i grønt og rødt. Det lykkes ikke at komme under en time, men på min cykelcomputer kan jeg se, at ruten faktisk er 28,8 km – altså 800 meter længere end angivet. Det er jo snyd... Sætter jeg min tid i forhold til den faktiske distance på 28,8 km, svarer det til et gennemsnit på 28,235 km/t – altså mere end tilstrækkeligt til at køre 28 km på under en time. Men skidt med det. Løbet er kørt, og næste år vælger jeg nok ruten omkring Odder på 50 km, sikkert med det mål i hvert fald at komme under to timer for løbet...
 

Højdekurve over Marseliscykelløbets 28,8 km rute. Fra Marselisløbets hjemmeside.
______________________________________________________
Skrevet den 2. april 2007. Billederne er taget på en træningstur den 31. marts 2007.
 
1’eren kan læses her: PaaDenStoreKlinge.html
2’eren kan læses her: PaaDenStoreKlinge_2.html