Has Anybody Seen My Love?

  

Den sidste weekend i februar måned er vi i London med det hovedmål at se musikstykket ‘Girl From The North Country’ på Noël Coward teatret tæt ved Leicester Square i Soho. Vi ser forestillingen lørdag eftermiddag, og det er som ventet en meget stor oplevelse.

 

Went to see the gypsy
Stayin' in a big hotel
He smiled when he saw me coming
And he said, "Well, well, well"
His room was dark and crowded
Lights were low and dim 
"How are you?" he said to me
I said it back to him

 
Dramaet i sig selv - skrevet og instrueret af irske Conor McPherson - er fængslende med både en rap dialog og nogle spændende personer på et boarding house i Duluth Minnesota i vinteren 1934. Handlingen udspilles mellem skæve eksistenser omkring pensionat-ejeren Nick Laine, som er på fallittens rand, hans demente men fysisk meget aktive hustru Elizabeth og parrets voksne børn Gene og Marianne, der er henholdsvis arbejdsløs forfatterspire og gravid uden en kæreste og far til barnet. Ved siden af Nick og familie optræder en håndfuld personer fra lokalmiljøet og skiftende logerende på pensionatet.
 
Nick og Elizabeths datter Marianne er som den eneste i familien sort. Hun er adoptivbarn og er landet hos parret, da nogle gæster har efterladt en taske indeholdende et spædbarn. Nu, hvor datteren er voksen og gravid, prøver Nick at smede hende sammen med en aldrende enkemand, skomageren Mr. Perry. Marianne er ikke interesseret og forlader i stedet hjemmet og rejser til Chicago med bokseren Joe Scott, der har været i fængsel for et røveri, han måske ikke har begået.
 
Det, som løfter dramaet op på de høje nagler, er samspillet mellem skuespillet skrevet af Conor McPherson og musikken og sangene skrevet af Bob Dylan. McPherson har kunnet vælge frit i Dylans katalog, og han bruger i løbet af stykket cirka 25 sange, både kendte og mindre kendte, nogle kun i brudstykker eller som baggrundsmusik, andre i fuld længde og i bogstaveligste forstand for fuld musik. Ofte kommenterer musiknumrene handlingen i stykket på en overraskende måde i forhold til den kontekst, sangene blev skrevet i og stammer fra. ’What’s a sweetheart like you / Doing in a dump like this?’

 


 
Forestillingens fremragende orkester, som består af bas, guitar, violin/ mandolin og piano, er hele tiden på scenen, og i hver side af rummet står henholdsvis et klaver og et trommesæt, som af og til betjenes af medvirkende i stykket. Skuespilleren træder i disse situationer frit ud af sin rolle og sætter sig ved klaveret eller trommerne. Scenografien skifter på enkel vis ved, at lærreder med stedangivende billeder rulles ned mod gulvet, og ved at de medvirkende uden stop i afviklingen af stykket flytter rundt på møbler og rekvisitter.
 
Sangene opføres på skift af stort set alle de medvirkende. Mens der er en, der synger, danner resten af ensemblet ofte kor. Alle synger fremragende, og flere af sangene udføres med en nerve, som virkelig får det til at risle ned ad ryggen. Jeg havde den oplevelse, allerede da jeg i efteråret så og hørte en video med Sheila Atim, der i rollen som den gravide datter Marianne fremfører ’Has Anybody Seen My Love’ - og oplevelsen af at se nummeret live fra 6. række i Noël Coward teatret er selvsagt endnu større.

 

Sheila Atim som Marianne i "Girl From The North Country".
 
Sheila Atims optræden og udførelsen af dette nummer er ganske enkelt fænomenal. Jeg har før henvist til videoen og gentager linket her:
https://www.youtube.com/watch?v=0grZUoUhn_k

 
Et andet sublimt moment er da Shirley Henderson, som spiller Nick Laines demente og kugleskøre hustru Elizabeth, fremfører glansnummeret ’Like A Rolling Stone’. Elizabeth er under hele stykket næsten konstant på scenen, ofte ubemærket af aktørerne i centrum, men altid - trods skuespilleren Shirley Hendersons spinkle lidenhed og figuren Elizabeths psykiske fjernhed - tilstedeværende i rummet i overvældende grad.
 
Elizabeth er fyldt med fagter og bevægelser. Hun kommenterer somme tider det, der foregår, nogle gange helt ude af sammenhæng, andre gange spot on med en skarp replik. Det er meget fængslende, og vi ved aldrig helt, hvor vi har denne figur. Det er samtidig tydeligt, at skuespilleren Henderson på scenen er så tændt, at hun uvilkårligt improviserer og finder på nye små tiltag, der nogle gange overrasker de øvrige medvirkende. En ny grimasse, en ny bevægelse, en ny obskøn gestus.
 
Elizabeth er så meget ude af kontrol, at hun heller ikke kan styre sine kropslige og erotiske tilnærmelser, og i løbet af stykket lægger hun særdeles håndfast an på stort set alle de mandlige karakterer - byens læge Dr Walker, den fallerede forretningsmand Mr. Burke, bokseren Joe Scott, bibelsælgeren og prædikanten Reverend Marlowe, byens gamle skomager Mr. Perry.

 

Shirley Henderson som Elizabeth i "Girl From The North Country".
 
På et tidspunkt eksploderer pludselig figuren Elizabeth i en fænomenal og unik udgave af ’Like A Rolling Stone’. I denne version og på det konkrete sted i handlingen får sangen og Dylans ikoniske tekst reelt en helt ny betydning. Med suveræn styrke går Shirley Henderson i disse øjeblikke fuldstændig i et med både den mesterlige sang, Elizabeths urolige psykiske tilstand og familiens balancering på kanten af fallit.
 
Once upon a time you dressed so fine
Threw the bums a dime in your prime, didn't you?
People call say 'beware doll, you're bound to fall'
You thought they were all kidding you
You used to laugh about
Everybody that was hanging out
Now you don't talk so loud
Now you don't seem so proud
About having to be scrounging your next meal
 
How does it feel
How does it feel
To be without a home
Like a complete unknown
Like a rolling stone?
 
Et tredje eksempel er da sønnen Gene bliver opsøgt af sin næsten kæreste Kate, som kommer for at fortælle, at hun har fået arbejde som privatlærer i Boston og nu forlader Duluth og Minnesota. Efter parrets dialog munder scenen ud i sangen ’I Want You’, først sunget af Gene alene og dernæst udført som fortvivlet og hjerteskærende duet af begge de to elskende. ’I want you / I want you so bad / Honey, I want you’.
 
Dramaet slutter med stykkets fortæller (som i handlingen er byens læge), der resumerer, hvad der efterfølgende bliver af Nick, Elizabeth og deres to børn. Nick og Elizabeth forsvinder sydpå, Gene dør i krigen, og Marianne får bokseren, hun rejste til Chicago med. Imens lægen fortæller, ser vi på scenen bag ham Nick, Elizabeth, Marianne og Gene lyslevende spise aftensmad i pensionatets dagligstue.
 
Saw Marianne and her Joseph come by the following winter. And damn if she didn’t have a baby in her arms! Yes, she had a baby. They were all dressed in warm coats. Came up and stood outside the old inn with that baby in their arms. They looked up at the windows a while, then I watched them walk away.
 
I London kører stykket på Noël Coward teatret til den 24. marts og bliver trods udsolgte huse og fornemme anmeldelser ikke forlænget. Der er rygter om, at forestillingen med samme ensemble måske senere på året kommer op i New York City. Det forekommer realistisk. McPhersons drama med musik og tekster af Minnesota-fødte Bob Dylan er et flot stykke Americana, som med denne fremragende besætning i givet fald med garanti bliver et hit på Broadway.

 

 

Henvisninger:

Has Anybody Seen My Love. Introduktionsartikel publiceret her på siden i december måned.

Girl From The North Country. Manuskript af Conor McPherson og Bob Dylan. Nick Hern Books, London 2017.