Syn for sagn

Kapitel 1
Evigheden er begyndt
Peloponnes, Mykene og Delphi 1982

 

Denne tekst er første kapitel af et større værk, som har ligget i dvale på harddisken i nogle år. I vinteren 1997-98 samlede jeg mine græske tekster og redigerede dem med henblik på en mulig udgivelse. Ambitionen var at bruge dagbogsformen til at beskrive nogle særlige græske stemninger, som jeg antog, andre Grækenlands-farere kunne være interesseret i at læse. Udfordringen var dels at gøre teksterne veldrejede og levende, dels at finde den rigtige balance mellem det personlige og det almene – men det lykkedes desværre ikke. Alle, der så mine tekster, mente uden omsvøb, at de var for private – og jeg opgav derfor projektet og har ikke rørt mine græske fortællinger siden. Kritikken er forståelig, men jeg synes stadig, at der er afsnit, hvor teksten lever, blandt andet i dette kapitel om nogle fænomenale græske stunder i 1982.

 

 

Livet i det frie under himlen
 
Jonas på tre år, som er vokset op og har boet hele sit liv i en snæver tredje sals lejlighed i Århus midtby, løber frit og frejdigt omkring på campingpladsen i den græske sommer og skråler af fuld hals en af sangene fra sit yndlingsbånd om cowboyen Kalle Kodreng, der begiver sig ud i ødemarken og overfaldes af farlige, hujende indianere: “Livet i det frie under himlen/ Dét er det liv vi elsker!” Efter en lang, lang busrejse ned gennem Tyskland, Østrig, Jugoslavien og det halve af Hellas er vi nu i Grækenland, på en campingplads direkte ved stranden vest for byen Korinth på halvøen Peloponnes ikke så langt fra Athen.
     Vi rejser med Dansk Fællesrejseforening, som har stået for busturen herned og på campingpladsen reserveret det bedste område under skyggefulde stråtag til kolonien af danskere og vore medbragte små og større telte. Forholdene på pladsen er i orden, og i udkanten af vores afmærkede reservat er der opstillet et par solide træborde med faste bænke samt et stort køleskab til fælles afbenyttelse. Elementære mad- og drikkevarer kan købes i Camping Blue Dolpin’s minimarked, som også rummer et lille cafeteria, og fra teltene er der kun hundrede meter ned til stranden og det blå vand.
     Som rejseselskab er flokken af danskere blevet rystet godt sammen på turen herned. Vi har kørt uafbrudt i tre dage og to nætter, og efter den anden nat på bussen er der ikke længere nogen, der er generte over at stå i underbukser og iføre sig shorts eller nederdele i midtergangen mellem sæderne. De fleste på holdet er rejsevante og eventyrlystne yngre mennesker, en del ligesom vi med små børn – og det er faldet nemt at komme i snak med mange af de medrejsende allerede undervejs. På campingpladsen uddybes bekendtskaberne via børnene, der leger sammen, og gennem lange snakker over et glas vin omkring fællesbordene i frokoststunden eller om aftenen, når børnene er lagt til ro, og stilheden på alle måder har lagt sig over pladsen. Vågner en og anden unge af sin søde søvn, hører vi det nemt gennem teltdugen i den tyste græske nat og kommer hurtigt den nødstedte til undsætning.
     Nogle få af de nye venner har været i Grækenland før, og allerede den første aften sørger de hjemmevante for, at vi andre bliver præsenteret for grækernes specielle hvidvin, retsinaen, som nok er brygget på druer som al anden vin, men har en helt speciel smag på grund af den tilsatte harpiks. Mange vil mene, at man skal vænne sig til dén aroma, men for os tager det ingen tid, og fra da af sørger en eller anden i gruppen hele tiden for at have mindst een af de store flasker på køl i koloniens rummelige køleskab. “Oprindelig kommer harpiksen fra de tønder af fyrretræ, som man i oldtiden opbevarede vinen i”, fortæller Jens, der har sat sig ind i de lokale forhold hjemmefra. “Men siden har grækerne fundet ud af, at træsaften forebygger ondt i hovedet dagen efter, og derfor er man fortsat med at tilsætte harpiks til vinen”. Det græske ord for fyrreharpiks “retine” svarer til det latinske “resina” og er måske ligefrem grunden til, at franskmændene kalder druer for “raisins” og vi de tørrede frugter for “rosiner”. Hvis man er i det rigtige filosofiske lune, kan næsten alting føres tilbage til de gamle grækere. Og er man i Grækenland og deler en flaske kølig retsina med en god ven, indtræffer meget nemt en stemning, hvor alting ud over nu’et og måske netop historiens vingesus – bliver inderligt ligegyldigt. I minimarkedet sælges vinen direkte fra tønden, og en optankning i en toliters flaske koster nogle få kroner.
 
Agamemnons maske
 
De første par dage har vi haft nok i at nyde friheden under åben himmel på campingpladsen og stranden, men i dag tager vi på udflugt til en af omegnens mange verdensberømte seværdigheder, Mykene. For at lette transporten af lille Jonas, som fra livet i byen ikke er vant til at gå på sine fødder længere end højst nødvendigt, har vi lånt en klapvogn af rejseforeningen, og efter et kvarters gang gennem abrikoslunden fra campingpladsen står vi i brændende sol ved den stærkt trafikerede hovedvej og venter på rutebilen ind til nærliggende Korinth. Herfra regner vi med at kunne tage en anden bus sydpå til Mykene, som ligger, siges der, i gåafstand fra landevejen mod Argos. Venlige grækere hjælper os med at stable klapvognen ind i bagagerummet og siden med at købe billetter og finde den rigtige bus på Korinths travle rutebilsstation. Hjemme i Danmark er vi steget direkte fra dagligdagens stress og jag ind i transporten til det forjættede Grækenland og har næppe læst en stavelse om de steder, vi nu har chance for at se, endsige sat os ind i det græske alfabet, så vi i det mindste kunne læse bynavnene på busserne, men nu på vejen ud af Korinth, hvor Jonas sidder hos sin mor og får læst højt for hundrede og syttende gang af “Alfons Åberg”, fisker jeg en af rejsebøgerne op af kameratasken og skimmer igennem historierne om Mykene, Kong Agamemnon og krigen mod Troja. Der dukker lidt op fra historiedepoterne i baghovedet, men selv om vi i gymnasiet læste udpluk af både “Illiaden” og “Odysseen”, er der stort set intet, jeg kan huske – ud over startstroferne på de dengang nærmest uforståelige, patetiske heksametre: “Vreden, gudinde, besyng – som greb peleiden Akilleus”.
     Buschaufføren stopper ved en landevejscafé og peger mod bjergkammen til venstre for vejen. Derovre ligger Mykene. Vi sætter os i cafeens skygge og tømmer i eet drag vandglassene, som bliver sat foran os, mens vi venter på kaffen, og Jonas spiser en sodavandsis, inden vi rejser os og begynder at skubbe klapvognen op ad asfaltvejen mod sagnkongernes højborg. Solen brænder lodret ned på os, og efter knap en kilometer bliver forældrene vrisne, da ungen i køretøjet fra skyggen under sin store kasket begynder at plage om noget at drikke. “Du må da kunne forstå, dreng, at vi ikke kan få noget at drikke nu. Herude, midt på landevejen”. Efter en halv time når vi frem til den moderne Mykene-landsby, og her passerer vi taverna efter taverna uden at gøre andet holdt end for at købe en halvanden liters flaske koldt vand, som lige præcis frelser både de voksne og barnet i den blå klapvogn fra at tørste ihjel under den svidende sol.
     Vi fortsætter, stadig op ad bakke, rundt langs bjergsiden, som rager stadigt højere op på venstre side af vejen, mens der til højre åbner sig et stenet dalstrøg bevokset med spredte oliventræer og med endnu højere klipper på den anden side. Benene og fødderne værker, og den sidste slurk af vandet i plastikflasken er for længst blevet lunkent, men pludselig får vi øje på Agamemnons borg på bakketoppen ret fremme. Jeg fortæller Solveig, nu med begejstring i stemmen, i korte træk historien om arkæologen Schliemann, som for mere end hundrede år siden – trods alverdens mistro og skepsis – formåede at genfinde og udgrave de stolte steder fra Homer’s “Illiaden”, både legendariske Troja i Lilleasien mod øst og Kong Agamemnons svundne hjemsted, Mykene, her på Peloponnes. Begge var for længst styrtet i grus, og det var den almindelige opfattelse blandt datidens lærde, at i hvert fald Troja blot var resultat af Homer’s fantasi og aldrig havde eksisteret i virkeligheden. Men Schliemann fandt dem begge, ganske enkelt ved at støtte sig til klassiske historikere som Pausanias og Herodot og i øvrigt gå ud fra de geografiske angivelser i “Illiaden”.
     Mens Troja i de mellemliggende mangfoldige år var forsvundet totalt fra jordens overflade, var der stadig synlige rester at spore i Mykene. Hverken jordskælv eller tidens tand havde fået helt bugt med de kyklopiske mure, og indgangsportalen løveporten stadig stod oprejst, som den havde gjort siden storhedstiden omkring år 1300 f. Kr. Schliemanns store kup var at sætte spaden i jorden præcis, hvor Pausanias i et af sine skrifter havde sagt, at Kong Atreus og “de, der vendte hjem fra Troja” var begravet, nemlig inden for murene, og her fandt han og graveholdet i løbet af få dage dynger af guld og fantastiske skatte, blandt andet flotte dødsmasker gjort af det pureste pladeguld. Det fornemste af ansigtsbillederne fik straks tilnavnet "Agamemnons maske”, og skønt eftertidens historikere – sikkert med rette – siden har rejst tvivl om Schliemanns dateringer og med bestemthed afvist en forbindelse mellem guldmaskerne og de homerske helte, så bliver de mytiske navne givetvis hængende på trofæer og gravkamre til evig tid.
     På højre side af vejen passerer vi de majestætiske kuppelgrave “Atreus’ skatkammer” og “Klytaimnestras grav”, og ved parkeringspladsen, hvor turistbusserne holder opmarcheret på rad og række, køber vi for en halv formue tre glas friskpresset appelsinjuice, inden vi stiller klapvognen fra os og går langs de kyklopiske mure, bygget af mandshøje mursten, gennem løveporten og sætter os på en trappe nær toppen af det labyrintiske borgkompleks og skuer ud over ruinerne, gravcirklerne og dalstrøget ned mod Argos, Tiryns og Nafplion imod syd. En af mine venner i Århus, som underviser i historie og oldtidskundskab på gymnasiet, har fået stillet det spørgsmål af sine elever, om ikke løverelieffet over porten i virkeligheden var en svaghed i borgens ellers så solide forsvarsmure, og vi klatrer derfor på opfordring om at levere syn for sagn møjsommeligt op ad stenene for at undersøge sagerne på nærmeste hold.
     Jeg fisker Olympus-kameraet op af tasken og er i færd med at kante mig på bagdelen ud mod den massive overligger over portsøjlerne, da jeg i øjenkrogen opfanger, at lille Jonas på det farlige og ujævne underlag er på vej hen til kanten af muren og et muligt frit fald på otte-ti meter ned mod den brolagte oldtidsgade. Uden at gøre nogen form for anskrig, men begge med det alleryderste af neglene, får Solveig og jeg i eet og samme nu fat i hver sin ende af ungens blå og hvide undertrøje og redder ham i sidste øjeblik lige netop fra det fatale styrt, og imens jeg færdiggør mit billede – som klart viser, at løverelieffet kun er en ubetydelighed tyndere end selve muren –  klamrer moderen sig, nu i sikker afstand fra afgrunden, til det stadig intetanende barn og priser sig i et langt, skælvende nu lykkelig over at være bistået på katastrofens rand af forsynet, guderne, Agamemnons genfærd – eller hvad véd jeg.
     Benene ryster stadig under os, da vi lidt senere klavrer ned fra borgen, køber en ny vand på parkeringspladsen, tager Atreus’ skatkammer under nærmere øjesyn og vandrer ad vejen tilbage til landsbyen, hvor vi spiser en omelet med frisk landbrød til sen frokost og siden tager med bussen tilbage forbi landevejscafeen til Korinth og videre til Blue Dolphin, hvor vi lige netop når at slænge kroppen i bølgerne, inden aftensmaden er spist, godnathistorien læst og det sidste glas af dagens retsina tømt og evigheden så at sige begyndt.
 
Kend dig selv
 
“Kend dig selv” stod der i gamle dage, for over to tusinde år siden, på Apollon-templets væg i Delphi. Her lå i adskillige menneskealdre verdens navle: Apollons navnkundige orakel, et gloværdigt kultsted – med tætliggende skatkamre, vældige sejrsmonumenter, tusinder af små og større statuer og skulpturer, templer, teater, stadion.
     Beslutningen om at besøge Delphi er taget for nogle få dage siden på campingpladsen ved Korinth, så jeg har ikke haft tid til at sætte mig ind i stedets historie på forhånd. Vi drog afsted i går – Solveig, Jonas og jeg, sammen med to andre par, Jens og Marijke, og deres barn, Anna, der er tre år ligesom Jonas, og Edvin og Birthe. Først med toget til Egion midtvejs mellem Korinth og Patra, derfra med færge over Korintherbugten, og til slut med bus det sidste stykke ind til havnebyen Itea, hvor vi sidst på eftermiddagen skrev os ind på Hotel Parnassos for natten. Bjerget af samme navn topper horisonten bag byen: Deroppe ligger Delphi.
     Klokken otte næste morgen står solen lige ind i det lille værelse og tvinger os op. Der er langt over tredive grader allerede. Vi spiser morgenmad på en café rundt om hjørnet og får den sædvanlige turistmenu: Kaffe, brød, smør og et lille bæger med marmelade. Men dagen tegner godt; brødet er friskbagt og varmt og humøret højstemt allerede. En græsk præst med karakteristisk mørk kjole, fuldskæg og hat glider igennem gaden og hilser med små venlige nik på de handlende, og nu drejer han ind på cafeen og sætter sig ved bordet over for vores. Børnene glor måbende på ham, men det generer ham ikke, og han vinker dem smilende hen til sig med store ivrige armbevægelser. Jonas tager mod til sig, hopper ned fra stolen og krabber sig sidelæns nærmere. Præsten griber hans hånd og klapper den venligt, mens Jonas drejer hovedet helt om mod os og råber til Anna: “Kom bare, han gør slet ikke noget!”
     Bagefter tager vi rutebilen de sidste få kilometer op til Delphi. Dalen forsvinder langsomt under os, mens bussen kravler opad gennem hårnålesvingene mod det gamle kultsted. Det er let at se, hvorfor Apollon har valgt at slå sig ned netop her. Omgivelserne er prægtige: Høje tinder til alle sider og en rent ud fantastisk udsigt over hele Itea-sletten, ned til havnebyen og langt ud over bugten. Vi bliver sat af midt i vore dages Delphi; en lille landsby, hvor souvenirbutikker og restauranter ligger side om side langs den kulisseagtige hovedgade. Herfra er der et kvarters gang om til museet og indgangen til tempelområdet. Det er smeltende varmt, og ungerne nægter som sædvanlig at gå selv og begynder småklynkende at plage om sodavand, så de må op på skulderen, mens vi vandrer hen langs bjergsiden. Ved museet indser vi det umulige i at tage dem med op til Apollon. Samtidig begynder varmen at gøre sin virkning, og et kort øjeblik slår spændingen gnister, mens de voksne diskuterer, hvem der først skal blive hos børnene. Det ender med at blive Marijke og mig, og mens hun og Anna går ind på museet, stiller Jonas og jeg os op i køen ved vandposten. Vi drikker længe af det kølige vand og følger derefter i halen af turiststrømmen ind på museet.
     Jeg køber en af de farvestrålende, populærvidenskabelige bøger for at være rustet til rundgangen. Det er lidt svært at komme til for de andre besøgende, der står i små grupper omkring deres guide ved mange af montrerne og statuerne. Vi møder igen Marijke og Anna, som har sat sig på en bænk i museets største sal foran søjlestatuen af tre dansende piger. Ungerne begynder at fare grinende omkring, og jeg bladrer febrilsk i tryksagen, der også har billeder fra museet. En vistnok fransk guide hysser af børnene, der fra deres niveau, en meter under os andre, endnu ikke har fået øje på statuerne. De ser kun fødder og ben – og hinanden.
     Jeg viser dem bogen og nogle af billederne og peger på eet af dem, statuen af den unge Agias. “Ham dér er også herinde, kan I finde ham?”, spørger jeg snedigt – og på den måde lykkes det i nogle minutter at fange deres interesse, så vi andre også kan få set noget. I rummet ved siden af står den berømte bronzestatue af vognstyreren. Lyset på hans ansigt og glimtet i de blå øjnes fjerne og melankolske blik er så usigeligt flot, at jeg sniger mig til at tage et billede. Det er ellers forbudt; man skal betale ekstra, hvis man vil fotografere. Men nu må vi ud: Ungerne insisterer på sodavand og is.
     Lidt senere kommer Solveig tilbage, og nu er det min tur til at få syn for sagn. Jeg lover at være tilbage om tre kvarter, skynder mig hen til indgangen og fortsætter nærmest i småløb op ad de første trapper mod helligdommen. Men sveden begynder allerede at springe, her er ingen skygge, og jeg må sætte farten ned. Området er meget snævrere, end jeg havde forestillet mig. Bygningerne ligger tæt, og statuer og rigdomme må i sin tid have stået nærmest på nakken af hinanden. I det første sving på “den hellige vej”, hvor man har rekonstrueret Athens skatkammer, dæmrer pludselig et og andet fra en oldævlstime i gymnasiet for 14-15 år siden. Jeg ser Hr. Holm oppe ved tavlen stå og tegne en skitse af Delphi-området. Den hellige vej, skatkamrene for de forskellige bystater, templet hvor præstinden Pythia på sin trefodsskammel og hensat i trance gav dunkle svar på svære spørgsmål. Kun præsterne var i stand til at tyde hendes tågesnak, deres var magten. Jeg har glemt, hvad lærer Holm sagde i den time, men forstår nu ved dette selvsyn for første gang hans optagethed af de antikke levn.
     Jeg vender mig om, ser ud over ruinerne, bjergene, dalen. Billedet er svimlende. Og videre opad, til templet, hvor seks doriske søjler endnu holder sig nogenlunde på højkant. De er stærkt forkomne af tidens tand og århundredes plyndringer, ødelæggelser og jordskælv, men de tilføjer i deres stædige oprejsthed stadig hele området et uanfægteligt, monumentalt præg. Lige bagved ligger amfiteatret, velbevaret, med fem-seks tusinde pladser – hugget i sten, opbygget strengt symmetrisk – men med et vidunderligt skær af lethed over sig, som en muslingeskal på en høj klippekyst.
     Jeg når ikke længere denne gang. Vi skal tilbage til skyggen og den lille by for at spise frokost. Jeg klatrer lidt rundt, sidder en kort stund på en af amfiteatrets bageste bænkerader, rører ved stenene og søjlestumperne og begiver mig langsomt nedad – med kameraet om halsen og tryksagen i hånden, som var jeg en amerikansk turist. Bogen indeholder blandt andet en stor folde-ud tegning, der giver et bud på, hvordan stedet har set ud i storhedstiden cirka 400 år f. Kr. De besøgende har bestemt ikke haft svært ved at føle andagt. Delphi var pakket med rigdomme og magtsymboler.
 
Fra Parnasset til Olympen
 
Efter frokosten kører vi med bus tilbage langs kysten mod færgestedet. Vi har fået et lift med en turistbus. De andre danskere fra campingpladsen ved Korinth er også i Delphi i dag, på en fælles endagstur, og nu er vi så heldige at kunne køre med dem et stykke af vejen. De fleste er trætte og sure efter en alt for lang tur, og mange nåede end ikke op til Apollon. Et sted standser vi og bader. Pludselig blæser det, der er halvstore bølger, og vi bliver lifligt svalet af. Så går turen videre, hen mod færgen, mens Jonas og Anna med sut i munden får sig en tiltrængt lur. På den anden side af bugten vinker vi farvel til bussen og til Edvin og Birthe. Vi andre vil ikke hjem endnu, men tager ind til Patra for at overnatte.
     Med eet er vi i en snavset storby; trætte, tørstige og sultne og på udkig efter et billigt hotel. Vi forsøger først, hvor der ser fredeligst ud, i kvarteret omkring byens akropolis og resterne af en spændende middelalderfæstning. Men en gammel mand, som vi spørger om vej, forklarer med beklagende fakter, at alle hotellerne ligger nede ved havnen. Vi må altså tilbage, atter med ungerne på skuldrene, og køber undervejs en flaske retsina til aftensmaden. Planen er at finde et hotel og dernæst købe et eller andet nemt og billigt, som vi kan spise på værelserne. Vi spørger et par unge mennesker og bliver vist om i en sidegade til Hotel Olympos, og her får vi to tresengsrum for, hvad der svarer til hundrede kroner pr. værelse. Det er hotelværtens datter, der sidder ved skranken. Hun kan heldigvis lidt engelsk og lover at lægge vores retsina på køl en times tid.
     Jens og jeg går ned efter mad og finder på et hjørne ned mod havnen en kantina, hvor vi kan få fyldte pitabrød med souvlaki til de voksne og græske hotdogs til børnene. Madstedet er trangt, men den unge fyr, som laver brødene, er en ren ekvilibrist til sit arbejde. Han skærer pitaen op, trækker kødet af spyddet, lægger tomatskiver ved, hælder dressing og salt på og pakker papir om på få sekunder – alt imens han uanfægtet fortsætter en højrøstet samtale med kolleger og kunder. Han forstår ikke engelsk, så vi må gentage vores bestilling med tegnsprog og fagter flere gange. “Det var meget nemmere, hvis I kunne tale græsk”, siger han.
     Efter maden og en iskold retsina købt sammen med brødene går jeg ned for at hente den flaske, vi har på køl hos receptionspigen. Denne gang er det værten selv, der kommer frem bag forhænget, da jeg ringer på klokken, og han gebærder mig op ad trappen til et lille køkken på første sal. Her står et kæmpestort monstrum af et køleskab, med forkromet frontparti som en amerikanermodel fra halvtredserne. Han åbner skabet, tager flasken ud og ser sig om efter en proptrækker. Han roder lidt på må og få i køkkenskufferne og fremdrager til slut en spids kniv, som han ved hjælp af vægtstangsprincippet forsøger at løfte proppen med. Det lykkes ikke, der går blot et par glassplinter af flasken.
     Han beroliger mig med en løftet håndflade og går hen for at hente et mere egnet instrument i familiens eget køkken for enden af en lang mørk gang. Lidt efter kommer han tilbage og har nu noget, der ligner en rigtig proptrækker i hånden. Han skruer den tykke og rustne spids ned i proppen, placerer flasken mellem knæene og trækker til – men det eneste, der følger med op, er lidt korksmulder. “Lad mig prøve”, signalerer jeg, efterhånden lidt beklemt ved at volde så megen ulejlighed. Jeg trykker igen spidsen ned i flaskehalsen og skruer kraftigt nedad, men selvfølgelig kun med det resultat, at proppen ryger helt ned i flasken og sender et sprøjt ud over bordet og os begge to.
     Jeg undskylder min klodsethed og siger, at det er i orden sådan. Nu skal vi nok få vinen ud. Men værten er ikke tilfreds og tager igen flasken fra mig. Han finder et stykke snor i en skuffe, folder en ende sammen og stikker løkken ned til proppen i flasken. Jeg står og tænker, han må være tosset, hvis han tror, han kan fiske den op på den måde. Han mingelerer længe for at få snoren i den rigtige position, mellem proppen vendt på højkant og flaskehalsen. Pludselig er den der: Han trækker til, og proppen glider netop så langt op, at han kan trække den det sidste stykke med fingrene og række den triumferende til mig.
     Jeg er imponeret, kender ikke tricket med snoren, og takker ham overstrømmende – men med en myndig gestus gør han det atter klart, at arbejdet endnu ikke er helt færdigt. Der er kommet nogle stumper af proppen ned i flasken, så det øverste af vinen er blevet grumset. Han tager et lille dørslag ned fra en krog, finder noget vat og sier forsigtigt noget af vinen ned i et glas, som han derpå tømmer tilbage i flasken. Værsgo! Jeg takker igen og går tilbage til de andre, som længe har undret sig over, hvor pokker jeg bliver af. Ungerne sover. Jeg fortæller historien om flasken og proppen og om hotelværtens kneb med snoren, og vi snakker dæmpet om dagens begivenheder og bestemmer os for i morgen at tage hen til en mindre by ved vandet, hvor vi kan bade. Der er trangt på den lille altan mod gaden, men flasken bliver tømt, og vi går i seng og sover som bjerge. Ved hovedgærdet sidder nok Apollon og våger over os.
 
Som vinden blæser
 
Trafiklarmen i Patra’s travle havnekvarter vækker os tidligt næste morgen, og efter et hurtigt brusebad spiser vi morgenmad på en café længere nede i hotelgaden. En af de store bilfærger til enten De Ioniske Øer eller Brindisi i Syditalien tuder til afgang, mens Anna og Jonas stirrer fortabt på et glas med varm mælk, som står foran dem. Mælk skal være koldt, mener de begge to og kniber en tåre over de uforstående forældre, som prøver at forklare dem, at i Grækenland får de små børn varm mælk med sukker til morgenmad. Varm mælk er ulækkert, mener de to danske treårige.
     Solveig og Marijke går om i byen for at købe nogle fornødenheder – tshirts, underbukser og håndklæder. Hvad der var tænkt som en sviptur til Delphi er fortsat meget længere, end vi havde planer om, da vi forlod campingpladsen forleden, og nu har vi ikke mere rent tøj. Imens tager Jens og jeg de to børn med op til borgen på klippeknolden midt i byen. Ungerne overkommer igen ikke at gå selv og plager med opstrakte arme om at blive båret, men da Jens fortæller dem, at de jo er en fin prinsesse og en soldat, som skal op og besøge kongen på hans slot, tændes et lys i begges øjne, og de tager de hundrede og sytten stentrapper op til toppen i fuldt firspring. Jens kommer frem inde fra haven og ser på soldaten og prinsessen med et strengt blik, mens han åbner gitterporten. “Hvem er I, og hvad vil I her?, spørger han. “Vi er en prinsesse og en soldat, og vi skal besøge kongen”, siger Anna. “Vi har nemlig været i krig”, tilføjer Jonas. “Hvilket land kommer I mon fra?”, spørger vagtposten. “Jeg synes, I snakker så underligt”. “Fra Danmark”, siger soldaten, “og København”, lyder det fra prinsessen – imens begge de to treårige vrider sig i  hænderne og krammer kjolen og t-shirten mellem fingrene i dyb koncentration over spillet, der er gående.
     Lidt efter kommer Solveig og Marijke tilbage med indkøbene, inklusive seje gule solbriller og rød-hvide legetøjstermoflasker til begge ungerne. I skyggen under et stort figentræ dypper vi hovedet og underarme under en vandhane, fylder termoflaskerne med koldt vand og sidder en stund og overvejer, hvad nu og hvor hen? Fra borgen er der udsigt over hele byen ved det blå hav, og der er enighed om, at vi nu må forlade Metropolis og se at komme ud til vandet. Vi finder trappen ned til byen og spørger om vej til busstationen over for færgelejet, og da vi er næsten fremme, kommer en drønhed føntørrervind rullende fra bjergene og er ved at tage livet af de to fædre, som igen har hver sin unge på skulderen. Jeg lider selv af tiltagende slidgigt i hoften og kan snart ikke gå længere uden store smerter. Lidelsen skyldes ikke barnet på skulderen, men er grundlagt for mange år siden, da jeg som stor knægt dyrkede al slags sport og blandt andet trænede “væltestilen” i højdespring og tusindvis af gange faldt ned på hoften i en stenhård sandgrav fra et par meters højde.
     Vi er nu så småt på vej hjemad mod Korinth og finder en bus til Kamares og Lóngos i nærheden af Egion, hvor vi regner med både at kunne finde overnatning og et sted at bade. Børnene sover trygt på deres dobbeltsæde, allerede før bussen er raslet ud af Patra, og en times tid senere sidder vi i skyggen på Café Drosia i landsbyen Lóngos og drikker kaffe og cola. Jeg køber en ny farvefilm til kameraet, og Jens og jeg går en runde i den lille by, hvor man bestemt ikke er forberedt på noget større rykind af fremmede. Faktisk findes her hverken hotel eller pensionat, men grækerne er flinke og gæstfri, og i løbet af ingen tid har en dame hos købmanden med hjælp fra sin søster eller svigerinde skaffet os privat indkvartering med eget køkken og toilet på førstesalen af en nybygning over for en grå, kuplet kirke. Vi pakker en taske med baderinge og håndklæder og begiver os ned mod bugten for at få en forfriskende dukkert i de blå bølger, men stranden er stenet, og der er alger på stenene, så vi mister alle sammen lysten og nøjes med at træde ud af sandalerne og dyppe fødderne i det trods alt kølige vand. “Swush”, siger det og syder sagte med små bobler, når en af de støvede og svedige fødder rammer vandskorpen. På tilbagevejen må ungerne op på skuldrene og stifter fra deres høje udkig bekendtskab med fuldmodne appelsiner direkte på træet.
     Om aftenen finder vi en taverna i byens vestlige udkant, og herfra ser vi solen gå ned i et flammehav over bjergene mod Patra og det smalle stræde mellem Peloponnes og fastlandet i nord. Soldaten og prinsessen har fået souvlaki med ris og pommes frites og falder tungt i søvn i armene på hver sin mor. Imens bestiller de voksne kaffe og fortæller historier fra livets landeveje. “Det er underligt”, tilstår jeg mest for mig selv, “Jeg havde aldrig troet, det var muligt at rejse på denne måde, efter man fik børn”. “Heller ikke jeg”, siger Jens og peger ned ad den øde gade, som forsvinder i bælgmørke bag byens eneste gadelygte på pladsen foran kirken. “Men nu fortsætter vi også rundt om det næste hjørne”.
 
Toget standser i Lécheon
 
Næste morgen køber vi brød og ost og mælk fra en kølemontre hos købmanden ved buscafeen og spiser morgenmad i køkkenet på førstesalen. Den flinke dame underneden skal have, hvad der svarer til 80 kr., for overnatningen, og vi giver hende gladeligt lidt ekstra, inden vi traver om til torvet og venter på rutebilen til Egion. Vi spørger først caféværten og dernæst købmanden i nabohuset om afgangstiderne, men får hver gang forskellige svar. Jeg tænder en Karelia uden filter til den sidste slurk kaffe og går en lille tur ned ad gaden for at tage et billede af et hvidt landsbyhus overgroet af en violet bourgonvilla og en knaldrød hawaiiblomst eller “hibiscus”, som jeg siden har lært.
     Fra Egion har vi flere transportmuligheder, men vælger toget frem for bussen resten af vejen til campingpladsen på vestsiden af Korinth. Jonas og Anna falder på ny i søvn, straks Peloponnes-ekspressen har sat sig i bevægelse, men efter ti minutter på øjet vågner de begge og drister sig hoppende på eet ben ud på gulvet i den overfyldte togvogn. Græske mamaer i tunge sorte kjoler lyser op i store smil og rækker uvilkårligt hænderne frem for at røre ved de lyse nordiske lokker. Jens er faldet i snak med en græker, som taler lidt engelsk og blandt andet fortæller os, at vi i virkeligheden rejser den forkerte vej. “Når I kunne lide Delphi, så burde I også besøge Olympia”, siger han. “Olympia ligger på den anden side af Patra, og med toget her kan I komme hele vejen derhen”.
     Vi har købt billetter til en station før Korinth, “Lécheon” hedder stedet i følge et kort over Peloponnes, jeg har købt forleden, og vi spørger konduktøren og peger på kortet, da han kommer forbi og klipper billetterne. Han smiler venligt, men først da den engelsktalende græker træder til og forklarer ham, hvad vi vil, ser det ud som om, der går en prås op for ham. “Korinthos!”, siger han og peger på vores billetter, men “Nej, nej” siger vi ivrigt og åbner igen kortet – desværre med bynavnene skrevet med latinske bogstaver, som han ikke kan læse. “Vi vil gerne stå af i Lécheon”. Konduktøren ryster på hovedet, og han og den engelsktalende parlamenterer i lang tid højlydt med hinanden og mange af de omkringsiddende. Så forsvinder han pludselig, og da han lidt efter kommer tilbage, gør han det nu med løftede arme klart for alle, at han er med på, hvor vi vil hen. “Lécheon”, siger han og viser med en håndbevægelse: “Ikke noget problem”.
     Kort efter gør toget holdt, vi tager afsked med den engelsktalende, og hele flokken af danskere med lyslokkede børn myldrer ned ad midtergangen, åbner togdøren og stiger ad vognens høje trin ned på den støvede perron foran Lécheons faldefærdige stationsbygning. Mens toget sætter hvinende og skramlende i gang, kommer en græsk kvinde ud af sit hus og ser på os. Hun råber et eller andet ind i huset, og nu kommer en flok børn vrimlende ud fra skyggen og bagved en gammel morlil iført forklæde og stråhat. Vi bliver budt koldt vand af husets fineste drikkeglas, og kvinderne må frem og røre ved Annas og Jonas’s lyse silkelokker. Ingen taler andet end græsk, men husets store datter bliver sendt over til nabohuset og kommer tilbage med en ung mand, som ser genert på os og forklarer, at han går på universitetet i Athen og kan tale lidt engelsk. Kvinderne forklarer ham en hel masse og peger på os og togskinnerne, mens vi bliver budt på mere vand og friskplukkede abrikoser til børnene. “Hun siger, I er kommet med toget”, siger den unge mand henvendt til os. “Det er ikke normalt. Faktisk er det første gang i over otte år, at toget har stoppet her i byen. Stationen er nedlagt for længe siden.”
     Tilbage på campingpladsen konstaterer vi, at vores telte stadig står, som vi forlod dem for nogle dage siden. Edvin og Birthe er væk; de er sammen med en lille gruppe af de mest eventyrlystne draget ned til Fællesrejseforeningens udflytterplads ved Githion på sydspidsen af Peloponnes. Jens henter en dunk retsina i kiosken, og inden vi kaster os på hovedet ud i Korintherbugtens halvferske blå saltvand, fortæller vi over et glas af den kolde harpiksdrik nogle af vennerne ved fællesbordet foran foreningens store køleskab – om vinden, der blæste skoldhedt fra bjerget og om Parnasset, Olympen og den dag, danskerne steg af toget i Lécheon.
 
Evigheden er begyndt
Peloponnes, Mykene og Delphi
Juni 1982