HÄR TAS DIN TID.

150 kilometer på cykel virker som en ugørlig opgave. Jeg har flere gange overvejet at køre 100 km distancen ved Marseliscykelløbet og har én gang været tilmeldt, men besluttede alligevel i sidste ende at ændre til 50 kilometeren. Det var i 2012, og siden har jeg af forskellige grunde ikke deltaget i hverken Marselisløbet eller andre motionscykelløb. Men nu i 2016 skal det være.
 
Mine to sønner Jonas og Tobias er gået sammen om en julegave til deres far. De har tilmeldt os alle tre et svensk motionscykelløb kaldet Halvvättern, som afvikles med start og mål i byen Motala søndag den 12. juni 2016. Det klassiske løb Vätternrunden går hele vejen rundt om Sveriges næststørste sø Vättern og er en strækning på 300 km – men der findes også et løb på kun den halve distance, 150 km. Det er stadig langt at cykle på én dag, men trods alt mere realistisk end vanvittige 300.
 
Selv har jeg aldrig cyklet længere end 100 km, og jeg er derfor klar over, at deltagelse i Halvvättern kræver seriøs fortræning, hvis jeg skal kunne gennemføre løbet inden for tidsgrænsen. Da jeg får gaven af drengene juleaften, tænker jeg med det samme, at jeg tager imod udfordringen.

 

Tidtagningsporten ved Halvvättern i Motala.
  
På årets første dag den 1. januar er der plusgrader og kun lidt vind, og her trækker jeg min mountainbike ud af skuret og kører 30 km ruten omkring Mårslet, Tulstrup, Malling, Ajstrup og Moesgaard Museum. Men vejret er for upålideligt i vintermånederne. Jeg bliver nødt til at supplere turene på landevejen med træning i et motionscenter, og den 2. januar cykler jeg op til Fitness World på Stenvej i Højbjerg og køber et abonnement. Målet er at få mange kilometer i benene, før vi skal køre Halvvättern den 12. juni.
 
Jeg aftaler med drengene, at vi ankommer til Motala fredag den 10. juni, så vi har lørdagen til at rekognoscere, inden vi kører løbet søndag. Hotel eller B&B bliver måske for dyrt, og jeg leder derfor efter et lille hus eller en lejlighed via Airbnb. Mange steder i nærheden af Motala er allerede udlejet, for Vättern-løbene tiltrækker mange tusinde besøgende, men jeg finder en svenskrød stuga på landet uden for byen Linköping cirka 35 km fra Motala og lejer huset fra fredag den 10. til mandag den 13. juni.
 
Jeg er i fitnesscentret 11 gange i løbet af januar måned, og sammen med turene under åben himmel cykler jeg 312 km i løbet af årets første måned. Det er 80 km mere, end jeg havde kørt på samme tidspunkt sidste år. I fitness cykler jeg hver gang 30 minutter for fuld damp efterfulgt af 5 minutters nedvarmning.
 
I februar bliver vejret lidt mildere, og nu lykkes det en gang om ugen at køre 30 km ruten omkring Mårslet, Tulstrup, Malling og Ajstrup. De fleste ture kører jeg i behersket tempo på min Cube mountainbike, men den 27. februar starter cykelsæsonen for alvor, da min gamle Specialized racer kommer ud af skuret og får ny luft i de vinterslappe ringe. Samtidig fortsætter jeg besøgene i fitness og har i månedens løb kørt 305 km, da vi går ind i marts.
 
Dagene bliver længere og vejret yderligere et par grader mildere, og den 26. marts kører jeg for første gang i år den længere tur på 57 km omkring Odder, Hov og Norsminde.  Fitness-besøgene bliver færre, og fra den 1. april sætter jeg medlemsskabet på pause. I marts cykler jeg 361 km, og sammenlagt har jeg på dette tidspunkt kørt 200 km mere end på samme tidspunkt sidste år.
 

 

Jeg holder regnskab med cykeltræningen i et Excel-ark, og fra turene i fitness registrerer jeg både tid, distance og forbrændte kalorier, så jeg for eksempel kan lave en kurve over kalorier pr. minut fra gang til gang. I marts måned sender jeg for sjovs skyld et billede af min opadgående formkurve til drengene. Ingen af dem cykler så meget, som jeg gør, og i forhold til deltagelsen i Halvvättern er de slet ikke begyndt at træne endnu.
 
Den 3. april får jeg gang i min Python racer og kører ruten til Hov og Norsminde med et snit på næsten 25 km/t. Jeg har udskiftet klik-pedalerne med almindelige flade pedaler for at kunne køre i almindelige kondisko i stedet for cykelsko med klamper. Almindelige sko er både varmere og mere behagelige, så længe temperaturen er under 10 grader, og det er den faktisk i det meste af april måned. Jeg kommer derfor ikke afsted så ofte, som jeg havde ønsket, og samlet kører jeg kun 367 km i løbet af april.
 
I maj begynder det at gå stærkt. Jeg starter den 1. maj med en tur på karbon-raceren til Odder og Hov, og på en slægtsforskningsudflugt nogle dage senere til egnene vest og nord for Kolding kører jeg på min mountainbike 81 km fra Vejen til Børkop. Tempoet er behersket, men turen giver nogle gode kilometer i benene.

 

101,32 km den 21. maj.

  

Der er efterhånden kun få uger til det svenske cykelløb, og søndag den 21. maj tester jeg både nogle nye Craft cykelbukser og min egen grundform og udholdenhed på Marseliscykelløbets 100 km rute omkring Søvind, Gylling og Hov syd for Aarhus. Det går faktisk fint. Jeg er ved at få krampe på et tidspunkt og har ondt i arme og ben til sidst, men ikke mere end det forsvinder, så snart jeg står af cyklen. Jeg er nu ret sikker på, at jeg nok skal klare de 150 km ved den svenske sø Vättern den 12. juni.
 
På 100 km turen knager kæden lidt, når det går opad, og jeg træder igennem i et af de lavere gear. Jeg beslutter derfor at få skiftet kæde og krans, når jeg skal have raceren til eftersyn inden cykelløbet. Jeg har booket en servicetid hos cyclingfreak.dk ved Højbjerg Torv, og ud over almindeligt eftersyn og ny kæde og krans får jeg også skiftet slanger og dæk, så Python-raceren herefter er så god som ny. Jeg tester cyklen på en tur ad de skrappeste stigninger i området syd for Aarhus – Jelshøj, Fulden Byvej og den 1,5 km lange bakke fra Giber Å forbi Moesgaard Museum og op ad Ny Moesgaardvej langs golfbanen til masten ved Søsterhøj. Serviceeftersynet af cyklen har klart hjulpet, og på prøveturen føler jeg mig næsten flyvende.
 
Som afsluttende træning deltager jeg i Aarhus Rundt cykelløbet den 5. juni, ugen før Halvvättern. Jeg kører 51 km distancen og kommer rundt uden pauser med et snit på 25,7 km/t. Det er jeg godt tilfreds med. Ruten slutter med stigningerne fra forleden Fulden Byvej og Giber Å til Søsterhøj, og her har jeg ikke problemer med at hænge på den gruppe, der ligger foran mig. Der er opløb ved Cykelbanen, hvor Jyllands Alle er afspærret af hensyn til cykelløbet – og Aarhus Rundt er i det hele taget et godt arrangement, som jeg er glad for at deltage i. I maj måned cykler jeg 577 km, og i alt har jeg siden 1. januar kørt 2.060 km, inden starten går til Halvvättern den 12. juni. Det er 360 km mere end på samme tidspunkt sidste år.
 

Med lyntoget til København den 10. juni.

  

Fredag den 10. juni kl. 8:15 tager jeg lyntoget mod København. Jeg har købt alle de relevante billetter nogle dage i forvejen – seniorbillet, pladsbillet, cykelbillet og cykelpladsbillet. Af en eller anden grund kan man ikke købe cykelbilletter på nettet. Det kræver enten personligt fremmøde ved billetsalget på banegården eller bestilling af billet via telefonen. Det sidste er noget, der ellers er gået ud af brug for årtier siden.
 
Det er lidt besværligt at bakse en cykel, en taske, et krus kaffe og en pose med bagle-sandwich op ad den stejle trappe til et IC3-tog, men det lykkes. En karbon-cykel vejer næsten ingenting, min kun 6,5 kg. Tobias har lånt en bil og købt et stativ til cykler, og vi har aftalt at mødes i Ørestad og derfra køre over broen til Sverige. Ved Ørestad Station tager det en times tid at montere stativet og fastgøre cyklerne, så vi føler os trygge ved arrangementet. Efter et par kilometers forsigtig kørsel stopper vi før broen og tjekker for en sikkerheds skyld stativ og remme, og om cyklerne hænger, som de skal. Heldigvis ser det hele fint ud. Stativet købt hos thansen kan rumme tre cykler og er en glimrende opfindelse.
 
Afstanden fra København til Linköping er næsten 500 km, så køretiden er cirka 5 timer, og klokken bliver 7 om aftenen, inden vi rammer ICA Maxi i Linköping og køber ind til pizza med oksekød og bacon i aften – og brød, ost, a-fil og mysli til morgenmad i morgen.
 

Huset ved Linköping.

  

Lørdag har vi hele dagen til at undersøge forholdene, før vi skal køre cykelløbet søndag. Efter morgenmaden cykler vi en træningsrunde til Vreta Kloster og retur, i alt omkring 17 km. Vi har aldrig kørt et cykelløb sammen, og det er vigtigt at få mærket, om vi kan finde ud af at køre i samme tempo. Det går faktisk fint, hvis blot Tobias sænker sit forholdsvis opskruede tempo en smule. Vi kører de 17 km med et snit på 26 km/t. Vi er enige om under alle omstændigheder at følges fra start til mål i morgen. Det handler ikke om at køre ræs, men først og fremmest om at gennemføre. Vi fylder ikke lommerne hjemmefra med energibarrer og bananer, men vil holde pauser og få friske forsyninger ved alle fire depoter langs ruten.
 
Jeg har tjekket højdeprofilen for løbet og fundet ud af, at der er én barsk stigning på ruten, Omberg-bakken efter cirka 30 km. Stigningen er cirka halvanden km lang med et gennemsnit på 8 procent. Det er garanteret noget, der kan mærkes. Vores starttid er kl. 09:56, og vi taler om, at det med pauser nok vil tage mellem 7 og 8 timer at komme rundt, så vi regner med at være i mål mellem kl. 5 og 6 om eftermiddagen. Kommer vi under 7 timer, vil det være super.
 
Lørdag eftermiddag kører vi i Jonas’ Volvo ind til Motala for at få vores startnumre og tjekke start- og målområdet og se, hvor vi kan parkere bilen i morgen. Der er 35 km fra huset ved Linköping til Motala og dermed lige før et løb på 150 km for langt at cykle. Vättern-løbene er en kæmpestor begivenhed, der strækker sig over to weekender med mange tusinde deltagere, og hele byen Motala står fuldstændig i cykelløbets tegn. I midten af byen er der på torvet salgsboder for alle mulige cykelmærker og alskens cykeludstyr og cykelbeklædning. I går blev der kørt et MTB-løb, i dag køres Tjejvättern på 100 km, i morgen Halvvättern på 150 og næste søndag den klassiske Vätternrunden på 300 km. Sidstnævnte har efter sigende over 20.000 deltagere.
 
Søndag ankommer vi til Motala i god tid før starten kl. 09:56. Fra kl. 8 og indtil cirka kl. 12 sendes deltagere af sted hvert andet minut i grupper bestående af 50-60 cyklister. I alt er der i Halvvättern omkring 7.000 deltagere.

 

Starten kl. 09:56 den 12. juni.

 
Vi bliver ført ud af byen af en motorcykel i front, og da feltet efter et par kilometer bliver sluppet løs, er der straks en gruppe forrest, der stikker af, og nogle bagest, der må slippe. Midt i vores startgruppe opstår herved et felt på cirka 25 ryttere, hvor vi lige netop kan hænge på. "Luk lige hullet op til ham den gule", råber jeg til Tobias, da feltet er ved at deles i to. Vi kører i et fladt terræn øst for den store sø, og farten er rigtig god i medvinden, da vi suser igennem byen Vadstena og fortsætter mod djævlebakken ved Borghamn. "Hvor langt har vi kørt?", spørger Jonas på et tidspunkt og ryster bare på hovedet, da jeg siger "15 kilometer". Der er stadig langt hjem.
 
Det første depot er ved byen Borghamn lige før Omberg-bakken, og da vi nærmer os, foreslår jeg, at vi kommer over stigningen, inden vi holder pause. Vi har stadig masser af vand i cykelflaskerne og kan godt klare nogle kilometer mere, før vi har brug for et stop. Vores gruppe har holdt sammen hele vejen de første 30 km af løbet, og vi ligger på grund af medvinden med et snit på 29 km/t, da vi rammer bakken. Her går gruppen med det samme i opløsning. Nogle kører ind til depotet og andre stikker enten af eller går helt i stå, da det begynder at gå brat opad.
 
Jeg selv falder bagud i forhold til drengene, fordi der er langsomme cyklister, som en overgang nærmest blokerer vejen, så det er svært at holde tempo. Opkørslen er præcis så hård som ventet, og pulsen banker, mens jeg træder opad i høj kadence. Bakken består af 5-6 bratte stigninger med lidt fladere stykker imellem, og vejen er smal på dette sted og fører op mod toppen af Omberg gennem et tæt vildnis af skov, hvor luften føles fugtig og kølig. Vejret er ellers perfekt til cykelløb – 15-16 grader, sol og blå himmel, ikke for meget vind.
 

Team Dinnesen kort før depotet ved Odeshög.

  

Kort før toppen indhenter jeg drengene, og vi følges herefter det sidste stykke gennem Omberg-naturreservatet til depotet ved Odeshög. Her strækker vi benene og holder en kort pause. Vi har tilbagelagt 53 km på lige under to timer og holder efter bakken stadig et snit på 27 km/t. Desværre er vores oprindelige gruppe gået i opløsning, og de sidste 20 km har vi kørt det meste af vejen i vores eget lille tremandsfelt.
 
Kort efter Odeshög kommer et hold op bagfra, men de kører for hurtigt til, at vi tør prøve at hænge på. En ældre mand forsøger at følge med gruppen, men han må opgive og falder i stedet tilbage til os. Vi lader ham tage føringen de næste par kilometer. Derefter kører Tobias frem og giver på den måde manden en pause. Nu kommer der igen et felt bagfra, og denne gang beslutter både vores følgesvend og vi at hænge på. Gruppen kører ideelt i et tempo, der er lidt højere end vores, men hvor vi alligevel kan følge med uden at blive stakåndede eller få for høj puls.
 
Terrænet før og efter Odeshög er bakket med en del korte stigninger, men det er intet at regne i forhold til bjerget ved Omberg. Feltet, vi har tilsluttet os, ligner en organiseret gruppe, der har to ledere med ens T-shirts, hvorpå der står "CYKELLISTAN". Den ene kører forrest i gruppen og den anden bagest. De har tilsyneladende ikke noget imod, at vi hænger på. Da vi holder pause ved Boet, har vi kørt 80 km og er dermed mere end halvvejs. Vi holder øje med Cykellistan og venter, til gruppen igen sætter sig i bevægelse. Vi kan mærke, det er en kæmpe fordel at være med i dette felt og har besluttet at holde os til.
 

Feltet med Cykellistan mellem Boet og Rök.

  

I Boet drikker jeg den koffein-energidrik, vi købte i går på torvet i Motala. Drengene gemmer deres til lidt senere. Langs vejen står med 10 kilometers mellemrum skilte, der fortæller, hvor langt der er hjem. Ved Boet 70 km, derefter 60 og kort før næste depot i Rök: 50. Vi har dermed kørt over 100 km og for mit vedkommende længere end nogensinde før, og fra nu af er der tale om ukendt land. Siden vendepunktet i Odeshög ved km 53 kører vi i mod- eller sidevind i retning nord eller nordøst. Jeg ligger det meste af tiden blandt de bageste i feltet og får nogle gange hjælp af at ligge i læ bag en eller to andre ryttere i siden op mod vinden. Jeg er begyndt at have ondt i venstre arm og skifter med mellemrum greb på styret for at løsne stivheden i armen.
 
Ved depotet i Rök har vi kørt 104 km og har dermed 46 km til mål. Køretidsmæssigt ligger vi stadig med et snit på over 26 km/t, og i forhold til totaltiden med pauser og det hele tyder alting på, at vi kommer et stykke under de 7 timer, vi i går anså som et optimistisk håb. I Rök er der tid til både tissepause og et glas saftevand eller to ved en af boderne. Jeg spiser to stykker banan, og drengene drikker deres koffein-boost, mens vi strækker ben og gør klar til den næste etape mod det sidste depot i Skänninge ved km 126, altså 24 km før mål.
 
Vi holder øje med vores gruppe Cykellistan og tænker denne gang, at vi vil starte lidt før dem for ikke at være for påfaldende i blot at hænge på. Men det er en dum beslutning. Vi kommer til at ligge alene i modvinden alt for længe og dermed både spilde nogle kræfter og tabe minutter på køretiden. Til sidst kommer gruppen op bagfra, og nu hænger vi igen på i et meget fint tempo. Cykellistan-holdet består af 20-25 deltagere, både mænd og kvinder og både unge og lidt ældre. Begge lederne er modne mænd over de 50, og en af dem har sin datter med i violet og blå cykelbluse og varemærket Prologó på cykelbukserne. Terrænet er fladere her på strækningen efter Rök, og vi kører hele tiden på den store klinge i forholdsvis høje gear trods modvinden. Jeg har ondt i venstre arm, men er ellers overraskende frisk, stadig med gode ben.

  

Rast i Skänninge sammen med Cykellistan.

  
"Vi fortsætter bare uden at gøre holdt", siger Jonas med et grin, da vi nærmer os det sidste depot i Skänninge, kun 24 km fra mål. Han mener det ikke. Både vi og Cykellistan har brug for endnu en pause. Denne gang venter vi, til hele gruppen er kommet i bevægelse, før vi stiger op i sadlerne og tager hul på den sidste etape. Jonas kører løbet på sin mange-gears citybike, Tobias på sin lidt tunge klassiske blå racer. De har begge to fordel af ungdom og råstyrke, jeg har til gengæld fordel af den letteste og bedste cykel, min Python karbon-racer med 11/28 krans bagtil.
 

Team Dinnesen i Skänninge 24 km før mål.

  

Vi passerer 20 km skiltet i vejsiden, men derefter føles det som en halv evighed, inden vi når frem til tavlen med 10 km. Tempoet er gået ned i gruppen og falder til omkring 20 km/t, så snart det går lidt opad. Jeg selv har stadig gode ben og nemt ved både at køre opad og accelerere frem for at lukke huller. De sidste kilometer ind til Motala er meget lange, og Jonas råber "Av, av, av", så snart det går den mindste smule opad. På et langt stræk går vejen nedad mod den store sø, men på de sidste kilometer ind mod centrum er der pludselig et par trælse stigninger, som dog er hurtigt overstået.
 
"Vi kører i mål sammen", foreslår jeg, da vi kommer ind på den afskærmede opløbsstrækning. Og det lykkes. Vi kan høre tre næsten samtidige bip, da vi passerer porten mærket "HÄR TAS DIN TID", hvor vores chips på cykelhjelmene registreres af computeren. Kraftedme. Vi har gjort det. Det er lykkedes. Vi har kørt 150 km og gennemført cykelløbet Halvvättern 2016. Yes!
 
Vi får overrakt vores medaljer og bliver fotograferet i målområdet. På det allersidste stykke ind mod mål er jeg lige ved at få krampe i højre læg, men det lykkes at få strakt ud, så krampen bliver holdt tilbage. Det er næsten glemt allerede, og så snart jeg kommer af cyklen, har jeg faktisk ikke ondt nogen steder. Det er overraskende. Vi er selvfølgelig trætte, men løbet har ikke været så hårdt som frygtet, og vi er kommet igennem på en hurtigere tid end forventet.
 
Totaltiden er 6 timer og 25 minutter, altså langt under det optimistiske mål på 7 timer. Køretiden er 5 timer og 43 minutter, det vil sige vi har kørt med et snit på 26,3 km/t. Det var ikke lykkedes så godt uden hjælp fra Cykellistan, og da vi er kommet i mål og sidder i parken midt i Motala med lidt mad og en alkoholfri svensk dåseøl, sender Jonas en tak til Cykellistan fra Jönköping på deres Facebook-side.

 

Team Dinnesen kort før målstregen i Motala.
  
Fortræningen i år og deltagelsen i Halvvättern har rykket mine grænser for, hvor langt jeg kan køre på en cykel. Pludselig er 50 km ingenting, og 100 km lyder ikke længere skræmmende. Jeg har lyst til at melde mig til Marseliscykelløbets 100 km distance, men desværre foregår løbet i en weekend i slutningen af august, hvor jeg er ude af byen og derfor ikke kan deltage.
 
Via Google og nogle hjemmesider med lister over motionscykelløb i Midt- og Østjylland finder jeg et nystartet løb, der kalder sig Grand Prix Aarhus, og som afvikles lørdag den 13. august. Ruten er 100 km og kommer omkring mange af de veje syd for Aarhus, jeg kender ud og ind fra mange træningsture, inklusive strækningen fra Gylling via Hov til Norsminde og Marselisborg Skoven. Det er perfekt. Jeg tilmelder mig straks, så nu har jeg her i juni måned igen et mål at gå efter og dermed motivation til at holde cykelformen ved lige hen over sommeren til Grand Prix Aarhus den 13. august.
 
Skrevet i juni 2016, det meste af teksten i toget til og fra København i forbindelse med Bruce Springsteen-koncerten i Parken den 22. juni.
Fotos er hentet fra hjemmesiderne for Aarhus Rundt og Halvvättern.
Længere fotoserie fra Halvvättern findes her: Halvvättern fotoserie.
Tidligere artikler om cykling findes på hjemmesidens liste over tekster.

 

  

Kort over ruten for Halvvättern 2016.