London i kørestol  

 

Nu har jeg oplevet det med. Jeg har været i London som passager i en kørestol.


Den sidste måned er jeg begyndt at få smerter i hoften og besluttede for tre uger siden at gå til læge. Jeg ville gerne have situationen undersøgt af en specialist, fordi hoften er en protese, jeg fik sat ind i 1990, altså for 29 år siden. Ting holder måske ikke evigt.


Lægen gav mig de ønskede henvisninger, og snart fik jeg indkaldelser til røntgen og anden undersøgelse om adskillige uger. I mellemtiden blev smerterne så meget værre, at jeg en uge før rejsen ikke kunne gå mere end nogle få meter. Det var rystende. Hoften har aldrig før givet problemer, men nu var det helt galt. Jeg fik fremrykket røntgen og ville få svar i løbet af tre dage.


Jeg begyndte at tænke, jeg blev nødt til at opgive rejsen. ”Jeg kan ikke engang gå ud til flyet i lufthavnen”, sagde jeg til mig selv. ”Hvordan skal jeg så komme omkring i en storby som London?”

 


Men der var lige en ting til overvejelse, faktisk mange, og jeg kunne ikke bare melde afbud. Billetterne var købt, og jeg skulle følges med både min kone og min svoger og svigerinde. Min svoger og jeg havde investeret vores fælles opsparing fra oddset-gevinster i fire billetter til Eric Clapton i Royal Albert Hall den 15. maj - og koncerten kunne næppe flyttes, selv om jeg havde ondt i benet.


Gode råd var dyre. I løbet af ugen før afgang indså jeg, at jeg ikke kunne komme rundt i London uden hjælp. Det slog mig, at en kørestol – som jeg aldrig før har haft brug for – måske var en mulighed. Jeg undersøgte, hvor den i givet fald kunne skaffes, og om jeg kunne få den med flyet og så videre og indkaldte derefter mine rejsefæller til krisemøde.


Der var stor forståelse for min situation og alle var med på, at selvfølgelig skulle jeg ikke gå glip af hverken koncerten eller turen som helhed. Det var jeg glad for at høre. Heldigvis kan jeg stadig stå og med lidt støtte også gå nogle meter, og jeg kan med et fast greb i gelænderet gå op og ned ad trappen til flyet - men min radius i øvrigt er pludselig meget begrænset.


Kørestolen viste sig at være en perfekt løsning. Ikke det konkrete køretøj, som jeg lejede hos Jobcenter Aarhus på Gunnar Clausensvej. Stolen var godt brugt og støvet og havde en del skavanker. Blandt andet var der skruer, vi undervejs måtte stramme med en mønt som skruetrækker for at forhindre at fodstøtterne faldt af. Men konceptet kørestol var perfekt.


 

Jeg kom med flyet, med toget fra lufthavnen ind til byen og med taxaen til vores hotel i Bayswater lige uden for Hyde Park. Senere kom jeg også med til koncerten og til besøg på museerne Tate Britain og Victoria & Albert. Og alle dagene var jeg med på pub og restaurant - alt sammen uden problemer, i hvert fald for mig. Min svoger fik en del ekstra motion, da han skubbede mig i min kørestol gade op og gade ned på de nogle gange ujævne fortove i den britiske hovedstad, og mange gange svedte han bravt.


Undergrunden var ingen mulighed, og vi tog taxaer, når vi skulle rundt over lidt større afstande. Det er ikke så dyrt i London, og der kan snildt være både fire voksne og en sammenklappet kørestol (plus et par kufferter) i en af byens klassiske rummelige taxaer. Serviceniveauet var overalt fremragende. Alle steder er der stor opmærksomhed over for en gammel mand i kørestol. Folk står nærmest på pinde.


I lufthavnen ved ankomst fik vi straks udleveret kørestolen og blev derefter ledsaget gennem fast track uden om køen og frem til paskontrollen. Taxachauffører hjalp med at løfte min vogn ind og ud af bagagepladsen ved førersædet, alle var utroligt hjælpsomme. På togstationer og museer åbnede døre bag om køen sig uden videre for manden i kørestol og hans tre fæller.


 

Hele vejen gjorde min svoger en kæmpe indsats. Han skubbede mig som nævnt gade op og gade ned på storbyens fortove og knoklede med køretøjet, når det skulle foldes sammen og løftes ind og ud af elevatorer og taxaer. Flere gange gik vi fra vores hotel gennem parken Kensington Gardens ned til kvarteret ved Albert Hall, og her fik jeg på første parket en køretur ad smukke stier under maleriske, forårsgrønne egetræer, plataner og kastanjer. London er fantastisk.

 


I Royal Albert Hall før koncerten steg serviceniveauet yderligere nogle grader, og jeg kan bevidne, at man i dette hus som kørestolbruger, når man tilmed er i besiddelse af VIP-billetter, får en rent ud udsøgt betjening. Vi havde købt de dyrere billetter, fordi de almindelige straks var blevet udsolgt, og fordi vi ikke ville undvære Clapton i RAH – og det kom vi ikke til at fortryde.


Med lidt støtte kunne jeg selv gå ind til min siddeplads i salen, men jeg havde brug for et sted at parkere mit køretøj. Og det var der råd for. Efter vi havde fået vin og kanapéer i Elgar Room på tredje sal, transporterede en elskværdig steward min kørestol ned til ground floor, hvor vi havde pladser i The Stalls. Han lovede, jeg nemt ville finde den efter koncerten, og det var korrekt. Desuden kom han selv og sikrede sig, at jeg og stolen var i god behold.

 


Det sjoveste på turen var, da jeg på et fortov i Bayswater blev overhalet af en mand med et lille barn i en klapvogn. Ungen i vognen gloede forbløffet på mig, og jeg kunne se, han tænkte. “Hallo. Jeg troede, det kun var os småfolk, der ikke behøvede at gå selv.”

 

18.5.2019