Bob Dylan i Globen  

 

Jeg har set tyve Bob Dylan koncerter.


1978 Göteborg Scandinavium, 1996 Aarhus Tangkrogen, 1998 København Forum, 2000 Horsens Ny Teater, 2000 Hamburg Alsterdorfer Sporthalle, 2001 Göteborg Trädgårdsföreningen, 2002 København Forum, 2003 København Forum, 2005 Aalborg Gigantium, 2005 Pistoia Piazza Duomo, 2007 København Forum, 2007 Herning Messecenter, 2008 Odense Arena Fyn, 2009 København Forum, 2011 Odense Den Fynske Landsby, 2011 Herning Jyske Bank Boxen, 2013 København Falconer Salen, 2013 London Royal Albert Hall, 2015 København Falconer Salen, 2017 København Operaen.


En af de bedste, jeg har oplevet, er koncerten i Forum i juni 1998. Jeg har plads på anden række næsten midt for scenen, og fra denne position er der både overblik over begivenhederne og mulighed for på nærmeste hold at opleve det glade og ironiske glimt i mesterens øje, efterhånden som han noterer sig, hvordan folk i salen synger med af hjertets lyst på mange af de kendte sange.


I sædet til højre for mig sidder en ældre herre, som jeg umiddelbart tænker må være gået galt i byen. Godt nok er jeg ikke selv nogen årsunge, jeg er 49 – men manden ved siden af mig er så gammel, at han må støtte sig til både en spadserestok og stolen foran, hver gang vi ryger op af sæderne for at vise vores begejstring.


“Jeg har fået billetten af mine to døtre i fødselsdagsgave”, fortæller den gamle mand, da bifaldet har lagt sig efter koncertens åbningsnummer, en ligefrem og lavmælt country-udgave af “All Along The Watchtower”, milevidt fra det Hendrix-inspirerede arrangement, der ellers har været normen for denne sang i mange, mange år.


“Jeg fyldte jo 80, forstår De, for nogle måneder siden”. “Faktisk kender jeg Bob Dylan rigtigt godt”, fortsatte han. “Jeg har endda truffet ham personligt engang, på et hotel i Manchester i 1966. Siden har jeg fulgt med i hans karriere, og jeg har jo de fleste af pladerne”.


“Det var pokkers”, tænker jeg og stirrer på den gamle, mens jeg prøver at se ham for mig sammen med en ung og krølhåret Dylan iført mørke solbriller. “Er det rigtigt?”, siger jeg. “Snakkede du med ham?” “Nej, jeg syntes det ville være for påtrængende”, svarer han og ser op på scenen. “Men jeg kunne have talt med ham, hvis jeg havde villet. Jeg stod lige ved siden af ham”.


Siden koncerten i Forum i 1998 er der gået 21 år. Dylan er nu 77 år gammel og spiller stadig, og jeg selv har for nylig i 70 års fødselsdagsgave af min søn fået billetter til Globen i Stockholm den 26. juni. Min søn, som er 40, og jeg skal se koncerten sammen.


Ved koncerten i Forum 1998 danser Dylan sig veloplagt og med Chuck Berry agtige spjæt med benene gennem “Tonight I’ll Be Staying Here With You”, “Cold Irons Bound”, “Shooting Star” og “Silvio”– og i en lille pause bøjer jeg mig over mod min gamle sidemand og spørger nysgerrigt, “Men så du koncerten dengang, i 1966?” “Nej, desværre ikke”, svarer han. “Jeg var jo i Manchester på forretningsrejse, og der var vel ikke tid, tror jeg”. “I aften er første gang, jeg ser ham optræde”.


Begejstringen er kolossal under mit eget favoritnummer for hele aftenen, “Blind Willie McTell”, efterfulgt af en bragende “Highway 61” – og halvvejs inde i ekstranumrene ser jeg pludselig, at den gamle ved siden af mig har opgivet at komme på benene og nu blot bliver siddende i sin stol. “Jeg bliver nødt til at hvile mig lidt”, forklarer han med et smil. “Jeg plejer at kalde mig selv den ældste nulevende Bob Dylan fan, og lige nu kan jeg stå inde for, at det passer”.


Efter tre ekstranumre og det traditionelle boblende punktum med “Rainy Day Women” henter Dylan på ny den akustiske guitar frem og træder ud midt på scenen. Straks han slår an til klassikeren “Blowing In The Wind”, må den gamle til højre for mig simpelt hen op at stå. “Den har jeg ventet efter hele aftenen”, siger han – og synger med på omkvædet sammen med hele salen af fem tusind bevægede, opløftede sjæle. “The answer, my friend, is blowing in the wind / The answer is blowing in the wind”.


 

Jeg glæder mig til Globen den 26. juni 2019.

 

3.5.2019