Efter vi vendte hjem fra Piemonte, har vi i en uge haft en bil til låns og været på nogle små ture i omegnen. En af dem gik til herregården Sønderskov, som har en ny udstilling med titlen Den Fortryllede Herregård.
Jeg er tidligere stødt på Sønderskov i forbindelse med min slægtsforskning. Flere af mine forfædre var fæstebønder under dette gods, som på forskellig vis har en interessant historie.

En af de mest excentriske ejere var Samuel Nicolaus Claudius, der overtog stedet i 1756. Han fik konstrueret et gravkammer for sig selv og sin hustru i en bronzealderhøj ved Folding kirke, og monumentet findes stadig på kirkegården. Claudius indførte strengt hoveri for fæstebønderne, men de gjorde oprør og klagede til myndighederne. Bønderne fik medhold, og i vrede afhændede Claudius gården i 1769.
Udstillingen Den Fortryllede Herregård ses i stueetagens fem store rum og fortæller om livet på herregården i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den hvide gård var hjem for de sidste private ejere, familien Momsen. Stuerne er fyldt med interessante ting og historier, og det er tilladt både at sidde på stolene og åbne skabe og skuffer.
Som fast attraktion har Sønderskov Museum i forhallen en imponerende runesten, der blev fundet i 1987 i nærheden af et gammelt vadested ved Kongeåen syd for landsbyen Malt. Stenen vejer 3 tons og er over 2 meter høj, og den indeholder en lang inskription i både vandrette og lodrette bånd.

Foto af Roberto Fortuna, Nationalmuseet.
Maltstenen er fra 800-årene og rummer 153 runetegn og et indridset hoved af en mand. Kombinationen af vandrette og lodrette bånd er usædvanlig, og forskerne har svært ved at tyde teksten. Inskriptionen lyder:
Lodrette linjer): "Svā æi(?) ... {fuþąrkhniastbmlR}"
(Vandrette linjer): "HvāR es(?) ī(?) ... Āsa/āsa, hvāR es Vīfreþr/Vīfrøþr gærþi ... æft ... faður. KolfinnR/GullfinnR fal/fals tæitirūnaR ok æivinrūnaR ... hvāR ... ... ... BillingR(?) ... ... Tūli/Tōli."
Den lodrette linje yderst til højre læst fra bunden indeholder en komplet yngre fuþąrk, datidens runealfabet, bestående af 16 tegn.
Oversat lyder indskriften: "Således altid(?) ... fuþąrkhniastbmlR. Hvem er (?) ... asernes(?), hvem er. Vifred gjorde ... efter ...far. Kolfinn/Guldfinn skjulte glædesruner og evighedsruner ... Hvem ... Billing(?) ... Tule/Tole(?)"
Jeg læste forleden, at et hold runologer fra Nationalmuseet tidligere i år har nærstuderet stenen, og det er spændende, om de måske er på vej med en ny tolkning af inskriptionen.
Der er gratis adgang til udstillingen på Sønderskov indtil den 10. august.
27.7.2025