Trump kan knap læse

Trump kan knap læse

  

Det er svært at afgøre, hvor mange af historierne i Michael Wolffs meget omtalte bog ”Fire and Fury: Inside the Trump White House”, der er sande – men hvis bare halvdelen af det, der er citeret fra bogen, er i nærheden af sandheden, så ser det problematisk ud for USA og Verden med Trump i præsidentembedet.
 
Alle de seriøse medier i USA skriver i disse dage spalte op og ned om Wolffs bog og om Trump – og vurderingerne af præsidenten og hans indsats er meget lidt flatterende. Mange tvivler på, at Trump er ved sine fulde fem, og de fleste er overbevist om, at han ikke er kvalificeret til at være præsident.
 
Jeg linker her til en artikel i gårsdagens The Washington Post, hvor Joe Scarborough refererer fra Wolffs bog og nævner som sin egen iagttagelse, at Trump formodentlig knap kan læse, at han i hvert fald har store problemer med det skrevne ord. Artiklen har overskriften ”I asked Trump a blunt question: Do you read?”
 
Scarborough citerer Wolff for at citere Trumps økonomiske rådgiver Gary Cohn for i en e-mail i april 2017 at skrive følgende. Præsidenten er en “idiot surrounded by clowns. Trump won’t read anything – not one-page memos, not the brief policy papers; nothing. He gets up halfway through meetings with world leaders because he is bored. And his staff is no better”.
 
Tidligere toprådgiver Stephen Bannon er i følge Wolff bog sikker på, at Trump kendte til det møde i Trump Tower, som hans søn og svigersøn havde med russiske repræsentanter i juni 2016. Og det er bemærkelsesværdigt, at Bannon i skrivende stund ikke har taget afstand fra noget af det, han i de seneste dage er blevet citeret for at have sagt.
 
’Fire and Fury’ var planlagt til udgivelse på tirsdag den 9. januar – men fordi Trump har truet med at ville stoppe udgivelsen, udkommer bogen allerede i dag den 5. januar.
 
Ud over The Washington Post og New York Times har eksempelvis New York Magazine adskillige artikler online om den aktuelle sag, blandt andet denne med overskriften ”The President Is Mentally Unwell – and Everyone Around Him Knows It”.
http://nymag.com/daily/intelligencer/2018/01/trump-is-mentally-unwell-and-everyone-around-him-knows-it.html
     

5.1.2018