Ved foden af bjergene 

 

Piemonte betyder ’ved foden af bjergene’, og det er et passende navn. Regionen ligger i Norditalien ved foden af Alperne mod Frankrig og Schweiz.
 

 
Området er smukt og afvekslende med gamle landsbyer, bakkede vinmarker og en overraskende rolig og afslappende atmosfære. Der er ingen trængsel nogen steder, heller ikke i byerne eller på bilvejene, og det er nemt at komme frem og finde en plads at parkere bilen, når der er et sted at besøge.
 
Vi flyver til regionens største by og hovedstad Torino, desværre fra København, fordi direkte ruter fra Billund til Italien i øjeblikket er indstillet. Hovedmålet med turen er en uge med vores unge mennesker og fem børnebørn i et hus ved Piana del Salto i Asti-provinsen. De unge har givet os gamle opholdet i 50 års jubilæumsgave. Vi skal blot selv finde derhen og selvfølgelig være med til at dække de fælles udgifter under opholdet.

 

 
Da vi nærmer os Monforte, kører vi igennem et gudesmukt og bakket landskab med kilometervis af vinmarker, så langt øjet rækker. Vinområdet er Langhe, og nogle af de kendteste distrikter er Barolo og Barbaresco. Vinmæssigt er vi i slaraffenland. Monforte d’Alba ligger i Barolo-distriktet, og landsbyen Barolo er 6 km herfra.

 

 
Hotel il Grappolo d’Oro har en fortovscafé foran indgangen, og her sætter vi os sidst på eftermiddagen. Jeg bestiller en Messina-fadøl og Solveig et glas hvidvin. Hvis vinen skal være tør, foreslår tjeneren enten en Chardonnay eller den lokale drue Arneis, som kun findes i Langue-området. Den kan anbefales, og et glas koster 4 Euro.
 
Hotellet ligger ved byens gennemgående hovedgade og centrale plads, men her er behageligt stille med kun begrænset biltrafik. Det er nemt og sikkert at krydse gaden. På den modsatte side af pladsen ligger en lille dagligvarebutik, en vinforretning, en vinbar og en isbutik, et gelateria. Der er gratis parkering foran kirken 200 meter fra hotellet. Temperaturen er behagelig, omkring 26 grader sidst på eftermiddagen.

 

 
Den første aften spiser vi på Osteria dei Catàri i en af de små gader op mod klokketårnet. Vi deler en Insalata Aromatica til forret, og som hovedret bestiller jeg en Tajarin al Ragù di Salsiccia di Bra. Bra er en by i regionen, og salsiccia er selvfølgelig den smagfulde italienske friskpølse lavet af hakket svinekød og krydderier. Solveig vælger en carpaccio.
 
Pastatypen Tajarin har jeg ikke hørt om før, men den er silketynd og meget velsmagende. Senere ser vi, at den går igen som fast pastatype til ragù-retterne på alle områdets restauranter. Tajarin er regionens dominerende pasta.
 
Vi får et glas Arneis til salaten og en Barbera d’Alba til hovedretterne. Prisniveauet er lavere end set andre steder i Italien, retterne koster typisk mellem 12 og 15 Euro. Vi har haft gode oplevelser i Toscana, ved Amalfikysten og på Sicilien, men Piemonte er en ny favorit. Her er rart at være, og Monforte er en perfekt base.

 

 
Næste dag kører vi en tur på de små veje i området. Barolo-distriktet dækker et område på kun 6 x 8 km. Her produceres 14 millioner flasker om året, og det giver sig selv, at hver kvadratcentimeter af jorden, hvor der kan dyrkes nebbiolo-druer, er udnyttet. Her er bogstaveligt talt vinmarker overalt. Vi gør holdt i landsbyerne La Morra og Barolo, og i en vinbutik ved torvet i landsbyen Barolo køber vi en flaske.
 
Om eftermiddagen går vi en tur i de smalle og krogede gader op mod klokketårnet øverst oppe. Google Maps siger, det tager under 10 minutter, men det er en underdrivelse. Gaderne er snævre og meget stejle, og vi kommer kun langsomt frem. Der er mange smukke motiver undervejs, og tårnet på toppen er imponerende. Her er for ikke så mange år siden indrettet et amfiteater, og i juli måned er teatret ramme for en jazzfestival med en koncert eller to om ugen, desværre ingen mens vi er her.

 

 
Turen nedad er nemmere og lige så flot. Vi følger en alternativ rute ad Via Cavour og Via Goito, og kommer til sidst forbi Osteria dei Càtari, hvor vi spiste i går. I aften har vi bestilt bord på den lidt mere mondæne Felicin i udkanten af landsbyen og tæt ved vores hotel.
 
Vi får et bord på restaurantens store vestvendte terrasse med vid udsigt over bakker og vinmarker. Udsigten er storslået og under hovedretten ser vi solen gå ned i en rød himmel bag vinranker og bløde bakker.

 

 
Vi deler en marineret ørred på endiviesalat og rosmarinolie til forret, og til hovedretter får vi henholdsvis sæsonens grønsager med friske trøffelskiver og lokal gedeost og en ravioli fyldt med kanin og krydret med nældeblade, smør og timian. Det er utroligt smukt anrettet og smager forrygende. Retterne koster 20 Euro her og er lidt dyrere end i går.

 

 
Efter maden får vi et glas Barbera d’Alba på vores 2. sals balkon med udsigt over Piazza Umberto og den gamle by med klokketårnet. Solen er gået ned bag bakkerne, men mod vest brænder himlen stadig rødt over vinmarkerne. Vi har kun været i Monforte d’Alba i to dage og har allerede set og oplevet en masse.
 

 

Lørdag mødes vi i Piana del Salto med de unge mennesker og børnebørnene. Tobias har fundet et ideelt Airbnb hus i rolige omgivelser og med en fantastisk udsigt over grønne bakker og vidtstrakte vinmarker. Vi er nu i provinsen Asti og i grænseområdet mellem vindistrikterne Langhe og Monferrato.
 
Huset har tre lejligheder, og meget bekvemt har hver familie dermed deres egen bolig. Vi bruger køleskabet i stueetagen til fælles opbevaring af mad og drikkevarer, og foran huset er der en stor terrasse med soltag og 12 siddepladser. Det er helt perfekt, og nedenfor terrassen er der en stor og dejlig swimmingpool, som i denne uge er vores, fordi vi har lejet alle husets tre udlejningslejligheder.
 

 

Under opholdet får vi hurtigt en rytme med fælles morgenmad på terrassen og en udflugt om formiddagen med frokost et eller andet sted undervejs. Eftermiddagene tilbringes ved huset og i poolen, og om aftenen laver de unge fælles aftensmad på skift, eller vi henter pizzaer fra landsbyens Ristorante.
 
Piana del Salto har under 100 indbyggere, men alligevel både en kirke, et stort supermarked med vinbutik, en fodboldbane og en restaurant. Fodboldbanen er vigtig. Flere af børnebørnene er vilde med fodbold. Der er også en stor græsbane hjemme ved huset og swimmingpoolen.

 

 

En af vores ture går til landsbyen Barbareso, der ligger en halv times kørsel mod vest. Byen er lille og hyggelig med et par fortovsrestauranter og et smukt middelalderligt udsigtstårn, Torre di Barbaresco, hvor der er adgang til toppen med moderne elevator. Vi skal selvfølgelig op i tårnet, og på udsigtsplatformen tager Jonas med selvudløser turens gruppebillede.

 

 
Vi besøger områdets to større byer Alba og Asti, og en dag er flere af de voksne til vinsmagning hos Adriano Grasso, der har en økologisk vingård nede i dalen omkring en km fra vores hus.
 
Adriano er ekstremt entusiastisk og kvalitetsbevidst, og han laver fremragende vine. Barbera-druen er hans favorit og vi smager hans Barbera d’Asti og Barbera d’Asti Superiore årgang 2021. ’For italienerne hører vinen uløselig sammen med mad’, siger Adriano, mens han forbereder skiver af en lokal salami og tre slags oste, som vi skal smage til vinen.

 

 
Vinene bliver endnu bedre, hvis de ligger 2-3 år, siger Adriano. Lige nu er årgangen 2018 hans favorit. Vi køber selvfølgelig nogle flasker, både til de kommende dage og til at tage med hjem i kufferten.
 
Til mange af restaurant-måltiderne i ugens løb er der flere i selskabet, både børn og voksne, der vælger retten Tajarin al Ragù, altså den tynde og karakteristiske Piemonte-pasta Tajarin med den lokale Ragù. Børnene er vilde med ragùen.

 

 
Tidligere på året, hvor børnebørnene Gunnar og Niels-Bo spiste aftensmad hos Farmor og Farfar, besluttede jeg at servere en pastaret, som altid er en succes hos ungerne. Jeg overvejede hvilken kødsovs og besluttede at lave en Ragù alla Bolognese efter klassisk italiensk opskrift i stedet for en eller anden mildnet børneversion.

 
Kernen i en italiensk ragú er først pancetta brunet i olivenolie, dernæst en soffritto af løg, bladselleri og gulerødder snittet så fint som muligt, og til slut 5 dl bouillon, et halvt glas rødvin, lidt tomatpure, eventuelt hvidløg, en smule mælk og selvfølgelig salt og peber.
 
Herefter skal ragùen simre i mindst 2 timer og gerne længere. Her må der ikke gås på kompromis. Det er afgørende, at ragùen simrer i mindst 2 timer, hele tiden ved lav varme. Jeg var spændt på, om ungerne (som er 6 og 8 år) ville smage min italienske ragú, men det ville de gerne, og til min store glæde var de begge vilde med den og spiste flere store portioner.

 

                   

   
Da vi mødes i Piana del Salto, har børnebørnene fra Kolding og deres forældre været en uge i Italien ved Gardasøen og jeg spørger derfor, om de har smagt den italienske ragù. Det her de, og de kan godt lide den. ’Men Farfar’, siger Niels-Bo på 6 år. ’Jeg synes faktisk, din ragú er bedre end den, de laver her i Italien’. Det er måske lidt overdrevet, men det er flot sagt, og Farfar er glad.

 

  

1.8.2025