a complete unknown

Da jeg sætter mig i biografsædet til premieren på ’A Complete Unknown’ torsdag eftermiddag den 20. februar, kører allerede et mylder af tanker, billeder og lyde i mit hoved. Jeg har set frem til denne film i lang tid – men nu, i februar 2025, forstyrres ungdomsårenes fascination af USA og amerikansk film og musik af en ny oprustning i Europa og en gal mand ved roret i USA.

Filmen bringer tankemylderet til ro allerede i den første længere scene, hvor en ung Bob Dylan besøger sit idol Woody Guthrie på et hospital uden for New York City. Dylan er som 19-årig i januar 1961 kommet rejsende fra sin hjemstat Minnesota med en drøm om at slå igennem i musikverdenen. Han opsøger Guthrie, der er syg af Huntington's Disease og sengeliggende. Han kan knap tale og slet ikke synge.

Da unge Bobby ankommer, har Guthrie allerede en gæst. Det er Pete Seeger, en af de førende sangere og musikere i den igangværende folkemusikeksplosion i og omkring kvarteret Greenwich Village på Manhattan. Dylan fortæller, han er kommet langvejs fra for at besøge Guthrie. Han medbringer sin guitar, og det er oplagt, at han vil spille en sang. ’Are you shy?’ spørger Seeger, ’Not usually’, svarer Dylan og stemmer guitaren. ’I wrote this one for you’, siger han til Guthrie og spiller derefter ’Song to Woody’, der senere kommer med på den første LP.

I’m out here a thousand miles from my home

Walkin’ a road other men have gone down

I’m seein’ your world of people and things

Your paupers and peasants and princes and kings

Hey, hey, Woody Guthrie, I wrote you a song

’Bout a funny ol’ world that’s a-comin’ along

Seems sick an’ it’s hungry, it’s tired an’ it’s torn

It looks like it’s a-dyin’ an’ it’s hardly been born

Hey, Woody Guthrie, but I know that you know

All the things that I’m a-sayin’ an’ a-many times more

I’m a-singin’ you the song, but I can’t sing enough

’Cause there’s not many men that done the things that you’ve done

Here’s to Cisco an’ Sonny an’ Leadbelly too

An’ to all the good people that traveled with you

Here’s to the hearts and the hands of the men

That come with the dust and are gone with the wind

I’m a-leavin’ tomorrow, but I could leave today

Somewhere down the road someday

The very last thing that I’d want to do Is to say

I’ve been hittin’ some hard travelin’ too

Vi hører sangen i fuld udstrækning, og allerede her er det krystalklart, at skuespilleren Timothée Chalamet er aldeles overbevisende i rollen som mennesket, musikeren og legenden Bob Dylan. Præstationen er i sig selv sublim og samtidig så god, at den gør det klart, hvorfor Bob Dylan blev den stjerne, han blev. Både Chalamet og Dylan funkler allerede i denne første scene.

I filmen taber både Seeger og Guthrie kæben over det, de ser og hører, og da sangen er slut, banker Guthrie sin begejstring ud ved at slå på væggen og vandrørene. Jeg selv mærker en rislen ned ad ryggen og får spontant tårer i øjnene. Oplevelsen er gribende og gentager sig mange gange i løbet af filmen. For mig er ’A Complete Unknown’ den største filmoplevelse i mange år.

Dylan får et lift af Pete Seeger tilbage til New York, og da han ikke har et sted at sove, får han også tilbudt en seng. Næste morgen går han rundt med sin guitar og synger for sig selv de første linjer af den sang, der bliver til ’Girl From the North Country’. ’That’s what I have so far’, siger han, da han opdager, at Seeger lytter. ’Good beginning’, siger et af børnene ved morgenbordet med et smil.

Der er mange talentfulde sangere og sangskrivere på folkemusikscenen i New York i de første år af 1960’erne. Bob Dylan er hverken den bedste guitarist eller den bedste sanger, men han har en magi på scenen, som gør, at han klart skiller sig ud. Han har simpelt hen publikum i sin hule hånd, når han står på en scene. Det har han allerede, da hans repertoire mest består af andres sange, og det vokser selvfølgelig med rækken af Dylans egne totalt nyskabende værker, ’Blowin’ in the Wind’, ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’, ’Masters of War’, ’Don’t Think Twice, It’s All Right’.

Filmen viser dette overbevisende, da Pete Seeger præsenterer det nye navn foran et publikum, der aldrig har hørt ham før. Dylan starter med et par spøgefulde bemærkninger og sætter så i med sin egen ’I Was Young When I Left Home’.

I was young when I left home

But I been out a-ramblin’ ‘round

And I never wrote a letter to my home

To my home, Lord, to my home

And I never wrote a letter to my home

It was just the other day

I was bringing home my pay

When I met an old friend I used to know

Said your mother’s dead and gone

Baby sister’s all gone wrong

And your daddy needs you home right away

Not a shirt on my back

Not a penny on my name

Well I can’t go home thisaway

Thisaway, Lord, Lord, Lord

And I can’t go home thisaway

Publikum lytter åndeløst, og Joan Baez, der er på vej til at forlade cafeen, bliver grebet af Dylans sang og vender om. Det er magisk, hvad der sker, og filmen viser det forbilledligt.

Filmen skildrer en periode på fire år fra 1961, hvor unge Bobby ankommer til New York, til 1965, hvor han har stjernestatus og trods protester fra mange sider lukker årets Newport-festival med et højlydt elektrisk sæt, som størstedelen af publikum hader. De foretrækker Dylan alene på scenen med guitar og mundharpe. De vil have, at han fortsætter med at synge ’Blowin’ in the Wind’ for altid, som Dylan siger et andet sted i filmen.

Al musikken i filmen er spillet live under optagelserne, og det er Timothée Chalamet som Dylan og Monica Barbaro som Joan Baez, der selv spiller og synger alle sangene. Begge har øvet sig i flere år til deres roller, og begge er fuldstændig overbevisende.

Filmen rammer tiden og personerne lige på kornet. Der er brugt alle midler på at genskabe tidstypiske kostumer, gadebilleder i Greenwich Village, de små spillesteder i kvarterets kaffehuse, trange og tæt møblerede små lejligheder og efterhånden også spillesteder med langt større publikum som folkemusikfestivalen i Newport. ’Here is a new one’, siger Dylan fra scenen og sætter i med ’The Times They Are A-Changing’. Publikum kender ikke sangen, men rejser sig spontant i begejstring og synger med på omkvædet allerede anden gang, Dylan når frem til det.

Come gather ’round people

Wherever you roam

And admit that the waters

Around you have grown

And accept it that soon

You’ll be drenched to the bone

If your time to you is worth savin’

Then you better start swimmin’ or you’ll sink like a stone

For the times they are a-changin’

Come writers and critics

Who prophesize with your pen

And keep your eyes wide

The chance won’t come again

And don’t speak too soon

For the wheel’s still in spin

And there’s no tellin’ who that it’s namin’

For the loser now will be later to win

For the times they are a-changin’

Vi møder et væld af nøglepersoner rundt om Dylan – folkemusikbannerføreren Pete Seeger, Dylans manager Albert Grossman, kæresten Suze Rotolo, folkemusikdronningen Joan Baez, countrystjernen Johnny Cash, musiklegenden Woody Guthrie, musikeren og vennen Bob Neuwirth og manager John Hammond og musikproducere hos pladeselskabet Columbia. Alle er fuldstændig troværdige personer og med til at nuancere filmens billede af Dylan som både talentfuld, charmerende og inkarneret røvhul.

Dylan-figuren besøger Guthrie flere gange på hospitalet i løbet af filmen, og en af gangene spiller han på Guthries guitar, der har et stort mærke med teksten THIS MACHINE KILLS FASCISTS på fronten. Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men det ville være helt i denne films ånd, hvis det faktisk er Guthries ægte instrument, der er lånt til optagelserne.

Filmen er fiktion, og tak for det. De store linjer er tæt på virkeligheden, men filmen tager sig mange friheder i detaljerne. Forskellige begivenheder skrives sammen til én essens, og nogle af personerne får i filmen en anden betydning, end de rent faktisk havde i samtiden. Bob Dylan, der i dag er 83, har selv bidraget til filmen, blandt andet ved at levere replikker til Chalamets Dylan-figur, ved at insistere på mindst en scene i filmen, der er 100 pct. opdigtet, og ved at foreslå, at kæresten Suze Rotolo får et andet navn i filmen, nemlig Sylvie Russo.

Rotolo døde for nogle år siden og havde ikke mulighed for hverken at acceptere eller nægte, at hendes navn bliver brugt i filmen.

Filmen nærmer sig sin slutning med en version af Dylans optræden på Newport 1965, den aften ’hvor han gik elektrisk’. Begivenheden har i årtier været en myte, og der findes mange forskellige udlægninger af, hvad der i virkeligheden skete. Musikerne, der medvirker, og Timothée Chalamet som Dylan, spiller sættet live i en fremragende udførelse – ligesom det garanteret skete i virkeligheden.

Koncerten fandt sted den 25. juli 1965. Singlepladen med ’Like a Rolling Stone’ blev udsendt ugen før den 20. juli, og den ikoniske sang var altså ikke ukendt, da Dylan sammen med pianisten Barry Goldberg og tre medlemmer af Paul Butterfield Blues Band – Mike Bloomfield på guitar, Jerome Arnold på bas og Sam Lay på trommer – gik på scenen i Newport.

Once upon a time you dressed so fine

You threw the bums a dime in your prime, didn’t you?

People’d call, say, “Beware doll, you’re bound to fall”

You thought they were all kiddin’ you

You used to laugh about

Everybody that was hangin’ out

Now you don’t talk so loud

Now you don’t seem so proud

About having to be scrounging for your next meal

How does it feel

To be without a home

Like a complete unknown

Like a rolling stone?

Jeg var selv for ung til at følge Bob Dylan live i den periode, filmen skildrer. Alligevel oplever jeg filmen som et genhør og gensyn med min egen ungdom. Jeg blev som 16-årig fængslet af Bob Dylan i 1965 med albummet ’Highway 61 Revisited’, der blandt andet indeholder sangen ’Like a Rolling Stone’.

Jeg har efterfølgende hitch-hiket på Highway 61 og besøgt kaffehuse og spillesteder i Greenwich Village. I juli 2014 var vi på Cafe Wha? i MacDougal Street, hvor Bob Dylan første gang kom på scenen den 24. januar 1961. På vores sommeraften i 2014 er et tributeband på scenen. De kalder sig sjovt nok ’The Complete Unknowns’.

23.2.2025