Flere danske middelalderkirker har nogle gådefulde skakbrætsten indbygget
i kirkernes udvendige murværk. Stenene har mørke og lyse kvadratiske felter
og ligner et skakbræt.
Jeg er stødt på stenene i forbindelse med slægtsforskning. Min morfar
stammer fra Han Herred nord for Limfjorden, og ved Kettrup findes inden for
få kilometer skakbrætsten i fire kirker.
Kettrup kirke har to af disse sten i sydmuren.

Kettrup kirke med to skakbrætsten i sydmuren, maj 2017. [Mit eget foto]
Stenene findes i 48 kirker i et afgrænset bælte fra Thy og Han Herred ned
gennem Nordjylland til Tilst og Mejlby nord for Aarhus. Stenene findes kun i
dette jyske område, ikke i resten af landet.
Uden for Danmark findes der
enkelte lignende sten i Norge og Sverige og en større mængde
i Tyskland i et bælte på begge sider af Oderfloden.

Skakbrætsten i Bejstrup (tv) og Gøttrup kirker med henholdsvis 56 og 36 felter. [Mine egne fotos, maj 2017]
I Han Herred findes skakbrætsten i Gøttrup, Kettrup, Kollerup og Bejstrup, se kortet nedenfor. Kettrup har som nævnt to af disse sten i sydmuren.

To skakbrætsten i Kettrup kirke med henholdsvis 28 og 54 felter. [Mine egne fotos, maj 2017]
Erik Velling er en dansk enthusiast, der har dokumenteret alle kendte skakbrætsten med fotos og lavet hjemmesiden skakbraetsten.dk med et særdeles fyldigt materiale. Velling er fascineret af stenene, men har ikke noget bud på deres funktion. Han mener, det mest sandsynlige er, at 'stenene rummer et eller andet udsagn af symbolsk karakter, hvis indhold desværre er gået tabt'.

Skakbrætsten i Danmark. [Erik Velling: Skakbrætsten i middelalderkirker]
Der er almindelig enighed om, at stenene er blevet til samtidig med
kirkebyggeriet i 1200-årene, men ingen ved, hvorfor de er lavet. I den
folkelige overlevering kendes stenene mange steder som 'fandens spillebræt'.
Skakspillet er bragt hertil af vikingerne og er omkring år
1200 kendt i Danmark.

Nors kirke, Thy.
Under en udflugt til Thy besøgte jeg sammen med min kone
Nors kirke, der har et flot eksemplar over døren til tårnet.
Antallet af felter i stenene varierer meget. Et komplet skakbræt har 8x8 og
i alt 64 felter. Kun få skakbrætsten har præcis 64 felter. Nogle har færre, måske fordi de er
kløvet, før de blev sat muren. Stenen i Nors kirke i Thy har 16x8 felter,
svarende til præcis to skakbrætter.
Det er påfaldende og interessant.
Efter besøget ved Nors kirke, kørte vi på turen rundt i Thy gennem
landsbyen Sønderhå. Midt i byen kom vi forbi den flotte gamle kirke, der
ligger markant på en forhøjning.

’Der er en mere!’ udbrød min kone med høj stemme. ’Hvad mener du?’,
spurgte jeg. ’En skakbrætsten. Jeg så den tydeligt’. Jeg vendte bilen, og vi
kørte tilbage til kirken.
Og ganske rigtigt. Sønderhå kirke har en flot skakbrætsten midt i sydmuren.
Vi slog op på siden skakbraetsten.dk, der dokumenterer fænomenet.
Om Sønderhå kirke fortæller siden, at der her findes ikke mindre end 4 af de
gådefulde sten, og det beskrives desuden hvor i murene, de findes. Det tog
lidt tid, og vi var rundt om kirken et par gange, men vi fandt alle 4.

Sønderhå kirke, Thy.
Den mest markante sten i sydmuren har ligesom stenen i Nors kirke 16x8 felter, svarende til to skakbrætter. De tre øvrige har færre felter.
I alt kendes i det jyske område 67 skakbrætsten.
Fænomenet er dokumenteret på siden skakbraetsten.dk, der i 2026 i en periode desværre ikke er tilgængelig på nettet. Heldigvis oplyser Henrik Nyrup og Birgitte Simonsen, at de i september 2026 er i gang med at forberede en ny lancering af hjemmesiden.
Det er gode nyheder. Hjemmesiden er vigtig for lokaliseringen af skakbrætstenene i de jyske kirker og for oplysninger om den mulige baggrund for de gådefulde sten.
Skrevet den 5.4.2023 med tilføjelser den 20.9.2026