dinnesen.com

  
 
Luften brænder, og enhver brise, der når ind under halvtaget, føles som hede pust fra en mægtig føntørrer. Det er ørkenvinden, siroccoen fra de store vidder, der blæser. På jorden foran mig sidder en høj, tynd og spændstig cirka fyrreårig mand iført en lang lys kjortel, som næsten alle de egyptiske mænd går klædt i, en såkaldt galabiyya. De travle og smidige hænder arbejder, og af og til ser manden op på mig med årvågne og lysende store øjne, der ligger dybt i hans mørklødede og smalle ansigt. Mohamed Yousf Alshadly er snedker og lever af at fremstille møbler, opbevaringskasser og andre brugsgenstande af træstave fra tørrede palmeblade. Han har sit værksted under et halvtag bag parkeringspladsen ved landingsbroen for lokalfærgen fra Luxor til Nilens vestbred – og her arbejder han hver dag fra morgen til aften siddende på jorden i skrædderstilling med sine få og enkle værktøjer – en macheteagtig skarp øksekniv af slebet metal og diverse hamre af hårdt træ. Mohamed Yousf Alshadly har arbejdet i tyve år med samme teknik og har ikke brug for drejebænk, målebånd, save eller andre præcisionsværktøjer. Han laver tingene på øjemål, som han har lært af sin far.
     Jeg har været fascineret af kasser og andre ting fremstillet af palmebladsstave, siden jeg første gang fik øje på dem under pyramideturen i Cairo og har siden beundret dem på markeder og handelspladser, vi har besøgt i Aswan, Kom Ombo og Edfu. I Luxor har jeg spurgt mig frem til, hvor disse ting fremstilles, og i dag opsøger jeg Mohamed for at høre, om han vil lave et lille bord til mig på bestilling. Med hænderne har jeg beskrevet den omtrentlige højde af det bord, jeg har i tankerne, og dimensionerne for bordpladen – og det er i orden og godkendt, nikker Mohamed og sætter sig igen på jorden, mens jeg bliver budt en stol, og lærlingen rumsterer med kogeapparatet for at varme vand til the. Jeg kan hente bordet i overmorgen sidst på eftermiddagen, fortæller Galan – en ung firskåren felukka-kaptajn med intelligente øjne, der er kommet til for at hjælpe Mohamed med det engelske og sørge for, at turisten betaler den rigtige pris. Bordet skal koste halvfjerds egyptiske pund, siger han – og tager imod en cigaret fra Marlboro-pakken, som jeg er i færd med at række rundt. ”Det er for meget”, siger jeg venligt. ”Jeg véd, at den rigtige pris er mellem tyve og tredive pund”. Galan oversætter for Mohamed, der lader macheten hvile et øjeblik og ser op på mig, mens jeg nipper af glasset med den skoldhede og forfriskende egyptiske the. ”Du får bordet for tredive”, lyder det så – ”måske du vil betale en del af pengene på forskud?” Jeg rækker Mohamed en tyver, og han nikker anerkendende og signalerer med hænderne, at jeg kan hente bordet i overmorgen torsdag klokken cirka fem.
     Torsdag morgen ved otte-tiden bliver vi mødt uden for hotellet af unge Abdou, der har insisteret på at følge os ned til færgen foran Luxor-templet og sejle med over til vestbredden for at introducere os for sin bror, Ahmed, der skal være vores chauffør på rundturen her i formiddag til Dronningernes Dal, adelsgravene og arbejderlandsbyen Deir el-Medina.  Abdou er en ung mand først i tyverne med mørkt kruset hår, en lidt doven og nærmest underdanig kropsholdning, og et usundt smil domineret af grågule ikke alt for velholdte knudrede tænder. Efter flere dages fortsatte forhandlinger med det lille familiefirma, der råder over tre-fire taxaer på vestbredden, har jeg aftalt med en tredje af Abdous brødre, at vi betaler halvtreds egyptiske pund, godt hundrede danske kroner, for at råde over taxaen i tre-fire timer. ”Hey Danish”, råber den gråskæggede og smilende gamle droschekusk fra den anden side af gaden og kommer stormende for at ryste hånd. Han har de sidste dage haft et specielt øje til mig, sikkert fordi vi er omtrent jævnaldrende, og jeg har et grånende skæg ligesom hans. Jeg fortæller, at vi er på vej ned til færgen for at tage på rundtur på vestbredden. ”Men vi ses måske senere”, siger jeg og giver ham et venskabeligt dask på skulderen. ”Ja, når I kommer tilbage”, siger han og peger på sin skrammede sorte hestevogn, ”Så får I måske brug for en kalesh tilbage til hotellet…?” ”Jeg kører med hele din familie for bare ti pund”. ”Ja, ja”, siger jeg og ryster smilende på hovedet, mens han bliver stående ved kantstenen og løfter hånden til hilsen. ”Nå men så fem da…”, råber han efter mig, inden vi forsvinder ned ad trappen mod landingsbroen for lokalfærgen. ”Er det en aftale…?” ”Tjah”, tænker jeg ved mig selv, ”Inshallah…”, som egypterne siger. Om Gud vil.
     Under overfarten fortæller Abdou, at hans ferie fra militærtjenesten snart er slut. I morgen skal han mønstre i Hurghada ude ved Rødehavskysten og sammen med et hold andre værnepligtige fragtes over til lejren et sted i bjergene på Sinai-halvøen. ”Pas nu på de der israelere…”, siger jeg i sjov. ”Jah”, siger han og sender et langt tomt blik ud over floden. ”Vi ser dem somme tider nede i dalen. Men for det meste sker der ingenting… Det er bare kedeligt at være der”. Da vi går i land på den anden side af den store flod, baner vi os møjsommeligt igennem en klynge påtrængende børn, der prøver at slå os for kuglepenne eller håndører, ”bakshish” – men da Abdou hæver stemmen og i øvrigt målbevidst fører os frem mod taxaholdepladsen bag salgsboderne ved landingsbroen, forsvinder snart hele strømmen af betlende børn, felukka-prangere og kameldrivere bag os og begynder at spejde efter nye kundeemner på den næste færge, der allerede begynder at lægge til. Den bulede og skrammede Peugeot-taxa har to rækker passagersæder og dermed snildt plads til os alle fem, og jeg sætter mig ind foran og skitserer for Ahmed, vores chauffør, hvad der er planen for rundturen. ”Okay”, siger han, ”det lyder fint. Det er jer, der bestemmer tempoet”.
     På vej op til billetboden for de steder, vi vil besøge, fortæller Ahmed, at han til daglig er skolekonsulent og engelsklærer, men om sommeren holder skolerne lukket i fire måneder, og i den periode laver han dels lidt privatundervisning – dels hjælper han familien ind imellem, blandt andet ved at køre taxa. ”Vi er en stor familie”, siger han med et kridhvidt smil og dytter af en flok børn, der står i vejkanten. ”Min far har haft to koner, så jeg har en bunke søskende…”. Et sted sidder en kvinde og et lille barn i skyggen foran et af de karakteristiske mudderstenshuse og vinker til os. ”Det er min datter”, siger Ahmed, mens vi drøner forbi i en sky af sand og vejstøv. ”Er hun ikke dejlig?” – ”Og din kone, vel sagtens?”, spørger jeg høfligt. ”Min kone?”, siger han. ”Nej for pokker. Min kone er smuk, og hun viser sig ikke uden for huset”. ”Slet ikke uden mig!”
     Dronningernes Dal rummer blandt andet to prægtigt udsmykkede grave, som Ramses 3. har ladet indrette for sine afdøde sønner, 12-årige Prins Khaemwaset og 6-årige Prins Amon-Kir-Khopshef. Vægudsmykningerne er utroligt velbevarede, farverne stadig friske og strålende – og motiverne gengiver i mange variationer de efterhånden velkendte temaer om rejsen til det hinsides og mødet med guderne. Stilen er sjovt nok fuldstændig den samme i begge de to grave. Det er garanteret de samme kunstnere, der har udført arbejdet – og begge steder er det Farao himself, der fører sig frem i mange af scenerne – som den, der med verdensmandsmine introducerer sønnerne for guderne og livet på den anden side.
     Dalen rummer også den berømte og efter sigende utroligt smukke grav for forgængeren, Ramses 2.’s yndlingshustru, Nefertari. Men her koster det ekstra, i størrelsesordenen flere hundrede kroner pr. næse, at komme ind, så den gemmer vi til en anden gang. Netop Ramses 2. er den af samtlige faraoer, der har skaffet sig det solideste og mest synlige eftermæle, og som har efterladt sit markante stempel overalt i det gamle Egypten – fra Abu Sembel på den anden side af Aswan i syd og helt op til Memphis uden for Cairo i nord. Overalt ser man hans cartouche præget ind i tempelmure og -søjler, han er afbilledet på talrige  kolossalstatuer – og hans kæmpe dødetempel, Ramesseum, er den dag i dag et af de mest imponerende og velbevarede mausoleer her på vestbredden ved Luxor. Ramses nåede den høje alder af 87 og regerede over Øvre og Nedre Egypten i ikke mindre end 67 år, og dermed overlevede han så mange af sine hustruer og med tiden over hundrede børn, at han i Kongernes Dal lod opføre et fælles gravmæle for sine mange sønner. Anlægget er ikke tilgængeligt for offentligheden, men udgravninger i de senere år har vist, at graven rummer flere hundrede kasematter, depotrum, kamre og hemmelige korridorer og sandsynligvis vil vise sig at være det største gravkompleks af samtlige – her i det gamle Theben.
     Blandt adelsgravene på bjergskråningerne mellem Kongernes og Dronningernes Dal har vi valgt at kigge nærmere på det ufærdige gravmæle for vesiren Ramose – dels fordi bøgerne kan fortælle, at Ramose var ansat under legendariske Akhenaton og dermed opererede i en af de mest fascinerende epoker af det gamle Egyptens historie, dels på grund af et bestemt relief fra graven, som både Jonas og jeg er faldet over i den medbragte rejselekture. Det er et helt klassisk motiv fra netop Akhenaton-æraen og samtidig et af de flotteste af slagsen – forestillende Farao, let genkendelig med sit lange smalle ansigt og brede mund, og Dronning Nefertiti, begge med ansigtet vendt opad mod solskiven, der udsender brede livgivende stråler i lige linjer ned mod parret. Motivet indebærer hver gang, at alle strålerne ender i en lille hånd – og ud for de kongeliges næsetip rækker to af hænderne livets tegn til det guddommelige par.
     I et forsøg på at gøre op med præstevældet og specielt den meget magtfulde Amon-kult omkring Karnak-templet i Luxor insisterede Akhenaton på, at der kun fandtes een gud – den livgivende sol, Aton – og som et udslag heraf, da ikke alle præsterne eller offentlige personer uden videre ville makke ret, forlod han på et tidspunkt Luxor og lod opføre fra grunden en komplet ny hovedstad med paladser og templer og boliger og alting, el-Amarna, to-tre hundrede kilometer længere oppe ad Nilen. Vesiren Ramose rejste med Farao, og derfor er hans gravmæle ved Luxor den dag i dag ufærdigt. Nogle af scenerierne på væggene er fornemme, farvelagte og færdiggjorte relieffer, andre fremstår kun som råskitser tegnet med løs hånd og sort kul på de hvide vægge. Billedet af solen, solstrålerne og de to kongelige er færdighugget som relief, men ikke farvelagt – og i eftertiden er der gjort tydelige forsøg på med hammer og mejsel at udviske og fjerne konturerne af ”kætterparret”. Akhenatons rebelske forehavende lykkedes nemlig kun kortvarigt. Straks efter hans død flyttedes kongesædet tilbage til Luxor, de gamle guder og i særdeleshed Amon kom igen til ære og værdighed, hele byen el-Armana og samtlige Akhenatons Aton-helligdomme blev fuldstændig og aldeles jævnet med jordet – og den nye farao, Akhenatons purunge søn Tutankhaton, fik ved samme lejlighed navneforandring til det mere passende Tutankhamon.
     Da jeg fisker kameraet op af tasken og knipser et billede af solrelieffet, kommer vagtposten bagest i det underjordiske lokale på benene og vil se mit adgangskort, der giver ret til at fotografere. Men jeg har glemt at købe en photo ticket og må ryste op med en fempundsseddel som bakshish, før vagten igen falder til ro. Uden for graven hamrer solen lodret ned i vore hoveder, og to af de hvidklædte uniformerede betjente fra turistpolitiet er krøbet i ly med deres maskingeværer i skyggen af en stor grøn militærlastbil. En kustode fra en af de andre grave passer mig op under et stråtag og viser mig hovedet af en lille bemalet terrakottafigur, indpakket i et støvet lommetørklæde, som han er villig til at sælge for nogle få hundrede pund. Det er en ægte antikvitet, hævder han – som han selv har fundet i en af de grave, som endnu ikke har været officielt undersøgt. Jeg ryster på hovedet og siger, jeg ikke er interesseret, men han følger efter mig hele vejen tilbage til indgangen – og lige inden jeg stiger ind i taxaen og har sagt nej for sidste gang, er prisen for den kostelige genstand faldet fra to hundrede til en flad tyver.
     Deir el-Medina er det område, hvor stenhuggere, malere, skriftkyndige og andre, der var beskæftiget med at indrette og udsmykke kongelige og adelige gravmæler, boede med deres familier for tre-fire tusinde år siden. Der var selvsagt tale om arbejdere med relativ høj status, og fra skriftlige beretninger ved man, at de havde en arbejdsdag på ikke over otte timer, og var kendt for straks at gå i strejke eller organisere protestaktioner og demonstrationer inde i Luxor, hvis deres løn eller rationer af fødevarer, øl eller lignende ikke blev leveret til tiden. Nogle af arbejderne har her i deres fritid hygget sig med at indrette og udsmykke deres egne gravmæler – udformet i langt mindre målestok, men ellers i fuldstændig samme stil som de kongelige kamre oppe bag bakken. Scenerierne og billederne af guderne er de samme og skriften på væggen fortæller nogle af de samme historier – men af og til er tonen alligevel lidt mere frimodig og uhøjtidelig. I graven for arbejderen Sennedjem ser man afdøde som en anden verdensmand stå og slå belærende ud med armene foran hele rækken af kendte guder. Guderne er små og ser lidt forsagte ud i forhold til taleren, og de sidder alle sammen klædt som mumier andægtigt lyttende ved hans fødder. Jeg tror, Sennedjem og hans kammerater har nydt det og grinet godt sammen, da de har færdiggjort dette billede.
     På vej tilbage til færgen stopper vi ved Howard Carters hus, der i dag vistnok ejes af et af de store udenlandske museer, men indtil videre ligger tomt og ubenyttet hen. Carter var den, der fandt og fritlagde Tutankhamons glemte og gennem tre et halvt årtusinde næsten uforstyrrede grav, indeholdende et væld af kosteligheder – faktisk et veritabelt skatkammer uden sidestykke i verdenshistorien. Carters største bedrift, ud over ved sin vedvarende og mangeårige stædighed at finde graven, er den utrolige tålmodighed, hvormed han systematisk arbejdede sig igennem skatten og undervejs sørgede for, at hver eneste genstand en for en blev omhyggeligt undersøgt, registreret, fotograferet og konserveret – inden holdet gik videre til den næste ting. Hvor andre udgravere i begyndelsen af 1900-tallet uden betænkeligheder ville have trampet sig igennem det hele og straks koncentreret sig om selve graven og de vældige guldbelagte kinesiske æsker, der inderst inde indeholdt Tutankhamons sarkofag og mumie gemt i et system af massive guldkister – så gik der for Carter flere års systematisk arbejde med alt det øvrige, før kisterne med samme forsigtighed blev åbnet en for en. Resultatet af denne utrolige omhu og tålmodighed er, at alle de mange tusinde genstande – selv de sarteste ting af organiske materialer som klæde og træ – blev bevaret i næsten samme tilstand, som de blev fundet, og det er der god grund til at glædes over. Alene de ting fra graven, som er udstillet på museet i Cairo, udgør et veritabelt skatkammer af forfinede pragtstykker – og ansigt til ansigt med Tutankhamons strålende guldmaske hypnotiseres man på forbløffende vis af den unge faraos ransagende og selvsikre blå blik.
     Tilbage på østbredden ved hotellet smider vi, hvad vi har i hænderne, og går straks ned i det store frodige parkanlæg for at få et tiltrængt dyp i poolen. Termometret ved manden, der bestyrer gæstebogen og udleverer håndklæder, viser niogfyrre grader i skyggen, og vandet er i morges blevet målt til otteogtyve. Vi bestiller burgers eller sandwiches og dunke med koldt vand, og imens kokken og tjenerne går i arbejde, svømmer jeg med langsomme tag to-tre længder i femogtyvemetersbassinet ved siden af den store runde pool med serveringsdisk og barstole i midten. Howard Carters mæcen, Lord Carnarvon, og andre repræsentanter for det engelske herrefolk boede her på The Winter Palace, da den officielle åbning af Tutankhamons grav fandt sted i slutningen af november 1922. Vores fløj, kaldet The New Winter Palace, er først bygget langt senere – men den store sandfarvede hovedbygning, der vender ryggen ud mod svømmeanlægget, er den samme som dengang, og mange af parkens høje træer er store og gamle nok til også for knap firs år siden at have skygget for tilrejsende Egyptensfarere og sensationslystne lords and ladies. Efter maden trækker jeg min liggestol ind under en af de brede træparasoller og læser på må og få i dyngen af rejsebøger, før sveden igen begynder at springe, og jeg med et dovent suk glider tilbage i det klare turkisfarvede klorvand. Vandet er forfriskende i den smeltende hede – men vi savner alle sammen et veritabelt havdyk i noget ægte saltvand.
     ”Jeg tager over og henter bordet”, siger jeg til Solveig, og sidst på eftermiddagen sidder jeg igen på færgen mellem øst- og vestbredden i Luxor og iagttager i smug de lokale. Kvinder og børn optager bænken langs rælingen i højre side af sejlretningen, mændene sidder eller står tæt op ad hinanden overalt på resten af båden. Jeg falder i snak med en mand, der nysgerrigt vil høre, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg har gang i – på egen hånd og med kurs mod vestbredden, her hvor dagen går på hæld. ”Har du brug for en taxa eller noget… måske en felukka…?” ”Nej, nej”, siger jeg og smiler afværgende. ”Jeg skal bare lige over og se mig lidt omkring, måske tage et par billeder og sådan. Så tager jeg tilbage igen”. Jeg vil helst ikke afsløre, at jeg er på vej til snedkeren Mohamed Alshadley for at hente mit bord. Jeg vil undgå at vække opsigt og nødig have alt for mange på slæb, når jeg ankommer. Overfarten koster 25 piastre for de lokale og eet pund – det vil sige fire gange så meget – for udlændinge. Mens den flinke mand stadig storsnakkende følger mig fra borde, og jeg spekulerer som en gal på, hvordan jeg får rystet ham af mig uden at være uhøflig, dukker pludselig unge Abdou ud af mængden og spørger, om vi havde en god tur i formiddags. ”Ja, alletiders”, siger jeg og roser firmaet for punktligheden og en flink chauffør i hans bror Ahmed. Abdou inviterer på en kop the ved en af færgelejets små improviserede cafeer, men jeg har ikke tid lige nu, siger jeg og peger op mod parkeringspladsen. ”Jeg skal lige ordne noget først, men jeg er nok tilbage om cirka et kvarter…”
     Jeg kan se Mohamed sidde på jorden under sit halvtag og arbejde – og straks han får øje på mig, hæver han hånden og vinker en gang, mens jeg skrår over den støvede åbne plads omgivet af høje dadelpalmer. ”Hej”, siger jeg og giver først hånden til snedkeren og bagefter den unge lærling. ”Er det mit bord?”, spørger jeg og tager værket i øjesyn. ”Det er helt perfekt, præcis den størrelse jeg havde tænkt mig”. Mohamed taler ikke engelsk, men forstår måske alligevel en lille smule, forestiller jeg mig. I hvert fald er han ikke i tvivl om, at jeg er tilfreds med hans arbejde – og han rejser sig beredvilligt op og stiller sig hen til bordet, da han kan se, jeg vil tage et billede. Jeg synes, bordet er utroligt smukt – endnu flottere, faktisk, end jeg havde turdet håbe. Lærlingen bliver sat til at koge vand til the, og imens jeg indtager min plads i en af Mohameds stole, ankommer en anden af vennerne fra forleden, felukka-ejeren Galan, og skal se, om alting er under kontrol. ”Jeg så dig godt sammen med din familie i morges”, siger han og ser direkte på mig. ”Du kunne bare have sagt det til mig, hvis du havde brug for en taxa…” Jeg haler en frisk pakke Marlboro’s op af kameratasken og byder rundt, mens jeg igen betragter det lille fine palmebladsbord og overvejer, hvordan jeg skal tackle Galans kommentar til udflugten i formiddags. ”Jeg var ikke klar over, du også har en taxa...?”, siger jeg, mens jeg selv tager en af smøgerne og tænder. ”En af mine brødre har tre biler”, siger Galan og ser over på lærlingen, der sætter et glas med rygende og skoldhed the på bordet foran mig. ”Men det er helt i orden. Abdou er en flink fyr, så jeg valgte ikke at gøre noget ved det, da jeg så jer…” Imens jeg nyder den herlige og forfriskende varme drik, lover jeg igen at sende Mohamed nogle af mine billeder, så snart jeg kommer hjem. ”Du får også et billede af bordet hjemme i mit eget hus”, siger jeg og slår ud med armene. ”Jeg glæder mig til at få det hjem. Hver gang, jeg ser på det, vil det altid minde mig om Egypten og om Luxor og selvfølgelig om dig!”.
     Til afsked giver jeg igen hånd hele vejen rundt, tilbyder også en cigaret mere, og følger efter lærlingen, der er blevet bedt om at bære bordet og eskortere mig ned til færgen. Abdou sidder i skyggen og venter og ser forbløffet på mig, da jeg kommer anstigende med bordet. ”Hvad pokker…”, siger han med et grin. ”Hvor har du fået det fra?” En af hans chauffør-kolleger vil høre, hvad jeg har givet for det. ”Ja, hvad tror du?, spørger jeg og byder af min pakke med Marlboro’s. ”To hundrede”, foreslår han. ”Nej, nej”, siger jeg og nipper til det skoldhede glas med anis-the. ”Jeg har ikke betalt turistpris, kun den ganske almindelige egyptiske pris… Hvor meget ville du selv betale for det?” Mændene omkring os diskuterer et øjeblik og foreslår så omkring tres-halvfjerds pund. ”Det kostede tredive”, siger jeg så. ”Jeg havde givet tyve forud, og nu hvor jeg hentede bordet, gav jeg Mohamed en tyver mere”. Alle synes, det er en fremragende handel, og det er tydeligt, at de er fulde af anerkendelse over mit usædvanlige valg af egyptisk souvenir. En af mændene tilbyder en kop the mere, jeg byder flere cigaretter rundt – og bagefter sejler Abdou med mig over til Luxor-siden for både at følge mig høfligt på vej og måske gå en sidste tur i byen med vennerne, inden han skal mønstre i Hurghada i morgen aften. Beundrende, anerkendende blikke fra talrige af de lokale følger mig og mit lille palmebladsbord hele vejen tilbage til hotellet. ”Ja, egypterne kigger”, siger Abdou med et grin. ”De har aldrig set noget lignende…”.
     "Nu mødte jeg jo din familie her i formiddags", siger Abdou og ser spørgende på mig. "Du har tre børn eller hvad?" "Nej", siger jeg og ser ham direkte ind i øjnene. "Jeg har to drenge på femten og enogtyve". "Men hvem er pigen så?", fortsætter Abdou. "Det er min ældste søns kæreste", fortæller jeg og retter det hurtigt til "hans kone", da jeg kommer i tanker om, at egypterne ikke rigtigt forstår, hvad der menes med udtrykket girlfriend. "De har en lejlighed sammen i Stockholm oppe i Sverige". "Men hvad laver din søn?", spørger Abdou – og jeg kan se på ham, at han har svært ved at se de to sorgløse unge fra i formiddags for sig som mand og kone i egyptisk forstand. "Han er studerende", siger jeg og véd med det samme, at det næppe er en oplysning, der just vil øge forståelsen. "Hvordan kan man være studerende – og samtidig gift...?", undrer Abdou sig og rynker brynene, mens han læner kroppen lidt bagud og væk fra mig. Jeg prøver at forklare om støtteordninger fra staten og muligheden for at supplere økonomien med lidt erhvervsarbejde ved siden af studierne, men Abdou har vendt blikket ud over vandet og hører ikke rigtigt efter. I Egypten danner en ung mand ikke par med en kvinde, før han er i stand til at forsørge hende. Sådan er det bare, og sådan har det altid været.
     Uden for hotellet stikker jeg Abdou en tier til en øl med kammeraterne. ”Pas på dig selv”, siger jeg og giver ham hånden. ”Måske ses vi, når jeg en dag vender tilbage til Luxor. Men så bliver det nok næppe om sommeren… Det er simpelt hen alt for varmt”. ”Ja, også for egypterne”, siger Abdou og skrår over gaden, hvor han forsvinder bag rækken af dusinvis af ledige droscher foran sydenden af Luxor-templet. Jeg er lidt skrutrygget og øm i benene af at bære bordet hele vejen langs Nilbredden nede fra færgen., men nu skubber jeg skuldertasken med kameraet på plads bag ryggen og hanker op i bordet, klar til at præsentere mit trofæ for familien – oppe på balkonen på sjette sal foran udsigten over Nilen og bjergene på vestbredden i det fjerne. Jeg tager et sug af aftenbrisen og vender ansigtet op mod de stadig brændende stråler fra den lave sol over flodens glidende og grågrønlige vandspejl. Selv her om aftenen nær solnedgang er luften varmere end normal kropstemperatur, og næste gang, vi kommer, bliver det ikke om sommeren, men i den danske mørketid, januar eller februar. ”Inshallah…”, som egypterne siger.
 
Skrevet den 6.8.2000
 
Teksten er uden illustrationer. Hvis du vil se billeder, blandt andet af det lille bord, som Mohamed lavede af træstave fra tørrede palmeblade - kan du klikke her