Postkort fra Kap Verde
Af Niels Jørgen Dinnesen
Klædedragter og huse og fiskerbåde er spraglet farverige, og kvinderne bærer på hovedet med rank ryg og i fuldendt balance store baljer eller kurve med madvarer, brændsel eller andre fornødenheder. Befolkningen er en blanding af relativt lyshudede folk med portugisiske aner og lavasorte efterkommere efter undslupne slaver fra dengang, øerne i århundreder var holdepladser for europæernes umenneskelige transporter mellem Afrika og Syd- og Mellemamerika.
På øen Santiago besøger vi et lille landsbysamfund, som i århundreder har holdt fast ved gamle traditioner fra beboernes oprindelige hjemstavn et sted i Afrika. For eksempel er husene i dette område den dag i dag simple træhytter med tage af palmeblade, og klanen er aldrig blevet omvendt til europæernes kristendom og portugisernes katolicisme.
Livet i Cabo Verde på disse små og større øer er enkelt og slidsomt. Der falder kun lidt regn, og her er konstant mangel på vand, så dyrkning af jorden for at skaffe afgrøder i form af frugt og grønt er hårdt arbejde. Til gengæld rummer havet en rigdom af fisk og skaldyr, og vi har undervejs smagt lækre fileter af både tunfisk og esmoregal og fået serveret helstegte garoupa – og allerede den første aften i Mindelo på São Vicente fik vi på restaurant Gaudi nationalretten buzio, eller på dansk: konkylier.
Cabo Verde øerne frigjorde sig fra portugisisk kolonistyre i midten af 1970'erne, og inspiration fra andre rebelske kulturer på eksempelvis Jamaica og i Latinamerika er stadig tydelig i gadebilledet. Mange unge mænd har rastahår, og Bob Marley er en af de store helte. Kvinderne er spraglet klædt i gult og rødt og grønt, og på stranden i Tarrafal har en af de små fiskerbåde navnet Che Guevara. Efter 35 års selvstændighed er Cabo Verde i dag et velfungerende demokrati præget af enkle vilkår, men samtidig en høj grad af harmoni og fredsommelig ro. Middelklassen udgør et meget stort flertal, og der er kun få fattige og endnu færre meget rige.
Naturen på øerne São Vicente og Santiago er smuk – fra frodige dale i tørre flodlejer, hvor der avles bananer, kokosnødder og alskens frugt og grønt, til endeløse øde lava landskaber, hvor intet kan gro. Fra blåt hav og sort-hvide strande til takkede tinder og sorte stejle vulkankratere. På São Vicente er gamle bjergkamme smuldret og eroderet af tidens tand, og tilbage står markante formationer af lava og granit og leder tanken hen på spektakulære naturscenerier noget nær Monument Valley.
På Santiago nær byen Assomada står i bunden af kløften mellem sukkerrør og bananpalmer et vældigt og meget højt kapoktræ. Træet er gammelt, sikkert fem hundrede år eller mere, og står som et mægtigt levn fra tiden før menneskelig bosættelse fra omkring år 1500.
Kontraster mellem nyt og gammelt kigger frem overalt. Mange steder præges gadebilledet af løsgående hunde, grise, geder og høns. I Tarrafal på nordspidsen af øen Santiago patruljerer to bevæbnede politibetjente på mountain bikes de støvede gader, og på byens centrale plads foran kirken er der gratis hotspot og wifi for dem, der har laptops eller smart phones. Nogle steder transporteres ting på æselryg eller i baljer og kar på menneskenes hoveder, andre steder ses lastbiler og moderne firehjulstrækkere. Spædbørn bæres i en bylt på ryggen, lidt større børn på armen – og børn, der kan gå selv, går selv. Her findes ingen klapvogne eller barnevogne.
En solid grunduddannelse ser ud til at være en menneskeret i Cabo Verde. I frikvartererne og efter skoletid fyldes gaderne med skolebørn i alle aldre iklædt ensartede gråblå uniformer. Nogle huse står tomme som enten ufærdige byggetomter af rå cement eller som forladte ruiner, men ind imellem brydes det grå billede af livlige farver som blå, violet, grøn eller gul. De små fiskerbåde trækkes efter endt togt op på stranden, og i skyggen under en akacie spiller kvinderne måske kort, mens de venter på den næste båd, der lander en ny last med fangster fra havet.
Nu sidder vi på næstsidste dagen i eftermiddagssolen på vores vestvendte læterrasse med en kop kaffe og henholdsvis læsestof og papir og blyant. Temperaturen er som altid cirka femogtyve grader, og solen skinner fra en blå himmel, men luften er diset i dag – og konturerne af bjergkammene Serra Malagueta syd for Tarrafal står mindre skarpt end i går. Det er den såkaldte harmattan – en vind med fint støv fra Sahara – som fra december til marts kan gøre selv solrige dage disede.
I solnedgangen får vi et glas vin på terrassen og vandrer bagefter i tusmørket om til bymidten, hvor vi finder en restaurant og hver aften vælger en af dagens fisk fra menukortet. I Cabo Verde ånder alting ro og fred – og lige nu kan alt andet vente.
Skrevet den 11.3.2012
Fotos fra rejsen findes i to serier: São Vicente og Santiago.