dinnesen.com
Postkort fra
Kap Verde
Af Niels Jørgen
Dinnesen
Vi er i Cabo Verde, et
lille ørige ud for Senegal på Afrikas vestkyst. Sproget her er creole,
et miks mellem portugisisk og forskellige gamle afrikanske tungemål. Der er
langt fra de spredte øer til fastlandet og det store kontinent, men natur- og
kulturmæssigt befinder vi os helt klart i Afrika.

Klædedragter og huse og fiskerbåde er spraglet farverige, og kvinderne bærer
på hovedet med rank ryg og i fuldendt balance store baljer eller kurve med
madvarer, brændsel eller andre fornødenheder. Befolkningen er en blanding af
relativt lyshudede folk med portugisiske aner og lavasorte efterkommere efter
undslupne slaver fra dengang, øerne i århundreder var holdepladser for
europæernes umenneskelige transporter mellem Afrika og Syd- og Mellemamerika.

På øen Santiago besøger vi et lille landsbysamfund, som i århundreder har holdt
fast ved gamle traditioner fra beboernes oprindelige hjemstavn et sted i Afrika.
For eksempel er husene i dette område den dag i dag simple træhytter
med tage af palmeblade, og klanen er aldrig blevet omvendt til europæernes
kristendom og portugisernes katolicisme.

Livet i Cabo Verde på disse små og større øer er enkelt og slidsomt. Der falder
kun lidt regn, og her er konstant mangel på vand, så dyrkning af jorden for at
skaffe afgrøder i form af frugt og grønt er hårdt arbejde. Til gengæld rummer
havet en rigdom af fisk og skaldyr, og vi har undervejs smagt lækre fileter af
både tunfisk og esmoregal og fået serveret helstegte
garoupa – og allerede den første aften i Mindelo på São Vicente fik vi på
restaurant Gaudi nationalretten buzio, eller på dansk: konkylier.

Cabo Verde øerne frigjorde sig fra portugisisk kolonistyre i midten af
1970'erne, og inspiration fra andre rebelske kulturer på eksempelvis Jamaica og
i Latinamerika er stadig tydelig i gadebilledet. Mange unge mænd har rastahår,
og Bob Marley er en af de store helte. Kvinderne er spraglet klædt i
gult og rødt og grønt, og på stranden i Tarrafal har en af de små fiskerbåde
navnet Che Guevara. Efter 35 års selvstændighed er Cabo Verde i dag et
velfungerende demokrati præget af enkle vilkår, men samtidig en høj grad af
harmoni og fredsommelig ro. Middelklassen udgør et meget stort flertal, og der
er kun få fattige og endnu færre meget rige.

Naturen på øerne São Vicente og Santiago er smuk – fra frodige dale i
tørre flodlejer, hvor der avles bananer, kokosnødder og alskens frugt og grønt,
til endeløse øde lava landskaber, hvor intet kan gro. Fra blåt hav og sort-hvide
strande til takkede tinder og sorte stejle vulkankratere. På São Vicente er
gamle bjergkamme smuldret og eroderet af tidens tand, og tilbage står markante
formationer af lava og granit og leder tanken hen på spektakulære naturscenerier
noget nær Monument Valley.

På Santiago nær byen Assomada står i bunden af kløften mellem sukkerrør og
bananpalmer et vældigt og meget højt kapoktræ. Træet er gammelt,
sikkert fem hundrede år eller mere, og står som et mægtigt levn fra tiden før
menneskelig bosættelse fra omkring år 1500.

Kontraster mellem nyt og gammelt kigger frem overalt. Mange steder præges
gadebilledet af løsgående hunde, grise, geder og høns. I Tarrafal på nordspidsen
af øen Santiago patruljerer to bevæbnede politibetjente på mountain bikes
de støvede gader, og på byens centrale plads foran kirken er der gratis
hotspot og wifi for dem, der har laptops eller smart phones. Nogle
steder transporteres ting på æselryg eller i baljer og kar på menneskenes
hoveder, andre steder ses lastbiler og moderne firehjulstrækkere. Spædbørn bæres
i en bylt på ryggen, lidt større børn på armen – og børn, der kan gå selv, går
selv. Her findes ingen klapvogne eller barnevogne.

En solid grunduddannelse ser ud til at være en menneskeret i Cabo
Verde. I frikvartererne og efter skoletid fyldes gaderne med skolebørn i alle
aldre iklædt ensartede gråblå uniformer. Nogle huse står tomme som enten
ufærdige byggetomter af rå cement eller som forladte ruiner, men ind imellem
brydes det grå billede af livlige farver som blå, violet, grøn eller gul. De små
fiskerbåde trækkes efter endt togt op på stranden, og i skyggen under en akacie
spiller kvinderne måske kort, mens de venter på den næste båd, der lander en ny
last med fangster fra havet.

Nu sidder vi på næstsidste dagen i eftermiddagssolen på vores vestvendte
læterrasse med en kop kaffe og henholdsvis læsestof og papir og blyant.
Temperaturen er som altid cirka femogtyve grader, og solen skinner fra en blå
himmel, men luften er diset i dag – og konturerne af bjergkammene Serra
Malagueta syd for Tarrafal står mindre skarpt end i går. Det er den såkaldte
harmattan – en vind med fint støv fra Sahara – som fra december til marts
kan gøre selv solrige dage disede.

I solnedgangen får vi et glas vin på terrassen og vandrer bagefter i tusmørket
om til bymidten, hvor vi finder en restaurant og hver aften vælger en af dagens
fisk fra menukortet. I Cabo Verde ånder alting ro og fred – og lige nu kan alt
andet vente.
Skrevet den 11.3.2012

Fotos fra rejsen findes i to serier:
São Vicente og
Santiago.