dinnesen.com

I kender det sikkert. Bedst som man har vænnet sig til et bestemt tøjmærke med den helt rigtige pasform, så går varen ud af produktion – eller kan være næsten umulig at opspore. Tag nu for eksempel cowboybukser, blue jeans. Her har jeg i mange år sværget til en bestemt model, Lee Brooklyn. Man har altid kunne købe cowboybukser i forskellige pasformer med betegnelser som ’loose’, ’slim’ eller ’regular’. Min form er ’regular’ og typisk i den model, som Lee traditionelt har markedsført i Europa under varemærket Brooklyn.
 
I gymnasiet gik jeg i sin tid i Wrangler, og jeg har også været omkring Levi’s – men ret hurtigt blev jeg klar over, at Lee var mit mærke. Navnet i sig selv var selvfølgelig vigtigt. Lee var et af de klassiske amerikanske mærker, blandt andet kendt fra berømte Hollywood-film. James Dean gik i Lee. Og Marlon Brando. Men andre faktorer havde også betydning, og helt afgørende for valget af Lee var fornemmelsen af at føle sig hjemme. Længde, livvidde og pasform gik op i en højere enhed. Lee bukserne sad der bare – og blev ved med at sidde på samme komfortable måde, selv efter mange ganges vask. Og når bukserne ikke kunne hænge sammen mere, købte jeg blot et par nye af samme mærke og i samme størrelse.
 
I mange år var det nemt. Størrelsen rokkede sig jo ikke dengang. Det er først de senere år, at livvidden er blevet øget med et par tommer. Og forhandleren i Aarhus midtby lå også fast. Det var ikke nødvendigt at løbe byen rundt for at købe nye jeans, Lee Brooklyn var altid hyldevare hos Navy Store i en af de små gader ved havnen. Det var lige så sikkert som amen i kirken. Men en dag var det pludselig slut. Navy Store drejede nøglen om, og verden gik af lave.
 
Nu var det et problem, når cowboybukserne blev brugt op, og der var brug for nye. Andre forretninger havde måske Lee på hylderne, men kun sporadisk eller periodisk, og man kunne ikke være sikker på at finde den rigtige model og størrelse. En overgang købte jeg mine jeans hos en herretøjsforretning i Guldsmedgade, skråt over for den gamle kaffebutik, som heller ikke findes mere. Men tøjforretningen holdt snart op med at sælge de rigtige jeans, og i dag er den for længst lukket.
 
Gode råd blev efterhånden dyre, og jeg begyndte at kigge efter Lee Brooklyn i andre byer og sågar i andre lande, når jeg af den ene eller anden grund var ude at rejse. Somme tider faldt jeg over den helt rigtige vare, og så købte jeg med det samme et par, selv om jeg måske ikke lige stod og manglede. Det var på den måde, at jeg opdagede, man ikke altid kan stole på størrelsen. Mine Lee Brooklyn er i dag størrelse 31/32 – altså 31 tommer om livet og 32 i længden. Men når jeg prøvede modellen i udlandet, skete det somme tider, at jeg havde brug for størrelse 32 om livet, andre gange kun 30. Det er noget sjusk, og årsagen var jo ikke, at jeg gik rundt og bulede ud og ind fra den ene dag til den anden. Det er producenten, der hen over landegrænserne ikke har styr på målene.
 
Helt galt gik det, da jeg gennem en ven i New Hampshire importerede et par Lee fra cowboybuksernes hjemland De Forenede Stater. I USA hedder min model ikke Brooklyn, men blot Regular. Vennen kunne ikke finde en størrelse 31 og sendte derfor en 32, men det duede slet ikke. Bukserne var alt for store, det var ligesom at træde ned i en dyb og tom melsæk. Jeg skrev til vennen, at det tilsendte par føltes som mindst en størrelse 33 og spurgte, om det er normalt på de kanter, at man laver blue jeans modellerne rigeligt store.

 Måske er det sådan, tænkte jeg, at mennesker, der er blevet lidt for kraftige, sover bedre om natten, hvis de stadig kan skrue sig ned i deres gamle buksestørrelse…? Vennen i New Hampshire målte dimensionerne efter og måtte erkende, at den størrelse 34, han selv bruger, reelt er 35 inches i livvidde. For at få min størrelse 31 om livet, skal jeg derfor i USA købe størrelse 30. Amerikanerne lever på en livsløgn. De er alle sammen en tomme bredere om livet, end de selv tror.
 
Efterhånden blev det umuligt at opspore Lee Brooklyn i butikkerne i Aarhus, og de seneste tre par har jeg derfor købt i henholdsvis det indiske kvarter i Durban, Sydafrika, hos El Corte Inglés i Barcelona og via amazon.uk på nettet. Det med nettet er nu om dage selvfølgelig en oplagt idé, når man ikke umiddelbart har adgang til en butik, hvor de rigtige bukser er hyldevare. Jeg véd, de har dem hos El Corte Inglés, men ligefrem at rejse til Barcelona blot med det påskud at købe jeans ville nok være at gå vidt. Men på grund af forvirringen med størrelserne kan man ikke være sikker på at få det ønskede par bukser, når man handler på nettet. Det sikreste er, hvis man kan prøve varen, før man køber.
 
Forleden tog jeg ind til byen for at købe nyt tøj. Det gør jeg to gange om året, til vinterudsalget i januar og til sommerudsalget i juni eller juli måned. Ved disse lejligheder supplerer jeg op af de basale ting til arbejdsbrug, især skjorter og bukser, somme tider også en jakke eller en bluse. Jeg kan bedst lide den stil, der kaldes ’casual’, og helst i 100 pct. bomuld. De senere år har mine foretrukne mærker været Bison og RedGreen. I en periode havde de to firmaer deres respektive stande lige over for hinanden på første sal i Magasin. Da var det nemt at gå på tøjindkøb. Men siden er Bison gået fallit, og tilbage er kun RedGreen. Der er ingen af de andre stande, der interesserer mig. Enten henvender de sig til et mere ungdommeligt og moderigtigt publikum, eller også er stilen stivere og mere formel, altså alt andet end ’casual’. Hugo Boss eller Calvin Klein, det er ikke mig.
 
Hos RedGreen købte jeg to skjorter til halv pris, men det var tydeligt, at udsalget havde været i gang længe, og at jeg faktisk var for sent ude. Alle benklæder og bluser og de fleste skjorter fandtes kun i XL eller større. Jeg besluttede derfor at se, om der skulle være bedre held i Salling og gik gennem Telefontorvet om i Søndergade. Men Salling havde uden at fortælle nogen om det nedlagt deres RedGreen afdeling. Og ikke nok med det, de havde intet andet at byde på for en mand med min smag. Faktisk syntes jeg pludselig, at stilen i Sallings herreafdeling gennemgående var lidt discountagtig, på kanten til det lurvede. Jeg kiggede på et par bukser af mærket Dockers, der normalt godt kan gå an i en snæver vending. Men modellerne, der lå udstillet på et bord nær rulletrappen, reklamerede med betegnelser som Skinny og Super Slim. Hvad sker der lige for Dockers? – tænkte jeg og forlod butikken.
 
Verden er af lave. Det ender snart med, at man kommer til at stå uden en trevl på kroppen. På vej ned ad Strøget så jeg pludselig ud af øjenkrogen på et bord midt på gaden en kæmpe stak jeans – alle sammen af mit mærke, Lee Brooklyn, endda i tre forskellige farver og typer af denim. Jeg begyndte at blade i stakkene og blev snart tiltalt af en ung ekspedient, der havde stået på spring i døråbningen. ”Vi har flere inde i butikken”, sagde han og smilede venligt. ”Er det nogen bestemt størrelse, du søger?” ”Ja, faktisk”, sagde jeg. ”31/32”. Og samtidig fandt jeg selv et par i bunken. Jeg gik op ad trappen og fulgte efter ekspedienten ind i butikken til et sted allerbagest i lokalet, hvor jeg bag et forhæng kunne prøve bukserne. Størrelsen og det hele passede, så fem minutter efter forlod jeg glad og fro forretningen med to par nye Lee Brooklyn jeans, henholdsvis blå og sorte.
 
Ekspedienten fortalte, at han altid har Brooklyn-modellen på lager. ”Det er den, jeg sælger mest”, forklarede han, som om hele gesjæften var hans egen personlige ejendom – og sikkert også for samtidig at sætte trumf på sit udsagn om altid at have præcis disse jeans på lager. Jeg havde aldrig tidligere lagt mærke til den pågældende forretning og har ingen idé om, hvor længe den mon har eksisteret. Men nu ved jeg, den er der, midt på Strøget i Aarhus, og at Lee Brooklyn her er lagervare. Så indtil også denne butik en dag går død, eller eventuelt stopper med at sælge Lee, har jeg nu igen styr på, hvor jeg kan købe mine jeans. Der er ingen grund til at gå hverken på nettet eller over broen. Brooklyn ligger for mine fødder.
 
Skrevet i juli 2012