Rock and roll can never die.

 

 

Af Niels Jørgen Dinnesen.

 

 

 

My my, hey hey
Rock and roll is here to stay
It’s better to burn out
Than to fade away
My my, hey hey.

Hey hey, my my
Rock and roll can never die
There’s more to the picture
Than meets the eye.
Hey hey, my my.

 

 

Da Neil Young midt i det elektriske sæt træder helt frem til scenekanten og ser udfordrende ud på sit publikum i Falconer Salen, er han iført mørkt jakkesæt oversået med malerklatter og sin gamle elektriske guitar, Old Black, der har fulgt ham i tykt og tyndt siden starten på karrieren for mange herrens år siden. Youngs blik er stålsat og næsten provokerende, som han står dér et øjeblik ubevægelig som en saltstøtte. Så slår han guitaren an en enkelt gang med et tordenbrag i højttalerne – ”nu skal jeg kraftedme spille røven ud af bukserne på jer alle sammen – og starter på glansnummeret ”Hey Hey My My” – med de legendariske omkvæd rock and roll will never die og it’s better to burn out / than fade away – mens guitaren syder og koger og sprutter, nogle gange med helt ubeskrivelige lyde, der minder om en kollision mellem kortsluttede nedfaldne højspændingsledninger og en overophedet jetmotor i et voldsomt tordenvejr.
 
Det er helt fantastisk, og hele salen er fuldstændig tryllebundet af den gamle rocker. En mand et par rækker foran mig springer bogstaveligt talt som en spændt fjeder fra siddende stilling og to meter op i luften, da han efter to et halvt sekund genkender de seje riffs fra Youngs guitar som forspillet til ”Hey Hey My My”, og nu står han og svajer og luder og hopper i midtergangen fuldstændig indhyllet i lyden og sangen fra scenen. Senere i sættet får vi med samme seje lyd fænomenale ”Powderfinger” og til slut en lang lang version af nummeret ”No Hidden Path”, hvor Youngs buldrende, sydende og søgende solo ingen ende vil tage, og det tager mindst tyve konkluderende afslutningsrunder fra bas og trommer, før vulkanen kommer under kontrol, og lydene og den sejlivede glød fra Old Black langsomt dør ud. Da har uret passeret midnat – på en aften som startede på slaget otte med et halvtimes countrysæt med fru Young, Pegi, efterfulgt af Neil Young solo i godt en time og til slut det elektriske sæt på over halvanden time. Der var mange højdepunkter i koncerten – men for mig, der har fulgt Neil Young siden tresserne, var det selvfølgelig især de klassiske sange, der fik de små hår til at rejse sig – From Hank To Hendrix, Ambulance Blues, A Man Needs A Maid, Harvest, Journey Through The Past, Mellow My Mind, Don’t Let It Bring You Down, Cowgirl In The Sand, Down By The River, Hey Hey, My My, Powderfinger – og selvfølgelig ekstranummeret Cinnamon Girl.
 
Jeg ser altid levende billeder, når jeg hører sangen ”Powderfinger” – en kriblende spænding i en film a la ”Udflugt med døden” for mange år siden. Sangen sidder lige i øret og skal spilles netop så stramt og så højt og så hårdt, gnistrende Crazy Horse agtigt, som Neil og band gør denne aften i Falconer Salen. Sangen starter lige midt i et begyndende kaos:
 
Look out, Mama,
there’s a white boat comin’ up the river
With a big red beacon, and a flag,
and a man on the rail
I think you’d better call John,
’Cause it don’t look like they’re here

to deliver the mail
And it’s less than a mile away
I hope they didn’t come to stay
It’s got numbers on the side and a gun
And it’s makin’ big waves.

 

 

Sådan var det også med Neil den aften. Han og vennerne var ikke kun kommet for at aflevere posten.

 

Koncerten, der omtales, fandt sted i Falconer Salen i København den 28. februar 2008.