Stjernen over Ottawa

Jeg vil gerne fortælle et rigtigt juleeventyr – et af dem, der næsten ikke kan være bedre. En dag i efteråret 2001 bliver jeg ringet op af Aase, og mens vi snakker om dit og dat, synes jeg, at jeg kan mærke på hende, at der er noget andet og mere, hun vil. Så siger hun pludselig: ”Kunne du tænke dig at komme til Canada til Jul? Allan inviterer dig til at komme til Canada, hvis du har lyst…?” ”Jamen, Aase!”, siger jeg – ”Det er da alt for galt! Men det vil jeg gerne. Det kan jeg sandelig ikke sige nej til!”
      Det hele starter så med, at vi den 20. december skal flyve fra Kastrup via London til Ottawa i Canada – hvor Aase’s søn Allan bor sammen med sin kæreste Mamta. Jørgen kører mig ind til toget i Herning, og mens vi kører, kan jeg – selv med mit dårlige syn – se, at det er begyndt at sne, og der allerede er helt hvidt derude. På stationen står folk i ly for sneen, der vælter ned, og bag ved mig får jeg øje på en dame sådan cirka på min egen alder. ”Ja, vi gamle skal jo også ud at rejse i Julen. Jeg er selv over 80…”, siger hun smilende. – ”Det er jeg da også”, siger jeg, ”og jeg skal til Canada for at fejre Jul!” ”Neeej!”, siger hun og klapper hænderne sammen. ”Tillykke med det!”
      Jørgen følger mig ind i toget og hjælper mig både med bagagen og med at finde min plads. Jeg sidder ved vinduet og regner med, at Aase skal have pladsen ved siden af mig, når hun stiger på i Fredericia. Jeg falder lidt i staver under turen og kan ikke lade være med at dvæle lidt ved alle de steder, vi kommer forbi, hvor jeg engang har boet. Thyregod, Jelling, Børkop, Pjedsted – og selvfølgelig Fredericia, hvor jeg er født. Jeg tænker også på mine dejlige julebreve, der ligger derhjemme – blandt andet det fra Bølling, hvor Jesper og Hanne har tegnet en stjerne og til Lene har sagt, at jeg er deres livs stjerne. Det er da sødt!

      I Fredericia får jeg øje på Aase ude på perronen – men kan se, hun er ikke alene. De er tre derude, og nu kan jeg se, det er Poul og Karin, der er mødt op for at ønske god rejse. Poul ringede i går og ønskede mig tillykke med fødselsdagen, og der listede han sig til, lidt henkastet, at spørge om, hvornår omtrent, vi mon passerer Fredericia… Og nu står de så her for at ønske os god rejse.

      Aase kommer ombord med alle sine pakkenelliker, og inden vi næsten ser os om, ankommer vi til Kastrup Lufthavn, hvor vi tager den med ro og nok er nogle af de sidste, der stiger ud af toget. Aase har jo nok at slæbe på, mens jeg kun skal tage vare på mig selv. ”Er det Fru Dinnesen?”, spørger pludselig en togfører, og da jeg forbavset svarer ja, siger han, ”Så har jeg en hilsen fra Poul og Karin!” ”Dem kender jeg, og jeg skulle hilse dig og ønske jer en god tur!”
      Aase finder en vogn og får anbragt kufferterne, og det er mig der skubber vognen. Så har jeg jo noget at holde fast i. Der er en behjertet mand, der hjælper med at løfte alle taskerne op i en bagageboks, og da det er gjort, går vi ud for at finde det sted, hvor vi skal sove i nat. Vi har lejet en lille sovekabine her i lufthavnen, fordi vi skal af sted meget tidligt i morgen. Elevatoren bringer os ned til, hvor vi får udleveret nøglerne til to dejlige værelser. De er ikke så store, men her er alt, hvad vi har brug for og bad og toilet – og efter Aase og jeg har spist hønsesalat med ristet brød inde på Tivolikroen og fået en flaske rødvin til, sover jeg dejligt hele natten, selv om vi selvfølgelig er meget spændte på at komme af sted i morgen tidlig.
      Næste morgen vågner vi, da vi bliver vækket af telefonen – og nu er det jo aftalt, at vi først skal mødes med Morten (som er Aases yngste søn og Allans lillebror) og bagefter Allans lille datter Anna, som bliver bragt ud til lufthavnen af sin mor, Sara. Det er Aase, der går ud for at mødes med dem, og sørge for, at vi bliver checket ind og så videre. Jeg er blevet anbragt i en boks uden for Tivolikroen sammen med taskerne.

      Aase kommer tilbage for at hente mit pas, og nu går der lang tid med at vente, og en masse mennesker kommer hele tiden myldrende forbi. Lufthavnen er fint dekoreret her op til Jul, blandt andet med noget der ligner tæpper, som hænger ned fra loftet. Endelig kommer Aase, sammen med både lille Anna og Morten, og nu er der ikke så lang tid, til flyet afgår – så vi skal have hentet de ting, vi har bestilt dagen før. Der har været nogle problemer med navnene på billetterne – og ved check-in havde de også sagt, at de ikke kunne nøjes med bare at se mit pas, de skulle også se personen. Men dét – havde de fået at vide – fik de ikke lov til!
      Jeg bliver kørt ud til flyet i en kørestol, og det er godt, vi har lånt sådan én – for der er meget langt derud! Ham, der er kommet med stolen, kører næsten dørtræk med mig – men det er rart, at der på den måde er styr på det, og de andre ikke behøver at spekulere på at tage sig af mig. I flyet har Aase og Anna og jeg fået tre sæder ved siden af hinanden, mens Morten må sidde alene, men det tror jeg nu ikke, han har noget imod. Det tager knap to timer at flyve til London, og undervejs får vi vores morgenmad – et rundstykke med smør, marmelade og ost – og en kop kaffe. Dejligt.
      I London får vi at vide, at flyet til Canada er en time forsinket, så vi bliver gelejdet ind i ventesalen – mens Morten og Anna går hen for at handle. Morten vil vist købe en bog. Aase er også væk et øjeblik, men så kommer de alle sammen tilbage og siger, at flyet ikke er forsinket alligevel, så vi må hellere se at komme af sted til udgangen. Den mand, der skal komme med en kørestol til mig, lader vente på sig – men til sidst kommer han da, og vi når også at komme tids nok ud til flyet.

      Nu er vi i luften, undervejs på en meget lang flyvetur, men jeg synes, det er dejligt, og sidder og glæder mig over at være på vej over Atlanten. Det havde jeg aldrig troet, ikke engang drømt om, at jeg skulle komme til at opleve.
      Inden vi lander, får vi et lille let måltid – og i Ottowa skal vi have fundet kufferterne på transportbåndet og igennem told og så videre. Det sidste er ikke så nemt, for immigrationsmyndighederne kan ikke hitte ud af vores familieforhold, og hvordan det hele hænger sammen. Anna har jo ingen af sine forældre med, og teoretisk kan vi jo have bortført hende. Morten og Anna må gå med ind på et eller andet kontor – og i mellemtiden er der en dame, der går ud og finder Allan, og får bekræftet af ham, at han venter på sin datter. Ikke at jeg forstår, hvad dét skal gøre godt for – slet ikke, hvis det faktisk er sådan, at vi er i gang med at bortføre Anna, hen til hendes far.

      Jeg sidder i min kørestol og venter, og langt om længe er det hele overstået, og vi har fundet kufferterne, så vi kan køre ud og blive modtaget af Allan. Han står med åbne arme og et stort smil og tager imod sin lille datter – og hun har også glædet sig rigtigt meget til at komme hjem til Farmand.
      Vi kommer ind i Allans bil, og der er masser af trafik og kø i alle retninger, indtil vi kommer ud af lufthavnen og kører ud til villakvarteret, hvor han og Mamta har deres dejlige hus. Ud fra beskrivelserne har jeg har glædet mig til at se deres hus, men jeg må sige, at det langt overgår mine forventninger. Det er meget stort, og når man træder ind i det, står man i en stor og flot hall med egetræsgitterværk og en stor PH koglelampe i loftet. Juletræet står pyntet med gaver under – og med masser af pynt, så det havde vi slet ikke behøvet at tænke på at tage med. Jeg har været rundt i huset og har fotograferet nogle af værelserne, det ér altså meget imponerende.
      I stueetagen er der bibliotek med pejs og to dybe lænestole, et dejligt stort køkken, en stor dagligstue med lædermøbler og fjernsyn og pejs, og et værelse mere. Ovenpå har jeg set Aases og Annas værelser, dejligt store begge to og begge med badeværelse, et soveværelse også med badeværelse og et påklædningsværelse, vil jeg kalde det, hvor de opbevarer alt deres tøj. Og så Allans store arbejdsværelse – med computere og alt hvad der hører til af alt det, han er glad for. Så er der også en kælder, et meget stort rum er der dernede med pejs og lædermøbler og spil af alle mulige slags, puslespil og hvad de nu hedder. Her sover Morten, og så har de arrangeret et lille værelse dernede, der skal være Mamtas rum. Mamta er kreativ, hun vil gerne sy, og hun vil også gerne stå og male billeder. Hun får et staffeli af Morten i julegave, men det skal jeg jo ikke fortælle, hvis de nu hører båndet, nå, men det kan hun jo ikke forstå, ikke på dansk i hvert fald.
      Om morgenen er der solskin og et dejligt morgenbord i spisestuen. Det er skønt at være sammen med familien. Aase, Morten, Allan og Mamta vil til byen sammen, i mellemtiden har jeg prøvet at indspille noget om, hvad jeg allerede har oplevet, men da jeg vil ind og høre det, er min gamle båndspiller gået i baglås, den vil ingenting. Allan prøver at skille den ad, det viser sig, at det er ikke så godt, den er også gammel, den er fem år cirka, men den har været brugt meget. Det er jeg jo virkelig ked af, så jeg siger til Allan, om han ikke kan være rar og prøve om han kan finde noget, der ligner den.

      De tager så til byen, og der går nok to-tre timer, og imens er Morten og Anna og jeg herhjemme. Jeg får sat min walkman til og læser i min bog, solen skinner ind til mig lige så dejligt. Jeg har været rundt og prøve at fotografere nogle af rummene med mit engangskamera, jeg er spændt på, hvordan det kommer til at virke. De kommer hjem fra byen belæsset med poser, jeg tror, de har tredive poser med al verdens ting til mad i de kommende dage. Der er også hvidkål, vi skal have hvidkål, det er nok Aases idé, som i gamle dage. Det skal være en jul, som vi har været vant til, og kalkunen er købt, og fyldet har de købt. Et honningkagehus til Anna, pålæg i lange baner, og et nyt vaffeljern, ja de har købt for mange penge.
      Allan rækker mig en pose, ”Det er en gave til dig”, siger han. ”Til mig?”, siger jeg, og så er det en ny båndspiller, der næsten ligner den, jeg havde, men jo nok er en bedre model. Det er den, jeg er ved at ”skrive” i nu, der var batterier med. Der er selvfølgelig også en ledning med til den, der passer herovre, altså til 110 volt – så må jeg se, om jeg kan få lavet noget, når jeg kommer hjem. Ellers må jeg nøjes med at bruge den med batterier. Et engangskamera er der også til mig, jeg vil jo betale, men ikke tale om, siger Allan, det er en gave. ”Jeg vil så gerne”, tilføjer han med et stort smil, da jeg protesterer, og så siger jeg selvfølgelig tak.

      Jeg er så overvældet over alt, hvad jeg oplever her. Vi har fået en god frokost, og det lakker mod aften. Ved ni–halvtitiden får vi pizza, og nu må vi også snart til at finde til køjs efter en rigtig god dag. Juletræet er blevet pyntet færdigt i dag – med lyseholdere til levende lys og nogle af de ting, vi havde med – blandt andet stjernen, som manglede i toppen – og nu er det så flot, som det overhovedet kan blive. Anna tusser omkring i huset og leger med sig selv. Hun befinder sig godt her, og har et fint forhold til Mamta – og det er jo imponerende at høre, hvor godt hun klarer sig med at tale engelsk. Hun har lært det, mens Allan og Sara, før de blev skilt, boede i London – men nu, hvor hun og hendes mor er flyttet til København, bruger hun det jo ikke til daglig.
      Søndag den 23. december, lillejuleaften, bliver morgenmaden serveret i køkkenet. Allan og Morten har siddet og snakket til klokken halv fire, så dem er der ikke liv i endnu. Vi har allerede i går alle sammen fået udleveret en julestøvle med julegaver i, min med et navneskilt formet som en stjerne – og om morgenen må vi pakke en eller to af dem op – indtil der ikke er flere. Det er Mamta, der har stået for det – også en meget hyggelig gestus. Aase er gået i gang med marcipanen og laver julekonfekt, og senere skal der købes ind til leverpostej og meget andet.

      Selv rører jeg ikke en finger, så jeg har tid til at bruge min nye båndspiller. Om eftermiddagen får vi vafler med friske jordbær og hindbær – og gløgg. Aase er det meste af dagen i køkkenet, og hen under aften er hun træt og går hen for at lægge sig lidt. Allan og jeg sender en julehilsen pr. e-mail til Jette og Jørgen i Bording og Niels Jørgen og Solveig i Aarhus. Ud på aftenen får vi farsbrød med bacon og bagte kartofler – og en meget, meget god rødvin. Det smager rigtigt lækkert. Uden for fryser det ti grader, så det er koldt – men ikke så slemt, som det vist er normalt på denne årstid.
      Juleaftensdag starter med, at alle kommer dryssende én efter én til morgenmaden. Først Anna, så mig, og dernæst Aase – som nu er gået i gang med at forberede julemaden. Det er endnu ikke lykkedes at finde nogle grødris, så det skal gøres i dag – ellers kan vi jo ikke få ris a la mande… I min pakke er der i dag en ting med Niagara-vandfaldet, Aase får noget neglelak, Morten et spil og Allan en vimpel til husets flotte flagstang. Uden for er der faldet mere sne, og træer og buske er dækket med et flot snetæppe. Solen titter lidt igennem en gang imellem, men det er som om, den ikke rigtigt vil frem i dag.

       Kalkunen skal tidligt i ovnen, så den kan nå at blive mør til i aften. Den vejer vist fjorten kilo, eller hvor meget var det? Den er i hvert fald stor, så vi skal nok få det, vi kan spise. Jeg har sagt til Allan, at det at være her, i Canada, er noget, jeg aldrig havde forestillet mig – og han siger også selv, at han for ti år siden jo heller ikke havde forestillet sig, hverken at komme til at bo i Canada eller på denne måde at kunne invitere sin familie på julebesøg.

      Når jeg lytter til båndet, kan jeg høre en susen, men det er måske husets varmeanlæg…? Det betyder ikke så meget, man kan jo godt høre, hvad der bliver sagt alligevel. Huset har en speciel støvsuger, som jeg lige vil fortælle om. Man sætter bare slangen til et hul i væggen – og så bliver støvet suget gennem et rør i væggen ud til, hvor det bliver opsamlet i en beholder i garagen. Det er da smart! Aase siger også, det er ved at komme frem i Danmark, og det er jo en god idé. Alt er så smart, her i fremtiden.
      Om eftermiddagen kører der en eventyrfilm med drager og uhyrer og jeg ved ikke hvad på den store skærm, mens jeg sidder i sofaen med benene oppe og nyder en kop kaffe til et par af Jettes hjemmebagte småkager. Der er ild i pejsen, og det er dejligt på den måde at få slappet af – mens Aase og Mamta er i køkkenet. Juleaften nærmer sig, det bliver spændende at opleve. Nu kører en smuk udgave af ”Silent Night” over højttalerne – og bagefter ”Jingle Bells”.

      Julebordet er smukt pyntet, og kalkunen smager pragtfuldt. Der er rødkål, kartofler og rosenkål som tilbehør – og bagefter får vi ris a la mande. Det lykkedes heldigvis at skaffe de rigtige grødris. Det er Morten, der finder mandlen – men det lykkes ham at skjule det i lang tid, inden han kommer frem med den og får sin præmie, som er et velfortjent spil. Lille Anna er ved at gå til af spænding, nu kan hun snart ikke vente længere på at få sine pakker. Træet bliver tændt, og vi synger nogle af de traditionelle julesange – mens vi holder hinanden i hænderne og går rundt om træet. ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, ”Glade Jul”, ”Højt fra træets grønne top”. Morten vil helst ikke have, at jeg starter båndoptageren.

      Bagefter deles der gaver ud – der er mange til os alle sammen, en masse fine ting – og flest selvfølgelig til Anna, som jubler over det hele. Hun får blandt andet noget af det moderne Harry Potter Lego – og et spil med nogle kyllinger og en hønsegård bliver afprøvet i kælderen, efter pakkerne er delt ud. Nu er klokken tre minutter over midnat, her i Canada, og det er næsten tid til, at folk hjemme i Danmark skal til at stå op. Nok ikke helt alligevel… Det er vist for tidligt sådan en julemorgen. Jeg er træt i hovedet og øjnene, og nu lægger jeg mig ned og lytter lidt til min gode roman, før jeg skal sove. Jeg kigger på mine pakker – en af dem havde et fint til-og-fra kort lavet af træ og formet som en stjerne. Tak alle sammen, for en dejlig juleaften!
      Så er det morgen, julemorgen – klokken er halv ti – og det er en mærkelig tanke, at det er et helt andet tidspunkt på dagen hjemme i Danmark. Alle i huset sover endnu, efter en lang og anstrengende dag i går. Der er kommet svar på vores e-mail fra forleden, Allan har læst det op for mig – og jeg har snakket i telefon med Jette. Det er alt sammen næsten for meget! Nu har vi været ude og køre en tur i strålende solskin. Det er tøvejr. Vi var en tur i Quebec – i den franske del af Canada, langs med floden og en kanal – som når den er frosset til bliver til verdens længste skøjtebane – omgivet af boder og så videre, hvor man kan købe noget varmt at styrke sig på. Så bruger folk kanalen og skøjter ligefrem til arbejde, fortalte Allan under turen.

      Nu er jeg alene i det store hus – mens resten af flokken er taget i biografen for at se ”Ringenes Herre”. Jeg hygger mig herhjemme med at lægge en kabale ved køkkenbordet, og bagefter sætter jeg mig ind i den store lænestol – med klappen, der kan slås op til benene – og lytter til min roman på båndspilleren. Efter filmen får vi julefrokost med øl og snaps og frikadeller og leverpostej og laks og skinke og røræg og rejer og ost og alt muligt – og bagefter hygger vi os i stuen foran pejsen med en god whisky eller portvin, som man nu har lyst til, og marcipanbrød og kaffe. Nu er klokken elleve, og jeg tror, det må være på tide at komme i seng. I morgen er der en ny dag, og der skal vi vist i byen og spise. Så er det min omgang – for en gangs skyld.
      Anden juledag om morgenen får jeg et dejligt dejligt karbad. Det er noget af det bedste, jeg véd – og det er tre år siden sidst. Dengang i Wien. Det er jo ikke så nemt hverken at komme op i badet eller ud af det igen – men Aase hjælper mig, og det er bare pragtfuldt! Allan har printet nogle fine billeder ud til mig, på tre ark karton, så det virker som en hel lille kavalkade. Uden for huset vajer Dannebrog fra flagstangen – Aase har givet Allan et flag. Så nu flager vi for Lene i Bølling, som fylder fyrre år i dag og sikkert lige nu er på vej til bowlinghallen for at fejre dagen.

      Om lidt er der frokost her i huset, der kommer vist gæster, en af Allans canadiske kolleger og hans kone og barn – og i aften skal vi som sagt i byen for at spise. Det er en ren luksustilværelse, vi fører her. Klokken bliver ti om aftenen, inden vi kommer af sted – og jeg var egentlig ved at tro, det ikke blev til noget med at komme i byen og spise i dag. Men pludselig skal vi af sted, og så kører vi ind til byen i to taxaer og finder en fin og hyggelig beefstouw. På restauranten får vi en lækker bøf med isvand og en skål salat, en alt for stor portion. Til min bøf er der flødestuvet spinat – Morten, der sidder ved siden af mig, får pommes frittes – og nu kommer tjeneren med rødvin, det er også i orden.
      Tredje juledag sidder jeg nu her i stuen efter at have fået morgenkaffe. Der er meget stille i huset. Aase og Mamta har været i syrummet, hvor Aase vist har vist nogle finesser på den symaskine, Mamta lige har fået. Mamta er meget kreativ, og det er utroligt flot, det hun laver. Blandt andet en sød dukke – og tæppet under juletræet. Jeg foreslår, at vi spiser resten af ris a la mande’n – og det vækker stort bifald. Om lidt er der shopping-tur ind til Ottawa, og der vil jeg gerne med. Vi tager ind til et stort varehus, hvor jeg bliver kørt op og ned ad en masse rulletrapper og bagefter sidder jeg i cafeen og får kage og kaffe, mens Aase og Mamta og Morten går rundt i det store hus i hver sin retning. Jeg kan se de rullende trapper mellem alle bygningens fire etager, og folk myldrer frem og tilbage, de fleste uden tilsyneladende at købe noget særligt. I hvert fald har de ingen bæreposer i hænderne.

      Mens Morten henter bilen i parkeringskælderen og vi står i ly og venter, får Aase øje på en bod med ahornsirup – og hun køber to glas, som hun og jeg skal have med hjem som souvenirs. Hjemad går det gennem en meget julepyntet by med lys i alle træerne – røde og gule og grønne og hvide – det er utroligt flot. Også husene er dekorerede, nogle af dem lidt for meget, andre rigtigt pænt. Byen er stor, og det er en fornøjelse at opleve storbyen med de høje huse og hele den travle atmosfære. Vi kører forbi katedralen, der står og spejler sig i et hus med store glasflader overfor. Det er Morten, der kører bilen – Allan er blevet hjemme hos Anna. Bilen er noget af et teknisk vidunder. Morten kan sætte den til at guide sig og fortælle, hvornår han skal dreje og til hvilken side.

      Nu er vi hjemme igen, og Allan og Anna er i gang med at se en film. Jeg lægger mig med min roman – som også er spændende, synes jeg. ”Det syvende møde” hedder bogen, og den foregår dels i Norge, dels i mange forskellige storbyer – og den er skrevet af en norsk forfatter.
      Om aftenen er vi på fin italiensk restaurant, hvor vi selv kan vælge forret og hovedret og hvad, vi vil have. Jeg får en dejlig lakseanretning med kapers og citron, det smager rigtigt rigtigt dejligt. Jeg nænner ikke at spise noget af det lækre brød, der hører til – så mister man jo bare appetitten før hovedretten. Vi får vand at drikke og en fin rødvin i meget store rødvinsglas, og så kommer hovedretten. Jeg har bestilt kalv i marsala-sovs med champignons, gulerødder, blomkål og stegte kartofler. En lækker sovs er det, og kødet er mørt og godt. Men det er en stor portion, og selv om jeg tror, jeg kan – så kan jeg alligevel ikke spise det hele. Bagefter får vi også tilbudt dessert, men dér må jeg sige nej tak! Jeg nøjes med cognac’en, som vi får skænket i store flotte glas.

      Lille Anna er ved at være træt nu – efter ellers at have klaret det hele uden problemer. Hun er i hvert fald ikke kræsen, men spiser med stor appetit al mulig slags mad. Tilbagevejen går igen gennem den store oplyste by, så nu færdes jeg næsten hjemmevant i Ottawa. Allan og Mamta bor i et villakvarter i byens udkant. Her ser man ikke så mange mennesker, og her kører heller ikke så mange biler. Men alle husene er store og flotte med to eller tre garager og kviste på næsten dem alle.

      Nu er klokken næsten midnat, og jeg sidder og tænker på både dem derhjemme i Danmark – og på Jonas og Malin, der, mens jeg er her i Canada, fejrer Jul og Nytår så langt væk som i Thailand. Anna er gået i seng – og de fire andre har taget varmt tøj på og er under en frostklar nattehimmel kørt uden for byen for at kigge planeter og stjerner i Allans store teleskop. Allan sagde, han måske ville tage et billede. Han har jo sådan et digitalt kamera, der kan vise billedet med det samme. Imponerende er det hele, og det har været en meget stor oplevelse for mig gamle at få lov til at være her – på familiebesøg i Canada, med samvær og mange mange begivenheder.
      Så er det afrejsedag, den 28. december 2001 – og jeg sidder her i mit værelse, hvor sengen er klappet sammen og kufferten pakket. Mens Aase og Morten er ude for at købe de sidste ting, farer Allan og Mamta rundt og rydder op i huset og støvsuger og skal vist også have vasket gulvet. Til daglig har de rengøringshjælp, men hun har nok fri her i Julen. Det har været dejligt at være her, men nu glæder jeg mig også til at komme hjem og fortælle om alt det, jeg har oplevet. Jeg siger tusind tak til Allan og Mamta for jeres meget store gæstfrihed og for alle de glæder, I har givet mig. Det er dejligt med en god familie!
      Nu er jeg hjemme igen – efter en lang flyvetur, som også er gået godt. Jeg elsker at flyve – og det er en mærkelig tanke, når man sidder deroppe, at befinde sig over det store Atlanterhav i mange kilometers højde. Det er en stor oplevelse. Alting har fungeret storslået, også alle hjælpemidlerne som har været stillet til rådighed i lufthavnene.

Aase og jeg er alene på hjemturen og kan sidde og snakke om alle oplevelserne – og om, hvor betaget vi har været af dette luksusliv i Canada. I London er jeg ved at blive arresteret, da de gennemlyser min håndtaske og kan se, at den indeholder metal – og noget, der ser farligt ud, og som de siger er forbudt at have med ombord. Blandt andet en metalstjerne, som jeg har fået af Nina Hansen i Børkop for tredive år siden, og som jeg af en eller anden grund har taget med på turen – og desuden en lille saks, som jeg i mange år har haft i mit nøgleknippe. Den kan klippe en tråd over, men er ellers ikke til noget.

      Så mens jeg sidder i min kørestol, må jeg kigge på, at de vælter hele indholdet af min håndtaske ud og roder efter de farlige genstande. Det er slet ikke rart sådan at få vendt sin håndtaske på hovedet. Det er jo en ret intim ting, og jeg sidder faktisk og føler mig meget lille og flov. Aase skælder mig ud og siger, jeg burde have vidst, at det var forbudt at have sådan noget med – men det vidste jeg faktisk ikke! Jeg troede kun, det var knive og den slags, der var forbudt. Stjernen og saksen bliver konfiskeret, men heldigvis kommer vi da videre. Flyet er forsinket en time, får vi at vide, så vi må vente længe – først et sted, hvor det er koldt på grund af træk, og hvor det myldrer med mennesker. Men så får Aase tilkaldt assistance, så vi kommer om på en lille café, hvor vi kan få noget at drikke, indtil manden kommer og kører mig ud til afgangen mod Kastrup.
      Vi lander netop i tide til måske at kunne nå det tog, vi har drømt om at komme med – med først må Aase forsøge at efterlyse den paraply, hun desværre har mistet i London. En fin regnbuefarvet paraply, som hun netop har fået i julegave. Bagefter lykkes det hende at få stablet kufferterne og bagagen op på en vogn, og nu skal det prøves, om det er muligt at skubbe kuffertvognen med den ene hånd og mig i kørestolen med den anden. Men det er det selvfølgelig ikke! ”Så sku’ da fanden stå i det!”, tænker hun højlydt ved sig selv – men da heldigvis en flink ung dame tilbyder sin assistance, lykkes det lige netop at komme ud af ankomsthallen og ned på perronen og få stablet kufferter, håndbagage og lille mig ind i toget, inden dørene klapper i, og vi begynder at rulle af sted det sidste stykke hjemad.

      Aase synker ned i sædet og er helt udmattet og totalt kørt ned. Det viser sig, at det er en forkert vogn, vi er kommet ind i. Denne her er første klasse, vogn nummer 90 – og vores pladser befinder sig ifølge togføreren helt ude i den anden ende af toget. Aase er på vej derud med alle kufferter og pakkenelliker – men så får vi at vide, at vi bare kan blive siddende. De pladser, vi sidder på, er alligevel ledige – fordi dem, der har reserveret dem, ikke var med fra Kastrup.

      Så ringer Aase til Poul hjemme i Flensborg – og han skal nok være der i tide, når toget ankommer til Fredericia, siger han. Det er vigtigt, han er der, for vi har jo en masse ting, vi skal have med os ud. Men ”bare rolig”, forsikrer han – ”jeg skal nok nå det!” Bagefter ringer Aase til Jette og Jørgen, og de vil også komme til Fredericia – for at hente mig, og det bliver jeg selv­følgelig meget glad for at høre. Klokken 18:03 ankommer vi rettidigt til Fredericia – og her står der tre udenfor klar til at hjælpe os ud, og det er jo rigtigt dejligt! Vi vil gerne hjem nu og kører næsten med det samme hver til sit, men jeg når da lige at høre Poul fortælle, at han allerede var i Fredericia, da Aase ringede. Så var det jo ikke så sært, at han var så sikker på at nå det!
      Jeg får aftensmad i Bording, hvor der hænger en stjerne på yderdøren, og fortæller om noget af alt det, jeg har oplevet – og bagefter kører Jette og Jørgen mig hjem til Ikast, og nu trænger jeg virkelig til at komme i seng. Efter en lang lang rejse hjemad, hvor jeg ikke kunne sove på flyet – fordi der først blev vist film på en stor skærm i flere timer og siden skete en hel masse andet – og derfor nu mangler en hel nattesøvn.

      Jeg sover pragtfuldt hele natten til klokken halv ni næste morgen, og nu er jeg oppe og har pakket kufferten ud og har fundet alle de dejlige ting – og i min håndtaske: Stjernen! Så har de alligevel lagt den tilbage – og har måske tænkt, at den dér gamle kone i kørestolen alligevel ikke kunne gøre fortræd med noget som helst. Kun saksen beholdt de – og det har vel bare været for alligevel at have et eller andet bevis for, at alt postyret ikke havde været helt forgæves.

      Uden for mine vinduer er der et dejligt snelandskab, meget mere sne end vi så i Canada – og det er dejligt at være hjemme igen. Tak til jer alle sammen for en dejlig tur – og tak til Aase og Morten for at have været rigtigt flinke til at hjælpe mig undervejs. Jeg ville gerne – men jeg kan ikke længere klare mig på sådan en rejse uden hjælp og stor omsorg. Så det skal I have tusind tusind tak for! Turen til Canada år 2001 er slut. Øj, hvor er det flot!
 
Tak også til alle jer andre, der har fulgt med i min rejse og ønsket mig alt godt på vejen. I min alder har jeg al mulig grund til at være taknemmelig. Jeg fejler jo ikke noget, men har bare nogle skavanker – men det må man jo lære at leve med og så opleve alt det, man kan, mens man kan. Tak alle sammen!
 
Anna Dinnesen
December 2001

 

Rejsen til Ottawa i december 2001 blev den sidste store flyrejse i Anna Dinnesens liv. Hun døde 89 år gammel i marts måned 2005. Som det fremgår af teksten ovenfor, har Anna indtalt sin beretning om julen med familien i Ottowa på en kassettebåndoptager. Hun sendte båndet til mig for at få lavet en udskrift, som hun kunne sende til familie og venner. Jeg var overrasket over, at optagelsen var af meget ringe teknisk kvalitet. Det var usædvanligt, for Anna var faktisk meget ferm med en båndoptager. Og det var irriterende, fordi det gjorde, at det tog meget lang tid at taste teksten ind på computeren. Årsagen til den dårlige kvalitet var, at hun til mig havde lavet en kopi af optagelsen ved hjælp af en overspilning fra højttaler til en primitiv, indbygget mikrofon i hendes billige reservebåndoptager. Hun sendte den dårlige kopi til mig og beholdt selv originalbåndet, det skulle jo nødig gå tabt. [Niels Jørgen Dinnesen, januar 2019]