Nissen af Hjulby

Da jeg sammen med mine forældre og min yngste storesøster i januar 1959 flyttede fra Taulov ved Fredericia til Hjulby ved Nyborg på Fyn, var det en stor omvæltning i mit 9-årige liv. Hele det trygge og velkendte barndomsland var borte, alle kammeraterne var væk, og jeg skulle oven i købet til at lære et helt nyt sprog – fynsk – for at forstå, hvad der foregik omkring mig, og for at undgå fnisen og spydige bemærkninger, når jeg betjente mig af mit jyske. Til gengæld var de hjemlige forhold mere trygge end nogensinde. Min far var blevet forfremmet til stationsmester, så vi flyttede ind på Hjulby Station, hvor han skulle arbejde, og pludselig var han ligesom min mor i princippet altid hjemme.
 

Gæssene boede på skrænten ned mod den store køkkenhave.
 
Jeg husker vildreden og usikkerheden en af de første dage i min nye skole. Læreren havde sat min gruppe i gang med en leg, han kaldte ”dild, dild, dild” – men jeg forstod jo knap, hvad der blev sagt, kendte ingen af de andre børn omkring mig, og vidste end ikke, hvad ordet ”dild” betød. Det sidste var mærkeligt, for min mor havde altid haft en køkkenhave med grønsager, og i hele min barndom skete det ofte, at vi blev præsenteret for urter fra haven, der ikke smagte en kræsen barnegane. Sølvbeder, asparges, rodselleri, rosenkål – men åbenbart aldrig dild.
      Hvis Taulov havde været et lille fredeligt smørhul, så var Hjulby det i endnu højere grad. Foruden jernbanestationen bestod landsbyen af én gade og en klynge huse omkring en lille rødstenskirke. Købmand, nogle få bebyggelser, spredte bondegårde i periferien og lilleskolen på den anden side af landevejen mellem Odense og Nyborg – alt i alt kun et par hundrede sjæle. Skolen rummede 1. til 7. alderstrin fordelt i to klasser, de store og de små, og da jeg jo kom fra 3. klasse i Taulov, hørte jeg til de små. Somme tider blev de to hold slået sammen, og så yndede læreren at afholde små konkurrencer, blandt andet i hovedregning – og når det var en af de små, der vandt, kunne han få resten af timen til at gå med at håne de store. ”Nå. Det er altså de små, der er de dygtigste... At I ikke skammer jer!”
      Konkurrencerne foregik altid på den måde, at alle eleverne startede med at rejse sig op ved pultene. Så begyndte læreren at diktere regnestykket, som efterhånden blev mere og mere indviklet – 7 plus to, gange 3, plus 12, minus 3, divideret med 6, gange 2, plus 27, plus 23, minus 2, divideret med 10, plus 24, minus 5, gange 3, plus 24, minus 8, plus 42... – og efterhånden som den ene efter den anden faldt fra, måtte han eller hun sætte sig ned, så der til slut kun stod én tilbage: Stjernen, hjernevinderen, dagens helt og den bedste i hovedregning – og vé dig, hvis du i den situation så ikke havde det rigtige resultat: 133.
      Sjovt nok, da vi jo befandt os i Hjulby, hed læreren Nissen, og han var på alle måder et originalt og sjældent kolerisk gemyt, der ud over et stærkt konkurrencemoment betjente sig af alle de mest nedrige fif i undervisningen – lige fra hån og ydmygelser til korporlige afstraffelser, som jo faktisk var tilladt dengang. Ikke ligefrem øretæver – men ting som at stryge et blækviskelæder hårdt gennem de små hår i nakken på en snothvalp, der havde brudt reglerne eller på anden måde ikke levet op til lærerens krav. Tricket med viskelæderet efterlod en smertefuld brændende streg i nakken på synderen, som blev ved med at gøre ondt i lang tid bagefter.

      Jeg var ikke selv blandt de mest forfulgte, for jeg vandt ofte hovedregningskonkurrencen, men ingen slap helt for disse revselser, heller ikke jeg. Læreren gik blandt andet op i, at vi skulle lære at skrive pænt med pen og blæk, og her havde jeg det problem, at jeg trykkede skriveredskabet så hårdt mod papiret, at pennen risikerede at skratte og sprede klatter af den blå væske ud over hele arket, eller at et ben på skrivejernet blev bøjet og gjort ubrugeligt, så jeg måtte bede om et nyt pennehoved til montering i træskaftet. Så var det op til katederet, bøje hovedet ned mod brystet og RITSCH, et strøg med viskelæderet i nakken, før jeg kunne gå tilbage til min plads og kæmpe videre med skriften. Jeg blev aldrig god til det med pen og blæk, og senere i skoletiden var det nok i realiteten opfinderne af kuglepennen, Ladislavo Biro med flere, der kom til at redde min akademiske karriere. Kuglepennen var ikke så sart.
      Uden for skolen fik jeg snart kortlagt det nye univers, der åbnede sig omkring hjemmet. Til tjenesteboligen hørte en stor have, hvor min mor snart fik skik på både stauderne uden for en indhegnet gård for enden af stationsbygningen og køkkenhaven neden for skrænten langs hele stationspladsen. I køkkenhaven var der masser af store frugttræer. Bag den skrånende prydhave lå et endnu større stykke jord med krat- og skovbevoksning, der også var vores, og som var et sandt paradis, når vi legede røvere og soldater. På den anden side af den lille skov kom man ad en nedtrådt sti ned til Hjulby Sø og et sumpet moseområde, som gav mulighed for at fiske hele sommeren, og, hvis vinteren var hård nok, at løbe på skøjter om vinteren. Mosen var farlig, husker jeg – jordbunden lugtede syrligt og var altid våd og sumpet, og søen var efter sigende mange meter dyb og måske bundløs, og da vi børn typisk ikke kunne svømme, var det altid lidt gysende at befinde sig tæt ved så stort et vand.
 

Hjulby Sø – november 2004.
 
Søen rummede masser af skaller og aborrer, men også en koloni af større fisk – tunge og træske brasen, store slimede ål på tykkelse med en mands arm og træstammetunge gedder, uhyggelige rovfisk med giftige finner og sylespidse bagudrettede tænder, næsten så farlige som krokodiller. Længere væk fra hjemmet var der åen i engdragene på den anden side af banen. Også her var der masser af fisk, og i skyggen under broerne stod store ørreder i stimer og udfordrede os drenge til kamp. De bed ikke på orm og krog, og vi fantaserede både om at få fingre i mere avanceret fiskegrej eller måske at harpunere dem med spyd eller bue og pil. Men intet af det lykkedes, og de store fisk blev nok stående dovent dér i de smulte vande i skyggen under broen, indtil industrialiseringen nogle år senere for alvor tog fart, og vandet i de danske vandløb efterhånden blev så dårligt, at også Hjulby Å til sidst fik nok af fremskridtet. Da opgav selv de største fisk ævred og vendte bugen i vejret.
      Hjemme var min mor der altid og min far aldrig længere væk end bag døren til kontoret på den anden side af forgangen ved hoveddøren ud mod stationspladsen. Banegården var også posthus, og somme tider var det mig, der bragte pakker ud til købmanden på venstre side af bygaden op mod landevejen. Billetsalget til toget foregik ved en lille luge ud mod ventesalen, og ved siden af skranken hang et højt smalt skab med fortrykte små brune papbilletter til hver en station i kongeriget. Derudover var kontoret fyldt med store skriveborde, sorte tunge telefonapparater med håndsving og en stor telegrafmaskine, hvor beskeder somme tider tikkede ind på lange papirstrimler. Meddelelserne var skrevet i morsekode, og strimlerne skulle ligesom blindskrift læses med hænderne – en kort og en lang for bogstavet ’a’, for eksempel, en lang og tre korte for ’b’ – og tilsvarende koder skulle bruges, når man telefonerede til en af nabostationerne. Tre lange, dvs. tre fulde omdrejninger på håndsvinget, betød Marslev, og en lang og en kort Hjulby. Når man drejede koden, ringede telefonerne samtidig på alle stationerne på linjen, men lød der tre lange klemt, vidste alle, at opkaldet var til Marslev.
      Jernbanemæssigt var der ikke meget arbejde på Hjulby Station i 1959. Banen var blevet automatiseret, alle signaler og sporskifter blev dirigeret fra centralen i Odense, og tilbage var kun ekspeditionen af lidt gods, nogle få pakker, en smule billetsalg, og så hele arbejdet med posten, herunder betjening af kunderne ved skranken og den daglige styring af postbude og postudbringning i området. Så bortset fra postbudene klarede min far det hele selv. Der var ikke andre ansatte på stationen end ham. Som et udslag af automatiseringen og de moderne tider var stationen forsynet med et højttaleranlæg på perronsiden, hvor en mekanisk kvindestemme annoncerede hver gang, der var et tog på vej. ”Gå ikke over sporet. Der kommer tog” – om og om igen og lige til at blive tosset af, indtil man havde vænnet sig til lyden og ikke længere lod sig mærke af det.
      Min bedste ven, som boede i et gulstenshus skråt over for indkørslen til stationspladsen, bar det respektindgydende navn Kurt Lundin Thim Mikkelsen, men til daglig kaldte vi ham bare Kurt. Han og jeg var sammen i tykt og tyndt, hvad enten vi cyklede ned til åen for at fiske eller byggede huler og legede indianere og cowboydere i skoven mellem stationen og mosen. I mangel på græsbaner i nærheden var pladsen foran stationen det foretrukne sted at spille fodbold, og her satte jeg tit Kurt og Ejgil på plads med et hårdt skud, en skarp dribling eller et lille vip med bolden, netop som modstanderen satte en tackling ind.

      Fodboldspillet dyrkede vi så ihærdigt, at min far af kløvede jernbanesveller en dag lavede et fodboldmål op mod hegnet og det store egetræ for enden af pladsen ned mod skoven. At spille i klub var der aldrig tale om. Hjulby havde selvsagt ikke noget hold, og man skulle nok helt til Nyborg for at finde en rigtig sportsforening. Efterhånden lærte jeg den særlige fynske sprogtone og begyndte også at tale lidt som de indfødte. På fynsk mangler d’et ofte i udtalen af ord som for eksempel fodbold, gade, fred og mad. De blev i stedet til ”fobål”, ”gae”, ”fre” og ”ma”. ” Katti hanj har fået kiljer”, fortalte Ejgil. De første dage var der meget, jeg ikke forstod.
 

Min mor og far og mig foran stationen i foråret 1960. Den høje kvinde bag min mor er Ingeborg, der var gift med Petter, som har taget billedet og også er ejermand til bilen med nye nummerplader, hvor ’ZH’ betød Esbjerg. Bag min fars venstre arm skimtes fodboldmålet lavet af kløvede jernbanesveller.
 
Hønsene, vi havde haft i Taulov, var i Hjulby afløst af gæs, som boede på den græsklædte skrænt ned mod køkkenhaven, og på en eller anden måde fik min far en dag fat i en salonriffel og skød fasaner på stien og i buskadserne i vores lille skov. Gæssene blev trods måneders opfedning efter sigende skuffende magre og uegnede til menneskeføde, og fasanerne var fyldt med bly fra riffelkuglerne – men ligesom det var tilfældet, når vi engang imellem kom hjem med ædlere fisk, gjorde min mor sit bedste i køkkenet for at få noget spiseligt ud af kræene, fangsten eller vildtet.
      Hjulby havde som nævnt en købmandsforretning og desuden et ishus oppe ved hovedvejen, men ellers ingen butikker. Kød til aftensmaden blev købt hos slagter Thulesen, der kom forbi med sit vareudvalg et par gange om ugen. Når jeg tænker på det, kan jeg se mig selv som 11-årig knægt stå sammen med min mor ved bagsmækken af slagterbilen på pladsen foran stationen og se slagteren skære en skive af leverpostejen, når min mor bad om ”for 50 øre leverpostej”. Der var en dør med to luger bag på bilen – og efter lugerne var slået op, klappede slagteren bagsmækken ned, så den kunne fungere som kombineret skærebræt og disk. Så blev der handlet – og min mor købte måske lidt lever og ”trekvart pund til frikadeller”. Foruden leverpostejen, selvfølgelig – som var bagt i en stor firkantet form – og nu stod på hovedet på et hvidt fad.  
      Ud over Kurt og Ejgil havde jeg i det lille samfund ikke andre jævnaldrende legekammerater. Jeg var derfor tit alene, og måske var det en af årsagerne til, at jeg begyndte at læse meget mere. Både Flemming- og Jan-bøger, Anders And og Kaptajn Mickey tegneserier og fortsatte romaner i ugebladene. Et af goderne ved, at stationen også rummede områdets postkontor, var, at der hver uge ankom stakke af Hjemmet, Familie Journalen og andre blade, som blev forsigtigt tygget af postmesterfamilien, før de blev omdelt til abonnenterne. I det hele taget betød min fars forfremmelse nok et lille trin op ad den sociale rangstige. Lejligheden på stationen var større og mere moderne, end vi havde været vant til i Taulov. Opvarmningen foregik stadig med koksfyr og kakkelovne, og her var hundekoldt om vinteren oppe under taget, hvor soveværelser og børneværelser lå, menlejligheden havde et rigtigt badeværelse med indlagt varmt vand, og der var toilet med træk-og-slip.
      Og ikke nok med det, vi fik også fjernsyn. Apparatet var købt på afbetaling for flere tusinde kroner gennem en af mine forældres venner – Jørgensen fra Kolding, hvor storesøster Aase en sommer havde været i huset. Jørgensen havde egen bil og var vist lidt af en rigmand, og en dag medbragte han helt uopfordret fjernsynet og stillede det op i vores stue på prøve. Og da først det moderne apparat var i huset, slap min far det ikke igen – selv om købet garanteret gjorde alvorligt ondt i økonomien. Desværre kom handlen nogen tid efter til at koste venskabet med Jørgensen. Afbetalingerne skete gennem ham, og da det en dag kom frem, at han ikke havde sendt en betaling videre som lovet, men havde beholdt pengene selv, var det slut med at være på talefod.

      Da apparatet var erhvervet, skaffede min far en stabel hobbyblade og satte sig ind i fjernsynsteknologien, så han selv af ledninger, relæer og lange metalrør kunne konstruere den rigtige tv-antenne og hænge den op på skorstenen. Han blev ved med at finjustere antennen til den stod præcis rigtigt i forhold til Sønder Højrup senderen på Fyn – og da alt omsider var, som det skulle være, gik han i gang med at bygge en Tysklandsantenne og konstruere en endnu højere mast for at forbedre forholdene yderligere. Det med Tyskland gik nu ikke så godt. Der var så meget sne på billedet, at man skulle stå meget langt fra apparatet – helt inde i kontoret på den anden side af forgangen – for overhovedet at kunne skimte konturerne af nogle figurer i billedet.
      Men fjernsynet som sådan var naturligvis en åbenbaring for os børn. Der var kun én kanal og ikke mange udsendelser dagligt – men alene de ugentlige programmer med Robin Hood, Bonanza og Flintstones limede både mig, storesøster Aase og mange af vores kammerater til skærmen. Ind imellem fik jeg også lov til måske at se en hel spillefilm som ”Den røde Pimpernel” med Leslie Howard, en forestilling fra Det Kongelige Teater med Paul Reumert eller afslutningen af seksdagesløbet i Københavns Forum – hvor par nummer 7, Kay Werner og Palle Lykke, i december 1959 efter en fantastisk finale løb af med sejren. Da min mor dagen efter skulle illustrere, hvordan jeg havde hoppet af spænding, da par nummer 7 erobrede den afgørende omgang, faldt hun og slog halebenet, så hun havde besvær ved at sidde i lang tid efter. Verden blev pludselig meget større med fjernsynet, og det var ikke længere utænkeligt at komme en tur på hesteryg med Bonanza-brødrene til Det Vilde Vesten eller med Gunnar Nu Hansen til pokalfinale på Wembley Stadion i London.
 

Lærer Nissen med ”de små” i Hjulby skole i starten af 1960’erne – efter jeg og mine forældre har forladt byen. Billede tilsendt i december 2008 af Jørgen Thulesen, Avnslev.
 
Lærer Nissen var konkurrencemenneske om en hals, og engang imellem ryddede han skemaet og sendte de nærmestboende børn hjem efter deres Matadorspil – og så spillede hele klassen Matador måske en hel formiddag. Sad man ved samme bræt som læreren, skulle man passe særligt på, for hvis Nissen slog ind på et af dine hoteller og gik fallit, blev han eddikesur. Så smed han skøder og pengesedler op i luften, og alle spillene blev pakket sammen. På den anden side af skolegården lå gymnastiksalen, og her lærte vi at klatre i tov, lave fuglereder i ringene og stå på hænder op ad ribben. Jeg var ikke specielt god til nogen af disse discipliner, og gymnastiktimerne var altid sjovest, når Nissen lod os lege ”jorden brænder”. Kurt blev siden elitegymnast og engang i 60’erne Danmarksmester sammen med et hold drenge fra Nyborg-egnen.
      Jeg samlede på billeder til Richs-album og havde væggen på mit lille værelse klistret til med billeder af danske fodboldspillere, som på dét tidspunkt var en ny opfindelse på bagsiden af Foska havregrynspakningerne. I kælderen under stationsbygningen indrettede jeg med kammeraterne en købmandsbutik med brug af reklameskilte og tomme pakninger – Valo, Oma, Snevit, Persil, Cirkel Kaffe og alle disse mærker – indsamlet hos områdets købmænd og Brugsforeninger. Mange lege foregik alene, og når jeg red ned gennem skoven til søen på min virtuelle pony iført fjerprydelse og bevæbnet med bue og pil, eller driblede rundt med bolden alene på pladsen foran vores hus, kørte fantasier og dagdrømme på højtryk, og det var ingen andre end Hjortedræber, der afskød buen, eller Harald Nielsen, der med et fantastisk langskud scorede sejrsmålet mod Sverige. Med skolen så jeg en uforglemmelig ”Folk og røvere i Kardemomme By” på Odense Teater, og en dag tog min far mig med til 1. divisions fodbold og lokalopgør på Odense Stadion, hvor vi sammen med 20.000 andre så de rø’e fra B1909 slå de stribede fra OB, som jeg husker det, kæmpestort.
      Men næppe var vi blevet fynboer, før det hele var slut. Postvæsenet besluttede at flytte ekspeditionen til nærliggende Avnslev, og da posten var borte, var der reelt ikke mere arbejde for min far. Stationen blev i sommeren 1960 brutalt nedlagt og omdannet til trinbræt, og vores lille familie rykkede igen rødderne op og flyttede denne gang til Jelling ved Vejle, hvor min far havde fået stillingen som stationsmester. Bestyrere af det nye postkontor i Avnslev var Ella og Ejnar, og da min far havde overdraget sagerne til dem, udviklede der sig et venskab mellem mine forældre og de nybagte postbestyrere, som de sidste måneder, vi boede i Hjulby, blandt andet betød en hel masse udflugter rundt på Fyn. Ejnar havde bil og elskede at fortælle og vise frem, så vi fik på kort tid syn for sagn om traditionsbundne tingsteder, fynske landsbyer og fine gamle herregårde og slotte.
 

Niels Jørgen ved Hjulby lilleskole – november 2004.
 
Da jeg en dag i november 2004 ankommer med rutebilen fra Odense til Hjulby, er det mere end 44 år siden, jeg forlod byen – og det er samtidig første gang siden dengang, at jeg genser stederne på tæt hold. På togrejser til København har jeg i årenes løb altid sørget for at få et glimt af stationen og søen, når jeg er suset forbi, men andet og mere er det ikke blevet til før nu. Jeg står af rutebilen på landevejen lige før bygaden ned mod stationen, og på den modsatte side af Stationsgade-krydset ligger stadig lilleskolen med lærerboligen, de to små klasseværelser, skolegården med halvtaget i den bageste ende og gymnastiksalen overfor.

      Skolen er selvfølgelig for længst nedlagt, men bygningerne er intakte og tilsyneladende ret velholdte, og gymnastiksalen bruges i dag som Hjulby Forsamlingshus. Lærer Nissen er ikke i syne nogen steder, og efter at have kigget rundt i alle krogene af skolegården, krydser jeg landevejen og vandrer for første gang i mange, mange år ned ad Hjulbys gamle bygade. Kirken ligger stolt på bakken, mange af bygningerne er de samme som dengang, huset hvor købmanden havde sin butik er der endnu – men fremme ved jernbanen er der et gabende hul i erindringsbilledet, dér hvor stationen skulle ligge.
      Bygningen er fjernet, stationspladsen hvor jeg spillede fodbold med Ejgil og Kurt er overgroet med meterhøjt, efterårsvissent ukrudt, og min mors køkken- og prydhaver er omdannet til en uorganiseret blanding af vildnis og granplantage. Kastanjerne langs stationspladsen lever endnu, og stien langs skoven ned mod mosen følger det samme spor som altid – slår et venstresving for enden af vores grund, fører over grøften langs banedæmningen og munder ud mellem sumpede mosehuller ved søbredden, hvor gedderne stod på lur under brinken, og et svanepar i dag sejler rundt og gør mine af at eje hele den bundløse sø og mere til.

      Jeg fortsætter ad stien til søens modsatte bred og kommer ud på en nytilsået mark, der skråner ned mod svanerne og det blanke vand. Her har der garanteret boet mennesker til alle tider, tænker jeg – belært af mine stensamlerture de senere år sammen med Poul. Bag søen tårner den røde kirke over Hjulbys gamle huse. Jeg sparker til stenene på marken og samler et rødligt og tilmudret stykke flint op i hånden. Minsandten, det er et levn fra gamle dage, længe før min barndom; en groft tilhugget og primitiv skiveøkse fra ældre stenalder, altså for 10.000 år siden. Jeg vender stenen nogle gange i hånden og putter den i lommen.
 

Hjulby bygade set fra stationen – november 2004. Det er Kurts hus til højre.
 
Tilbage i landsbyen ligger Kurts gule hus, hvor det skal på hjørnet modsat indkørslen til stationen, men jeg tror måske, han har forladt byen. I hvert fald er navnet på den skrammede postkasse foran huset ved fortovet et andet.

      ”Hvad siger Kurt?”, spørger lærer Nissen efter at have stillet et spidsfindigt spørgsmål til klassen, som ingen har et bud på, heller ikke Kurt. ”Hvad siger Lundin?”. Fortsat tavshed. ”Hvad mener så Thim?”, fortsætter læreren, stadig mere spottende. ”Eller Mikkelsen, måske?” Stadig tavshed. Kurt Lundin Thim Mikkelsen, min bedste kammerat i Hjulby-tiden, kender ikke svaret – og lærer Nissen har ikke tænkt sig at hjælpe ham på gled. I stedet spørger han Kirsten, der længe har siddet og strittet med pegefingeren. ”Godt, Kirsten”, siger læreren. ”Godt at vi ikke alle er stumme som Kurt”.

      Jeg fortsætter ad Stationsgade og gennem tunnellen under banen i retning mod åen – men dernede ligger i dag motorvejen og har vendt op og ned på det gamle landskab. Ved tunnellen ligger på hver side af banen to karakteristiske DSB-dobbelthuse med tjenesteboliger i stil med vores hus i Taulov. Dér boede det unge banearbejderpar, som en dag i 1959 mistede deres lille søn, da han blev ramt af toget. I dag er husene i stærkt forfald og delvis tilskoddede med brædder slået for mange af vinduerne. De har ikke langt igen. Kirken omme ved bygaden er låst og tillader ikke et kig indenfor, så jeg går tilbage til stationspladsen og ser på kastanjerne og skrænten ned mod min mors køkkenhave. At dømme efter højden på granbeplantningen er det nok en 4-5 år siden, stationsbygningen blev fjernet og grunden omlagt til vildnis. Da vi forlod stationen i 1960, blev hus og have solgt til privatbeboelse. Det var vist en eller anden banearbejder, der købte det.
 

Far har tændt en cerut og er gået i kælderen, hvor han arbejder med at ombygge et gammelt vægur, han har tiltusket sig, til bornholmerur. Fodstykket er færdigt, og nu er han i gang med toppen – og når Farfar kommer på besøg om nogle dage, er det meningen, at han skal dekorere bornholmeren med små håndmalede naturbilleder udført direkte på urkassen.

      Mor har forladt symaskinen og er i gang med aftensmaden, som ser ud til at være frikadeller med stuvede sølvbeder, blomkål og kartofler. Aase er vist stadig hos en veninde og klassekammerat i Nyborg, eller også sidder hun på sit værelse og læser eller er i gang med at ordne håret. På lørdag kommer Jette hjem med sin kæreste Jørgen, som hun har mødt på jernbaneskolen i København.

      Jeg lægger min bog fra mig og går ud på pladsen foran stationen, hvor vinden rasler i kastanjerne. Jeg ser mig omkring og piller fodbolden frem fra brændenælderne under det røde stakit ved hyldebærtræet. Dér piler et lille sort egern over pladsen og forsvinder blandt buskene ned mod skoven. Egern er normalt røde, véd jeg, men her på Fyn er de af en eller anden grund sorte. Midt på fodboldbanen slipper jeg bolden, lader den ramme jorden én gang og halvflugter den med venstrebenet op i den modsatte trekant. Her regerer Puskas.

      ”Gå ikke over sporet”, skratter en stemme fra perronen, og nu kommer lyntoget fra Esbjerg susende – på vej mod færgen inde i Nyborg. Mor kommer ud med en spand for at fodre gæssene, og på vej over mod hegnet bøjer hun sig ned og samler et eller andet op, som nogen har smidt eller tabt på gruset. Jeg lader bolden ligge, drejer om på hælen og skrår over pladsen mod bygaden. Aftenen er helt stille, og solen står lavt over engdragene på den anden side af jernbanen. Strålerne fra den gyldne skive får spiret på den lille røde kirke på bakken til at funkle.

      Jeg kaster et sidste blik tilbage over stationspladsen, svinger tasken over skulderen og går tilbage til landevejen for at tage rutebilen til Odense og lyntoget hjem til Århus. Hjulby lever.
 
Skrevet i november 2004, med en lille tilføjelse i december 2008.

Udsendt her på siden i nyt layout i februar 2014.


Billeder fra Hjulby november 2004

 

Stationspladsen, november 2004.