Jørgen Dinnesen: Mine livserindringer

Minder fra min barndom.

Min fader, Lars Dinnesen, er født i Store Darum og min moder i Tjæreborg – Jylland. Mine forældre, som begge tjente i Darums præstegård, fader som præstens kusk og moder som pige, agtede, efter faders hjemkomst fra krigen 1848-50, at gifte sig. Præsten, pastor Jørgensen, skulle imidlertid flytte til Sønderjylland, hvor han var kaldet til Oksenvad-Jels pastorat i Haderslev Amt, og han tilbød de ikke helt unge forlovede at flytte med og hjælpe dem med at få ejendom der i nærheden. En ejendom i Ørsted, Oksenvad sogn, blev købt for en lille sum plus en meget stor aftægt til de tidligere ejere, et par gamle ægtefolk.

Oksenvad kirke og præstegård i april 2007. Klik på billedet for at se en større gengivelse.

[Niels Jørgen Dinnesens foto].

Vi var kun tre børn, drenge, i ægteskabet, men da den store aftægt tog det meste af indtægten, var der ingen flothed i hjemmet. Min fader havde lært bødkerhåndværket og nedsatte sig som bødker. Mor lærte kogekunst efter bøger, og tog så ud som kogekone. Ved begges flid og udholdenhed holdt de det gående og da aftægtsfolkene døde efter 15 års forløb, blev tilværelsen lidt lysere. Vi drenge måtte hjælpe til. Om sommeren måtte de to ældste tjene som kohyrder og om vinteren gå i skole. Jeg, som den yngste, måtte agere husholder, når moder var ude at koge til gilder, som dengang tog det meste af en uge. Samtidig hjalp fader i Vorsted at passe kreaturer.

Til ejendommen var der kun fem-seks tønder land med lidt mose, hvor vi selv lavede vore tørv. Føden i hjemmet blev tit lidt tarvelig. Kun når moder kom hjem fra gilderne havde hun i reglen altid kage, steg og lignende med, og så levede vi højt på det et par dage. Min særlige bestilling var da at tælle alle de mange småpenge moder havde tjent. Det var nemlig skik, at der ved større gilder blev indsamlet til kogekonen, musikken og lignende, og det gav sommetider ikke så lidt endda, især dengang vi havde dalere, mark og skilling – og med et særligt smil satte moder så den lille lærredspose på bordet. ”Tæl nu Jørgen”, sagde hun, og mine små rappe fingre var ikke længe om at få facit frem, sommetider op imod 10 dalere (kr. 20,-) i lutter småpenge.

Fader og moder holdt ud i deres gerning til vi drenge var blevet voksne og udvandrede til Danmark, da fader ønskede dette. Vi skulle ikke være tyske soldater. Dem havde fader i 1848-50 kæmpet imod som fjender, og hans kæreste fortællinger var gerne de krigsbedrifter og slag han havde været deltager i, og han var meget stolt af sin krigsmedalje med Kristian den 8. og Frederik den 7.’s billede, og som han som veteran gerne tog på ved særlige festlige lejligheder på den danske side grænsen, da intet dansk mærke måtte bæres i Ørsted.

Jeg var den yngste af vi tre drenge. Den ældste hed Peter og den anden Johannes. Som den yngste måtte jeg altid stå tilbage for mine ældre brødre, og særlig krænkede det mig, at det altid kun var den ældste der fik nyt tøj. Når han voksede fra det, gik det over til nummer to, og når han også blev for stor til tøjet, blev det min tur til at slide resten op. Moder gjorde såmænd sit bedste for at jeg kom til at se godt ud i tøjet. Det tøj, normalt vadmel, som ikke var alt for afslidt blev sprættet op, vendt og syet igen, og blev efter omstændighederne rigtig pænt. Drilles skulle jeg altid af de større, og da jeg var temmelig mørkeræd gjaldt det om at kyse mig. Tordenvejr var også min skræk. Moder var også meget ræd i tordenvejr, og dette var vel grunden til, at den ”lille” blev smittet heraf.

Da jeg var otte år kom jeg i skole. Vi havde da en gammel halt lærer, der var meget streng og slem til at banke, særlig drengene, vel nok sommetider med grund. Han brugte i reglen spanskrør, og en endefuld heraf kunne huskes i flere dage. Disse kæppe kostede ham dog ikke så lidt, idet de stadig blev borte, men hvem der havde fjernet dem blev aldrig opdaget. Her var kammeratskabet ubestikkeligt mellem små og store, ja selv pigerne angav aldrig en kammerat i dette tilfælde.

Jeg husker engang nogle større drenge havde lavet nogle gavtyvestreger under aftensangen, og var blevet beluret af madammen (lærerens kone) som havde et hul boret i døren ind til skolelokalet, hvor hun uanet havde holdt øje drengene og anmeldt det til læreren. Næste dag blev ikke mindre end seks af de større drenge beordret ud på gangen mellem drenge- og pigebordene, stillet i en kreds med ryggen mod hverandre og ryggen bøjet. Læreren gik da rundt i kredsen og bankede bukser rundt fra den ene til den anden og med sådan en kraft at flere bukseknapper sprang hvinende mellem dem. Der var ikke nogen skrigen, men et lydeligt ”Åh! Åh!” stadigvæk.

Vi mindre på de nederste bænke sad rystende af skræk for en sådan banketur. Læreren som i reglen sad ved sin pult, fulgte nøje med øjnene enhver aparte bevægelse, hvisken eller samtale under undervisningen, og opdagede han en der var mindre optaget af det han skulle suste tampen ned hos vedkommende. Det vi kaldte tampen var et stykke tov samlet med enderne til en ring og omviklet med rødt bomuldstøj fra et gammelt lommetørklæde. Læreren havde en særlig øvelse i at kaste tampen, så den faldt, hvor han ønskede det. Følgende kommando lød da fra lærerens plads: ”Du dér, bring mig tampen herop!” Udeladelse heraf betød dobbelt straf. Ved aflevering af tampen vankede der da efter forseelsens beskaffenhed enten at par øretæver, nogle smæk af linealen, lidt ryk i ørerne eller i nakkehårene osv. Ved grovere forseelser var straffen en omgang spanskrør.

Disse var de almindelige straffeparagraffer i den gamle lærers straffelov. Nogen tid inden han tog sin afsked fandt han på en ny straffemetode. Skolen havde fået et stort skab til landkort, bøger og andet undervisningsmateriale, som var placeret i det venstre hjørne af lokalet modsat lærerens pult. Foran dette skab blev delinkventen stillet op med ryggen mod skabet, dog uden støtte heraf, med begge hænder strakt ud til siden og under skærpede omstændigheder med en større bog i hver hånd. Nu gjaldt straffen, at delinkventen ikke måtte lade armene synke den mindste smule, og skete det, betød det en forlængelse af straffetiden. Man forstår at dette var en ulidelig pine, og det skete flere gange, at den dømte faldt om af den store anstrengelse. Men heldigvis blev denne straf ophævet i følge en særlig tildragelse.

En dag skulle en sådan straf statueres på en af de større drenge, som for resten stadig blev straffet, men han var også en af de værste gavtyve i skolen, og dårlig til lærdom. Han blev opstillet i straffeafdelingen, og begge arme blev strakt ud til siden. ”Bliv nu stående sådan mindst 10 minutter”, lød lærerens dom. Anders, således hed drengen, tog rask opstilling, men efter et par sekunders forløb sank hænderne lidt. ”Op med hænderne”, lød kommandoen, dette blev gentaget nogle gange, men så blev læreren gnaven, haltede ned til Anders, hævede armene på ham i ret stilling og blev stående foran ham, og hver gang hænderne begyndte at sænke sig blev Anders rusket med et par ekstra lussinger. Men nu blev Anders vred. En, to, tre greb han den gamle lærer, lukkede skabsdøren op og skubbede læreren ind i skabet, drejede nøglen om, og dommeren sad nu selv i fængslet. Et hyl af latter fra hele klassen, og al ro og arbejde var ophørt. Et rent mytteri var dette her.

Trods skælden og banken på skabsdøren lukkede Anders ikke op. Flere store drenge forlod skolebænkene og stillede sig op hos Anders, og tilbød læreren pardon mod den betingelse, at Anders ikke mere blev straffet, og at denne tortur aldrig mere blev anvendt. Læreren ville ikke gå med til dette ultimatum. ”Så bliv siddende!” var Anders’ svar, som istemtes af de omkringstående drenge, og en af disse tilføjede med fordrejet stemme, at ”Hvis dette bliver nævnt til andre, bliver De smidt i skabet igen, nu er vi mange om det”. Da faldt læreren til føje, blev lukket ud og hinkede op til sin pult, og alle kom i en fart på plads og i arbejde. Om eftermiddagen modtog Anders to store æbler af læreren, og han og hele klassen måtte love ikke med et ord at omtale denne episode til forældrene eller andre og i særdeles ikke til skolemadammen. Hermed var så denne nye paragraf slettet i skolens straffelov.

Ved denne gamle lærer var der også mange gode sider, især over for de elever der opførte sig korrekt og var flittige. Han kunne godt lide en sneboldkamp eller en politisk kamp mellem tyskere og danskere og var så interesseret i at følge slagets gang, at middagstimerne i enkelte tilfælde blev en halv time forlænget. Skoleeleverne delte sig nemlig i to lejre uden for skolen. Danskere var de børn der boede nord for skolen, og tyskere var de børn der boede syd for skolen. Om sommeren var det særligt træsabler og de bare næver der gav de værste stød; blev en og anden af modpartens soldater overmandet var de fanger og måtte deltage i kampen mod deres eget parti. Derfor gjaldt det om at få så mange fanger som muligt og særlig af de største og dristigste. Her var det danskerne, der gik af med sejren, og det kom vel af at børnene stadig opmuntredes i hjemmene, når de fortalte, at vi i dag havde sejret over tyskerne.

Om vinteren var det snebolde, der var ammunitionen, og det gik hårdt til når sneen f.eks. var kastet op i en højde af tre-fire alen, og man fik fjenden trængt ind i sådan en kløft. Her delte vi os så i to hold. Det ene hold kravlede op bag snevoldene, hvor de i fred kunne lave kugler i form af snebolde, så de der skulle holde stillingen ikke behøvede selv at forme kuglerne, men kunne skyde ustandseligt. Trængte fjenden desuagtet fremad, kom bomberne. Det var i reglen de store piger, der både var kuglestøbere og bombekastere. Bomberne bestod af de halvfrosne store skovlfulde sne, der af snekasterne var kastet op til en stor vold til begge sider. Når disse bomber blev kastet ned over hovederne på modstanderne, var de snart så overdængede, at de var lette at tage som fanger og dermed afslutte slaget.

Foto fra april 2007 af Ørsted gamle skole. [Niels Jørgen Dinnesens foto].

Men nu til minderne angående min egen person fra skoletiden. Vi fik efter et par års skoletid en ny lærer, som hed Smidt. Han var ugift, og hans søster passede husholdningen. Smidt var en udmærket lærer, meget dygtig som lærer, straffede yderst sjældent og kun hvor forseelsen var særlig grov. Om vinteren var vi sædvanligvis 70-80 børn i et lokale, delt i tre klasser, øverste, mellem og nederste klasse. Læreren havde en særlig evne til at finde de lærenemme børn, og de der gerne ville lære noget. Som en fader tog han sig af dem og gav ikke op, før han havde bibragt al den lærdom han kunne.

Til en af hans favoritter hørte jeg, og ved flid vandt jeg hans yndest, så da jeg var 11 år sad jeg på første bænk i øverste klasse, og sidste to år næstøverst på første bænk, mine sidekammerater Henrik øverst og Jes nummer tre. Sagen var at vi tre som de dygtigste skulle følge lærerens beslutning at blive lærere som han. Hans ønske blev opfyldt for de to’s vedkommende, den ene blev degn, og den anden lærer, begge døde dog i en forholdsvis ung alder.

Som sagt var vi tre lærerens specielle yndlinge, men min hu stod ikke til et lærerembede, men derimod til at blive kunstner – billedhugger eller kunstmaler. Dog var dette ideelle mål en dag skyld i, at Henrik og jeg tildeltes et par mindre øretæver af læreren. Jeg kan ikke undlade at fortælle mine læsere hvorledes dette gik til. Under tavleregning havde vi tre en større opgave tilligemed hele øverste klasse. Opgaven blev vi hurtigt færdig med, Henrik først. Han havde drejet sin tavle om og skrev her et lille digt, der lød således:

I Ørsted er tyskere fem
og Smidt er en af dem.

Og digteren tilføjede:

Han tager på sin trekantede hat
og danser rundt som en abekat.

”Ja, nu er den god”, sagde jeg, og nul-komma-fem, så var der tegnet en mand dansende på et ben med papirshat på skrå og verset nedenunder. Vi var alle tre så interesserede i vor digte- og tegnekunst, at vi ikke mærkede at læreren som efterså tavlerne på de andre bænke stod lige bag os og var i gang med inspektion af 2. bænk. Han kikkede over min skulder og så billedet og verset. Med den ene hånd snuppede han tavlen og med den anden hånd langede han vi to øverste en rask øretæve til hver side, tog tavlen med op til katedret og kaldte mig op ved siden af sig. ”Nå, Jørgen”, sagde han, ”du tegner i stedet for at regne?”. ”Jeg var færdig med at regne, som fremgår af den anden side af tavlen”, forsvarede jeg mig. Efter at have undersøgt dette og konstateret at regnestykket var rigtigt, gik der mildere træk over hans ansigt. Med alvorlig røst sagde han da: ”Nå, så I morer jer med at lave karikaturer af jeres lærer? Dette her er du vel mester for, Jørgen”? ”Ja tegningerne”, svarede jeg nok så alvorligt, ”men verset har Henrik lavet”. Idet han gav mig tavlen sagde han: ”Vis nu jeres kunstværk op for hele skolen”. Dette gjorde jeg så, troskyldigt. Der kom lidt småfnisen hist og her i øverste række, som kunne se tavlen. ”Læs højt hvad I har skrevet under tegningen, så alle kan høre det”, sagde læreren. Og så læste jeg højt og klart:

I Ørsted by er der tyskere fem,
og Smidt er en af dem.
Han tager på sin trekantede hat,
og danser rundt som en abekat.

Nu brød en lattersalve løs, og selv læreren kunne ikke holde sit ansigt i alvorlige folder, kun vi tre holdt alvoren. Vi var nemlig det år konfirmander og frygtede det værste. Men læreren sagde kun ”Sæt dig nu på din plads og brug så tiden, I tre, til det I skal”. Var der siden lidt i vejen med interessen i et og andet, sagde han ”I sidder nok for tæt ved mig, så jeg overser jer sommetider”.

Hvorledes jeg blev skolens fortegner og fritegner.

Om læreren efter den første af mine kunstpræstationer havde omtalt mine evner til skoleautoriteterne ved jeg ikke, men der skete noget ved en eksamen. Læreren havde tit set de tegninger og billeder samt kolorerede landkort og lignende jeg havde lavet derhjemme. I skolen havde vi lovbefalede tegnehæfter op til nr. 10, som havde de sværeste opgaver. Til den omtalte eksamen, hvor landråd Von Rosen, Haderslev samt skolekommissionen var autoriteterne, havde jeg ved siden af øvrige arbejder, som var fremlagt til bedømmelse, to tegnehæfter af nr. 10.

Ved eftersyn af disse vinkede landråden læreren hen til bordet, og alle kunne se de talte noget sammen og samtidig så hen på mig eller en af de øverste på bænken. Landråden rejste sig og væltede samtidig sin sabel, som han havde stillet op ad væggen. Von Rosen var en høj person med stort overskæg og et langt ar over panden, samt iført uniform. Det gav et sæt i os da sablen faldt; landråden trådte lige hen foran mig med et tegnehæfte i hånden. Jeg tænkte, at nu var den nok gal og var ikke fri for at ryste lidt. Han så imidlertid helt mild ud, og det gav mig mod, særlig da han tiltalte mig på dansk. Under eksamenen brugte han ellers det tyske sprog. ”Dit navn er Jørgen Dinnesen?” ”Ja”, svarede jeg. ”Du har tegnet dette?”, pegende på heftet. ”Ja”, bekræftede jeg. ”Det er godt! Vi har desværre ikke sværere tegnehæfter, og du kunne vel ønske nogle sværere opgaver?”, sagde han. ”Ja, det kunne jeg nok”, svarede jeg. ”Godt, få læreren til at give dig en attest på at du ikke mangler noget i andre fag i undervisningen og kom så med din fader til mig på mit kontor, når I engang kommer til Haderslev”. Jeg takkede høfligst. Efter eksamensdagen gav læreren mig omtalte attest, hvori han smurte godt på, idet der stod på tysk, at jeg kunne ligeså meget som han selv.

Da min fader og jeg senere mødte op på landrådens kontor, kendte han mig straks, og da han fik overrakt attesten fra min lærer, smilede han vel nærmest ad ordlyden og sagde: ”Ja, nu husker jeg. Det er jo dig, der er sådan en dygtig tegner, og jeg kan læse her, at du kan mere end det”. Han skrev så en seddel og gav den til mig og sagde: ”Du har vel selv begreb om, hvad du skal bruge for at fortsætte i tegning. Her har du en anvisning. Bring den hen til boghandleren eller en der har det du ønsker. Du får da udleveret det du skal bruge. Jeg betaler, og når du mangler noget igen, da kom til mig”. Både min fader og jeg takkede ham for hans velvillighed, og jeg udvalgte mig det jeg ønskede – papir, tegnebestik, tegnebræt, sortkridt, tusch, lineal, vinkel og andet. Og mødte så op med alt dette næste skoledag. Jeg kan ikke nægte, at det forbavsede såvel læreren som mine skolekammerater. Læreren udnævnte mig derefter til hver tegnedag, om morgenen før skoletid, at tegne for på skoletavlen for de to klasser, der ikke fik tegnehæfter udleveret. Desuden blev vi tre på øverste bænke i klassen udnævnt til dukse (eller hjælpelærere) for de mindre. For mit vedkommende blev jeg overladt et nyt ekstrabord neden for pigernes borde, hvor jeg uforstyrret kunne passe min tegning. Jeg deltog kun i religionstimer, naturlære og sangtimer. Den øvrige tid var overladt mig til tegning. Dette gav tidlig øvelse.

Min ældste broder var i malerlære, og da han blev udlært, tog han mig med på arbejde, så jeg var godt inde i farvesammensætning. Dette var dog kun om sommeren. Om vinteren passede jeg skolen uden skulken. Som følge af mine tegneøvelser fik jeg mange bestillinger til at tegne og kolorere landkort til mine skolekammerater, ligeledes lavede jeg konfirmationsvers dekoreret med kranse og blomster. Herved tjente jeg mange småskillinger til farver og lignende. Disse selvøvelser, som særlig omfattede landskabstegninger og tegninger af døre og figurer, hjalp mig meget i min lære- og svendetid i forbindelse med dekorationsarbejde i malerfaget, fordi det dengang, særlig syd for den danske grænse, var meget moderne med smukke dekorationer på lofterne i nye bygninger.

Efter min konfirmation kom jeg i malerlære, og da jeg allerede var en del fremme i håndværket, fik jeg lidt i løn, nemlig 40 rigsdaler (kr. 80,-) for tre år. Denne tid var meget streng. Spinkel og lille af vækst måtte jeg begynde kl. 5 om morgenen og arbejde til kl. 9 aften og så gå på mine ben med god oppakning, sommetider 1-1½ mil morgen og aften, når der arbejdedes ude på de større gårde på landet, men det gik. Humøret tabte jeg sjældent, der var dog et par tilfælde, hvor humøret sank nogle grader. Jeg husker dette som var det i går, og flere af disse minder har jeg bevaret frisk i erindringen.

Den første af disse mærkelige hændelser (om man kan kalde det sådan) skete en aftensstund cirka kl. 9. Jeg var ved at slibe et forparti til en ny vogn, vendende ansigtet med den side af værkstedet der havde tre vinduer mod øst. Siden mod syd, der ragede godt en meter frem for hovedbygningen var forsynet med et vindue og en dør op til køkkenet. Bedst som jeg alene passede mit arbejde bankede det på vinduet til højre. ”Kom kun ind”, svarede jeg uden at se op. Der kom ingen, men cirka fem minutter efter bankede det igen, og da jeg vendte blikket mod samme vindue, så jeg noget der lignede en hvid hånd, som gentog bankningen. Da svarede jeg ikke. Jeg tænkte det nok var en kammerat, der ønskede mig med ud, men fortsatte med mit arbejde, som jeg måtte gøre færdig, før jeg kunne gå nogen steder.

En lille tid derefter bankede det igen på vinduet lige foran mig. Der så jeg noget utydeligt hvidt – ligesom et ansigt, med et net over og en rød tunge spillende i munden. Det gav et gys i mig, da jeg jo var noget mørkeræd. Jeg tillod mig så at gå op til mester, som sammen med fruen og pigen sad i dagstuen. Jeg ønskede at få undersøgt dette mysterium, og mester (som var en ung mand på 25-26 år) var villig til at gå med ned i værkstedet. Han stillede sig lige ved siden af mig, mens jeg fortsatte arbejdet, dog seende efter vinduet. Det varede kun et par minutter, så begyndte bankningen, og i samme øjeblik så vi begge to noget hvidt. Mester greb derpå en vognsvingel og udbrød: ”Da skal også....”, mens han drejede om som for at sætte efter spøgefuglen. Vi hørte en lyd, som om nogen løb langs muren mod amtslandevejen, hvor ud til huset var bygget. Vi blev nu enige om at ville fange vedkommende fredsforstyrrer. Vejret var meget mildt, og der var faldet sne, som dækkede jorden med et tre tommer tykt jævnt lag. Vi listede hver sin vej rundt om huset og værkstedet, men der var ingen at se og ikke et eneste fodspor at opdage.

Vi hørte dog at en løb. Kun vore egne fodspor blev synlige, idet sneen fulgte med træskoene, så sporene stod sorte mod den hvide sne. ”Ja, det her forstår jeg ikke”, sagde mester, ”men kom nu med op og lad så arbejdet ligge til i morgen”. Jeg gik med op og satte mig på en stol ved vestvinduet. Fruen og pigen fortsatte med håndarbejdet, og mester tog sin avis. Pludselig bankede det igen på det vindue, som jeg sad indenfor, og vi studsede alle fire. Fruen brød tavsheden og sagde til mig: ”Det er nok dig, Jørgen, der er noget galt med”. Jeg følte det samme og var på nippet til at græde. Dette bemærkede vel mester, idet han sagde: ”Sæt dig her hen til det vindue nærmest forstuedøren. Det er vel alligevel en, som vil gøre grin med os, men det skal ikke lykkes. Nu lukker jeg yderdøren på klem og stiller mig op i forstuen her. Hører vi så noget, skal jeg snart snappe kalorius. Vi sad nu musestille nogle få ”lange” minutter. Da bankede det igen, og mester hørte det også, slog yderdøren op og for ud, men – nej, ingen at se – ingen at finde, skønt der blev søgt igen. Alle var nu noget triste i humøret og vel mest jeg. Mester sagde derfor: ”Gå nu hellere ned i din seng og sov på dette”. Jeg skulle gennem værkstedet for at komme til mit kammer. Med lukkede øjne famlede jeg mig frem til målet, sengen, tog tæppet og i blinde hængte dette for vinduet, kom i en fart af tøjet og under dynen og sov så de retfærdiges søvn til daggry.

Ved morgenkaffen blev mysteriet drøftet, men ingen af os kunne finde anden forklaring end den pigen kom frem med. ”I skal se at der snart vil ske noget herinde eller udenfor; det var et varsel”. Denne teori blev godkendt af mester, og så var den sag ude af verden. Kun jeg – da skrækken var borte – studerede mystikken, tænkte tidligt og sent om der dog ikke kunne findes en naturlig løsning af denne gåde. Jeg fik den ikke opklaret før sommeren derefter. En dag arbejdede jeg på Møllegården, hvor der var to store duebure. Ved at se på duerne, som fløj ned på marken og i store flokke kredsede rundt om husene, mindedes jeg mysteriet. Det gik da pludseligt op for mig, at spøgefænomenet havde været en due, som i snevejret var blevet lukket ude og ikke kunne finde hjem igen. Den var da blevet tillokket af lyset i vort værksted og havde flagret mod vinduet (bankningen og det indbildte ansigt) og da lyset blev slukket i værkstedet, forsøgte den i stuehuset. Dette måtte være forklaringen. Den gav mig ro i sindet, men jeg var ondskabsfuld nok til ikke at fortælle mit herskab om opdagelsen – så om de er levende, går de vel stadig rundt i den tro, at det enten var spøgeri eller et varsel, som pigen sagde.

Svendetiden.

Da min læretid var udløben, gav mester mig et fint lærebrev med gode anbefalinger, så det var mig en let sag at få arbejde. Efter lidt rejsen i syd, nord og øst fik jeg arbejde hos en maler i Varde, hvor min ældste broder arbejdede. Denne maler, som for resten er levende endnu, brugte mig især til det fine arbejde som f.eks. restaurering af en frise i rådhuset, for hvilket arbejde jeg blev særlig rost og fik en dusør af borgmesteren. Det bevirkede at jeg stadig måtte til arbejde, som ikke blev betroet til andre. En dag blev jeg præsenteret for teaterdirektør W. P., som skulle give forestilling i Varde og manglede dekorationer til stykket som skulle opføres. Jeg var nok vant til udsmykninger, men som jeg antydede til direktøren: ”En dekorationsmaler og en teatermaler er ikke det samme”. Direktøren trøstede mig med, at det gik nok, og faktisk gik det så godt at jeg blev tilbudt fast stilling som teatermaler til en begyndelsesløn af kr. 1.000 årlig plus fri station. Tilbuddet var lokkende, men efter samråd med mine forældre valgte jeg ikke at tage imod det. Fader og moder var meget imod dette, da de var bange for, at jeg ville føre et vildt liv i dette forhold, Jeg var på dette tidspunkt også kun 20 år gammel.

Jeg blev så hos maler P. [Jens Pedersen, Skovbogade 100, jfr. folketællingen 1880] og året efter blev jeg udnævnt til mestersvend; vi var mange svende plus tre lærlinge på dette værksted. Vi havde malerarbejdet over bygninger på strækningen Lunderskov-Struer og på Ribe-banen. Så der var jo nok at tage vare på. Og ugelønnen var ikke så stor dengang. For mit vedkommende, som højestlønnet, 12 kr. ugentlig plus kost og logi, men jeg klarede mig dog og havde i løbet af to år et sparebeløb af 200 kr., pænt tøj og godt humør. Også under min svendetid, kunne fremdrages mange minder, som jeg dog ikke vil trætte læseren med. Dog skal jeg nævne en særlig mystisk oplevelse.

Som før omtalt boede mine forældre i Sønderjylland. Jeg havde besluttet at aflægge et besøg i mit barndomshjem, trods det tyske forbud for optantbørn. Jeg rejste fra Varde en lørdag aften og kom til Vamdrup ved halvtolv-tiden om aftenen, fik mig en kop kaffe på banegården og gik så glad ad landevejen mod Hafdrup – vest for Vamdrup. Vejret var smukt med klar luft og måneskin, ret en sommeraften til sådan en spadseretur. Jeg agtede mig til en gårdmand med hvis datter min broder, som jeg arbejdede sammen med, var forlovet. Der ville jeg så overnatte og fortsætte næste morgen til mit hjem. Landevejen mod vest fra Vamdrup går lige forbi kirken, og da jeg passerede denne lagde jeg mærke til, at der gik en person inde på kirkegården. Dette fandt jeg dog ikke underligt, da mange benyttede denne lille genvej til Bastrupvejen, som ved det nordvestlige hjørne af kirkegården danner en korsvej.

Da jeg imidlertid var kommen lige midt på korsvejen, hørte jeg et smæk af lågen til kirkegården. Jeg drejede mig om, og ud trådte en mørk person med en lys pakke under armen. I en barsk tone tiltalte han mig: ”Hvor skal du hen?” Da jeg mente at være ukendt af personen, syntes jeg dette var et næsvist spørgsmål og svarede ligeså næsvist: ”Hvad rager det dig?” Men min forundring steg, da skikkelsen i samme øjeblik var fuldstændig borte; han stod kun et par meter fra mig, mens jeg befandt mig midt på vejen med fri udsigt til alle sider.

Foto fra april 2007 af korsvejen ved Vamdrup kirke. Klik på billedet for at se en større gengivelse. [Niels Jørgen Dinnesens foto].

På modsatte side af kirkegården lå et lille hus beboet af et ægtepar, hvis navn af særlige grunde ikke skal nævnes her, men der kunne han ikke være gået ind, da huset i forhold til os lå en seks-syv meter fra vejen. Jeg fortsatte så til Hafdrup, men da jeg kom ind, forbavsedes beboerne over mit udseende, og de spurgte, om jeg var syg. Jeg lignede en død, sagde de. Nej, jeg fejlede ingenting, men lidt senere blev jeg noget utilpas og kom i seng. Om morgenen, før jeg tiltrådte den videre vandring, fortalte jeg aftenens oplevelse, og vi diskuterede fænomenet.

Men så, netop et år efter og på præcis samme dato, overnattede jeg i Vamdrup, også på en besøgsrejse. Og da jeg næste dags morgen ville fortsætte rejsen, var allerede hele byen i sindsoprør, idet en arbejdsmand, som beboede netop det lille hus ved kirkegården, ved samme klokkeslæt (midnatstimen) havde myrdet sin kone, som han i hidsighed over ægteskabelige slette forhold skar halsen over på, og netop på det sted hvor skikkelsen året forud havde tiltalt mig og jeg svaret.

Som født i Sønderjylland måtte jeg og mine to brødre søge udvandring til Danmark [Se Jørgens 'Entlassungsurkunde' her]. Fader havde deltaget i krigen 1848-50 og betragtede tyskerne som fjender af danskheden. At dette også var tilfældet, viste tydelig den forfølgelse vi optantbørn var udsat for – særlig under den berygtede Köller-politik.

Optant. Betegnelse på en person i et grænseland, der vælger indfødsret i (dvs. opterer for) nabolandet. I håb om snarlig afstemning om det statslige tilhørsforhold og for at undgå preussisk militærtjeneste valgte tusinder at optere for Danmark 1864-70, da det endnu var muligt. Ca. 20% af hele den nordslesvigske befolkning blev optanter. I rigt omfang blev de udvist i 1870’erne og 80’erne, fordi de som danske statsborgere ikke måtte ”falde til last” dvs. deltage for aktivt i mindretalsarbejdet.
Köller-perioden. Betegnelse for tiden 1898-1903, da overpræsident Ernst von Köller forsøgte at knække danskheden ved mødeforbud, fængselsstraffe og fratagelse af forældrerettigheder. Denne politik førte til tilbagegang for de dansksindede, men blev samtidigt kritiseret så kraftigt af de moderate tyske, at Köller i 1903 måtte forlade landsdelen. [Begge opslag fra Grænseforeningens hjemmeside, november 2006.]

Så snart det rygtedes, at en af os en dag eller flere var taget hjem på besøg hos vore forældre, var der gerne en eller anden af ”hjemmetyskerne” som gav meddelelse til gendarmerne. Vi havde en gammel gendarm, som boede i nabobyen nogle år, men det var sjældent, at han fik fat i nogen; sikkert med vilje. Han gik gerne i en bestemt runde og fortalte hvem han var ude efter, og det var da en let sag at få sendt bud, at nu kom gendarmen, og væk var vi selvfølgelig når han dukkede op. Dette var nok kommet de højere myndigheder for øre, for pludselig fik han anmodning om at tage sin afsked. En yngre gendarm afløste ham. Han var mere energisk over for vi udvandrere, og han var mere heldig med at fange en og anden. For mit vedkommende var jeg dog så heldig at undgå pågribelse ved enkelte besøg, men det gik alligevel galt til sidst.

En aften, sent på et sådant besøg, var moder og jeg ene hjemme og sad lidt senere oppe for at vente på fader, som var ude i kommunalt ærinde. Jeg sad og skrev, da der kl. halvtolv nat bankedes på køkkendøren, og til moders skræk var det gendarmen i fuld krigsmaling med gevær, sabel og pikkelhue. Han hilste høfligt og forespurgte selvfølgelig på tysk om fader Lars Dinnesen var hjemme, hvilket moder benægtede. Nu var det så uheldigt, at døren ind til stuen, hvor jeg sad, stod lidt på klem, og gendarmen fik da øje på mig. ”Hvem er den herre der?” ”Jeg forstår ikke tysk”, sagde min moder, men gendarmen trådte ind og lige hen til mig. ”Seine Namen...?” Jeg kunne ikke så godt komme med samme svar som mor, at jeg ikke forstod tysk, men sagde mit navn. ”Wollen Sie so mitfolgen”, sagde han. Så snart jeg havde sagt mit navn, hørte jeg en bevægelse udenfor vinduet. Dér var posteret gendarmen fra Sommersted, ret en lille hidsig karl, som godt kendte mig fra min læretid. Han kom farende ind og greb mig i brystet, og ville hale mig ud med det samme. Jeg protesterede, da jeg ønskede at komme i mit søndagstøj. ”Hier mit die Strikke”, sagde han til kollegaen ”Ah, das ist nicht nötig”, svarede han. Og jeg tilføjede på dansk: ”Kan sådan et par herrer, fuldt bevæbnet, ikke styre sådan en lille splejs som mig uden at binde mig som en hund, da må I skamme jer”.

Idet den første gendarm trykkede en kasket (min faders) på hovedet af mig, greb den anden mig om håndledet og slæbte mig ud for at føre mig til kommuneforstanderen, som var vor nærmeste nabo. Da vi var kommet ind, var stuen fuld af fem af mine lidelsesfælder, som gendarmerne havde taget samme aften. Vi måtte blive her til næste dags morgen for at føres til Haderslev.

Kommuneforstanderen måtte garantere at vi ikke løb vores vej. Det kunne vi nu sagtens have gjort, men da vi var så mange, syntes vi også det var lidt humoristisk. Vi kom i seng med tøjet på, tre i en seng og to i en anden, men søvn blev der ikke noget af. Unge mennesker tager sjældent sådan en sag for alvorlig, dét gjorde vi heller ikke. En skomager skråt overfor havde en slags beværtning. Der sad de to politigendarmer på stole hele natten til kl. 4 næste morgen. Da de ankom, havde vi fået kaffe, og min moder bragte mig andet tøj som jeg fik på, men uheldet ville, at mens jeg ville skyde de pæne benklæder uden over dem jeg gik i og havde støvler på, var der et lille søm i støvlehælen, der tog fat i tøjet og rev en stor flænge bag i det ene bukseben, så jeg måtte tage turen til Haderslev i mine daglige benklæder.

Nu blev vi alle seks placeret udenfor, og der blev bedyret, idet gendarmerne ladede geværerne, at hvis vi gjorde forsøg på at løbe fra dem, skød de os. Dette lo vi ad, vi vidste nok hvor vidt de kunne drive det. Efter at være ført til politistationen i Haderslev, hvor vi blev ført ind med navn og signalement i en protokol, fik vi ordre til straks at forlade landet, og gendarmerne fik ordre til at påse at dette bud blev overholdt. En havde udgivet sig for at være broderen, som nu var blevet taget og var til stede. At stikke politiet (særlig det tyske) en nødløgn var en svær forbrydelse, sagde politimesteren og kendte den skyldige, kun 16 år gammel, til fem dages arrest. Da vi andre var gået, blev det dog ændret til en bøde på 50 Mark, som den unge mand måtte betale, da d’herrer havde fået ud af ham, at han havde så mange penge hos sig. Han blev løsladt og indhentede os på gaden, sjæleglad for at have sluppet så let. Vi skammede ham ud, for da han var så ung kunne han ikke dømmes; men derimod måske faderen.

Så gik turen mod Danmark, men ikke den dag, vi tog hjem igen og rejste først dagen efter. Af den slags eventyr mellem danske udvandrere og de tyske gendarmer kunne fortælles mange, som jeg dog ikke vil komme ind på her. Som syttenårig kom jeg så til Danmark og måtte nu som ung malersvend klare mig selv. På rejse for at søge arbejde kunne man, når man havde sin vandrebog i orden og ikke for mange penge på lommen, få rejsepenge til nærmeste by. Disse udbetaltes på politikontoret. Når man så var kommet til næste by kunne man der søge på alle værkstedspladser og hos de mestre af faget, hvor man søgte arbejde. En sådan razzia hos mestre og svende kunne godt give en pæn dagløn. Når disse ”geskænker”, som de kaldtes, blev sparsommelig anvendt, kunne pengene magelig slå til, til man kom til næste by.

De svende der ”fægtede” og tiggede mad fik vel nok mere ud af det, men dette var unødvendigt for en ærlig svend og også ulovligt. Jeg for mit vedkommende var altid heldig. Når jeg kom til en by for at søge arbejde, fik jeg det omtrent med det samme. Jeg var også altid ædruelig og godt klædt på med gode anbefalinger i lommen. Svendetiden var en interessant tid, hvor man så en hel del og havde lejlighed til at færdes i den store natur, hvor der altid er nye lærerige emner at hente. Naturen har også siden været mit studerekammer som maler og også i flere af mine foretagender i manddomsårene har jeg hentet lærdom af naturen.

Manddomstiden.

I en tidlig alder begyndte jeg som selvstændig malermester og har prøvet flere steder, men til sidst havnede jeg i Vestjylland. Det er underligt nok, at man – som født ved skov og sø med bakker og dale – har kunnet finde sig i at bo på den flade, barske vestkyst. Måske kommer det af, at jeg gerne vil have udsyn til alle sider. Som dreng var jeg mest glad når jeg kunne sidde i toppen af de højeste træer i haven og se ud over huse og marker.

Jeg blev gift, da jeg var 23 år, og vi har haft elleve børn i ægteskabet, dog er to døde som små. Af de nulevende er seks sønner og tre døtre. Otte er gift og en søn ugift, han er i hjemmet. Alle sønnerne har lært forskellige håndværk, kun en er samtidig landmand. Da børnene var små, og tit var der sygdom blandt dem, var det en hård tid med at skaffe føde og klæder til så mange. Arbejdet blev lavt betalt og alt måtte købes. Min hustru må jeg takke, næst Gud, for at vi kom igennem og har fået børnene opdraget til dygtige, selvstændige borgere. Flid og sparsommelighed var hovedpunkterne i vort livsprogram. Det var jo min agt og ideal at blive kunstner. Men når man skal forsørge en familie på elleve, kan der ikke blive megen tid til at dyrke kunsten. Dette har jeg dog kunnet, så jeg af malerier har afsat i hundredvis, men til forholdsvis små penge. Tillige har jeg lagt mig efter teatermaleri som et speciale, og jeg tør nok sige at mine teaterdekorationer er kendt og rost viden om. Man kunne vel sige, at dette stinker lidt af selvros, men det er på opfordring at denne bog skrives, og de der kender mig vil nok sande, at det skrevne er meget beskedent. Men det var enkelte gode minder jeg ville skrive om.

Når man bliver ældre lægger man ikke så meget mærke til de enkelte tildragelser der passerer én. Dog et par enkelte minder glemmer jeg aldrig. Året 1914, da verdenskrigen brød ud. Soldater kom her til byen, både infanteri, cykle-korps og artilleri. Den stemning der var over byen og vel over hele landet, er ubeskrivelig. Jeg og mange flere var samlet ved banegårdspladsen, hvor de forskellige våbenarter samledes for at blive udstationeret. Blege, tavse og alvorlige så man rundt om; både soldater og tilskuere var stille og alvorlige og de ellers forsvarsvenlige, som stod hos var ligeså triste til mode. Under fredstiden er disse krigsgale mennesker ellers højt oppe, men når en af familien eller flere står lige foran en rædselsfuld død eller lemlæstelse med de krigsvåben man nu har, bliver sindet alvorligt og med erkendelsen ”Krig er myrderi” kommer man på andre tanker. Der blev her, som var et vigtigt punkt under indfald fra syd og vest, sendt vagter ud til disse to, ja tre sider både ved landevejen og jernbanen. Jeg var også lejet som nattevagt og skulle patruljere langs jernbanen efter Ribe, og det var med en vis spænding vi to mand med lygte i hånden måtte efterse linjen for at se efter om sporene ikke var ødelagte, eller man kunne opdage spioner eller fjender syd fra.

Kun én nat var der noget usædvanligt, noget sort og hvidt vi opdagede mellem grænsen ved banelinien, men ved nærmere undersøgelse bestod fjenden kun af en sortbroget kat, som vi dog ikke fangede. Hele krigstiden var en spændingens tid, der satte forstyrrelser i alt, men heldigvis slap vi igennem alt dette, om også man endnu mærker føleligt efterkrigsvirkningerne. Efter de fire strenge år kom så freden, og dermed tilbagegivelsen af vort fødeland, Nordslesvig, som vi var drevne ud fra af tyskerne. Mange af mine skolekammerater måtte ofre liv og lemmer i en krig, hvor de nødtvungen måtte med, imod deres nationale overbevisning. Dette var det mørke punkt for de dansksindede sønderjyder, som måtte bringe det store offer. Lønnen blev da også det vi havde kæmpet for i de mange år, Sønderjylland var under tysk herredømme. Derfor var afstemningsdagen for vi danske en festdag uden lige. Hvilken forandring på de samme mennesker den dag krigen brød ud og den dag vi fra nær og fjern drog mod syd, hver til sin hjemegn, som vi i mange år var blevne forviste fra.

Nu mødte vi, ikke med blanke våben, men med stemmesedler, som det våben der for fremtiden skulle give os vort hjem tilbage til Danmark og vor landflygtighed dermed ophøre. Tænk med hvilken jubel i sindet vi så de mange pyntede æresporte med Dannebrog hejst ved næsten hvert et hus. Dette vort kære gamle flag, som i de mange år var forbudt at vise offentligt, vajede nu højt og frit, som ville også det sige: ”Velkommen du danske mand og kvinde”. ”Se kun frit og tal kun frit dit modersmål som du elsker og det flag du ærer”. Ja, sådan tænkte jeg. En uforglemmelig nat, da vi i min fødebys skolelokale sad i feststemning og ventede på stemmeresultaterne fra hele 1. zone. Jeg har aldrig været i en forsamling som denne, hvor taler og sang afløste hinanden til kl. 3 nat. Jeg tager næppe fejl om ikke de to tredjedele af de mandlige tilstedeværende havde holdt en lille tale. ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, siger et gammelt ordsprog. Her var det ikke udstuderede taler, men ord kommende fra et dansk hjerte, og som gik til hjertet igen.

Mine tanker den aften gik tilbage til den tid, jeg sad på de samme bænke i samme lokale for at få indbanket det tyske sprog, samt fyndordet ”Deutschland über alles”, hvor alt undervisningsmaterialet på væggene var tyske billeder med selve kejseren på en flot plads, men nu – ikke spor af tysk. Væggene beklædt med grønt og de rød-hvide danske flag og det danske kongepar i ramme, ja selv Frederik den VII manglede ikke. Skolelæreren, som byen ellers antog for at være tysksindet, havde om formiddagen tilsagt skolebørnene at møde ved skolen med forældrene, og trods det dårlige vejr stod vejen foran skolen tæt pakket. Læreren havde på en snor mellem to træer ophængt det danske flag, og i en smuk tale forklarede han børnene Dannebrogs historie og betydning og bad børnene og forældrene våge over det danske flag og danskheden i Sønderjylland, som han var vis på en dag ville sejre. ”Leve for gamle Dannebrog” der blev tilsluttet med vældige ”hurra’er” fra børn og forældre. Sejren blev jo stor for det danske sønderjyske folk.

Dagen efter afstemningen var jeg i Haderslev, hvor der var afholdt stor sejrsfest, hvori de der stationerede franske alpejægere deltog. Kaptajnen holdt en smuk tale og ønskede de danske tillykke med nu at kunne bo under det smukke danske flag. Han gav en forordning, der forbød tyske faner og farver at vise sig den dag.

Bramminge og dens nærhed har historien også minder fra, om ikke af de behagelige, men da jeg personligt har overværet disse, vil jeg ikke undlade at omtale dem her. Alle de ældre vil nok erindre den store jernbaneulykke ved Bramminge for en del år siden [juli 1913], hvor emigranttoget afsporedes og flere vogne med passagerer knustes og mange blev dræbt eller såret. Hvem der personlig overværer sådan en katastrofe, glemmer det aldrig.

Jeg kom til stede lige efter ulykken var sket. Mange hundrede mennesker strømmede til fra alle sider. Automobiler i lange rækker kom fra syd, nord, øst og vest, og der havde aldrig før været så stort antal motorkøretøjer i byen, som den og den næste dag. Motorkørsel var jo ikke så almindelig dengang. Hvordan føler man sig i en sådan situation, når det ene knuste legeme efter det andet drages frem og skrig og jammer fra de sårede skærer en i hjertet. Ja, følelsen kan ikke defineres, man føler vel nærmest intet. Man får ikke tid til at tænke, kun at handle. Da jeg erfarede, hvad der var sket, løb jeg med bankende hjerte til stedet, og det grufulde syn standsede mig et øjeblik, men også kun et øjeblik. Ingen talte, men arbejdede efter ordre fra banefolkene; her gjaldt det om at redde menneskeliv. Dog, da alle sårede og døde var fremdraget og lagt på bårer, de døde og lemlæstede dækket til med statsbanernes røde tæpper og stillet i rækker, da vendte først, for mit vedkommende, følelsen tilbage, og jeg måtte vende mig fra dem og gå til side i nogle minutter for at samle mine tanker og mande mig op.

Mærkelige underværker ses også i sådan en katastrofe. En af de små gamle vogne var klemt ud til siden og var væltet helt om med understellet skilt ad og kastet ud til siden. Karosseriet lå med taget nedefter, de sårede heri var draget frem og vognen efterset, og ingen havde opdaget flere. Dog nogen tid efter kravlede en ældre mand ud af vognen, tilsyneladende uskadt og med en kurv på armen. Han rejste sig op, så sig omkring på ødelæggelserne og vandrede så ganske stille ud ad banen vestpå. Hvem manden var ved jeg ikke, og man har vist ikke fået det at vide siden, i hvert fald har jeg da ikke. Det står for os som en gåde, hvorledes han ikke blev fundet, men det kan vel tænkes han ved et stød er besvimet og trillet ind under et sæde uden at nogen har set ham.

Hvorledes sådan en katastrofe er fremkommen og hvad årsagen var, ja man ved det vel nok, men skønt meget blev skrevet herom kom grunden dog ikke frem. Og da selve ulykken var så sørgelig og grufuld bliver den sjældent omtalt, og mange af øjenvidnerne er nu borte.

Jeg skal nævne endnu en katastrofe, som jeg ikke mindre end to gange var vidne til. Den ene gang var da jernbanebroen over Sneum å ved den store stormflod styrtede sammen. Det var dog ikke stormfloden, der direkte var skyld i ulykken. Da jeg bor i nærheden og tit har set meget stor højvande i engene omkring Sneums bro har der før den tid aldrig vist sig svagheder ved broens fundamenter. Det der skete nævnte dag var dette: Vinden var den dag nordvestlig, hvorved havet drives mere mod land, og vandstanden var ved stranden temmelig høj så den stod ind over de lavere liggende enge.

Nu drejede vinden sig mere sydlig og blev til orkanagtig storm. Min søn og jeg samt flere andre var taget til åen på andejagt, da havænderne sådan en dag drives ind over land. Det var hen imod aften, og vi havde sat os noget i læ af jernbanedæmningen hvor vi ikke generedes så meget af stormen. Ved solnedgang blev stormen særlig hård, så den ene kunne næppe høre den anden lige i nærheden. Pludselig steg vandet så stærkt nord for dæmningen, at vi måtte kravle op på selve jernbanen, herfra var der nu mod havet kun et frådende hav med en vanddybde så stor at større skibe magelig kunne sejle ind. De store vandmasser bølgede mod os, så skumsprøjt fløj om os. Nu var det blevet så mørkt at andejagten måtte indstilles. Da aftentoget, der kommer til Bramminge ved 20-tiden var i vente, måtte vi, da vi kom til det tørre land, forlade banedæmningen, men det var nu ikke så let. Jeg for mit vedkommende – da jeg ville kravle over hegnstrådene – blev to gange kastet tilbage af den forrygende storm, det lykkedes dog tredje gang.

Da vi nærmede os Bramminge kom toget vestfra som ventet, men det kørte ikke hurtigere, end vi kunne gå, og med et standsede toget. Forlanternerne på toget lyste ikke, de var blevne knuste og en konduktørlygte var opstillet i stedet for. Årsagen til at toget gjorde holdt var at maskinen var så indfiltret i telegraftråde, at den ikke kunne køre længere. Dog kom toget ind til banegarden. Straks derefter kom en landpost som lige var kravlet over Sneum bro og meddelte at broen var styrtet sammen, lige efter at toget var passeret, hvilket var et under. Var det sket, mens toget passerede broen, ville det være styrtet i dybet og alt levende sandsynligvis være druknet. Cirka to år efter var broen genopbygget og menes nu at være uden fare. Disse var nogle af de minder, dog ikke af de gode, der har sat sig mest fat i min bevidsthed.

Hvordan gik det med idealet og målet at blive kunstner, spørger vel mine læsere. Ja, derover vil de efterlevende nærmest dømme. Kunstens vej er nemlig lang og fuld af sten og store forhindringer, som dog i reglen er til for at overvindes. Det er dog i en senere alder, da ungdomskraften lidt efter lidt svinder bort og manddommens slid slapper det legemlige. Da vokser min åndelige virksomhed mener jeg, og min erfaring på dette område har berigtiget dette. I mangel af kapital og støtte fra mere formuende var der kun en farbar vej, nemlig selvstudium. At færdes i Guds riges natur og studere denne, var altid min lyst fra dreng af, og der har jeg høstet mange lærdomme. Min tid tillod mig kun liden tid til selvstudium, da familien har været stor, og der krævedes daglige indtægter, så jeg hovedsagelig måtte ernære familien ved det almindelige jævne malerhåndværk. Dog har teater- og dekorationsmaleriet været et speciale i min virksomhed. Skønt jeg har slidt fra tidlig morgen til aften silde, kunne der ofres lidt på kunstens alter, og det var særlig i de sløje vintermåneder, at der kunne tages fat på kunstmaleriet. Mange, ja hundreder af mine malerier, nogle nu 50 år gamle, er spredt over det hele land og enkelte til udlandet; mine motiver, såvel landskaber som eksteriører og interiører og portrætter har altid haft naturen som forbillede.

Hedelandskab. Maleri af Jørgen Dinnesen, cirka 1925.

Den ”moderne” kunst har aldrig faldet i min smag og i parentes bemærket: Jeg tror også at denne ”kunstart” kun er et udslag fra krigs- og gullaschtiden og vil forsvinde for aldrig mere at komme til ære. Nej, lad vore gode malere kun bruge Guds natur til motiver og kan dette gøres til, ja jeg tør ikke sige det, så nær fuldkommen, som det fra Skaberens hånd er givet os til nytte og glæde, da tror jeg at denne danske malerkunst vil sprede glans over det gamle Danmark fra vore maleres frembringelser. Måske en del af de mange kollegaer, som nu udstiller disse ”farveprøver”, som vel næppe maleren selv kan finde ud af, hvad det skal det kaldes eller forestille, vil føle sig stødt på manchetterne, men det får ikke hjælpe. Nej, lad den gode gamle malerkunst igen komme i højsædet. Vore største malere har vundet sig udødelige navne og givet os uvurderlige skatte i de naturtro billeder, der findes verden over. Til dato har jeg ikke udstillet mine billeder, men måske der endnu kan gives lejlighed dertil.

Tillige skal bemærkes, at jeg også har virket på opfindelsernes område, hvilket man kan overbevises om ved at gennemgå Patentkontorets udsendte patentbeskrivelser. For mig har det dog ikke givet nogen særlig gevinst – endnu da. Og dette har jeg heller ikke tragtet efter. Det har været mig en glæde at kunne være med til at fremstille og forbedre ting til samfundets vel. Dog én opfindelse, som den danske og engelske stat har til opbevaring indtil den kan komme i anvendelse, er noget værd for mig eller efter min død til mine arvinger. Kun navnet som opfinder er tilbage, og nu da jeg er blevet gammel, befatter jeg mig ikke meget med dette og anvender i stedet min fritid til forfattervirksomhed. Dertil behøves jo ikke særlige legemskræfter. Nu er jeg et stykke oppe i halvfjerdserne, dog frisk og i godt humør. Af mine produktioner som forfatter skal nævnes: et par skuespil, hørespil samt et par romaner m.v., men når mit helbred ellers tillader det, agter jeg at hellige min alderdom til malerkunsten, og når jeg ikke er mere, håber jeg de sønner, der er malere, vil og kan fortsætte hvor jeg slipper.

Afskrevet efter originalmanuskript (og ændret til moderne retskrivning) i ugen den 22.-28. august 1960 af min (næsten) navnebror Niels Jørgen Dinesen, barnebarn af Jørgen Dinnesen og søn af Thorvald Dinesen – som havde barberforretning i Gørding. Thorvald insisterede på at stave familieefternavnet med kun et n, altså DINESEN, fordi navnet blev skrevet med et n i kirkebogen, da Thorvald blev døbt.

Det er faktisk korrekt. Thorvald skrives som Thorvald August Dinesen med et n i kirkebogen.

Klip fra Hunderup kirkebog 1901. [Hunderup 1900-1911, opslag 8]

Thorvald er født den 22. oktober 1901, mens forældrene bor på Mulvad Mark i Hunderup sogn, et par kilometer syd for Bramming. Han er derfor døbt i Hunderup kirke, og præsten har skrevet hans navn som Thorvald August Dinesen i kirkebogen.

Skrivemåden er en fejl. I andre kirkebogsoptegnelser og i folketællingerne skrives familienavnet sædvanligvis som Dinnesen med to n'er, og der var ingen lov, som tvang Thorvald til at beholde efternavnet med samme stavemåde som i kirkebogen.

Men Thorvald var helt sin egen, og jeg tror, han har haft det sjovt med at holde fast ved sin version af familienavnet, og han videregav konsekvent navnet med et n til sine børn, herunder sønnen Niels Jørgen.

[Se første side af Niels Jørgens renskrift her].

N. J. Dinesen var en ivrig samler af Dinnesen-effekter, men døde desværre i 1977. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at mange af Jørgen Dinnesen teksterne her på hjemmesiden stadig eksisterer.

Maleriet i slutningen af erindringerne tilhører Christa Lykke Christensen i Valby – og det er også i Christas gemmer, vi har fundet manuskriptet til denne beretning.

De gulnede maskinskrevne sider fra 1960 er scannet og teksten redigeret i november 2006.

Jørgen nævner til slut i erindringerne, at han nu er ”et stykke oppe i halvfjerdserne, dog frisk og i godt humør”. Efterfølgende ved vi, at han døde i december 1935 som 74-årig. Manuskriptet stammer derfor sandsynligvis fra samme år, 1935.

Niels Jørgen Dinnesen, november 2006 (med tilføjelse vedrørende Thorvald Dinesen i april 2020).

Sidste side af renskriften efter originalmanuskriptet, dateret august 1960 og signeret af N. J. Dinesen.