Mundbind eller ej

 

For en uge siden, da jeg skulle med toget til Aabenraa, kom der en anbefaling fra myndighederne om at bære mundbind i den offentlige transport ved myldretid.

 

Siden Corona-udbruddet i marts har det været diskuteret frem og tilbage, om mundbind har en effekt, og om de skal anbefales eller gøres obligatoriske.

 

Nu anbefales de i offentlig transport, og jeg undersøgte derfor i mit nabolag, om det er muligt at købe mundbind, og hvad koster de?

 

Matas havde udsolgt, og på apoteket tilbød de en pakke med fire mundbind for 80 kroner. 20 kroner per styk er latterligt, tænkte jeg. Så meget vil jeg ikke betale.

 

Jeg tog derfor til Aabenraa uden maske, og på udturen var det ikke et problem. Der var god plads i toget, og det var kun få af med-passagererne, som bar mundbind.

 

På hjemturen ramte jeg i Fredericia et Intercitytog, hvor de fleste pladser var optaget, og nu var der pludselig mange med mundbind. Jeg havde købt pladsbillet og sad sammen med en ved siden af og to overfor, og halvdelen af vores gruppe på fire havde ikke mundbind.

 

Jeg bliver nødt til at skaffe nogle mundbind.

 

Næste dag læste jeg, at værnemidler er langt billigere i vores nabolande Sverige og Tyskland.

 

Jeg begyndte at søge på nettet og fandt hurtigt et foretagende i Tyskland, hygi.de, som gav indtryk af at være seriøst – og her købte jeg en pakke med 50 CE-mærkede 3-lags mundbind for EUR 32,17 inklusive moms.

 

 Det svarer til 4,85 kroner per styk.

 

Siden er mundbind blevet obligatoriske i den offentlige trafik her i Aarhus, og det samme bliver nok også snart tilfældet i resten af landet.

 

Hygi.de sendte pakken fredag, og den ankom med DHL her til morgen i dag tirsdag.

 

 

Vi må gøre vores bedste for at holde Corona stangen, indtil der kommer en vaccine.

 

   

11.8.2020