Liège-Bastogne-Liège  

Jeg er vild med at se de store cykelløb i tv, ikke mindst de såkaldte forårsklassikere - Paris-Roubaix, Flandern Rundt, Liège-Bastogne-Liège, Amstel Gold Race.

 


Forleden så jeg på TV2 Sport de sidste 70 km af Liège-Bastogne-Liège. Løbet foregik i kedeligt gråvejr på våde veje og var helt vildt spændende. Ligesom sidste år, hvor Jakob Fuglsang vandt løbet, var det igen en dansk rytter, der sejrede, denne gang Rolf Sørensen.


Sørensen var de sidste 50 km i udbrud sammen med to af forhåndsfavoritterne, schweizeren Tony Rominger og italieneren Maurizio Fondriest, og desuden belgiske Jan Nevens.


Kvartetten havde hele tiden et smalt forspring på kun 30-40 sekunder, men rytterne arbejdede godt sammen, og 4-5 km før mål var det næsten givet, at vinderen skulle findes blandt de 4 udbrydere.


Jan Nevens forsøgte et fremstød og fik et godt hul, men så satte Rominger i vildt opskruet tempo efter ham. Han indhentede Nevens og kørte forbi uden at hilse, og snart havde Rominger alene i front et forspring på 10-15 sekunder til de 3 forfølgere.


Men pludselig tager fanden ved Sørensen. Han kører nemt fra Fondriest og Nevens og indhenter Rominger i et snuptag. Nu ser det rigtigt lovende ud. Sørensen har ofte haft krammet på Rominger i en spurt.


Duoen holder tempoet de sidste få kilometer før målet, og forfølgerne - som nu er suppleret med Moreno Argentin - kommer aldrig for tæt på.


Da der mangler 200 meter, kører Sørensen i et uimodståeligt ryk inden om Rominger og skaber hurtigt et hul på to-tre cykellængder. Schweizeren kan ikke svare igen, og Rolf Sørensen vinder i suveræn stil det klassiske cykelløb Liège-Bastogne-Liège.


[Nåh ja. Jeg er med på, at løbet ikke blev sendt live. Transmissionen var en genudsendelse. Det var i 1993, at Rolf Sørensen vandt det klassiske løb.]

 

   

2.4.2020