Jeg er fascineret af fyrtårne, og nu har jeg været i biografen og set filmen ‘The Lighthouse’, som foregår i et afsidesliggende fyrtårn ved Atlanterhavskysten i det nordøstlige USA.
Fyrtårne har ofte har en spektakulær beliggenhed - selvfølgelig ved havet og
typisk på højtliggende og måske forrevne eller øde steder. Det er ikke
altid, man kan komme op i tårnet, men for det meste er det muligt, og der er
med garanti en fantastisk udsigt fra toppen.
Rubjerg Knude Fyr den 27. ecember 2019. [Mit eget foto]
I Danmark kan nævnes Bovbjerg Fyr på toppen af en høj og stejl klint og Rubjerg Knude Fyr, som i efteråret blev skubbet 70 meter ind i landet for at undgå, det styrtede i havet.
Begge har en fænomenal beliggenhed. Det samme gælder for eksempel fyret ved
Skagen, Lyngvig Fyr ved Holmsland Klit, Sletterhage Fyr på Djursland, eller
det øde liggende fyrtårn på nordspidsen af Anholt.
Jeg har også set monumentale fyrtårne i udlandet, mest imponerende fyret ved
Cabo de São Vicente - verdens ende - på sydvestspidsen af Portugal, eller
fyret ved det sydøstligste punkt Cape Point i Sydafrika, hvor Atlanterhavet
mødes med Det Indiske Ocean.
I USA har jeg en ven, der ligesom jeg er optaget af fyrtårne. Sammen har vi
besøgt talrige fyrtårne, navnlig ved den lange klippekyst i staten Maine.
Her findes fra gammel tid mange spektakulære fyrtårne, og jeg gætter på, vi
gennem årene har besøgt mindst tyve.
Pemaquid Point Lighthouse, september 2012. [Mit eget foto]
Nogle af de flotteste er Nubble Light ved Cape Neddick, Portland Head Light
uden for byen Portland og fyret ved Pamaquid Point længere mod nord.
Vi har også besøgt mere afsides steder, der kræver en timelang sejltur fra
kysten, herunder det øde klippeskær Seguin og den lidt større og smukke ø
(uden biltrafik), Monhegan. Begge steder er der flotte, velbevarede gamle
fyrtårne.
Men vi har aldrig opsøgt fyret, som er hovedpersonen i filmen ‘The
Lighthouse’. Det findes nemlig ikke i virkeligheden, men er en kulisse
bygget til lejligheden, faktisk ikke i Maine med ud for kysten i Nova
Scotia.
The Lighthouse (2019).
Tårnet i filmen er en imponerende og særdeles livagtig kulisse, som både
arkitektonisk og med hensyn til beliggenhed i høj grad har hentet
inspiration fra staten Maines allermest spektakulære fyrtårne.
Filmen fortæller i supersmukke sort-hvide billeder en rå og grum historie om
to mænds knokleri i en svunden fortid omkring 1890 med at holde liv i sig
selv og et fyr på en gold og stormfuld klippeknold i havet ud for kysten i
det nordøstlige USA.
Stormen raser konstant, det regner i tove, og havet er så meget i oprør, at
intet skib kan lægge til, og det er umuligt at forlade stedet. Mændene går
hinanden på nerverne, drikker sig fra sans og samling og gør deres yderste
for at tage livet af hinanden. Gradvis går alting uafvendeligt i hundene for
dem.
Nu om dage er fyrtårne automatiserede, hvis de stadig er i funktion, og
skrækhistorier om fyrpassere og deres familier, som bliver skøre af ensomhed
og isolation, hører en fjern fortid til.
Seguin Lighthouse.
Jeg har selv oplevet nærmest ren idyl ved fyrtårnet på øen Seguin ud for
Maines kyst. Stedet minder om øen og tårnet i ‘The Lighthouse’. Der er kun
fyret og fyrmesterboligen på klippeknolden, og for at komme i land må man gå
gennem vandet de sidste meter fra båden. Der er ingen havn eller
landgangsmole.
Fyret på Seguin er automatiseret, men i sommermånederne er det bemandet med
frivillige, som tager imod besøgende, viser rundt i tårnet og sørger for
betjening i en lille butik i den gamle fyrmesterbolig.
Fyrtårne er fascinerende, de ligger i spektakulære omgivelser, og hvert
fyrtårn har sin egen historie.
25.2.2020