Vandreturen fra parkeringspladsen ved Lønstrup til Rubjerg Knude Fyr går gennem et smukt og vildt landskab med vidtstrakt lyng- og kratbevoksning og det sidste stykke mod havet høje nøgne klitter.
Fyret blev i efteråret reddet fra at styrte i havet, da det i en vellykket
og spektakulær mission blev flyttet fra kanten af knuden 70 meter væk fra
havet og ind i landet. Her knejser fyret nu med formidabel udsigt fra toppen
over hav og land. Der er gratis adgang til at tage trappen til fyrets top.
Vi var i sommerhus ved Løkken nogle dage mellem jul og nytår med unge
mennesker og børnebørn, og fredag den 27. december var en funklende dag ved
havet og fyret med frostklar luft, højt solskin og næsten ingen vind. Vejret
var ideelt til traveturen ud til knuden og fyret og tilbage til varmen i
bilen.
For landet nord for Limfjorden er det et kup, at fyret efter den vellykkede
flytning er sikret og bevaret. Landskabet ved Rubjerg Knude er spektakulært
i sig selv, men fyret bidrager til at gøre området til en ekstra attraktion
for folk i alle aldre. Parkeringspladsen var fyldt, og der var en livlig
strøm af mennesker rundt i det store landskab.
Vandreturen fra parkeringspladsen til fyret er cirka 1,5 km hver vej. Der er
fast grund under fødderne det meste af vejen, men ikke det sidste stykke op
ad klitten med løst sand til fyret på toppen.
20.12.2019