Film i november  

 

Den nye danske film ’Onkel’, som havde premiere for en uge siden, er en unik oplevelse og kan varmt anbefales.

 

 
Filmen handler om den unge kvinde Kris, der som 14-årig mistede sine forældre og derfor nu bor hos sin onkel, der har en gård et sted i Sønderjylland.
 
Efter et slagtilfælde er onklen fysisk svækket og meget afhængig af den unge kvindes hjælp med alting i det daglige.
 
I starten af filmen – hvor vi ser hovedpersonerne i gang med deres daglige gøremål som at spise, sove, og malke og fodre køerne og lave sudoku – går der mange minutter, inden vi hører filmens første replik.
 
Den unge kvinde og hendes onkel er i Brugsen for at handle ind, og på vej hen imod kassen siger onklen ’Nutella’. Det er filmens første replik. Den næste kommer lidt senere under et spil Scrabble, da Kris siger det ord, hun har lagt: ’Strejflys’.

 

 
Jeg er vild med at se film i biografen, og efter en – i forhold til min smag – længere pause, går der her i november mange film, som det er værd at se.
 
Jeg kan bedst lide film, der handler om rigtige mennesker. Eksempler fra indeværende år er bondefilmen ‘Før frosten’ med Jesper Christensen i hovedrollen, ‘Dronningen’ med Trine Dyrholm, ‘Ud og stjæle heste’ med Stellan Skarsgård og den tyske road movie ’Camper 303’.
 
Den norske ‘Mandskoret’ er en smuk og hjertevarm dokumentarfilm om 25 mænd, der øver sig før deres største optræden nogensinde: De skal være opvarmning for Black Sabbath ved Tons of Rock.
 
Medlemmerne af koret af øldrikkende jævne mænd af folket. De er gode kammerater og mødes i en munter stemning og i et sprog, som er råt og usødet.
 
Ingen af dem er mestersangere, men sammen lyder de fremragende. Repertoiret er overraskende og aldrig af den klassiske type, man normalt forbinder med et sangkor. Nogle af sangene er halvsjofle, andre er på anden måde skæve og finurlige.
 
Fritt liv!
Jeg lever som om jeg var rik
Selv om jeg ingen penger har
Kjører rundt i byen
Og spiser kaviar
Lever som det passer meg
Og tar hva jeg kan få
Trenger ingen knagg
Å henge livet mitt på
 
Da koret startede, lovede mændene at synge ved hinandens begravelser, også selv om det bliver en træls opgave for den næstsidste.

 

 
Omkring en tredjedel inde i filmen fortæller korets karismatiske dirigent, at han nok er den første, der kommer til at dø. Han har kræft og ved, han kun har kort tid at leve. Spørgsmålet er, om han får lov til at dirigere koret ved Black Sabbath koncerten. Det er filmens spændingsmoment. Lever dirigenten længe nok?

Ud over de nævnte vil jeg også gerne se ’Judy’, ’Marianne & Leonard’ og ’Sidste bud’.

 

22.11.2019