I herrernes linjeløb ved cykel-VM søndag er det danske hold, som fra starten består af 8 ryttere, hele vejen blandt de dominerende.
Taktikken er, at Mads Pedersen hen imod slutningen, og før de største favoritter rører på sig, skal gå med i et udbrud. Når udbruddet efterfølgende bliver hentet, er Michael Valgren og Jakob Fuglsang i det reducerede hovedfelt klar til at slå kontra.
Taktikken lykkes til punkt og prikke, bortset fra at udbruddet ikke bliver
indhentet, og det derfor er Mads P., der bliver verdensmester. Ikke en af de
to stjerner. TV-billederne viser, at begge i høj grad er klar til at slå
kontra, men der bliver ikke brug for det, fordi holdkammeraten ude foran
klarer ærterne selv.
Det er sensationelt og selvfølgelig helt fantastisk at opleve. I alle de
mange år, jeg har fulgt med i cykelløb, har danske ryttere ofte vundet
medaljer eller på anden måde været lige ved, men i år er første gang, en
dansker bliver verdensmester.
Løbet er ekstremt udmarvende, fordi det er langt og bliver kørt under barske
vejrforhold med silende regn og hård blæst fra start til mål. Jeg sidder
selv og får kolde hvide fingre, mens jeg ser løbet under regn og rusk i
Yorkshire med temperaturer omkring 10-12 grader.
På et tidspunkt, hvor Mads P. netop er gået i udbrud, forsvinder Fuglsang
fra hovedfeltet, og vi tror, han måske er udgået, og at der af danske
deltagere kun er Mads P. og Valgren tilbage. Men Fuglsang har blot haft
maskinskade og er snart tilbage i feltet.
Fra venstre Mathieu van der Poel, Matteo Trentin, Mads Pedersen og Gianno Moscon.
Ude foran er der to italienere, en schweizer, en hollænder og en dansker, og det er derfor en belgier i spidsen for hovedfeltet, der tonser det bedste, han har lært, i forsøget på at reducere forspringet. Fuglsang kører legende let op ved siden af belgieren og kigger på ham med et blik, der siger ”er det virkelig alt, hvad du har at byde på?”
Sammen med schweizeren Küng skaber Mads Pedersen selv det afgørende udbrud,
og han fortsætter utrætteligt med at tage sine føringer hele vejen til mål.
Italienerne Trentin og Moscon kommer op bagfra, ligeledes hollænderen van
der Poel, og da afstanden til feltet konstant holdes omkring 50 sekunder, er
det 15-20 km fra mål klart, at løbet skal afgøres i den førende
femmandsgruppe.
Guldfavoritterne er Trentin og van der Poel, men på
den sidste bakke 10-12 km før mål går hollænderen pludselig kold og kan ikke
længere hænge på. Også Moscon falder fra, og førergruppen er nu reduceret
til 3 ryttere – Trentin, Mads P. og Küng.
Schweizeren er stor og tung og kan ikke vinde en spurt. Italieneren er
ekspert i afslutninger, og tror formodentlig selv, at han lige om lidt
bliver verdensmester. Men hvad kan Mads P.? I TV2’s studie er Rolf Sørensen
ved at besvime af spænding, men da der mangler 3-4 km. siger han
skråsikkert, at ”når Mads har en af de der dage, så er han rigtig god i en
spurt”. ”De slår ikke Mads i dag”. Og det får han ret i.
Trentin åbner spurten 300 meter fra mål, men Mads P. henter ham straks og
kører let forbi til en suveræn sejr. I studiet græder Rolf Sørensen, og
foran skærmen står jeg de sidste mange meter og træder med Mads P. hen imod
målstregen.
Danske Mads Pedersen er helt sensationelt verdensmester. Fantastisk.
30.9.2019