Rolling Thunder Revue  

 

 

Det er i dag den 12. juni, at filmen om Bob Dylans Rolling Thunder tourné i efteråret 1975 har premiere på Netflix.

Efter morgenkaffen tænkte jeg, at jeg lige ville tjekke starten af filmen – men, æh. Jeg blev selvfølgelig fanget med det samme og så hele filmen i en ruf. I stuen står tv-skærmen ved stereoanlægget, og jeg tog lyden fra filmen ud i højttalerne og skruede godt op.

Martin Scorseses film er fremragende. At se den er for mig næsten som at træde ind i en tidslomme. Jeg har selv meget af tournéens samtid i relativ frisk erindring, og størstedelen af repertoiret ved koncerterne er sange fra mine favorit-Dylan-albums, ”Blood on the Tracks” og ”Desire”.

Det første udkom i januar tidligere på året i 1975. Det anden var netop indspillet, men ikke udkommet endnu, og publikum i salen kendte derfor ikke sange som ”Isis”, ”Oh, Sister”, ”One More Cup of Coffee”, ”Sara” og ”Hurricane”.

Jeg overværede ikke nogen af koncerterne i sin tid. Alligevel er oplevelsen af at se disse optrædener som et storslået gensyn.

Filmen viser en Bob Dylan, der er tændt som aldrig før, og som på scenen både alene, i duet med Joan Baez og sammen med hele bandet leverer rent ud funklende versioner af alt, hvad han har valgt at diske op med. Det er forrygende.

Imellem optrædenerne giver filmen os med klip fra nyhedsprogrammer og lignende et glimt af samtiden og perspektiverer samtidig det hele gennem nye interviews med nogle af de medvirkende. ”Jeg husker ingenting fra Rolling Thunder”, siger Dylan i et af de først interviewklip. ”Det er meget længe siden, og jeg var ikke engang født endnu”.

Dylan og Baez synger fuldkommen perfekt sammen i Rolling Thunder Revue – faktisk så det risler ned ad ryggen. I det nye interview lægger Joan Baez ikke skjul på, at Dylan var besværlig at omgås – ”men alene at få lov til at se ham optræde…”, siger hun derefter. ”Han har en karisma, som jeg ikke har set andre steder. Hverken før eller siden”.

Filmen har mange sære og fascinerende sidefigurer, nogle fra virkelighedens verden, andre ren fiktion. For eksempel er der interviewklip med den filminstruktør, som stod for optagelserne i 1975 – en mand ved navn Stefan van Dorp. Ham havde jeg aldrig hørt om før. Jeg troede, det var Dylan selv, der i sin tid styrede kameraerne – og det var det også. Van Dorp findes ikke.

På film kan alting lade sig gøre, og allerførst i ”Rolling Thunder Revue” bruger Scorsese et klip fra den franske filmpioner George Méliès’ korte trickfilm ”En kvinde forsvinder” fra 1896. En kvinde sidder på en stol på en scene. En mand kaster et tæppe over hende, knipser med fingrene og løfter tæppet – og vips. Hun er væk.

Oh, sister, when I come to knock on your door
Don’t turn away, you’ll create sorrow
Time is an ocean but it ends at the shore
You may not see me tomorrow

12.6.2019