Jeg har altid drømt om at finde vilde spisesvampe, og i år gør jeg alvor af at forsøge og er i færd med at gå nogle runder i Moesgaard-skovene. Overordnet findes der to hovedtyper af svampe – dem med lameller under hatten og dem, der har rør.
Blandt lamelsvampene er jeg kun i stand til at identificere én spiselig type
med sikkerhed, nemlig kantareller, både den almindelige gule og den brune
tragtkantarel. På mine ture de sidste dage har jeg ikke set en eneste
kantarel.
Den anden hovedtype – rørhattene – har den fordel, at de er nemme at skelne
fra lamelsvampene. Desuden er der kun to moderat giftige arter blandt
rørhattene og enkelte med bitter smag. Hovedparten er spiselige, og nogle
hører endda til blandt de allerbedste spisesvampe.
Jeg har fundet mange rørhatte, og på min seneste tur i dag mandag tog jeg et
udvalg med hjem til nærmere granskning. De bedste arter har alle en
karakteristisk tyk og svulmende stok under hatten.
Rørhatte med hvide eller helt lyse rørmundinger tilhører Karl-Johan-gruppen
og er alle spiselige og gode. Rørhatte med gule rørmundinger er sjældent
gode som spisesvampe, og det samme gælder de fleste arter med røde
rørmundinger. Jeg holder mig derfor indtil videre til de hvide, se
billederne nedenfor.
Rørhattene med hvide mundinger, som jeg har fundet, er ikke af hovedarten
Karl Johan, men tilhører en anden almindelig art kaldet sommer-rørhat. Som
navnet fortæller, er den mest almindelig i sensommeren og lidt ind i
september. Jeg har renset og tilberedt den midterste af de tre svampe i
billedet pvenfor til frokost. Den smagte fremragende.
De to andre er renset og klar til at blive skåret i skiver og ristet med
lidt hvidløg, løg og persille som tilbehør til aftensmaden.
Et par dage senere finder jeg flere rørhatte. Tre af de flotteste ses på billedet nedenfor. De to til højre er formodentlig orange skæl-rørhat. Den tredje, som har røde rørmundinger, er en punktstokket indigo-rørhat.
Begge arter kan spises – selv om indigo-rørhatten ser giftig ud. Når man skærer svampen igennem, blåner kødet øjeblikkeligt. Deraf navnet indigo.
Da jeg ikke er 100 procent sikker på bestemmelsen, spiser jeg ikke disse
svampe.
19.9.2018