Hammershøi i Randers

  

Kunstmuseet Ordrupgaard er lukket i en længere periode på grund af ombygning, og dele af museets samling er derfor i form af forskellige udstillinger på rejse i både Danmark og udlandet.


Udstillingen ’Guld og grønne skove. Ordrupgaard 100 år’ startede i Holstebro, er indtil den 23. september i Ribe, og rejser derefter til Sorø og i maj 2019 til Viborg. Udstillingen ’Hammershøi og dansk kunst’ er i Randers indtil den 9. september og vises derefter i Hamburg.


Jeg har set udstillingen i Randers, og den kan helt klart anbefales. Inspireret af det smukke eftersommervejr med temperaturer over 20 grader og næsten ingen vind cyklede jeg til Randers i går tirsdag den 4. september og fik syn for sagn.


32 hovedværker fra Ordrupgaards danske samling vises i udstillingen sammen med 32 malerier fra Randers Kunstmuseums egen samling. Samlet er udstillingen derved en præsentation af nogle af de allerbedste værker i dansk billedkunst fra 1840 til 1920, fra guldaldermalerne J. Th. Lundbye og P.C. Skovgaard til blandt andre Theodor Philipsen, L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi.


Med kombinationen af de to samlinger er der næsten en hel sal med Philipsens særlige danske impressionisme, ikke mindst med karakteristiske motiver af køer på Saltholm, mange i flimrende modlys.

Der er fine værker af L.A. Ring, blandt andet det store billede af ’Sommerdag ved Roskilde Fjord’ (1900), og af Hammershøi ses både mindre kendte værker og nogle af kunstnerens allermest berømte.


Randers Kunstmuseums eget og meget kendte Hammershøi-billede, ’Interiør. Ung kvinde set fra ryggen’ (1904), hænger i udstillingen sammen med Ordrupgaards ikoniske ’Solstråler eller Solskin’ (1900), se nedenfor.


Sidstnævnte, som også kaldes ’Støvkornenes dans i solstrålerne’, var i sin tid for omkring fyrre år siden det billede om nogen, der åbnede mine øjne for Hammershøis unikke billedverden – og siden da har jeg altid opsøgt udstillinger med hans værker, når der har været noget i nærheden, senest ’Hammershøi og Europa’ (SMK, 2012) og ’Hjemme hos Hammershøi’ (Ordrupgaard 2016).


Heldigvis er Hammershøi også til daglig godt repræsenteret på flere af landets kunstmuseer – ud over Randers og Ordrupgaard på Statens Museum for Kunst, Aros og Davids Samling. Sidstnævnte, der mest er kendt som museum for islamisk kunst, har et overraskende fyldigt og meget flot udvalg af Hammershøi-værker.


Det er fantastisk i Randers at se de to billeder ’Ung kvinde set fra ryggen’ og ’Solstråler’ ved siden af hinanden. Suverænt.

 



5.9.2018