Kroatien eller ej

 

 

Kroatien. Jeg har været her en gang før, da jeg var ung, sammen med nogle venner.

Dengang vidste jeg ikke, hvor jeg var. Eller rettere: Selvfølgelig vidste jeg, hvor jeg var. Men jeg tog fejl. Eller jeg vidste blot ikke bedre.

Året var 1972, og jeg og min kammerat var på vej til Grækenland i en bil, jeg havde lånt af noget familie. Vi var studerende uden mange midler og havde derfor tre andre med, som ville give et bidrag til benzinen, et par fra USA og en pige fra England.

Det gik strygende ned langs Adriaterhavskysten - lige indtil vi nåede Split. Så brød koblingen sammen. Vi kunne ikke koble ud eller skifte gear, så hver gang bilen stoppede, gik motoren i stå. Alle måtte ud af bilen for at skubbe i gang igen.

Vi fandt en mekaniker i byen Primosten lidt nord for Split. Han ville godt se på problemet. Desværre viste defekten sig at være ondartet. Koblingsskiven allerinderst i maven af dyret var knækket og kunne ikke repareres. Der var brug for en reservedel.

Der gik fem dage uden problemet blev løst. I mellemtiden boede vi alle fem på stranden lidt uden for Primosten, i passende afstand fra byens eneste hotel. Om natten sov vi i soveposer, og næste morgen lånte vi hotellets brusere på stranden og fik et bad.

Mad og drikke købte vi i den lille by, som lå idyllisk på en ø, der var gjort landfast med en tange. Alting var billigt, og vi led ingen nød. Men efter fem dage indså min kammerat og jeg, at vi var nødt til at tage en rutebil til Trieste i Italien for at hente en ny koblingsskive, cirka 500 km hver vej. Bilen var en engelsk Morris Monaco, som ikke blev forhandlet i Jugoslavien.

Ja, Jugoslavien. Vi troede dengang, vi var i Jugoslavien. Ingen af os havde hørt om Kroatien, og vi vidste ikke, vi befandt os i en over tusind år gammel kultur med sine egne unikke traditioner.

En dag overværede vi, at mekanikeren i Primosten fra byens posthus ringede til et Austin-Morris kontor i hovedstaten Beograd. Samtalen var ubehagelig for ham. Han svedte og var nervøs. I dag forstår jeg, at han var nervøs, fordi manden i den anden ende talte en anden dialekt af det fælles sprog serbokroatisk og lod som om, han ikke forstod mekanikerens fisker-kroatiske.

Da vi efter tre døgn kom tilbage fra Trieste med reservedelen, var vores venner væk. Amerikanerne fandt en båd til Grækenland, og den engelske pige tog nordpå med en bus.

Kammeraten og jeg opgav Grækenland og satte kursen mod Østrig og Tyskland. Et sted i Bayern brød koblingen sammen igen - men nu fik vi kontakt til SOS International, som fragtede Morris hjem til Danmark, og skaffede en udlejningsbil til kammeraten og mig.

I dag har jeg for første gang siden 1972 kørt ad vejen langs Adriaterhavet nord for Split og genset Primosten, se foto nedenfor.

 

 

4.7.2018