DNA detektiven Eske Willerslev

”DNA Detektiven” er fællestitlen for tre dokumentarfilm med undertitlen ”Eske Willerslevs vilde opdagelser”. Filmene er netop blevet genudsendt på DR 2 og kan derfor indtil 18.-20. april streames på dr.dk. Alle tre film er meget anbefalelsesværdige.

 

Eske Willerslev på prærien.

 

Den tredje film har titlen ”Anzick-barnets arv” og starter med, at vi ser Eske Willerslev på den vidtstrakte amerikanske prærie. ”Helt siden, jeg var barn, har jeg drømt om at være indianer, at blive indianer”, fortæller han på lydsporet. ”Det var i virkeligheden en drøm, der fortsatte helt op i voksenlivet. (…) Så blev jeg professor, og det nærmeste jeg kunne komme som professor på at udleve min indianerdrøm, det var at være den første, der kortlægger hele arvemassen, hele genomet fra en ur-indianer, altså fra før de bliver opblandet med hvide og så videre. Der kunne jeg ikke alene lave ground-breaking videnskab, men faktisk også gøre noget for indianerne”.

 

Den ældste kultur, man kender i Nordamerika, kaldes Clovis, fordi den bygger på markante og karakteristiske stenredskaber fundet i 1930’erne ved byen Clovis i staten New Mexico. Det nordvestligste hjørne af Nordamerika var ved slutningen af sidste istid landfast med Sibirien, og det er en udbredt antagelse, at de første mennesker i Amerika er kommet ind via denne landbro fra Sibirien til Alaska. Analyser har vist, at Clovis-kulturen fandtes omkring 11.000 år før vores tidsregning. For en dna-analyse vil det ifølge Eske Willerslev være ideelt, hvis der fandtes rester af et menneskeskelet i tilknytning til Clovis-genstande.

 

Desværre er der i Nordamerika fundet meget få rester af mennesker fra denne urtid, og det, der eksisterer, er enten låst inde på et museum eller i færd med at blive givet tilbage til indianerne. Det er inden for de senere år vedtaget ved lov, at native Americans har krav på at få udleveret alt menneskeligt materiale, og praksis er, at de enten genbegraver eller brænder tingene, straks de får dem.

 

En dag bliver Eske kontaktet af en arkæolog i USA, som i en hule i ørkenen har fundet velbevaret indtørret menneskeafføring i et lag, der vides at være 13-14.000 år gammelt. Arkæologen beder om hjælp til at udvinde dna. Det er tvivlsomt, om man kan lave et komplet genom baseret på afføring, men Eske taget flyet til USA og bliver hentet i lufthavnen af arkæologen, Dennis Jenkins.

 

Jenkins viser ham hulen, og kort efter dukker arkæologens medarbejdere op og fortæller, at de i samme lag som afføringen har fundet en mennesketand. Det er interessant, og Eske er straks ivrig efter at se tanden. Jenkins tager tanden i hånden og pakker den forsigtigt ind i et stykke rødt filt sammen med en dusk salvie. Han er nødt til at kontakte overhovedet for den lokale Klamath-stamme, Perry Chocktoot. ”Er du sikker på, det er det rigtige?”, spørger Eske. ”Måske kan vi få bare et lille stykke”.

 

Chocktoot er ubøjelig. Tanden skal tilbage i jorden. ”Undersøgelser med brug af rester af vore døde er aldrig blevet tilladt. Ingen har ret til at forstyrre resterne af vort folk”, siger han. ”Der ikke er brug for en dna-analyse. Tekstilerne viser, at der var indianere her for 14.000 år siden. Vi er lige glade med resten af verden. Vi ved, vi har været her i tusinder af år. Det har været vores hjem altid”.

 

Jenkins, Willerslev og Chocktoot ved begravelsen af tanden.

 

Eske og Jenkins deltager i begravelsen af tanden, og bagefter sidder Eske med et forstenet ansigt i bilen på vej tilbage til lufthavnen. At se unikt materiale blive destrueret er næsten ikke til at bære.

 

Tilbage i København fortæller Eske nogen tid senere, at det er lykkedes at få dna af afføringen. Der er ikke tvivl om, at der er tale om menneskelorte, og de er 14.000 år gamle. Fundet er dermed det ældste bevis på menneskets tilstedeværelse i Nordamerika. ”Men det siger ikke noget om, hvem disse mennesker er, og hvordan de er beslægtede med indianerne og med andre mennesker på jorden. Der er brug for at kunne lave et helt genom med hele arvemassen, og det giver en lort ikke mulighed for”.

 

Et par måneder senere modtager Eske et brev, der pludselig åbner sagen på ny. Brevet er fra Sarah Anzick i staten Montana, og hun fortæller, at der i 1968 på familiens jord er fundet en gammel begravelse med over 100 stenredskaber og skeletrester af et lille barn. Redskaberne er med sikkerhed fra Clovis-kulturen, og tidligere prøver af knoglerne har fortalt, at skelettet er fra en femårig dreng, som døde for 12-13.000 år siden.

 

”Så vidt jeg ved, er det det ældste skelet, der er fundet i Amerika”, skriver Sarah Anzick, og inviterer Eske til at besøge familien i Montana for at se resterne af barnet og få en prøve med hjem til sine undersøgelser. Da skelettet er fundet på privat grund, kan de lokale stammer ikke forlange at få det udleveret. Historien er sensationel, og Eske pakker kufferten og sidder i flyveren, næsten inden han har læst brevet færdigt.

 

Clovis-redskaberne fundet i graven på Anzick-ejendommen i Montana.

 

Ankommet til Montana mødes Eske med Anzick-familien og hører hele historien om fundet. Bagefter får han stedet forevist af en lokal arkæolog. Nederst i graven lå det døde barn, og de 100 stenredskaber var anbragt oven på den døde. Redskaberne er alle sammen fornemme og har i samtiden haft stor værdi. Det er hele deres teknologi, der er anbragt oven på det døde barn, og barnet må have betydet ekstremt meget for disse mennesker.

 

Efter mødet med familien kører Eske med Sarah Anzick tilbage til hendes hus, hvor skeletresterne af barnet opbevares i et pengeskab i kælderen. ”Vil du have noget at drikke”, spørger Sarah, da de ankommer. ”Nej tak”, siger Eske. ”Jeg har det fint. Hvor er skelettet?” Han kan ikke vente med at se det. Sarah åbner pengeskabet og pakker resterne ud, og Eske får et lille stykke af kraniet med hjem.

 

Eske Willerslev på sit kontor i København.

 

Stumpen gør det muligt for Eskes medarbejdere på Center for Geogenetik i København med deres avancerede og højteknologiske udstyr at lave et komplet genom fra dette ur-menneske i Amerika. Resultatet er sensationelt. Skelettet viser, at nutidens indianere nedstammer fra de allerførste mennesker i Amerika, og Anzick-populationen – der levede for 13.000 år siden i det område, hvor drengens grav er fundet – er direkte forfædre for 80 pct. af alle nulevende indianere i Amerika. Nutidens amerikanske indianere er direkte efterkommere af Anzick-populationen.

 

Resultatet er så banebrydende, at Eske og hans team er klar over, de bliver nødt til at kontakte indianerne, før de offentliggør deres konklusioner. Eske kontakter igen Dennis Jenkins – ’lortearkæologen’, som Eske kalder ham – og beder om råd til at finde de rigtige repræsentanter for indianerne i området. I første omgang henviser Jenkins til en Shane Doyle, der tilhører Crow-stammen og samtidig er professor i indianske studier på Montana State University.

 

Sammen med Sarah Anzick og den lokale arkæolog mødes Eske med Shane Doyle ved fundstedet på Anzick-familiens ejendom. Arkæologen beder Eske resumere resultaterne af hans undersøgelse, og Shane Doyle får historien kort og kontant. ”Vi tog et lille stykke af kraniet for at få et helt genom” fortæller Eske. ”Der har været mange teorier. Det her beviser, at native Americans var de første, der kom til Amerika. Barnet er spot on native American. Gruppen her er direkte forfædre til måske 80-90 pct. af alle nulevende native Americans”.

 

Eske Willerslev, Sarah Anzick og den lokale arkæolog mødes ved fundstedet med Shane Doyle (i blå trøje til venstre).

 

Nyheden er overvældende for Doyle. ”Det er meget rørende”, siger han, mens han kniber en tåre. ”Jeg mangler ord, men jeg vil gerne takke dig for det, du har gjort”.

 

Fra fundstedet tager Shane Eske med op på en bakke med vid udsigt og fortæller, at de her står midt imellem de oprindelige levesteder for fire indianerstammer. Mod syd Blackfeet, mod vest Crow, mod øst Salish og mod nord Shoshone. ”Det er 100 år siden, stammerne blev fjernet herfra og flyttet til reservater”, fortæller Shane. ”Vi kan køre ud til fire forskellige reservater og tale med dem om dette”.

 

For indianerne er mundtlig overlevering en helt central tradition, og det er derfor vigtigt at møde op fysisk og tale med dem. De besøger stammerne en for en og bliver alle steder positivt modtaget. Salish-talsmanden siger, ”Vi begyndte på dette kontinent. De har ikke troet på vores mundtlige overleveringer, men dine undersøgelser beviser, at overleveringerne er en kendsgerning”.

 

Alle siger, at knoglerne skal tilbage i jorden. Genbegravelse er helt afgørende for indianerne. Eske ringer derfor til Sarah og beder om tilladelse, og det siger hun ja til. I realiteten vil det betyde, at der er ingen andre, der nogensinde kommer til at studerer det samme skelet igen.

 

Den sidste, de taler med, er Larson Medicine Horse fra Crow-stammen. Shane har fortalt, at Larson er stammens vise medicinmand, og at han kan lede ceremonien, når skelettet skal genbegraves.

 

”De kristne tager penge op af lommen og giver dem til kirken, og det gør ondt” siger Larson til Eske og Shane. ”Vi indianere giver et stykke af vores hud til vores skaber. Det gør også ondt. Uanset hvordan man praktiserer sin tro, volder det smerte”.

 

Begravelsesceremonien ved fundstedet på Anzick-ejendommen. Sarah Anzick sætter kassen med knoglerne ned i graven, Larson Mecdicine Horse ses med skovlen til venstre.

 

Knoglerne lægges ved en højtidelighed tilbage i jorden ved fundstedet. Larson Medicine Horse leder ceremonien, der overværes af repræsentanter fra alle de nævnte stammer plus Cheyenne, Umalilla, Yavapai Apache med flere. Anzick-familen deltager også, foruden Eske og Shane Doyle.

 

Bagefter er Eske sammen med Shane Doyle ved en spisning i Crow-reservatet. Shane overrækker Eske en vest, som hans kone har lavet. ”Nu er du medlem af stammen”, siger Shane. ”Hvis nogen spørger dig, kan du sige, at du er Apsaalooké-indianer. Crow er en misvisende betegnelse, Apsaalooké er mere korrekt. Hvis der er nogen, der spørger…” – ”så kan jeg sige, jeg er en Crow?”, afbryder Eske. ”Hold da op”.

 

Begge drømme er altså gået i opfyldelse. Som han har ønsket fra han var barn, er Eske blevet indianer – og han er den første, der har kortlagt hele arvemassen, hele genomet, fra en ur-indianer og bevist, at alle indianeres direkte forfædre var de første mennesker i Amerika.

 

 

Opdagelsen giver genlyd verden over og offentliggøres officielt med en artikel i det naturvidenskabelige magasin Nature den 13. februar 2014. Det kræver et abonnement at kunne læse hele artiklen i Nature – men værket med overskriften "The genome of a late Pleistocene human from a Clovis burial site in western Montana" er offentligt tilgængeligt på en hjemmeside for US Library of Medicine.

 

Filmen kan indtil den 20. april streames på dr.dk. De to andre film er også værd at se. Instruktøren Linus Dahomé Mørk og filmholdet har fulgt Eske Willerslev og hans forskning igennem 3 år. Filmene er dokumentarfilm, men det fremhæves på forteksterne at ”der er benyttet iscenesættelser og dramatiseringer til at genskabe vigtige processer i hans arbejde”. Det er vildt, hvad dna-forskningen bringer af nyt i disse år.

 

 
6.4.2018