Darwin i skoven

  

Jeg følger Natur & Miljø i Aarhus på Facebook og blev derved opmærksom på et arrangement, der kombinerer vandringer i naturen omkring Aarhus med fortællinger om Charles Darwins liv og tanker.


Arrangøren er som nævnt Natur & Miljø, deltagelse er gratis, og turlederen er naturvejleder Torben Gang Rasmussen. Der er i alt fem vandringer, alle på onsdage fra kl. 13 til 15, og alle er cirka fem kilometer lange. Den første tur fandt sted i går, den 7. marts. Mødestedet var Donbækhusene i Mindeparken, og emnet for dagens fortællinger var Darwins barndom og ungdom inklusive studieårene på universiteterne i Edinburgh og Cambridge.


Det lyder skørt at kombinere vandreture med foredrag om Charles Darwin – men det fungerer fint, og vi gav allesammen turlederen ret, da han under et ophold ved en navnkundig mangestammet lind i parken ved Stadionsøen og Havreballe Skovvej spurgte ”Er det ikke en herlig kulisse til at tale om Darwin?”.


Lindetræet stammer fra den oprindelige hovedallé ind til Marselisborg Hovedgård, og træet blev for cirka 50 år siden plantet her i parken af Aksel Edward Skjødt-Pedersen, som underviste i biologi på Marselisborg Gymnasium. Herregården Marselisborg lå i gamle dage der, hvor gymnasiet ligger i dag.


De næste to onsdage handler om Darwins rejse med det gode skib Beagle og dermed om udviklingen af tanker og teorier om evolutionen. Den første af disse vandreture starter ved Ørnereden og den anden ved Moesgaard Strand.

 

Foto af Torben Gang Rasmussen ved Skjødt-Pedersens lind, fra Lokalavisen Aarhus den 17. april 2016.

 

Turlederen Torben Gang Rasmussen er en ildsjæl, som hele sit liv har været optaget af at fortælle om udelivet. Han har skrevet bøger om svampejagt og vandringer i Danmark og har undervist mange forskellige steder. Nu er han efterlønner og freelance naturvejleder ved Aarhus Kommune. Charles Darwin er en hobby for ham, og han fortæller om Darwins liv og evolutionsteorien med enorm glød.


Det bliver spændende at følge fortsættelsen – og det er jo ingen skade til at gå en lang tur i skoven for eksempel hver onsdag fra klokken 13 til 15.

8.3.2018