London i februar

Mens vi forleden sad på The Flying Horse over for Tottenham Court Road undergrundsstationen og spiste en sandwich til frokost, regnede vi os frem til, at vi igennem årene har været i London sammen i alt seks gange. En enkelt gang – før vi fik børn – var vi på sommerferie i en uge. De øvrige gange har været kortere besøg med to-tre overnatninger. To gange inden for de senere år har vi været i Royal Albert Hall for at se henholdsvis Van Morrison og Bob Dylan.

Ud over de seks gange sammen har jeg selv været afsted fem gange, heraf tre på forretningsrejse. Første gang var omkring 1988, hvor jeg arbejdede for et it-firma. Sammen med firmaets engelske repræsentant besøgte jeg en kunde i udkanten af London. Han tog imod os med stor skepsis og var ikke imponeret over den software, han havde købt. ”I think you Danes should go back to just producing lager”, sagde han blandt andet.

På den seneste tur var vi om lørdagen som nævnt i teatret for at se musikstykket ”Girl From The North Country”. Vi ankom til byen fredag, tog hjem mandag og boede tre nætter på The Troy Hotel i Bayswater tæt ved undergrundsstationen Queensway. Troy er på dansk Troja, og resterne af den antikke græske by Troja ligger som bekendt på den tyrkiske vestkyst ved Middelhavet. Det var derfor meget passende, at vi lørdag spiste aftensmad på en græsk restaurant og søndag på en tyrkisk.

Navnlig den tyrkiske er værd at skrive hjem om. Da vi hen imod aften sad på værelset, brugte jeg Tripadvisor til at vise restauranter i nærheden, og en af de første, der blev nævnt, var et sted med navnet Lokkanta Meze & Barbeque cirka ti minutters gang fra hotellet. Stedet har meget høj rating – 4,5 af 5 – og har fået Tripadvisors Certificate of Excellence, og da prisniveauet også så fint ud, skyndte jeg mig at booke et bord. Med de fine karakterer er Lokkanta Meze faktisk #54 af 18.288 restauranter i London.

Da der var frostvejr i det engelske, var det lidt af et fund at støde på dette sted inden for gåafstand fra hotellet, og heldigvis blev vi ikke skuffede. ’Welcome to Lokkanta’, står der på hjemmesiden. ’We call it a mangal, you call it a barbecue. Food cooked on it tastes like nothing on earth’. Straks vi satte os ved bordet, fik vi serveret et fad med generøse smagsprøver af forskellige dips – blandt andet haydari med dild og hvidløg og tyrkisk tzatziki – og desuden en kurv med lunt fladbrød.

Vi bestilte derefter en forret og en hovedret til deling, og det var et klogt valg. Der var masser til to. Først Muska Borek V, ’spinach & cheese filled filo pastry triangles’, dernæst Adana Kebab, ‘lean British lamb – minced, mixed with herbs & spices then reformed on skewers, cooked slowly over a sizzling barbecue’, inclusive perlebyg, salat og grillet chilifrugt. Det lød lovende og smagte faktisk endnu bedre. Med to glas vin til hver lød regningen på GBP 35, så der var også rigeligt plads til drikkepenge.

Søndag nåede vi relativt korte besøg på både Tate Modern, British Museum og National Gallery. Da vi sidste år i påsken var med en gruppe venner i Grækenland på øen Leros, overnattede vi på udturen i Athen og tog om eftermiddagen ind og så Akropolis, og nu vi var i London, tænkte jeg, det kunne være sjovt i British Museum at se de Parthenon-friser og -gavlskulpturer, som engelske Lord Elgin i starten af 1800-tallet fik nedtaget fra templet og fragtet hjem til England. Det var ikke bare et enkelt stykke marmor som souvenir, Elgin tog med sig. Det var halvdelen af de tilbageværende friser, og på museet fylder de væggene i et rum på størrelse med en fodboldbane.

 

Gavlskulpturer fra Parthenon på British Museum.

Tottenham spillede lørdag ude mod et andet London-hold, Crystal Palace, men der var ikke tid til fodbold. Spurs vandt 1-0 på et mål af Harry Kane med assist fra Christian Eriksen, og holdet er nu nummer 4 i Premier League to points foran Chelsea.

London har stadig mange ting at tilbyde, og næste gang må vejret godt være en del varmere. Jeg læste et sted, at Mark Knopfler er i gang med at skrive musik til en musical-udgave af filmen ’Local Hero’, som forberedes til premiere i 2019, først i Edinburgh i Skotland og efterfølgende på Old Vic i London. Det lyder umiddelbart forjættende.

’Local Hero’ fra 1983 er en af mine allerstørste favoritfilm. Jeg har set filmen et utal af gange, har skrevet en lang artikel om den, kan huske stort set alle filmens replikker og er også vild med Mark Knopflers musik til filmen, herunder ikke mindst det ikoniske slutnummer ’Going Home’. Filmen handler om en amerikansk forretningsmand, der på vegne af et stort oliefirma i Houston Texas ankommer til en lille by i Skotland for at købe al jord i og omkring landsbyen til opførelse af et olieraffinaderi.

Det går der heldigvis ged i, og i løbet af handlingen falder forretningsmanden mere og mere ud af sin rolle og forelsker sig hovedkulds i den skotske kultur med alt hvad den indebærer af smukt og godt. På pubben bliver han en dag præsenteret for en guddommelig 42 års McKeskil – og da han nogle dage senere til en kåd og våd fest i byen beder om et glas af samme special-whisky, får han at vide, at den 42 års ikke sælges ved byfester. ’Okay’, siger vores ven MacIntyre. ’Så gi’ mig fire 8 års og en 10 års’.

28.2.2018