Vild med vinter OL

  

Jeg har altid været glad for at se vinter OL - især de klassiske discipliner langrend, alpint skiløb, skiskydning og ishockey. Danmark har aldrig haft noget at byde på, og i forhold til vintersport har jeg altid været fan af Sverige. Uden at være dominerende er svenskerne potentielt med i toppen i alle de nævnte discipliner, og det er altid spændende at følge konkurrencer, hvor svenske atleter er med til at kæmpe om podiepladserne. Det har det også været ved dette vinter OL, og Sverige har navnlig på de første konkurrencedage fejret store triumfer inden for både langrend, alpint skiløb (kvindernes slalom) og skiskydning.


Dominerende er derimod Norge - endda i så voldsom grad, at jeg ofte griber mig selv i at håbe, at alle andre end netop de norske deltagere vinder medaljerne. Norge er samtidig i forhold til alle konkurrencerne præget af en ekstrem og hysterisk nationalisme, som tilsyneladende får hele nationen til at gå amok, hver gang en medalje er norsk. Det var måske forståeligt, dengang for nogle årtier siden det hørte til undtagelsen, at norske atleter var med i toppen - men nu er det latterligt, fordi Norge netop er så dominerende og har en enorm bredde inden for mange af skiløbene.


I dag onsdag er der finaler i både kvindernes og mændenes teamsprint i langrend, og Norge er favorit i begge konkurrencer. Sverige er også med og har navnlig på kvindesiden et meget stærkt hold bestående af Charlotte Kalla og Stina Nilsson, som begge har en guldmedalje fra individuelle konkurrencer tidligere i dette OL-stævne. Men også de svenske mænd ser stærke ud - selv om hverken Marcus Hellner eller Calle Halfvarsson har vundet noget hidtil. Holdenes to deltagere løber på skift i alt 6 runder på den korte og kuperede bane, altså 3 til hver.

 

I semifinalerne bliver både de svenske kvinder og mændene nr. 2, og begge hold er stensikkert med i finalerne. Stina Nilsson hos kvinderne og Calle Halfvarsson hos mændene ser meget stærke ud. Det tegner lovende, og der er lagt op til, at svenskerne kan være med til at kæmpe om medaljerne. Norge vinder semifinalerne hos både kvinderne og mændene. Det er helt som ventet, men for mig er det overraskende, at USA er langt fremme i begge løb.

 

Kvindernes finale er den første. Norske Marit Bjørgen lægger hårdt ud, men USA og Sverige er godt med. Ved de to første skifter er det disse hold, der holder de første pladser sammen med Rusland. Det ligner et opgør mellem Norge, Sverige og USA om guldet. Fra femte skifte er der hul fra disse tre hold til de øvrige. Stina Nilsson løber sidste tur for Sverige. Hun har svært ved at hænge på Norge og USA, da det går opad - men pludselig får hun fart i skiene, går forbi konkurrenterne og fører klart med et par skilængder før opløbet.

 

Det ligner svensk guld, men nej, det lykkes desværre ikke. Svenskerne bliver slået på stregen - ikke af Norge, der tager bronzen, men af USA... Hvad er nu det? USA har ingen ret til at blande sig i toppen i den nordiske disciplin langrend. Det er første gang nogensinde, at amerikanerne har vundet guld i denne idrætsgren. Men okay. I det mindste lykkedes det for Kalla og Nilsson at slå Norge, og sølv er også flot. Men at tabe til netop USA... Pokkers. Efter løbet skriver Aftonbladet på avisens hjemmeside, at "Sverige knäckte Norge men blev ändå utan guld".

 

Stina Nilsson og Charlotte Kalla får sølv i sprintstafetten.


I mændenes løb er det svenske Hellner, der forcerer fra starten, men Norge, Rusland, Frankrig og igen USA er godt med. Otte-ni hold ligger tæt, men det er Sverige og Norge, der efter 2. skifte er forrest. På tredje skifte styrter USA, så er de i det mindste ude af konkurrencen.

 

Det er Sverige og Norge forrest, men der er ikke hul til de øvrige. Det svenske skifte til fjerde tur er skidt, og Sverige er nu på tredjepladsen. Norske Klæbo er suverænt forrest, da han skifter til sin makker Sundby. Svenske Hellner haler lidt ind, men uden at kunne lukke hullet. Det ligner norsk guld, da Klæbo starter den sjette og sidste tur, fem sekunder foran Sverige.

 

Halfvarsson ser tung ud og kan ikke følge Rusland og Frankrig op ad bakken. Han kommer tæt på i opløbet, men bliver kun nr. 4. Norge vinder suverænt foran Rusland og Frankrig. Altså endnu en svensk skuffelse. De svenske herrer i langrend har intet vundet ved dette vinter OL.

 

Pokkers. Der er ikke så mange medaljechancer tilbage for svenskerne. Mændenes ishockey er i kvartfinalen og kan nå langt, og måske kan en af langrendskvinderne blive blandt de forreste i 30km klassisk stil på søndag. Måske dukker noget uventet op. Sverige har indtil videre vundet 8 medaljer, Norge har 33.

     

21.2.2018

 

Onsdagen ved OL sluttede for Sveriges vedkommende med, at herrernes ishockeyhold blev slået i kvartfinalen af Tyskland efter forlænget spilletid og sudden death. Det var meget skuffende.


Men i dag torsdag har været en af de gode dage. I morges vandt André Myhrer guld i herrernes slalom, og i eftermiddag blev det til sølv i kvindernes 4x6km stafet i ’biathlon’, skiskydning.


Jeg så hele løbet og græmmede mig over de første to af de fire svenske løbere. Begge havde mange mange forbiere, og midtvejs på tredjeturen lå Sverige som nr. 13-14 stykker næsten 2 minutter efter de førende. Men så ramte Anna Magnusson pludselig alle 5 skud i stående og overlod stafetten til Hanna Öberg på sidsteturen med kun et minut op til de førende.


Öberg – som i sidste uge meget overraskende vandt kvindernes individuelle 15km – sluttede helt sublimt med 10 pletskud på de to skydninger og løb svenskerne i mål til en andenplads og dermed sølvmedaljer. Hviderusland fik meget fortjent guld, Frankrig bronze, og Norge blev nr. 4. Storfavoritten Tyskland endte langt nede som kun nr. 8.

 

Hanna Öberg og de tre holdkammarater får overraskende sølv i biathlon-stafetten.

 

22.2.2018

 

Fantastisk. Sverige vandt guld i biathlon herrestafetten 4x7,5km foran favoritterne fra Norge og Tyskland.
Før sidste skydning lå Norge og Sverige lige. Svenskeren havde en enkelt forbier, Svendsen fra Norge havde mange og var pludselig 40 sekunder efter svenske Lindström.


Det var helt vildt spændende. I skiskydning ved man aldrig, hvad der kan ske, og hvem der pludselig kikser i skydningen.

 

Jeg så løbet i lufthavnsbussen og i lufthavnen op til take off, da vi om fredagen er på vej til London. Fantastisk. Nu har Sverige 11 medaljer.

 

De svenske herrer vinder sensationelt guld i biathlon-stafetten.