Jeg så en Kasket Karl stribe forleden og kom til at tænke på en
historie fra gamle dage. Kasket Karl er en tegneserie om en kæderygende
og alkoholiseret engelsk døgenigt, der altid har en sixpence kasket på
hovedet. På engelsk hedder figuren Andy Capp. Jeg havde næsten glemt
serien, som i mange år kunne ses i danske dagblade.
Jeg husker især en konkret Kasket Karl tegning, ikke fordi den var
specielt morsom, men fordi den hang i en ramme på væggen et sted, som
jeg besøgte en gang imellem i en særlig anledning.
Sammen med en gruppe venner var jeg i mange år en gang om året på
weekendophold i et sommerhus ved Vile og Limfjorden nord for Skive. Vi
var seks jævnaldrende fyre, der tidligere havde lavet et filmtidsskrift
sammen. Derfor kaldte vi det stadig redaktionsmøder, når vi mødtes på
skift hos hinanden cirka hver anden måned og fik et par glas.
En gang om året, ofte i november måned, var vi i sommerhus en hel
weekend.
Vi købte ind i Brugsen i Skive, og det var altid mørkt og koldt, når vi
fredag aften ankom til huset. Så spiste vi rugbrødsmadder til øl og
snaps, mens vi hørte musik og løste verdenssituationen.
Om lørdagen gik vi en tur ved Limfjorden, og bagefter kørte Steen og
Edvin ind til Glyngøre og købte et par ekstra Hancock øl. Jens lejede
måske en videomaskine, så vi kunne tå en forsmag på hans næste film, og
i kiosken bad Oluf om ‘40 King’s. I 2 pakker’.
Et par replikker fra et gammel Leif Panduro TV-spil faldt altid i løbet
af weekenden:
- ’Vi er jo ikke 20 år længere’
- ’Det er der ingen, der er’
Lørdag aften var det altid Peder og Steen, der stod for middagen. Det
var typisk en oksesteg med masser af hvidløg, stegte kartofler, salat og
en kompot af majs og krydderurter. Peder var chefkok og Steen håndlanger
med et glas rødvin inden for rækkevidde. Vi andre snakkede og lavede
ingenting og sad også med et glas. Vinen var omhyggeligt udvalgt og købt
fredag aften i Skive Brugs. Stegen og tilbehøret blev nydt til en god
rødvin, mens vi hørte musik og løste verdenssituationen.
Søndag sov vi længe og kørte hjemad op ad formiddagen efter morgenmaden.
Inden afgang blev der ryddet op og gjort grundigt rent i det lille hus
med 6 sovepladser.
De to biler fulgtes ad på landevejen fra Skive mod Ans og derfra til
Aarhus. Omkring midtvejs gjorde vi holdt ved en rasteplads, der havde et
cafeteria i en stor skurvogn bygget af aluminium og plastik.
Roxy Grill hed stedet, som lå på højre side af vejen efter Sjørup. Her
var der kioskudsalg og mulighed for at købe hotdogs og ristede pølser.
En ristet hotdog med det hele var godt efter to dage med rigeligt at
drikke. De rå løg gjorde underværker.
I cafeteriastuen hang Kasket Karl tegningen i en ramme på væggen, og vi
stod altid en stund foran billedet. Scenen viste Kasket Karl liggende på
ryggen med en smøg i munden på gulvet i publokalet. Han har et fyldt
glas stående på bardisken og er meget beruset. Han siger til bartenderen
‘Jeg tror ikke, jeg kan klare mere. Gør mig en tjeneste og hæld det over
mig’.
Helt så slemt havde vi ikke haft det i weekenden i sommerhuset, men vi
følte os alligevel lidt solidariske med manden med kasketten.
Roxy Grill blev nedlagt i 2012 og var væk, da vi i 2013 sidste gang var
på weekend ved Limfjorden.
Jeg har lokaliseret Roxy Grill og fundet fotografiet af cafeteriaet
på arkiv.dk med hjælp fra Facebook-gruppen ’Gamle billeder fra Frederiks
og omegn’. Frederiks ligger ved Kongenshus Mindepark 15 km fra Sjørup.
Kasket Karl tegningen har jeg med hjælp fra Facebook-gruppen ’Andy Capp – The Cartooning Genius of Reg Smythe’ fundet i British Cartoon Archive på University of Kent.
6.7.2024