Nymindegab og Nørre Nebel i påsken 

 

Vi er på udflugt med to overnatninger til Vesterhavet og egnen omkring Nymindegab syd for Ringkøbing Fjord. Stedet har omkring år 1900 en kunstnerkoloni, der er samtidig med Skagensmalerne, men knap så kendt. Kolonien kaldes Nymindegab-malerne, og den har sit eget museum i den lille by.

 

   
Laurits Tuxen besøger som 25-årig Nymindegab første gang i juni 1879 og er den første maler på stedet. Tuxen bliver efterfølgende i årene omkring 1900 en internationalt berømt portrætmaler og også aktiv i gruppen af Skagensmalere. Blandt andet er han sammen med Michael Ancher og P.S. Krøyer medstifter af Skagens Museum i 1908.

 
Da Tuxen kommer til Nymindegab i 1879, er det kun et sandet hjulspor, der fører hertil. Mange malere følger efter i de næste år, og typisk bor kunstnerne på Nymindegab Kro hen over sommeren og ændrer deres skitser til færdige malerier, når de vender hjem til atelieret. De fleste af malerne kommer fra København.

 
Nymindegab er i slutningen af 1800-tallet Danmarks største fiskerleje. Udmundingen af Ringkøbing Fjord til havet - Æ Gaf - ligger på dette tidspunkt lige uden for landsbyen.

 

 
Da Tuxen ankommer i juni måned 1779, er byen fuld af hundredvis unge mænd og kvinder fra de vestjyske gårde. De er rejst ud til kysten for at fiske og bor i små stråtækte hytter ved stranden.

 
Tuxen bliver vildt betaget af Nymindegab og skriver i sine breve, at ingen vil tro ham, når han maler det, han ser. “Stedet har overtruffet mine Forventninger og Mage til Liv, som her var i de første Dage, har jeg aldrig set”.

 
Museet er nyrenoveret i 2020 og i sig selv en rejse værd. Det er charmerende indrettet og rummer både en flot samling Tuxen-billeder og værker af andre af Nymindegab-malerne. Tuxen er i en klasse for sig, men også Johannes V. Kristensen og Johannes Larsen er imponerende.

 

 
Laurits Tuxen bliver i 1879 fascineret af menneskene og folkelivet omkring fiskeriet. Han maler derfor billeder af pigerne, der sætter madding på krogene, og grupper af ældre kvinder, der koger tran over ulmende bål. Museet har adskillige af disse flotte og unikke billeder. Som Tuxen skriver i et af sine første breve fra Nymindegab: “Her har aldrig været en maler før mig”.

 

 
At sætte madding på krogene kaldes “at ese”. Pigerne er derfor “esepiger”, og hytterne, hvor de overnatter i fisketiden fra påske til sidst i juni, er “esehytter”. Der findes i 2024 eksempler på hytterne både ved fjorden lidt uden for Nymindegab og i haven uden for museet. På museets udleverede lydapparat fortælles, at esehytten havde to senge. I den ene sov to fiskere og i den anden to esepiger.

 

 
Laurits Tuxen fortjener stor ros for sine smukke malerier og for at have foreviget det travle fiskerliv i Nymindegab i årene fra 1879.

 

Ud over museet i Nymindegab er der mange interessante steder på denne egn. Vi bor i Nørre Nebel, som er en overraskende livlig handelsby med mange specialbutikker. Der er Brugsen, Netto og både slagter, bager, frisør, optiker og apotek - og desuden en række butikker, der sælger sko, sportsudstyr, tøj, lamper, blomster, gaveartikler og meget andet.

 

 
Ingen af specialbutikkerne er kædeforretninger, og Nr. Nebel har ingen Matas, Normal eller Sportsmaster. Byen har kun 1300 indbyggere, men vi er i turistland, og området her syd for Ringkøbing Fjord har mange besøgende. Alle forretningerne har åbent hver dag i påsken, og her er både livlig biltrafik og trængsel på fortovene og i butikkerne.

 
Vi besøger Mærskhuset, som er et kunstgalleri ved en markvej ude mod fjorden. Kunstneren er Elsebeth Øberg, som laver keramik og maler billeder. Vi falder for en flot mørkebrun skål med antydning af tegn, som kunne ligne runer. Der er ingen priser på genstandene, og da vi spørger, siger en kvinde, at prisen er efter vægt. Keramikken koster 1 krone pr. gram.

 

 
Kopier af tre traditionelle esehuse ligger smukt ved fjorden nord for Nymindegab. De originale hytter er nedtaget og kan ses på Frilandsmuseet i København, af alle steder. Jeg synes helt ærligt, det er en skandale at sende de smukke vestjyske fiskerhytter til hovedstaden.

 
Vi gør et øjeblik holdt ved kunstmuseet, for at jeg kan fotografere et Tuxen-billede, jeg glemte i går, et flot maleri af en esepige optaget af arbejdet. Billetterne til museet gælder indtil den 1. november.

 

 
Vi går elipsen ved naturparken Filsø i nærheden af turistjunglen Henne Strand. Det var her ved Filsø, at maleren Johannes Larsen omkring 1920 malede de fuglebilleder, der ses på museet. Søen har været tørlagt i mange år, men er nu gendannet.

 

 

Vi kører ned på stranden ved Børsmose og får et langt kig ud over havet. Der er kun lidt vind i dag, og temperaturen er meget mildere end i går fredag, 12-13 grader. Der holder mange biler på stranden, og et ungt par ses siddende i solen på toppen af en grå betonbunker.

 

 

Lyngklædte klitter strækker sig på begge sider af vejen nord for Nymindegab, og vi får en velsmagende kop kaffe på Café Havmågen ved Nymindegab Strand. Et sted ved vejen skiltes med Nye Danske Kartofler, men det er desværre falsk reklame.

 
Fredag spiser vi på restauranten Bjælkestuen, der er nabo til vores lille lejlighed på 1. salen af Nørre Nebel Minimarked i hovedgaden Bredgade. Bynavnet udtales Newl, og hos bageren kan man købe en Newl Stang for 50 kr.

 

 
Bjælkestuen serverer udelukkende meget meget traditionelle kroretter med pommes frites, og i aften vælger vi nok takeaway fra det konkurrerende foretagende Kebabhouse No. 2 på den modsatte side af gaden. Pizzaerne er bagt på stedet og meget velsmagende.

 
Nymindegab og Nr. Nebel er bestemt en rejse værd.

 

 

31.3.2024