Keb’ Mo’ og Giacometti i København 

 
I marts 2024 er vi på tur til København med en enkelt overnatning på Hotel Steel House ved Sankt Jørgens Sø. Målet er i første omgang spillestedet Amager Bio, hvor vi mandag aften har billetter til koncert med bluesmusikeren og singer-songwriter’en Keb’ Mo’.

 

 
Keb’ Mo’ er en gammel ven. Vi kender alle hans 10-12 albums, og det har i mange år været et stort ønske at se manden live. Det var i sin tid min ven og tidligere forskerkollega Edvin, der i 1994 havde Keb' Mo's debatalbum med hjem fra en rejse i USA, og jeg faldt straks for mandens melodiøse og fængende blues.

 

Her er aftenens sætliste.
 
1. Government Cheese
2. Somebody Hurt You
3. Everything I Need
4. Sunny and Warm
5. Good to Be (Home Again)
6. Life is Beautiful
7. Shave Yo' Legs
8. Every Morning
9. I Remember You
10. Suitcase
11. A Better Man
12. She Just Wants to Dance
13. Lean on Me (Bill Withers cover)
14. The Medicine Man
15. Good Strong Woman
16. Beautiful Music
 
Keb’ Mo’ har medbragt en trommeslager, der lægger grundtakten, og det er en fremragende koncert med solid vokal og finurlige guitarmønstre af den fokuserede og smilende mester. Til slut giver han for alvor los og fortsætter med en række ekstranumre ud over listen ovenfor. ’Nu spiller vi bare’, siger han. 'I kommer sent hjem'.

 

 
 
Inden hjemrejsen tirsdag eftermiddag mødes vi med billedkunstneren Alberto Giacometti på Statens Museum for Kunst. Det er en rent ud fantastisk udstilling af både tegninger, malerier og fascinerende skulpturer.
 
Høje, tynde skulpturer af stående eller gående mennesker er karakteristiske for Giacometti, og udstillingen rummer mange eksempler på dette. Figurerne er støbt i bronze, men er først formet af kunstneren i ler.

 

 
Også nogle bastante buster er formet i ler. Et sted i udstillingen vises en film, hvor vi ser kunstneren i værkstedet i gang med at forme nogle af disse mandehoveder.
 
Den altdominerende farve i Giacomettis univers er sort. Alting er sort, også ansigterne i nogle malede portrætter.

 

 
Sidste gang, jeg så en Giacometti-udstilling var på Louisiana i 1965.
 
Jeg havde en skolekammerat med en lidt anden baggrund end min. Allerede da vi var 15-16 år, havde Thorkil med sine forældre besøgt Italien og Frankrig og set både det ene og det andet, mens jeg selv knap havde været uden for landets grænser.
 
Men vi havde to ting til fælles: En glødende interesse for tidens nye musik, især de britiske grupper fra Beatles og Rolling Stones til The Who, The Kinks og Them - og desuden fodbold.
 
I juni 1965, da vi var 16, tog vi nogle dage til København sammen. Vi boede hos Thorkils moster i Hellerup og var rundt i hovedstaden til forskellige begivenheder. I Idrætsparken så vi Ole Madsen score med hælen, da Danmark vandt 2-1 over Sverige, og vi hørte beatmusik på Bakken og pigtråd i Hit House.

 

 
En af dagene foreslog Thorkil, at vi skulle besøge kunstmuseet Louisiana, som havde en udstilling med værker af Alberto Giacometti.
 
Jeg havde ikke hørt om hverken museet eller kunstneren - jeg tror aldrig mine forældre havde taget mig med på museum - men besøget på Louisiana blev en stor og øjeåbnende oplevelse, og jeg har været en stor beundrer af Giacometti lige siden.
 
Nu har jeg 59 år senere set den næste store Giacometti-udstilling i Danmark, denne gang på SMK. Det kunne have været sjovt at løbe ind i Thorkil, men det skete ikke.

 

 

Alberto Giacometti er stadig fænomenal. Et af malerierne har titlen ’Black Annette’. Billedet er fascinerende, og jeg står i lang tid og beundrer det.

 

26.3.2024