Særtog til Budokan 

Første gang, jeg oplevede Bob Dylan live, var i Göteborg den 12. juli 1978. Dylan havde været i på vore kanter en gang tidligere med en koncert i KB Hallen i København i 1966 – men da var jeg ikke med. Jeg var vild med Beatles og de andre engelske topbands og havde endnu ikke fået Dylan i blodet.

 
Det fik jeg snart, og efter Dylans sublime udgivelser i 1970’erne, herunder mesterværket ’Blood on the Tracks’, er jeg i 1978 villig til at give en halv arm for at opleve Dylan med Band live. Det bliver dog ikke nødvendigt. Billetten til Göteborg den 12. juli koster 80 kroner.

 

 


Jeg bliver mindet om koncerten i Göteborg, fordi der i november 2023 er kommet et live-album med optagelser fra 1978-turneen, ’Live at Budokan’, i en ny udgave og med mange ikke tidligere udsendte numre. Det er et fremragende album, som jeg har lyttet til med stor fornøjelse flere gange.

 
To koncerter i Göteborg den 11. og 12. juli er de eneste i Norden, og interessen er kolossal. Bob Dylan er i 1978 både en legende og et stort verdensnavn. Fra Danmark arrangeres specialrejser til koncerterne, og sammen med en gruppe venner er Solveig og jeg med et BOB DYLAN SÆRTOG, der samler passagerer op i Odense, Fredericia, Vejle, Horsens, Århus, Randers og Ålborg. Toget kører os til færgen, der sejler fra Frederikshavn til Göteborg midt på eftermiddagen. Prisen fra Aarhus til Göteborg tur/ retur inklusive færgebillet er 181 kroner.

 

 
Toget afgår fra Aarhus kl. 11:52, og vi har madpakke og et par øl med i tasken. Vi deler kupe med en gruppe venner fra Filmklubben – blandt andre Asbjørn, Ulla og Weisberg.

 
’Så I Mette Fugls interview med Dylan i fjernsynet i går?’ spørger Weisberg. ’Det var ikke meget, hun fik ud af ham’.
’Nej, han sagde ingenting’, siger Asbjørn. ’Men det var jo også nogle tåbelige spørgsmål’, hun havde forberedt.
 

For et par uger siden har Dylan i juni udsendt en ny LP, som vi knap har nået at høre. ’Street-Legal’ hedder den.


’Jeg håber, han i aften mest spiller de gamle numre’, siger Ulla. Det håber vi alle sammen.

 
Koncerten er fantastisk. Jeg har drømt om dette i mange år, og nu at være i samme rum som Bob Dylan er så stort, at det er svært at rumme. Da guitaristen Billy Cross slår klingende an til ’Mr. Tambourine Man’ risler det ned ad ryggen, og taget på Göteborgs store Scandinavium-hal begynder at lette.

   
Koncerten er i november udkommet i fuld længde i en fremragende nyproduceret udgave. Lyden er sublim, udgaverne af alle de kendte sange er perfekte, og Dylans vokal står tydelig og skarp i lydbilledet.

 
De to fulde koncerter på den nye udgivelse er godt nok ikke optaget i Göteborg, men i Japan tidligere på året. Det kan jeg leve med. Det er samme besætning, samme repertoire og samme år som Göteborg, og der er mange flere ligheder end forskelle.

 
Vi får et stort udvalg af alle de kendteste sange, både klassikerne fra 1960’erne og de nyere sange fra ’Blood on the Tracks’ og ’Desire’.

  

’Love Minus Zero’, ‘Shelter from the Storm’, ’Like a Rolling Stone’, ’Simple Twist of Fate’, ‘Forever Young’, ‘The Times They Are A-Changin', ‘Ballad of a Thin Man’ – i alt 28 sange plus to ekstranumre, 2 timer og 15 minutter.

  

Dylan akkompagneres af et band bestående af 9 musikere og 3 sangerinder. Det er på alle måder et generøst show.

 
Nu har jeg taget turen igen, med BOB DYLAN SÆRTOG til Göteborg. Jeg bliver nok hængende lidt endnu.

  

21.12.2023