Astrid Gjesings smukke og unikke kunstværk ’Måne Hav Sten’ ved Moesgaard Strand er altid et besøg værd. Langs stranden mod Fiskerhage ser man på sandet og i vandkanten nogle sten med inskriptioner, der fortæller navnene på månehavene.
I gamle dage troede astronomerne, at de mørkere flader på månen var have og oceaner, og områderne fik derfor navne og ofte med ord, der henviser til fugtige steder, herunder TÅGERNES HAV, BØLGERNES HAV, SKUMHAVET og REGNSKYLLENES HAV.
I dag ved vi, at månehavene ikke indeholder vand (i hvert fald ikke på overfladen), men månen påvirker med sin tyngdekraft havene på jorden. Stenene ved Fiskerhage, som Astrid Gjesing har valgt til sit værk, ligger på stranden i tidevandslinjen.
Der er ikke flyttet på dem. Stenene har ligger der siden slutningen af istiden, og inskriptionerne er lavet på stedet.
Jeg har før skrevet om værket, og nu har jeg opdateret teksten med flere detaljer og nye billeder. https://dinnesen.com/.../facebook_48_m%C3%A5ne-hav-sten.html
Baggrunden er, at der i søndags den 27. august i anledning af værkets 25-års jubilæum var arrangeret en rundvisning på stranden anført af Astrid Gjesing. På billedet nedenfor af strand og skov ses Astrid Gjesing og nogle af deltagerne. I forgrunden på samme billede stenene ØERNES HAV og FRUGTBARHEDENS HAV.
I alt 18 af de 23 sten var synlige denne dag. Under rundvisningen gik vi på kanten af et uvejr, hvor sorte skyer og heftige regnbyger tårnene sig op over Aarhus og Mols Bjerge på den anden side af bugten.
30.8.2023