Vila Welles i Primosten 

 

Vi var i Kroatien for fem år siden i 2018, og jeg fortalte dengang i et opslag på Facebook, at jeg i sommeren 1972 sammen med nogle venner strandede nogle dage i byen Primosten ved Adriaterhavet. https://dinnesen.com/texts/facebook_36_primosten.html

 

Nu er jeg tilbage i Primosten, 51 år senere.

 

 

Vi boede i 1972 på stranden lidt uden for byen og sov også der om natten i vores soveposer. Mad og drikke købte vi i den lille by, som ligger idyllisk på en ø, der er gjort landfast med en tange. Alting var billigt, og vi led ingen nød.

 

En dag var jeg på posthuset for at købe frimærker til nogle postkort, jeg havde skrevet til venner og familie. Posthuset var i 1972 nervecenter for al kommunikation ind og ud af landet, og det var her, man skulle hen for at lave udenbys telefonopkald.

 

Mens jeg stod i kø, fik jeg øje på en korpulent mand i en af telefonboksene. Han lignede grangivelig filminstruktøren Orson Welles, som dengang var en af vores helt store helte.

 

Da jeg kom tilbage til stranden, sagde jeg til vennerne, at "Jeg mødte for resten Orson Welles på Posthuset". De lo af mig, og Michael sagde, "Are you sure it wasn't Santa Claus?" Altså Julemanden.

 

Selvfølgelig var det ikke Orson Welles. Hvad i alverden kunne bringe Welles til netop Primosten, Jugoslavien? Vi slog det ud af hovedet og tænkte ikke mere over det.

 

Nu ved jeg, det faktisk VAR ham, jeg så den dag på posthuset.

 

 

I 2018 opdagede jeg, at der står en stor statue af Orson Welles i den kroatiske by Split. Den er skabt i 2007 af kunstneren Oja Kodar, der i mange år var Welles' både medarbejder og kæreste. Hun var kunststuderende i Zagreb, da Welles mødte hende første gang i 1962. Welles var i Zagreb for at lave optagelser til Kafka-filmen "Processen". Oja Kodars forældre var venner af Welles' kameramand Edmond Richard.

 

Welles besøgte ofte Jugoslavien i 1960'erne og havde gang i flere filmprojekter, hvor Oja Kodar var medarbejder på manuskripterne og også medvirkede som skuespiller. Han tilbragte en masse tid i byen Split, og omkring 1970, læste jeg tidligere i år i en artikel på nettet, "he and Kodar bought a villa at Primosten just up the coast, which served them as both holiday home and writing retreat throughout the Seventies".

 

Det var pokkers, tænkte jeg, da jeg læste dette. I 1970 købte Welles og Kodar et hus i Primosten, og de havde huset sammen, indtil Welles døde i 1985. [Jonathan Bousfield: "Awesome Orson" på straysatellite.com]

 

Det VAR altså Orson Welles himself, jeg mødte på posthuset i Primosten en dag i juli måned 1972. Ærgerligt jeg ikke fik hilst på ham. Jeg havde på daværende tidspunkt i Filmklubben set 5-6 af hans berømteste film, fra ‘Citizen Kane’ og fremefter. Jeg kunne godt have givet et par interessante spørgsmål og kommentarer.

 

Sidste gang i Kroatien kørte vi forbi Primosten, men gjorde ikke ophold. Denne gang er vi her i 3 dage, og nu er jeg opsat på at se huset, som Orson Welles havde med Oja Kodar. Kodar er i dag 83 år og blev boende i huset, indtil det blev solgt for 5-6 år siden.

 

 

Ud fra fotos på nettet i forbindelse med salget har jeg lokaliseret stedet. Adressen er Sibenska 25, og der er kun 900 meter derhen fra vores Ivica lejlighed ved stranden i Primosten.

 

Turen langs vandet, op ad en høj trappe og hen ad gaden Sibenska er svedende varm, men det lykkes. Vi finder Vila Welles og tager et par billeder.

  

  

 

Porten ind til haven foran huset er låst og markeret PRIVATE. Men et skilt på døren og en oprindelig stenplatte på muren markerer, at dette er VILA WELLES.

 

 

Ved pladsen inden for porten står en bronzebuste af Orson Welles, også denne skabt af Oja Kodar. Busten fulgte med huset, da hun solgte det for nogle år siden.

 

Fra salgsprocessen har jeg set en 25 minutters video på YouTube, der viser huset indvendigt med fem adskilte lejligheder, imponerende terrasser og privat adgang til havet i bunden af den store ejendom. Der er ingen strand, kun klipper og selvfølgelig en trappe til vandet.

 

 

Vi står en stund og nyder vores opdagelse, Jeg sender samtidig mine varmeste hilsener til Orson og Oja og til mine medrejsende dengang i 1972.

 

19.8.2023