Vi har lånt koldingernes Peugeot og er på tur i Sønderjylland. Et af målene er kunstmuseet Panbo ved Aabenraa. Stedet er forholdsvis nyt og ikke særligt kendt, men det er faktisk en rejse værd.
Museet er oprettet af Christian Panbo, det har haft succes med at fabrikere bjælkehuse, og som har brugt en del af overskuddet på at samle billedkunst, især mange Eckersberg-malerier, men også billeder af Skagensmalerne, Dronning Margrethe, Franciska Clausen og sågar Picasso.
I mange år hang billederne i fabrikkens gange og kontorlokaler, men på et tidspunkt besluttede Panbo at dele samlingen med offentligheden, og i 2018 åbnede Panbo Kunstmuseum.
Eckersberg har et rum for sig selv, det samme har Skagensmalerne, og her er der værker af både Michael, Anna og Helga Ancher og af PS Krøyer.
Et af mine favorit Krøyer-billeder er det lille maleri ‘Landskab ved Stenbjerg med Maane’, der hænger på Skagen Museum. Krøyer og hustruen Marie opholdt sig i to måneder i Stenbjerg, efter de blev gift i 1889. De boede på kroen og malede begge billeder under opholdet, Krøyer blandt andet det lille og smukke ’Landskab med Maane’.
På en tur til Thy i foråret overnattede jeg på Stenbjerg Kro, som på deres hjemmeside fortæller om Krøyer-parrets ophold. Jeg ledte efter flere oplysninger på nettet og opdagede derved, at det lille billede af landskab med måne er en skitse til et meget stort billede, som Krøyer malede under opholdet i Stenbjerg.
Det store billede kan ses på Panbo Kunstmuseum ved Aabenraa. Jeg skrev oplysningen bag øret og har nu besøgt Panbo. Maleriet er kæmpestort og fylder en hel væg. Det er flot, men jeg tror måske, jeg foretrækker skitsen.
Et andet af Panbos Skagensbilleder er malet af Michael Ancher og har titlen 'Kunstdommerne'. Det viser kollegerne Tuxen, Krøyer, Drachmann og Willumsen, der diskuterer et billede. De har det muntert.
Billedet af den sovende kvinde er af Eckersberg anno 1810.
Panbo Kunstmuseum er en rejse værd.
På vores tur i Sønderjylland løber vi uden for Aabenraa ind i det kantede hvide slot Brundlund. Huset rummer et kunstmuseum, der i øjeblikket har en udstilling om ’Guldalderens glemte kunstnere’.
Desuden findes på øverste etage en permanent udstilling med værker af Aabenraas mest mesterlige maler, Franciska Clausen. Tidligere i år så vi en stor udstilling af Francisca Clausens imponerende værker på kunstmuseet Aros i Aarhus.
Nord for Haderslev gør vi holdt i den lille by Christiansfeld, der er hjemsted for den såkaldte Brødremenighed. Byens grundlæggere kom fra Herrnhut i Sachsen og opførte de karakteristiske huse bygget af gule mursten i tiåret efter 1773, altså for præcis 250 år siden.
Vi går en tur i de smukke vinkelrette gader fra pladsen ved Brødremenighedens store kirke kaldet Salshuset med enkle hvide bænke i kirkerummet.
Vi runder også den særprægede kirkegård Gudsageren, hvor kvinderne er begravet i højre side og mændene i venstre, og hvor alle gravene har ensartede flade gravsten.
Også Christiansfeld er i høj grad et besøg værd.
25.7.2023