Vejen til Corleone 

 

Efter Calatafini og Segesta-templet er vi et par dage i byen Sciacca ved sydkysten. Vi bor et nydeligt sted med balkon og udsigt over havnen, hvor fiskerbådene ligger tæt. Et niveau over havnen ligger den gamle by med smalle gader og biler alle vegne.

 

 

Om aftenen spiser vi på en af fiskerestauranterne ved vandet. Vejret er blæsende, men i går fredag og i dag lørdag alligevel lunt omkring 20-21 grader.

  

Vejen til Corleone er sindssyg. Vi bliver ramt af et kraftigt skybrud allerede på landevejen mod Palermo en halv time nord for Sciacca. Himmel og jord står i et, og sigtbarheden er lig nul. Det klarer op efter tyve minutter, men så kommer de næste problemer.

 

 

De sidste 25 km til Corleone skal køres på mindre veje, som hurtigt viser sig at være ekstremt bulede og revnede med dybe kraterhuller i asfalten. Et sted bliver vi ledt ud på en omkørsel, fordi den normale vej er lukket. Skiltet fortæller, at en bro længere fremme er styrtet sammen. Sidevejen er endnu dårligere, og det er kun undtagelsesvis muligt at skifte fra 2. til 3. gear.

  

 

 

Landskabet er smukt, og der er mange farvestrålende vilde blomster i begge sider af vejen. Vi snegler os afsted med 20-30 km/t. Fem kilometer før Corleone kører vi ind i et nyt skybrud, denne gang det mest voldsomme af slagsen, jeg nogensinde har oplevet.

 

På ingen tid bliver vejen til en rivende flod med vand i 10 centimeters højde eller mere og rullende sten overalt. Der er ingen steder at holde ind, regnen pisker ned, vinduesviskerne går amok, og det er nærmest umuligt at se vejbanen og undgå de værste huller.

 

Rundt om et hjørne er asfalten og vejbanen skyllet helt væk over en strækning på 100 meter. Vi kører ned i et veritabelt flodleje på rå og hullet stenbund, jeg kan ikke se en hånd for mig, og vandet kommer fossende imod os. Nu stopper jeg bilen. Vi bliver her, til regnen stilner af, og jeg kan se, hvor vi kører.

 

 

Jeg holder ind bag et skilt, der melder vejarbejde. Der kommer biler bagfra, som dytter og forsøger at få os i bevægelse fremad. Men jeg blinker til venstre og bliver holdende bag skiltet, og efter nogle minutter kører bilerne højre om os og gennem floden mod fastere grund.

 

Det er det værste skybrud, jeg har oplevet. Vi er strandet på Sicilien i en Opel Corsa i et voldsomt skybrud og en rivende flod. Regnen fortsætter ustoppeligt. Himlen er sort, og tordenen buldrer, og til sidst indser jeg, vi er nødt til at komme i bevægelse. Jeg holder et langt øjeblik vejret og kører gennem floden op ad en fossende vej de sidste kilometer mod Corleone.

 

Vandstanden er høj og brusende, selv om vejen er stejl. Vandet er gult af sand og jord og fyldt med knytnævestore sten. Nu melder Corsaen alarm med hylende katastrofelyde. Den er gal med ‘temperature frizione’. Koblingen er brændt varm. Regnen fortsætter. Det er sindssygt.

 

 

Nu er det aften, og vi sidder på vores Corleone Bed & Breakfast efter at have spist en pizza med tomat, ost, svampe og salsiccia. Det er søndag, og alting er lukket undtagen pizzastederne, så i dag er takeaway day til fods i Corleone.

 

De sidste to dage er vi i den smukke og hyggelige by Alcamo. Der er blå himmel og vejr til shorts. Vi bor midt i byen på 4. sal og har en fantastisk solskinsterrasse med udsigt. Det eneste problem er, at der skal bestiges mange trappetrin, hver gang vi kommer tilbage fra byen.

  

   

Vores lejlighed ligger på den brede handelsgade Corso VI Aprile og lidt nede ad gaden ligger den charmerende plads Piazza Ciullo med to store kirker og Caffé Impero, hvor vi spiser morgenmad. En frisk bolle med ost og en kop Americano.

 

 

I nærheden og dermed midt i byen ligger middelalderborgen Castello dei Conti di Modica. Det er en flot bygning, som rummer en lille historisk udstilling og en butik, der sælger mærkevarevine.

 

Den sidste aften spiser vi på restaurant Il Gattopardo i den smalle gade Via Alessandro Volta. Her får vi igen et lille udvalg af de karakteristiske sicilianske forretter og deler en hovedret med ravfisk og stegte grønsager.

 

På sidstedagen afgår vores fly til Billund klokken 19, og vi bruger derfor dagen på at besøge den lille bjerglandsby Erice, der ligger lige uden for Trapani, hvor vi startede rejsen for to uger siden. En specialitet ved Erice er, at man kan komme derop med en svævebane fra Trapani.

 

 

Vi har været på vej forrige lørdag, men da var svævebanen lukket, fordi det blæste for meget. I dag er der ingen vind. Udsigten over byen Trapani og det blå hav vokser under hele opturen, og det er i sig selv hele kabineturen værd.

 

Erice er en klassisk italiensk bjerglandsby med marmor- og brostensbelagte smalle og stejle gader. Den er samtidig fantastisk velbevaret og meget smuk. Vi går en runde i de maleriske gader, der har flotte gamle huse af sten og en kirke på hvert andet gadehjørne.

 

 

Vi holder en pause omkring halvvejs og spiser en panini med skinke, ost og rucola i solen ved en vinbar. ‘Salve’, siger sicilianerne, når de møder et andet menneske. ‘Vær hilset’.

 

Nede igen med svævebanen har vi en halv times kørsel til lufthavnen, og jeg skriver dette, mens vi flyver hjemad med forventet landing i Billund kl. 22:15.

 

 

Vejret har været mere blandet end forventet. Heldigvis med sol og varme det meste af tiden, men også dage med blæst og regn. Generelt har vi haft en dejlig ferie med mange store oplevelser og fremragende mad og vin hver eneste dag.

 

Sicilien er altid en rejse værd, men vejen til Corleone er sindssyg.

 

25.5.2023

 

Her er links til billedserier fra dagene ved Sciacca, Corleone, Alcamo og Erice:

Sciacca og Corleone den 19. til 22. maj

Alcamo og Erice den 22. til 24. maj