Filmen i Danmark

 

Det er så længe siden, at det næsten kunne være løgn. Sammen med Edvin Kau udgav jeg i 1983 en bog med titlen ”Filmen i Danmark”. Bogen er på 661 sider og fortæller i mange detaljer om den danske filmbranche fra tonefilmens start i slutningen af 1920’erne til starten af 1980’erne.
 

Det er 34 år siden, at bogen udkom, men den bliver stadig nævnt i litteraturlisterne, når der kommer nye bøger om dansk filmhistorie.
 

Forleden blev jeg opmærksom på to dokumentarudsendelser om ”Besættelsens danske filmkonger”, der bliver vist på DR-K og kan streames på dr.dk. Udsendelserne er baseret på en bog, som filmhistorikeren Lars-Martin Sørensen har skrevet om emnet, ”Dansk film under nazismen” (2014).
 

På Aarhus-bibliotekernes hjemmeside kunne jeg se, at Højbjerg Bibliotek havde et eksemplar af ”Dansk film under nazismen” stående på hylden, så jeg cyklede hen for at tjekke Sørensens værk. Udgivelsen er helt sikkert en gedigen sag, og den har en del henvisninger til Edvins og min bog.
 

Sørensen nævner i sit forord, at vi har ’et solidt kapitel om besættelsestidens film’, og omtaler ’Dinnesen og Kaus Filmen i Danmark fra 1983’ som ’det sidste store værk (før Sørensens egen bog), som tager substantielt livtag med filmbranchen i Danmark under besættelsen’. Det er da noget.
 

På biblioteket fik jeg øje på en anden nyere bog om et stykke dansk filmhistorie, ”Historien om Saga Studio” (2016) af Paw Kåre Pedersen & Niels Jørgen Clement. Også denne udgivelse har mange henvisninger til Edvins og min bog, og forfatterne sender os endda en tak i forordet.
 

’Tak til Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau, Bjørn Rasmussen og Morten Piil & Co. på hvis grundforskning al dansk filmhistorie hviler’.

  

Vi udgør altså halvdelen af de filmhistorikere, som Paw Pedersen fremhæver i forordet. ’På hvis grundforskning al dansk filmhistorie bygger’. Det er da ikke så lidt.

    

6.12.2017