Paris-Roubaix 2023

 

Cykelløbet Paris-Roubaix køres i år i solskin. Det betyder at brostenene er tørre, og det bliver et forholdsvis hurtigt løb. 256 km på omkring 6 timer. I modsætning til de andre forårsklassikere er der ingen bakker i dette løb, men der er 29 brostensstykker og i alt 59 km på det ujævne og knubbede underlag.

 

Der er 100 km til det første brostensstykke. Her gælder det om at hænge på i den forreste tredjedel af feltet. Ikke blandt de allerforreste, og ikke for langt tilbage. Der er 9 danske deltagere, 3 af dem kan principielt være med i finalen - Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg. Måske også på en god dag Mathias Norsgaard. Sammen med hollandske Matthieu van der Poel og belgiske Wout van Aert er Mads Pedersen blandt favoritterne. Hidtil er det gået skidt, hver gang Mads P har kørt løbet. Han har været ramt af uheld og er flere gange udgået. Hans ambition i år er at være med i finalen.

 

Fra starten forsøger en del mindre kendte ryttere at komme med i morgenudbruddet. Efter 40 km er ingen sluppet fri. Efter 50 km kommer 2 mand afsted. De får et forspring på 10 sekunder, men bliver snart hentet. Gennemsnitsfarten efter 60 km er 50,7 km/t. Landskabet i Nordfrankrig er ikke spændende, men træerne i vejsiden er mere lysegrønne end her i landet.

 

Fire ryttere kommer afsted efter 80 km, og de har et forspring på 1 minut og 30 sekunder, da feltet rammer den første pavé. Herfra er der 160 km til mål. Asgreen punkterer på baghjulet og sakker bagud fra feltet. Farten er også på paveerne tæt ved 50 km/t. Det er vildt. Der sker et styrt i feltet på den tredje pavé. 4-5 mand ryger ned, blandt andre den tidligere vinder Peter Sagan. Der opstår splittelser i feltet, hvor Jumbo Visma fører an. Asgreen er 45 sekunder efter. Der resterer 145 km af købet. Mads P og Tobias Lund fra Team DSM sidder blandt de forreste. Udbruddet har stadig 1 minut og 20. De to forreste felter smelter sammen. Vi kender ikke situationen for Mikkel Bjerg, Norsgaard og Asgreen. Feltet er stadig stort.

  

 

Udbryderne kører ind på brostensstykket Sektor 22 af i alt 29. Sektor 1 er den sidste før målet i Roubaix. De har samme forspring, halvandet minut. Holdene Ineos, Alpecin og Jumbo Visma ligger forrest i feltet. Der er stilstand i øjeblikket. Mikkel Bjerg og Mattias Norsgaard ses i feltet. Asgreen kommer også op. Intet er endnu afgjort.

 

En afgørende passage i løbet er Sektor 19 Arenberg-skoven med et langt og lumsk brostensstykke. Her bliver feltet altid splittet. Allerede på den foregående pavé, Sektor 20, forcerer Jumbo Visma med flere ryttere forrest. Van Aert tager selv fronten, og han kører så hurtigt, at der opstår huller bag ham. Degenkolb, Küng, Laporte og van der Poel hænger på. Mads P er ikke med, men ses blandt de forreste i en gruppe lige bagved. Der er 100 km til mål.

 

Van Aert-gruppen nærmer sig udbryderne og er omkring 25 sekunder foran feltet med Mads P. Vi nærmer os Arenberg-skoven og den frygtede Sektor 19. Inde i skoven må en af udbryderne stoppe, da hans forhjul eksploderer. Der sker et styrt i feltet, og Asgreen ryger ned. Han sidder på brostenene og har tydeligvis slået sig.

 

 

Van Aert og van der Poel gruppen henter udbryderne, og på det sidste stykke i skoven er der omkring 10 mand i front med 87 km til mål. Mads P kører alene fra feltet og nærmer sig de forreste. Laporte punkterer og kommer hurtigt bagud. Mads P kører forbi ham, og kommer op til de forreste. Det er stærkt kørt. Gruppen har et forspring på 1 minut. Van Aerts holdkammerat Laporte er 42 sekunder efter udbryderne. Det betyder, at van Aert ikke tager føringer med fuld styrke. Han vil gerne have Laporte tilbage.

 

To Alpecin-ryttere kommer op sammen med Team Ineos’ Filippo Ganna. Alpecin-rytterne betyder, at van der Poel nu har to hjælpere. Det er en stor fordel. Laporte kæmper alene 35 sekunder efter udbryderne. Alpecin forcerer for at forhindre Laporte i at komme op.

 

Laporte får selskab af en anden Jumbo rytter, van Hooydonck, og hollænderen Vermeersch. De jagter udbryderne, som har et forspring på 1 minut. Feltet er yderligere 1 minut bagud. Van Aert vil gerne have hjælperne op og tager kun halve føringer. De øvrige kører alle med rundt. Mads P ser godt ud.

 

Van der Poel forcerer i Sektor 12, van Aert og Mads P er med i hans baghjul. De er 9 i front nu. Næste pavéstykke er både svært og temmelig langt. Van der Poel angriber igen, Walscheid bliver sat af. Mads P hænger på sammen med Ganna. Jeg tror ikke Laporte-trioen kommer op. De er 1 min og 25 efter. Kasper Asgreen er udgået, forlyder det.

 

Når van der Poel angriber, er det kun van Aert, der kan holde hans hjul. De andre kommer langsommere tilbage. Der er 44 km hjem og 7 mand i front. Mads P ser ud til at få sin ambition opfyldt. Han er med i finalen af Paris-Roubaix. Van der Poel og van Aert giver indtryk af at være stærkest.

 

Jasper Philipsen, Ganna, Küng, Degenkolb, Mads Pedersen, van der Poel og van Aert er de 7 i front. Som den eneste af de 7 har Degenkolb vundet løbet tidligere. Sektor 8 er gennemført. De sværeste brostensstykker er to af de allersidste. Der er 32 til mål. Gennemsnitsfarten er 47 km/t. Philipsen punkterer og får en ny cykel. Servicebilerne er lige efter udbryderne. Philipsen er hurtigt tilbage. Der mangler 7 brostensstykker.

 

 

Sektion 4 Carrefour de l’Arbre er den sværeste af dem, der mangler. Her bliver der garanteret angrebet. Mads P kører først ind på Sektion 5, der er 19 km til mål. Forfølgerne er 2 minutter bagud. Løbets vinder skal findes blandt de 7 forreste. Nu kører de ind på Carrefour de l’Arbre. Her ligger brostenene ekstra ondt med store kratermellemrum.

 

Degenkolb styrter, og van Aert angriber. Kun van der Poel kan følge ham og tager hurtigt fronten. Van Aert punkterer og må skifte hjul. Det tager kun få sekunder, men Van der Poel tager afstand og er solo i front. Sammen med van Aert, Küng og Ganna er Mads P og Philipsen 25 sekunder efter. Küng og Ganna er helt flade og tager ingen føringer. Det gør kun van Aert og Mads, og det er ikke nok. De henter ham ikke. Van der Poel holder forspringet, og de 5 andre må køre om de næste pladser.

 

Jeg tænker, at Mads P ligesom sidste søndag i Flandern Rundt kommer til at spurte mod van Aert, men denne gang er det Mads, der bliver snydt. På en lille bakke kort før mål må Mads P slippe, da van Aert forcerer. Kun Philipsen kan følge ham. Det er overraskende. Jasper Philipsen er mest kendt som sprinter og vinder af massespurter, men han har altså også kræfter til et løb som dette.

 

Mads P må nøjes med at komme i mål på cykelbanen i Roubaix som nr. 4. Flot kørt. Fjerdepladsen er den bedste danske placering i Paris-Roubaix nogensinde. ’Der var ikke mere i tanken’, siger Mads P efter løbet. ’Måske næste år’.

 

Holdet Alpecin får to mand på podiet. Van der Poel vinder løbet, Philipsen er nummer 3. JumboVismas van Aert bliver nummer to.

 

 

Løbet gennemføres på 5 timer og 28 minutter. Det er rekord. Gennemsnitsfarten for vinderen er 46,84 km/t. Det er vildt.

 

Mads Pedersen har foreløbig 2 sejre i 2023 sæsonen, og derudover 10 top-10-placeringer. Sidste søndag blev Mads nr. 3 i Flandern Rundt, da han slog van Aert på stregen. Næste opgave er Giro d’Italia fra den 6. maj, og i juli deltager han også i Tour de France.

 

10.4.2023