Vi er på tur til Nordjylland. I dag bor vi på Løgstør Badehotel. Vi har et værelse med havudsigt.
Vi har købt en overnatning gennem SPOTdeal, 1.200 kr for 2 inklusive toretters middag og morgenmad. Før middagen går vi en tur i den gamle købstad. Der er et par hyggelige gader med specialforretninger og en smuk skulptur af en ung pige.
Tirsdag går turen over Limfjordsbroen til Aggersund og Han Herred, hvor vi besøger Hjortdal kirke, som spiller en stor rolle i min slægtsforskning. Morfar Niels Møller og de fleste af hans aner stammer fra Han Herred.
Videre gennem Thy gør vi holdt ved vindmølle-testcentret i Østerild plantage og Nors kirke, der har en flot skatbrætsten i tårnmuren.
Vi besøger Thy Whisky og køber smagsprøver af rye og single malt. Smagen er god og kvaliteten i orden, men priserne er pebrede. En halv liter single malt kosten 1.000 kr. Det er latterligt.
Hundborgstenen, der vejer 170 ton, er kommet op af jorden og udstilles på en plads ved vejen. Sidst vi var her, lå stenen stadig i et hul.
Vi tjekker ind på Stenbjerg Kro og går en tur ved landingspladsen og langs stranden. Vejret er flot uden vind og havet er næsten blik.
Også onsdag er en perfekt dag med sol, blå himmel og ingen vind. Selv ved havet er der helt vindstille.
Vi tager afsked med Stenbjerg Landingsplads og går en tur i det fredede område Skyum Bjerge ved Limfjorden. Fra toppen var der en forrygende udsigt over vandet til den ene side og smukt kuplede gravhøje på bakkekammen til den anden.
Turen går videre til Agger, hvor vi vil med færgen over Limfjordskanalen til Thyborøn. Undervejs gør vi holdt ved Sønderhå kirke, hvor vi finder kirkens fire skakbrætsten.
Færgeturen tager ti minutter, og hvis man kigger over rælingen, er der frit udsyn til en af landets største miljøskandaler, Cheminova-værket.
Vi parkerer bilen ved Thyborøn Akvariet og går en runde ved et sted i klitterne mod havet, der kaldes Mindeparken for Jyllandsslaget.
Hjemmesiden fortæller, at ’verdens største søslag fandt sted den 31. maj 1916 under 1. verdenskrig. Mere end 240 krigsskibe var del af denne styrkeprøve mellem engelske og tyske flådestyrker’. På blot et døgn sank 25 fartøjer som ofre for en massiv ildudveksling, og næsten 9.000 britiske og tyske marinere omkom under slaget.
Mindeparken har rejst en massiv stævnformet granit-sten for hvert af de 25 sunkne skibe, og ved siden af stenene er sat mængder af menneskefigurer, der også er fremstillet af sten. Tanken er med tiden at få sat en figur for hver omkommen sømand. Stenene og figurerne i klitlandskabet er et smukt syn. Mindeparken åbnede på 100 års dagen for slaget, den 1. juni 2016.
På grund af storindustrien forlader vi Thyborøn og kører sydpå langs Vestkysten til Ferring og Bovbjerg, hvor vi spiser en lækker friskbagt bolle med smør i fyrtårnets café.
Ud over huset ved Stenbjerg havde maleren Jens Søndergaard også et sommerhus i Ferring, og stedet fungerer nu som museum. Søndergaard testamenterede sommerhuset med indbo og efterladte malerier til egnen, og det er disse billeder, der kan ses i museets lokaler. Husets beliggenhed på skrænten ved havet er fænomenal og naturen på disse kanter rent ud storslået.
Dagen slutter i Harboøre, hvor vi har en overnatning på hotellet over for den gamle jernbanestation. Navnet er Harboøre Badehotel, men badehotel er lidt af en tilsnigelse. Man kan ikke se vandet fra hotellet, og der er mindst 3 kilometer til stranden.
Vi var hotellets eneste gæster og spiser venøbøf i restauranten, mens hotelværten er opråber ved bankospillet i gildesalen. Vi deltager ikke i spillet, men spiser vores bøf med kartofler og drikker et glas rødvin. Maden går an og ikke mere.
Torsdag går turen hjem til Højbjerg. Undervejs køber vi en nyrøget ørred hos Ulvedal Dambrug ved Kjellerup. Den smager forrygende til frokost på frisk rugbrød med æg og hakket ramsløg.
Her er en fotoserie fra turen: Limfjorden og Thy i påsken 2023.
6.4.2023