Stenbjerg i Thy

 

I dag har vi en overnatning på Stenbjerg Kro i Thy.

 

Vi har bestilt dagens toretters menu, som er baseret på ingredienser fra nationalparken. Der er torsk til forret.

 

 

Stenbjerg ligger ved Vesterhavet få kilometer syd for Nørre Vorupør og er kendt for sin charmerende landingsplads, hvor fiskerbådene i gamle dage blev trukket op på stranden ved hjælp af et spil.

 

På strækningen ned mod vandet ligger to rækker gamle redskabshuse. Fiskeriet ophørte i 1972, men de karakteristiske huse er bevaret og vedligeholdes af lokale entusiaster.

 

 

Det er et smukt sted. Vi har været her før, men også dette besøg er en fornøjelse.

 

I krostuen udstiller den lokale maler Jens B. Lauritsen sine billeder med motiver fra landingspladsen og klitlandskabet. Billederne er til salg og er ganske fermt malet uden at være stor kunst.

 

Skagensmaleren P.S. Krøyer og hans hustru Marie Triepcke har været i Stenbjerg. Parret blev gift i Augsburg i 1889, og på den efterfølgende rejse opholdt parret sig i to måneder i Stenbjerg. De boede på kroen og har begge malet billeder under opholdet, Krøyer blandt andet det lille og smukke ‘Landskab fra Stenbjerg med Maane’.

 

 

Krøyers billede hænger på Skagen Museum. Da jeg googler på Krøyer og lokaliteten opdager jeg, at det lille billede er en skite til et meget stort billede med cirka samme motiv, som Krøyer malede under opholdet i Stenbjerg. Det store billede kan ses på et lille privat kunstmuseum ved Aabenraa med navnet Panbo.

 

Jeg skriver Panbo bag øret. Vi opsøger stedet næste gang, vi er i Sønderjylland.

 

Jeg har ledt efter Krøyers karakteristiske slyngede grusvej. Rækken af klitter langs havet ses i billedets høje side, så vejen løber mod syd fra pladsen ved kroen. Området er i dag tilgroet og den oprindelige udsigt dækket af høje fyrretræer.

 

Tæt ved Stenbjerg Kro havde maleren Jens Søndergaard i mange år et sommerhus. En gallionsfigur, som Søndergaard byttede sig til for et maleri og malede i stærke farver, står stadig foran huset. Hele herligheden ligger smukt i klitlandskabet.

 

 

Stenbjerg er i høj grad et besøg værd.

 

4.4.2023