Banshees of Inisherin

 

’The Banshees of Inisherin’ (2022) er en smuk og befriende langsomt fortalt film, der foregår i 1920’erne på øen Inisherin ud for Irlands vestkyst. Hovedpersonen er bonden Pádraic, der sammen med sin søster Siobhán for år tilbage, da forældrene døde, har overtaget den minimale familiebedrift. Gården har kun få husdyr – et par køer, en hest og et miniatureæsel. Øen har stejle og bugtede grusveje, og markerne er indrammet af ældgamle stengærder.

 

 

Pádraic er venner med Colm, der bor i et lille hvidt hus ved vandet og er en dygtig irsk folkemusik violinist. De to venner har et fast ritual, hvor de hver eftermiddag kl. 2 sammen går hen på den lokale pub og får en pint eller to. Øllet er kulsort og skænkes af kroværten fra flaske.

 

Filmen starter med, at Colm til alles overraskelse opsiger sit og Pádraics mangeårige venskab. ’Jeg kan ikke lide dig mere’, siger han til vennen. ’Du er kedelig, og at være sammen med dig er spild af tid’. Colm vil gerne have fred og mulighed for frit at beskæftige sig med vigtigere ting. Han vil skabe noget for eftertiden, siger han, og er i gang med at komponere sin egen musik.

 

Opsigelsen af venskabet er uforståeligt for Pádraic og fører til både fortvivlelse, sammenstød og skærmydsler. Uden at røbe for meget, kan det tilføjes, at det får store konsekvenser for begge.

 

Naturen er uendeligt smuk på Inisherin med åbne vidder, rivende Atlanterhav og stejle monumentale skrænter mod det store vand. Samfundet er lille og lukket samtidig med, at alle kender alle, og det er svært at holde noget som helst hemmeligt for nogen. Da Siobhán henter et brev på posthuset i havnebyen, er kuverten åbnet og postbestyreren kender hele indholdet.

 

Colms musikstykke har titlen ’Banshees of Inisherin’.

 

I den irske mytologi er en banshee en kvindelig ånd, der ses som et sendebud fra den anden side. En banshee er iført en hætteklædt kappe eller slag. Dens skrig varsler død og er en advarsel om, at der vil komme et dødsfald i familien.

 

Pádraic: Hvordan går det med din musik?

Colm: Godt.

Pádraic: Hvad hedder stykket?

Colm: Banshees of Inisherin.

Pádraic: Men der er ingen banshees på Inisherin.

Colm: Det ved jeg, men jeg kan godt lide sh-lydene i ordene banshees og Inisherin.

 

Om det er korrekt, der ikke findes banshees på Inisherin er måske tvivlsomt. Det finder I ud af, når I ser filmen, der anbefales varmt.

   

 

Nu om dage ser jeg færre film, end jeg gjorde engang. Alligevel kan jeg sige, at filmens instruktør Martin McDonagh er en af mine favoritter. Hans foregående film var den fremragende ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ (2017), som jeg har set både i biografen og på streaming. Den film er et mesterværk.

 

 Tidligere har McDonagh i 2008 lavet ’In Bruges’ med de samme to skuespillere, som spiller Pádraic og Colm i ’The Banshees of Inisherin’, Colin Farrell og Brendan Gleeson. ’In Bruges’ findes på Netflix, og den skal vi se en af dagene.

 

Wikipedia skriver følgende: Banshees er mystiske væsener, og mærkeligt nok er de ikke frygtet. De ses som villige hjælpere, der er nyttige på kritiske tidspunkter. En banshee har en omsorgsfuld karakter, er venlig og godhjertet. Familien er det vigtigste for den.

 

18.2.2023