Vingegaard i gult

 

18. etape af Tour de France er vildt fascinerende og sindsoprivende spændende. Som en af dem, jeg korresponderer med under løbet, skriver: ”Jeg har en ’jeg-er-selv-med-i-kampen’ puls”.

 

Det er nervepirrende at overvære, ikke mindst en vanvittig nedkørsel ad en smal og stejl vej med løse sten fra det næstsidste bjerg, Col de Spendelles.
 
Jonas Vingegaard er tæt ved at styrte i et af svingene, og kort efter kommer Tadej Pogacar en tur i asfalten. Vingegaard venter loyalt på konkurrenten, og de to rivaler indgår en stiltiende aftale om at neutralisere løbet på resten af nedkørslen.

 

Det må ikke være held og uheld, der afgør løbet. Vinderen er den, der er bedst på det sidste bjerg, opkørslen til Hautacam.

 


 
Vingegaards hjælper på Jumbo Visma holdet, amerikaneren Sepp Kuss, sætter tempoet på den første del af den 13,6 km lange stigning, og det bliver hurtigt klart, at det kun er Vingegaard og Pogacar, der kan følge trop.

 

Alle øvrige i favoritgruppen bliver en efter en kørt bagud, og afstanden til rytterne fra dagens udbrud foran Vingegaard-trioen bliver lidt efter lidt reduceret til ingenting.
 
Duellen er knivskarp, og det står klart, at det kun er danske Vingegaard eller slovenske Pogacar, der kan vinde etapen og dermed hele løbet.
 
Da der mangler 5,4 km af etapen, indhenter Kuss og de to rivaler den sidste rest af udbruddet, belgieren Wout van Aert og colombianeren Daniel Martinez. Også Van Aert er holdkammerat til Vingegaard, og nu afløser han Sepp Kuss som den, der sætter tempoet. Martinez bliver straks sat af og spiller ingen rolle.
 
Van Aert bruger sine sidste kræfter til at skrue farten yderligere op, og han kører den næste kilometer som en gal gennem stejle hårnålesving. Da der mangler 4,4 km, er Pogacar mør og må slippe. Kun Vingegaard kan følge van Aerts tempo.

 

Efter yderligere et par hundrede meter slår van Aert ud, og Vingegaard fortsætter alene mod toppen af Hautacam.

 


 

I mål er afstanden til Pogacar øget til et helt minut – og Jonas Vingegaard vinder dermed både etapen, bjergtrøjen og hele løbet. Vingegaard fra Glyngøre vinder Tour de France 2022. Det er fantastisk.

     

22.7.2022