Vildt naturligt

 

I dag gik jeg en lidt længere tur i forårssolen, cirka 5 km. Det blæser lidt i dag, og vinden er koldere end de seneste dage, men hvor der er læ, kan man rigtigt mærke solen varme.

 


 

Hvidtjørnen er sprunget ud med en sværm af hvide blomster, og underskoven er begyndt at være lysegrøn.
 
Mens jeg gik, hørte jeg et P1 radioprogram, Vildt Naturligt. Der ligger 93 episoder på DR Lyd. Programmet laves af biologerne Vicky Knudsen og Johan Olsen og er altid både underholdende og nørdet på en charmerende måde.

 

Vicky Knudsen er også kendt fra Tv-programmet 1 døgn, 2 hold, 3 dyr – som hun laver sammen med blandt andre Sebastian Klein.
 
I dag var emnet i radioudsendelsen Vild Naturligt, hvordan planter taler sammen.
 
Hvis en plante bliver angrebet af en bille, som æder dens blade, producerer og udskiller planten kemiske stoffer, som gør bladene mindre spiselige, måske ligefrem giftige, og derved beskytter mod yderligere angreb.
 
Nogle af stofferne kommer ud i luften og kan opfanges af naboplanter, der endnu ikke er blevet angrebet. Naboplanterne opfatter påvirkningerne som advarselssignaler og begynder selv at producere beskyttelsesstoffer.
 
Udsendelserne laves som oftest efter en fast model. Varigheden er en time, der er ét emne på programmet, og der deltager en gæst, som er ekspert i det pågældende emne. I denne uges episode er gæsten seniorforsker Bodil Ehlers fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
 

 
Programmet kan anbefales. Det er som sagt underholdende på en charmerende måde, og man bliver altid lidt klogere. 

 

9.3.2022