Også i år var vejret flot på min fødselsdag den 2. marts.
Vi spiste frokost på Aros og genså bagefter den fascinerende
udstilling af den engelske maler
J.M.W. Turners unikke værker, Sun Is
God.
Udstillingen slutter på søndag den 6. marts. Turner levede fra 1775 til 1851 og dermed i en tid, hvor naturalismen var den herskende kunstform.
Turner demonstrerer i navnlig en lang række små akvareller,
at han til fulde behersker naturalismen, men han laver
samtidig en række værker, der kan ses for forløbere for den
impressionisme, der først startede omkring 20 år efter
Turners død.
I mange af de store landskabsbilleder fokuserer Turner på
følelser og fantasi frem for virkelighedstro detaljer.
Kontraster mellem lys og skygge forstørres i flimrende udsyn
over vide landskaber præget af eksplosioner af sollys gennem
dis og skyer.
Der er en vildskab i mange af Turners billeder, som er både
smuk og nogle gange mystisk. Jeg vedlægger et par af mine
egne fotos af nogle af Turners billeder. Udstillingen har
titlen SUN IS GOD, og solbillederne er fænomenale.
Desuden kunne jeg ikke stå for en lille akvarel fra
lokaliteten Paestum, der har fornemme græske
ruiner, og som ligger cirka 100 km syd for Napoli i
Italien. I dette billede fanger Turner med få sorte strøg et
af de karakteristiske templer lige på kornet.
Tuner var kolossalt produktiv som kunstner, og Tate
Galleriet i London har en stor samling af hans værker. Ved
sin død testamenterede Turner omkring 300 oliemalerier og
30.000 tegninger og akvareller til den britiske nation.
3.3.2022