Jeg er på udflugt med natours.dk og FOF til Nationalpark
Vadehavet. Der er busafgang fra Aarhus kl. 10, og vi kommer
tilbage kl. cirka 22 i aften.
Målet er ikke at samle østers. Vi skal kigge på fugle og
sidst på eftermiddagen opleve fænomenet sort sol.
Vores guide forventer, det i aften foregår ved Møllehus.
Stærene går ofte til ro på den tyske side af grænsen, så vi
har medbragt pas.
Ud over sort sol inkluderer turen stop ved Ballum Enge og
Højer Sluse, måske også Rickelsbüller Koog på den tyske side
af grænsen.
Jeg medbringer mundbind, madpakke, vandtætte vandrestøvler
og Nikon kamera. Aftensmaden er med i turen.
Efter stop ved Kammerslusen, på Rømø-dæmningen og ved Højer
Sluse, gør vi ved 17-tiden holdt i Aventoft lige syd for
grænsen. Her står vi det helt rigtige sted og ser i løbet af
en time flere hundrede tusind stære samles i rørskoven lige
foran os.
Stærene kommer fra alle retninger i mindre flokke af
forskellig størrelse, fra 20-30 til måske 1000 fugle eller
flere. Nogle gange kan man se en flok nærme sig i
horisonten, andre gange dukker sværmen op ud af det blå.
I rørskoven for natten sidder stærene tæt ved siden af
hinanden. Vægten af fuglene gør, at rørene lægger sig. Når
solen står op næste morgen, letter hele flokken på en gang.
Lyden af de mange fuglestemmer er kolossal. Det er helt
vildt imponerende. Vi mangler kun at se hele flokken på
vingerne samtidig, men det lykkes. Det er mest, hvis stærene
bliver skræmt af for eksempel en rovfugl, at alle letter på
en gang.
Det er sjovt at være på tur med fugleentusiaster. Jeg er den
eneste, der ikke medbringer en avanceret kikkert. Alle
kigger hele tiden efter fugle, og der går et sus igennem
bussen, når der er en, der udbryder: ‘Se dér på marken. En
kæmpestor flok bramgæs!’
Vi ser mange bramgæs i løbet af dagen, både på jorden og i
flotte formationer højt på himlen. Desuden ænder, vadefugle,
hejrer, musvåger, en ravn, to havørne - og stære i
tusindtal.
Sort sol er helt klart en rejse værd. Stærene samledes samme
sted ved Aventoft den foregående aften. Da anslog en
ekspert, at flokken bestod af 300.000 fugle. Det er da
noget.
25.10.2020